Blessing in disguise - håber jeg fanme.

Jeg har bandet i overskriften. Og det er altså for en gangs skyld på sin plads. Her i min lille andedam er der nemlig sket en del på det sidste – ikke er alt er nået ud på bloggen. Sådan er det altid (at ikke alt når ud), men denne gang er der sket lidt større ændringer, som ikke er nået ud. Jeg har lige haft brug for at vende det selv.

Men jeg er stoppet på min arbejde. Det er jo ikke en hemmelighed at siden arbejdsopgaverne ændredes ikke bare lidt men totalt i forsommeren har jeg ikke synes det var særlig sjovt. Faktisk slet ikke. Jeg har tænkt og tænkt – hvilket også gjorde at jeg gik ned i tid.  Og jeg faktisk mentalt nok forberedt på, at jeg skulle finde mig noget andet. Det er rimelig svært når man sidder i en stilling – og specielt en, hvor den mentale energi drænes på den trælse måde. Men mentalt var jeg, desværre, kommet frem til at det måtte være sådan. På et tidspunkt.

Det tidspunkt kom så i sidste uge, hvor jeg blev opsagt og fritstillet. Min første reaktion, den helt automatiske der bare sker i sekundet, var en dyb lettelse. En kæmpe byrde fra min skulder faldt ned – og den lettelse holdt resten af dagen. Og indtil nattens mørke skygger indfandt sig. For jeg er vanvittig dårlig til forandringer. Og de fylder så meget i mine tanker og i hele min krop så det giver mig søvnproblemer. Og denne gang var jo ikke en undtagelse. Så jeg vågnede efter få timers søvn. Og så var jeg ellers mere eller mindre vågen de næste mange nætter. Hvor alle bekymringerne satte ind. Og de er ekstra svære at holde på afstand når alle katte er grå. Bekymringerne om hvad så nu. Hvordan finder jeg noget andet? Og helt specifikt hvordan finder jeg noget som jeg kan lide.

Jeg var allerede afklaret med, at jeg skulle ud i et sporskifte. Det vil sige de opgaver jeg har siddet med i de sidste knap 3 år har været det helt rigtige – lige indtil min fortids kompetencer indhentede mig og satte mig i en stilling, som var virkelig skidt for mig. Men jeg synes pludselig det er svært at se vejen. Det vil sige vejen kan jeg egentlig godt se. Og det er jo rettere vejene – der er mange veje jeg kan tage. Med de ting jeg gerne vil arbejde med. Der er ikke kun ét rigtigt job. Heldigvis. Men hvordan f… kommer jeg dertil. På papiret er min titel noget andet – og man kan vel nærmest fodre grise med min slags.

Jeg er skiftevis optimist, der tænker at det nok skal gå. Og den vildeste pessimist, hvor jeg kan mærke at angsten, frygten og mindreværdet helt og aldeles overtager mit udsyn. Det er ikke en rar position. Den sidste. Mine veninder siger sætninger som ’Tag det med ro – du skal nok finde noget’ og ’brug nu den næste måned på dig selv og på at slappe af’. Og jeg ville så meget ønske at jeg kunne. At jeg troede på, at det nok skulle gå. Jeg ville ønske at jeg kunne nyde det. At have god tid de næste måneder, hvor der jo samtidig er en uændret indtægt. Lade det synke ind og falde på plads – på en god og ikke angst-fyldt måde. Men der er simpelthen en kæmpe klump cortisol i den bagerste del af min hjerne, der er vanvittig insisterende på, at det ikke går. At jeg skal bekymre mig og at det hele ramler. Jeg håber at kunne modbevise den. Under alle omstændigheder er det fuldstændigt uproduktivt at bekymre sig. Ingen gode beslutninger bliver truffet på den baggrund. På den anden side er det pisse svært. At modargumentere med sig selv hele tiden.

Nyt hår og ny inspiration Og en dyb taknemmelighed

I går var jeg været prinsessen på ærten. Jeg brugte nemlig brugt hele dagen hos frisør Zenz, hvor jeg har fået lavet helt nyt hår, fået fodbad, nusset om og lagt en skøn, omend ret vild, make up. Og lært en masse undervejs. Men allermest har jeg bare nydt det. Nydt at lade mig forkæle en hel dag hvor jeg ikke skulle andet end bare følge med. Og læne mig tilbage. Sådanne dage kunne jeg da egentlig godt vænne mig til.

Og for at det ikke skulle være nok har jeg brugt weekenden med to af de allerdejligste mennesker, jeg har. Vi var jeg nemlig i sommerhus - bare os tøser, som nu har holdt sammen siden vi var i mødregruppe. Det er 10 år nu. De to er den slags veninder, som altid har ens ryg, som er de første man ringer til, hvis der er noget galt. Eller hvis der sker noget fantastisk. Den slags veninder der både græder og griner med og af en. Det var simpelthen den skønneste weekend - og helt vildt tiltrængt. Og der skete ikke en skid. Vi fik gået lange lange ture langs vandet hvor septembersolen sørgede for sommerstemning. Vi fik drukket en masse vin på terrassen indtil det alligevel var for koldt at sidde ude. Der blev spist god mad (i særdeleshed noget med kantereller og fløde. Meget fløde), hygget foran pejsen, snakket, sludret, opdateret, fortalt røverhistorier. Og der var både grin, gråd og eftertænksomhed i en pærevælling. Præcis som den slags små lommer i tiden skal være.  Det var en opladning af sjælen for mig.

Ind imellem er det bare så dejligt at blive mindet om alle de ting i livet, der er værd at være taknemmelig for. Jeg er i sandhed taknemmelig.

Her er bare lidt billedspam fra de bedste dage:

På tur med onkel: en samtale mellem to generationer i bus 3A

Mine piger går til svømning i den anden ende af byen - og til det formål tager vi bussen fra Østerbro til yderste Vesterbro - og kører dermed på tværs af byen. E tur der tager godt en halv time. Idag overværede vi en skøn samtale mellem en lille pige, hun var vel 6, og hendes onkel.

Skærmene i Københavns busser kører altid en eller anden reklamesløjfe og idag var ingen undtagelse. Vi så en reklame for en ansigtsmaske eller et spa-sted - noget i den retning. I hvert fald var det en kvinde, der var smurt ind i en ansigtsmaske.
Pigen: Onkel, hvad er det hun har i ansigtet.
Onkel: Det er sådan en slags tyk creme.
Pigen: Hvorfor det?
Onkel: Det er for at fjerne de døde hudceller.
Pigen: Døde hvad?
Onkel: De døde hudceller.
Pigen: Hvad er hudceller? Er de døde?
Onkel: Det er sådan nogle celler i huden.
Pigen: Hvad er celler?
Onkel: Det er sådan nogle som huden er lavet af.
Pigen: Hud?
Onkel: Ja. Du har hudceller over det hele udenpå .... (og her fulgte længere forklaring om huden og noget med at den skiftes)... Og så regeneres huden og så er der noget af det, der dør.
Pigen: Hvad betyder regenere?
Onkel: Det betyder at det samme kommer igen.
Pigen Okay.... (tænker)... skal jeg også have sådan noget creme på?
Onkel: Nej da.
Pigen: Hvorfor ikke?
Onkel: Du har fin hud.
Pigen:?
Onkel: Ja, altså sådan noget putter damer i hovedet for at blive smukke.
Pigen: Hvorfor? Jeg vil gerne være smuk.
Onkel: .........(tavshed....mumlen).... Det tror jeg vi skal spørge din mor om hvorfor. Du er smuk.... (mumle mumle)...

Og sådan fortsatte de helt til Enghave plads og kom omkring et utal af lignende emner, hvor 'Onkel' var helt ude af komfortzonen med al tydelighed. Pludselig var en helt almindelig bustur omformet til en fantastisk komedie mellem to generationer.

Hurrrrraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa

I dag vågnede jeg første gang klokken 4 – ved en lille (Caroline-)mus, der nussede mig på kinden og spurgte hvornår vi skulle vække far. Og ja – der var så nogle timer til, men hvor er det bare hyggeligt. De små piger glæder sig jo nærmest mere end fødselaren selv, når en i husstanden har fødselsdag.

I dag (og i dag er nu engang defineret ved først at starte klokken 6 – tidligst) bliver min mand 37 år. Og jeg elsker ham 37 gange mere end sidste år. Hvert år tror man, at det ikke er muligt at elske højere, men så sker det alligevel. Det er som en eksponentiel kraft, der (åbenbart) er uendelig. Og tænk at han stadig holder ud – omgivet af en hønsegård af temperamenter og momentane vanvittige indfald. Jeg er både taknemmelig og stolt. Taknemmelig for hans stamina, og stolt fordi han er den mest fantastiske far, den mest fabelagtige mand og ikke mindst det dejligste menneske, som giver mig det skønneste liv. Og jeg glæder mig, helt ned i maven, til at blive gamle sammen. Jeg ved, at det bliver vi – og vi skal nyde hver eneste time (også de vanvittige og temperamentsfulde) indtil da.

Pigerne har brugt uger på at forberede gaver, tale om gaver, bekymre sig om gaver og pakke gaver ind. Morgenbordet med de traditionsrige fødselsdagsengle blev dækket i morgenens mulm-og-mørke, og så var dagen i gang med sang og sødt brød.

Vi skal fejre i aften på Kjøbenhavn. Det bliver simpelthen så hyggeligt – også fordi det er en lækker restaurant, som altid har skide lækker mad.

Nogen har løbet 21 km - det er ikke mig

Så gik der en hel weekend med stilhed herinde – og det er altså fordi livet udenfor styrtede afsted. Det var dejligt og vældig hektisk på samme tid. Eller egentlig lavede jeg ikke noget vanvittig banebrydende eller travlt. Timerne fløj bare afsted og pludselig var det søndag aften.

Nå, men altså jeg havde den bedste arbejdsdag fredag. Jeg arbejdede hjemme og fortrak hele arbejdsdagen til en park. Det var, efter sigende, den sidste rigtige sommerdag, så det blev udnyttet fuldt ud. Og man skulle virkelig arbejde udenfor ganske meget oftere. Jeg elsker det – tænker nogle gange om jeg skulle finde mig en profession, hvor arbejdet rent faktisk foregår udenfor. Kan bare ikke komme på hvad. Nå, men Krebs Skole havde også fødselsdag, så det kunne jeg også lige deltage i – og få set de traditionelle guldæble springe og ballonerne stige til vejr over Østerbro. Ganske skøn dag.

Lad guldæblerne springe og hurra-råbene lyde

Udearbejde

Lørdag stod jeg tidligt op, da jeg havde en date med en rigtig kær veninde. Vi skulle i biografen og se den nyeste Woody Allen film (Cafe Society – den er god. Se den!!). Filmen starter klokken 9.30 så vi besluttede at gå sammen fra Østerbro – det var en super hyggelig tur. Travlhed har gjort, at vi længe ikke har set hinanden og sådan en morgengåtur er helt fantastisk til at få talt sammen. Virkelig talt. Og så gik vi sammen hjem igen efter filmen. Det var så fint. Da jeg kom hjem var hele familien taget til svømning med Margrethe – så jeg havde lige et par timer alene inden resten af dagen gik med familie, film, roligt tempo og fladen ud. Det trængte børnene, specielt Margrethe, virkelig til.

Søndag løb min allerbedste veninde lige over 21 km. Det er simpelthen så vildt og hun er sej. Og tilsyneladende så hurtig at jeg ikke kunne fange hende på ruten, selvom jeg forsøgte flere gange. Men så kom hun i mål og vi gik på cafe – og drak varm kakao med flødeskum. Det er vel passende, når (nogle) har løbet så langt. I dag kan jeg så småt mærke en forkølelse bag panden – det var skide koldt søndag eftermiddag. Og jeg havde faktisk klædt mig som om, at det minimum ville blive halvsommer – sådan som vejrudsigten havde lovet mig.

Mens vi venter

Omgivet af de bedste - og den sejeste

I morgen har Steffen fødselsdag, så dagen i dag skal gå med de sidste hemmeligheder. Håber han kommer sent hjem J.

Om venskaber - både dem fra fortiden og dem fra Nigeria

I går aftes sad jeg og stenede facebook (ja...). Og kom til at se, at der også er sådan en messenger-mailboks, hvor beskeder fra folk, man ikke er venner med ender. Der skal man så acceptere at indlede 'samtalen' før den ryger over i den rigtige messenger-indboks (but why?). Anyways, der var virkelig mange beskeder fra folk i hele verden (dog primært fra Nigeria), der a) gerne vil låne penge, eller b) ville tilbyde mig (hvor heldig kan man være), at være med til at starte en blomstrende virksomhed op. Alle de virkelig gode og spændende tilbud involverede dog, at jeg skulle smide alt mellem 50.000 til en lille million i startkapital, men så ville investeringen også tage fart. Jeg tænker, at det første jeg ville gøre når pengene var blevet overført var, at indlægge mine (nu) medejere af virksomheden til et stavekursus. Hvis vi skal hente mere investering andetsteds, skal vi nok ikke stave helt så meget som en brækket arm, som de søde mennesker i Nigeria har en tendens til - i hvert fald i min messenger.

Men udover de utroligt gode og mange tilbud til at starte en ny karriere, fik jeg også en besked fra en, der søgte min mor. Og jeg kan så godt huske hende. Hun var min mors bedste veninde gennem store dele af min barndom (det tror jeg i hvert fald nok - det er jo set gennem et barns øjne), og jeg husker med (barnlig) glæde tilbage på de gange vi besøgte hende, og hendes familie, i den store gamle villa i Emdrup. Og jeg husker, at det var der, jeg første gang nogensinde spiste krabbekløer. Hvilken himmelsk mundfuld. Og jeg husker, at hun var vildt pæn og sej - og meget sød. Jeg var fan.

Nu er jeg så voksen, jeg ved ikke hvad der er sket eller ikke sket - måske var der bare et venskab, der gled ud i hverdagens praktik. Men nu søger hun så kontakt til min mor (som hun ikke kunne finde på facebook, hvorimod jeg åbenbart er lettere at tracke). Og jeg kom sådan til at tænke på alle de venner og veninder man efterlader på livets vej. Nogle har man selvfølgelig med sig hele vejen, nogle kommer til undervejs, men nogle går bare ikke med hele stykket og falder fra når livet drejer om hjørnet. Nogle gemmer man i hjertet og savner, tit, og andre tænker man sjældent på, med mindre der lige sker et eller andet, der sætter gang i bestemte minder. Sådanne tidligere venskaber tror jeg, vi alle har. Jeg har i hvert fald mange - og der er faktisk en del af dem, som jeg tænker på nu og da. Ikke sjældent. Nu med facebook er en del af dem ligesom kommet ind på sidelinjen - det er ikke længere venskaber/venindeskaber, men man følger med sådan på sidelinjen.

Jeg tænker, måske man skulle gøre som min mors gamle veninde og genoptage kontakten. I hvert fald med de, der stadig bor i hjertet med stort nok rum til jævnligt at dukke op i tankerne.

September og forventninger

September viser sig bare fra sin allermest fantastiske side lige nu. Og jeg er totalt presset over, at mit arbejde for det første er rykket tilbage på kontoret fra sommerhuset og stranden, og for det andet, at det (arbejdet, that is) ikke helt er enig i, at man i stedet for burde nyde vejret - inden vi ser os om er det jo vinter og meget koldt.

Dog gik jeg idag og talte med pigerne, da vi gik afsted mod skolen. Vi gik og talte om, hvor dejligt det var, at vi kunne gå i shorts (dem) og T-shirt (os alle) klokken lidt i otte om morgenen. Vel og mærke uden at fryse en vis legemsdel af. Men vi blev også enige om, at det bliver dejligt at nyde mørket i efteråret. Med varm cacao og flødeskum. Begge dele passer meget bedre til en god efterårsstorm. Og vi glæder os til at nyde vejen til skole, som går gennem en lang træ-allé, med alle de smukke farver naturen blænder op for i efteråret. Og vi glæder os ikke mindst til december med julekalender, julehygge, stemning og hygge. Hygge som kun december måned kan det.

Så ja, jeg nyder dagen i dag. Overvejende indenfor, men jeg snyder mig til alle de udendørs aktiviteter jeg kan. Hvilket heldigvis inkluderer flere cykeltue gennem smukke solrige København fra møde til møde. Og så glæder vi os samtidig til den tid, der ligger foran os.

Morgen i september

Det er da smukt...

Efterår og 25 grader

It's a hard life - or not

Denne uge starter godt og fortsætter, hvor weekenden slap. Det bliver svært for resten af arbejdsugen at toppe det. Vi er nemlig taget i sommerhus med teamet. I Hornbæk. Og hold nu kæft vi er heldige med vejret. Vi får både arbejdet og hygget i et - og jeg er sikker på at vejret gør meget godt for alle. Det bliver et godt efterår, hvis dagens planlagte aktiviteter realiseres. 

Vi nyder sommeren, is og Hornbæk strand. Det er fedt at arbejde også kan det.

Savner familien

Gode kolleger

Nøgne kvinder er kvinde bedst og en sjælden Pokemon

Ej men den her slags weekender skulle der være flere af. Den startede fredag med en fed aften alene med ungerne. Der var Disney. Der var slik. Der var Versus og der var lidt 'vild med dans'... Sidstnævnte har jeg aldrig set, men i år er skønne Cana's Thomas jo med. Og så må jeg jo følge lidt med.

Apropos skønne Cana og skønne kvinder generelt brugte jeg lørdag eftermiddag i en bil mod Tisvilde sammen med Cecilie og Cecilie (haha). Vi skulle nemlig til årets 30-års fødselsdag. Det var en fed eftermiddag, aften og nat. Der bød på snak, god mad, dans og en masse nøgne kvinder i en brandvarm pool. Det var fedt og aldeles livsbekræftende. Dog var nøgenheden (for ja. Ingen havde husket bikinien) ligeså aldeles grænseoverskridende specielt når man, som jeg, var absolut alderspræsident og derfor skulle forholde mig til en masse i-tyverne kroppe og ditto perfekthed. Men som den anden alderspræsident så rigtigt sagde, er det sgu vigtigt at owne sin krop (haha jaja hun var heller ikke nået over midten af trediverne)... Men forfængelighed er en ting. Fascination er en anden. Og sådan en nat fik kun understreget hvor smuk en kvindekrop faktisk er.

Søndagstartede usædvanlig tidligt for en søndag, men så nåede jeg til gengæld tusind tiltrængte praktiske ting OG en tur på Pokemonjagt og en tur i Tivoli med verdens bedste familie. På min jagt gennem bibliotekshaven (det er forøvrigt for vildt. Der er jo hundredevis af jægere derinde!) fik jeg den opgraderede Pikachu... Hvabehar! Jeg har dog stadig ikke Pikachu selv. 

Det var hundens dag i Tivoli. Så kan man så spørge sig selv præcis hvad det er, hunde får ud af at være i Tivoli?

Fantastiske fredag i september

Jeg har simpelthen haft en fantastisk dag og forudser en skøn weekend foran mig.

Men idag startede med morgenmad med en gammel bekendt fra min gymnasietid. Og hun er simpelthen så røvsej. Og hun gad bruge halvanden time på mig og mit forvirrede fremtidssnak. Men det har fedt. For hun har stået i præcis det samme og kommet mega sejt igennem. Og nogle gange hjælper det virkeligt at få vendt tingene med nogle, der bare kan spørge ind på den helt rigtige måde.

Videre stod dagen på konference omkring ... ja også om fremtiden. Denne gang dem bæredygtige af slagsen. Det var inspirerende og altid hyggeligt, da det er et game jeg har været i mange år, og derfor altid møder en masse fantastiske gamle venner, netværksbekendte og samarbejdspartnere til den slags. Og så var der kage. Skide god kage.

Solen skinnende da jeg cyklede gennem København hjem. Og der var sol, iskaffe og en god bog i gården. Så er september simpelthen ikke til at stå for.

Nu sover pigerne på sofaen. Steffen er til kallads og jeg påtænker at hente det chokolade, der var i min goodiebag fra Bridget-premieren (ja jeg har næsten halvdelen tilbage).

Premiereaften på Bridget Jones - nu med baby (og flere fædre) - en (STOR) anbefaling

Normalt går jeg faktisk ikke såå meget op i sådan noget som dulle-halløj og tøj. Det vil sige - altså jeg elsker gode cremer og jeg elsker-elsker ting til mit hår. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan - men jeg kan bare rigtig godt lide fornemmelsen af, at pleje mit hår. Og gå til frisør og sådan. Det sker ikke så mega ofte, men altså. Jeg kan godt lide, når det sker. Og så elsker jeg sko. Virkelig elsker. Jeg har et kæmpe skab fyldt, men det tossede er, at jeg faktisk altid går i de sammen måske 5 par. Og så har det med sko-fetishen også ændret sig lidt (umærkeligt) henover de sidste år. Jeg kan stadig få helt åndenød over et par lækre sko. Men jeg bruger sjældent så mange penge på det. Faktisk er det fedeste for mig at finde en handel - altså finde et par sko, der giver åndeløshed kombineret med en pris, der rent faktisk tillader at man ånder.




Jeg forestiller mig, at det meget godt også kunne beskrive den Bridget, der er i den nyeste film. Og hvor jeg var så heldig at få billetter til premieren onsdag (fra hende her den fantastiske dame). Jeg elskede de andre Bridget film. Altså på den måde, at jeg har set dem et par gange, typisk når jeg har faldet over dem på tv. Men jeg kan ikke alle replikker og jeg har for eksempel set den samlede Matador-serie flere gange (men den har jeg virkelig også set mange gange. Og her kan jeg alle replikker, more or less). Anyhow - jeg kan godt lide henden (og Colin Firth gør jo aldrig en film mindre værd at se! Og ham der fra Greys hvide verden... ikke mindst). Jeg glædede mig ret meget til at se hende blive ældre - og måske mere ramme, der hvor jeg er i livet - med børn og de udfordringer og ikek mindst utallige glæder dette giver. Og ja, det foregår selvfølgelig på ingen måde i en lige linje med hende - men skægt var det.




Jeg var virkelig godt underholdt. Det er sjældent man griner højlydt ud i luften af en filme - også selvom den er sjov. Det der grin, der bare vil ud. Det er sjældent, men ikke i den her film. Og plottet var faktisk fint - ikke sådan en hurtig rip-off af et koncept, der lige skulle tjenes nye penge på. Så langt fra endda. Og hele aftenen var så fin. Jeg har heldigvis en skøn veninde, jeg havde medbragt til 'spot en kendt'. Jeg er virkelig dårlig til at spotte kendte. Men hun er så god til det, så jeg så flere kendte end man gør på Tidvilde strand under en dansk uge 29-sommer. Der var Baileys, vin, canapeer og goodiebags. Og, i bedste Bridget Jones-stil, fik jeg væltet en af de meget fine små piger (det var de altså. Meget unge - tror ikke de var født, da den første film kom frem) med Baileys, så der endte (ret mange) glas på gulvet. Men hvis man absolut ikke kan holde igen på klodsetheden er Bridget-premiere da stedet.


Man kan ingenlunde sige at det er højkulturelt, det der Bridget-fænomen. Men man er maksimalt underholdt hele vejen - og den er i den grad værd at se - også igen. Jeg kommer helt sikkert til at se den igen. Med slik og en veninder under armen. Det var det jeg gjorde idet Steffen ikke helt deler min entusiasme indenfor Bridget-film. Og det er nu nok meget godt. Selvom han faktisk holder mere af både tasker og sko end jeg gør.

Så fint, der var. Og varmt!

Og mad. På pind.

Forventningsfulde

Let the show begin...

Boganmeldelse af 'I lige linje' af Anna Grue - alternativet til reality-tv

Den nyeste bog om den skaldede detektiv Dan Sommerdahl er en ganske let læselig krimi, som jeg egentlig godt kan lide at kværne mig igennem imellem de mange bøger jeg læser. Jeg har læst alle de andre i serien og så kommer man jo til at kende persongalleriet og følger med i de mange sidehistorier, der udspiller sig uafhængigt af hovedplottet. Som jo er krimien.

I ’I lige linje’ handler det meget om Dans søgen efter fortiden, da hans egen mor har fået en hjerneblødning og derfor har mistet evnen til at tale, og efterfølgende ikke er i stand til at fortælle om den fortid, hun så omhyggeligt har holdt skjult. Selve plottet i krimien foregår i den lille by Christianssund, som lægger gader til hele serien, hvor to gode venner dør indenfor ganske kort tid. Da den første dør ved en tilsyneladende uheldig ulykke på en racercykel sker der ikke så meget, men da så vennen dør kort efter – og det bliver tydeligt, at vennens død er overlagt mord, ja så kæder Dan (som vanligt igennem serien) begivenhederne sammen og får hjulpet det lokale politi og hans bedste ven Kriminalkommissæren med selve opklaringen.

Bogen er skrevet over præcis samme læst som alle bøgerne om privatdetektiven Dan Sommerdahl, men ikke desto mindre fungerer de som lette sommer-krimier (eller vinter-hyggelige krimier). Og jeg synes den er helt perfekt til sol-stolen eller sofaen når man skal have en pause fra dybsindighed, hverdag og tanker. Der er ikke noget særligt åndfuldt at hente her, men det skal der jo heller ikke nødvendigvis være hver gang. Og for mig, som bruger bøger som alternativ til tv-underholdning er det faktisk ret fint at have de lette bøger imellem. Ellers bliver det simpelthen for tungt. Lidt ligesom lørdagsunderholdning eller reality-tv til at opveje DR2-programmerne om det fattige Danmark J.

Natteroderi og ekstrem træthed

Jeg er så træt i dag – som et alderdomshjem efter juleaften. Og der er ikke anden grund, end at jeg ikke har sovet. I hvert fald ikke nok. Jeg vågnede klokken 3.30 (så altså jeg har jo så sovet fint indtil da), men det var så den sidste søvn for i nat. Herefter brugte jeg de næste to timer på at rulle rundt i alle mulige stillinger mens jeg spekulerede mig gul og grøn. Hvis jeg var en grillkylling på stik var jeg blevet fuldstændig perfekt stegt.

 

Og som det jo er med sådan noget søvnløshed er det kun om natten. I det øjeblik vækkeuret ringer er man jo klar til at sove 4 timer mere – og er så zoombielignende træt at ikke engang et koldt bad og kaffe kan klare ærterne.

 

Det bliver en lang dag, der dog heldigvis ikke er speciel travl eller udfordrende. Så der var jeg heldig.

Sidste sommerlige weekend i denne omgang

Åh for pokker – så styrtede weekenden lige forbi mig. Og hvilken en. Jeg startede den sådan lidt på bagkanten i og med at jeg var på konference både torsdag og fredag i Odense – og fredag skulle jeg som vænt (LINK) køre virkelig hurtigt (kun lidt over hastighedsgrænsen og med sikkerhed meget ansvarligt) hjem for at overdrage lejligheden til AirBnB-lejere, og samtidig sikre at min familie ikke skulle stå på fortovet med alle vores pakkenelliker og vente. Vi fik huset overdraget og kørt i sommerhus, hvor vi landede lige i tide til Disneysjov. Og mad. Og slik. Og et kæmpe stort glas rødvin (til de voksne, forstås, et til hver). Så var weekenden i gang – og det var simpelthen så tiltrængt.

Vi fik både kørt hele vejen til København til M’s nye svømmeundervisning, som hun, heldigvis, var helt oppe og køre over. Og så var vi både i IKEA, Søstrene Grene, og på diverse cafeer inden vi ankom til vores bedste venner i huset i Humlebæk. Der blev vi så. Lige indtil søndag middag, hvor vi kørte tilbage til sommerhuset. Det er simpelthen de sødeste mennesker, dem i Humlebæk. Og jeg elsker at hænge ud med dem. Det er familie på den gode måde. Som både vi og ungerne kender så godt, at det bare er roligt, stille og fandens skønt. Og så fik jeg hoppet ret meget på trampolin. Og konstateret at jeg godt kan, men at knibeøvelser er en god ting.

Søndag brugte vi på at sætte legehuset i stand. Egentlig er det et helt gæstehus, men nu er det så pigernes lille hus. Det er blevet så fint og hyggeligt. Jeg håber, at de næste sommer kan bruge det meget mere – nu vi i år først har fået taget os sammen nu.

I morges stod vi op meget tidligt for at køre mod skole og arbejde. Og det var med vemod. Der er ikke rigtig planlagt sommerhus flere gange denne sommer, som jo sådan set teknisk set også blev til efterår i torsdags. Og dagens tidlige køretur markerede ligesom slutningen på sommeren. På den lethed og ubekymrethed, der altid er når vi er i sommerhuset. Vi kommer muligvis igen i efterårsferien, men det er bare noget andet end sommeren. Selvom det, i weekenden, ikke var høj sol, så er det stadig varmt nok til at dørene bare står åbne og ude og inde-rummet flyder umærkeligt sammen. Den lethed forsvinder med årstiden. Og kommer først igen på den anden side af en lang vinter.

Efteråret kommer - med alle sine smukke farver

Hvor Caroline skriver på det nyrenoverede hus :-)

#septemberbøger (2)

1. Din favoritbog som er blevet filmatiseret: Jeg er, som mange andre, ret vild med bøgerne om afdeling Q af Jussi Adler-Olsen. Men jeg er usandsynlig lidt vild med filmatiseringerne. Nogle af dem fungerer bedre end andre, men gennemgående synes jeg faktisk at Carl Mørck er forkert castet. Jeg synes Nicolai Lie Kaas er helt fantastisk dygtig. Men jeg synes bare ikke han passer til mit billede af Carl Mørck – ikke det mindste. Og Rosa er jeg heller ikke helt med på – det er bedre, bevares, men generelt synes jeg castingen er helt forfejlet. Men som jeg har forstået er det skifter filmatiseringen også hænder fremover og går fra Zentropa til Nordisk Film. Det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde for besætningen.
2. En bog som gør dig glad: Det gør de fleste bøger. Også de sørgelige.
3. En bookface: Say what? Jeg tror ikke jeg forstår det. Jeg er klar over listen er til instagram og ikke til sådan en blog-smøre. Men jeg ved stadig ikke hvad en ’bookface’ er.
4. Din favorittitel på en bog: Jeg tænker sjældent så meget over titlerne. Men ’Et ensomt menneskes bibel’  af Gao Xingjian synes jeg er en smuk titel. Og en smuk bog også.
5. En bog, der får dig til at græde: Ja, det har jeg jo svaret på i nummer 14 fra i går.
6. Den mærkeligste titel på en bod: Det ved jeg simpelthen ikke.
7. En bog du glæder dig til at læse: Ja, jeg glæder mig jo rigtig meget til at læse Jonathan Safran Foers nye bog ’Her er jeg’. Og så har jeg aldrig fået læst Jonathan Franzens Frihed. Jeg elskede jo Korrektioner, så jeg har store forventninger til den og den ligger klar på min mentale liste.
8. Den bog der har overrasket dig mest: Jeg har intet bud - den må jeg vende tilbage til, hvis jeg kommer på noget.
9. En bog du ønsker dig: Jeg ønsker mig alle mulige bøger. Og vi har en hel væg i stuen proppet med bøger. Hvilket betyder at jeg faktisk ganske ofte bruger biblioteket (som jeg har skrevet om her), da det ellers ville være alt for voldsomt dyrt.
10. En bog du ville ønske var en film: Nu gentager jeg simpelthen mig selv, kan jeg mærke. Men Korrektioner ville egne sig til at blive sådan en rigtig storfilm i Meryl Streep-format.
11. Din ynglingsforside: Det ved jeg virkelig ikke – og mange bøger har jo forskellige forsider alt efter udgave. Men jeg synes forsiden på ’Tror vi på Gud, mor?’ af Pernille Glavind Olson er virkelig virkelig fin. Og så er det samtidig en bog jeg virkelig ser frem til at læse (var det ikke et spørgsmål tidligere…).
12. En grøn bog: Min version af Jonas Jonassons 'Analfabeten, der kunne regne'. Eller er den muligvis tyrkis i det, men det er vel også lidt grønt. Fun fact - C kalder forøvrigt tyrkis for kurtis - den eneste talefejl hun stadig ind imellem har. I går var der vist også noget med en blå bog - og en af de gode blå bøger jeg har læst er Morten Ramslands 'Hundehoved', som er en skæn form for slægtsroman.
13. Din bogreol:

    

    Kunsten på toppen vidner om, at vi, og vores hjem, bærer ret meget præg af børnefamilie. Ingen kan her se præcis hvor meget LEGO, der står under flygelet.

14. Dit yndlingscitat: Jeg har faktisk mange – og jeg kan sjældent huske dem alle sammen. Men ’I could conquer the world with one hand, as long as you hold the other’ er et skønt og sandt billede på kærligheden. Så har jeg også tit følgende in mente:
    ‘Det er helt umuligt’ sagde Tvivlen
    ’Det er alt for farligt’ sagde Frygten
    ’Det er også unødvendigt’ sagde Fornuften
    ’Men du skal gøre det alligevel’ hviskede Hjertet
     
    Desuden er der følgende udtryk, som jeg synes er ret fint:  ’Indtryk er Aftryk af Udtryk
     
    Og Voltaire har helt ret i følgende ’I do not agree with what you have to say, but I’ll defend to the death your right to say it.’
     
    Og så prøver jeg at leve efter denne:
    

    

    
    
15. En bog som fik dig til at grine: Jeg griner ganske ofte af bøger – ikke højlydt, men indvendigt en del. For eksempel grinte jeg ret meget da jeg læste Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt af Jonas Jonasson. Dog griner jeg jævnligt af mine børns højtlæsningsbøger – specielt da de var mindre læste vi en masse Jakob Martin Strid. Og det er altså en fest.

#septemberbøger (1)

Jeg faldt over dette billede på instagram igår - og tænkte, at det var faktisk en ret sjov øvelse.

Jeg deler den dog over i to - men here I go:

1. Den bog du læser lige nu: Jeg skal netop til at gå i gang med ’Jeg lader dig gå’ af Clare Mackintosh. Og så har jeg lige læst ’Hvor intet bryder vinden’ af Eleonora Christina Skov. Den var ret fin. Og Ambassadøren af Stephanie Surrugue – hun er virkelig lykkedes med det portræt.
2. Din yndlingsbog: Det er jo aldeles umuligt at svare på. Jeg har så ufattelig uendelig mange yndlingsbøger, at det ikke længere giver mening at tale om begrebet ’yndlings’. Hver gang jeg færdiggør en god bog er den kortvarigt min yndling. Dog er der selvfølgelig nogle bøger, der sidder i en længere tid en andre.
3. En bog som du har læst mere end én gang: Der er faktisk en del – da jeg var barn læste jeg Silas-bøgerne virkelig mange gange – skrevet af Cecil Bødker. Senest kan jeg huske, at jeg har vendt tilbage til Jonathan Franzens Korrektioner. Og så har jeg, hele min ungdom, læst Scherfigs ’Det forsømte forår’. Den er simpelthen indbegrebet af livsglæde og håb for mig. Måske jeg skulle tage fat i den igen til næste forår.
4. En bog af din favoritforfatter: Jeg synes Astrid Lindgren er genial. Intet mindre. Men når vi er på det mere nutidige og voksne univers er jeg ret glad for Anne-Cathrine Riebnitzsky, som blandt andet har skrevet den fantastisk ’Forbandede yngel’.
5. Din ældste bog: Den ældste bog jeg har stående er Det Gamle Testamente. Tror jeg i hvert fald nok.
6. En bog du opgav at læse undervejs: Det er virkelig sjældent det sker, selvom jeg er bedre til at lade det ligge. Før i tiden havde jeg sådan en ide om, at jeg skulle igennem. Nu er det lettere for mig at lade det ligge. Jeg kan dog ikke huske hvornår jeg sidst har gjort det. Jeg tror mere jeg pauser.
7. Din bedste kogebog: Jeg bruger faktisk ikke kogebøger. Og det handler ikke om at jeg er god til at lave mad, nærmere tværtimod. Jeg synes bare ikke det er specielt interessant. Men når jeg bruger kogebøger er det altid Frk. Jensen (hun ved bare altid hvordan man laver boller i karry og alt det andet, som ungerne elsker. Og så bruger jeg ’Krudtugler og kanelsnegle’ af Sif Orellana fordi jeg synes, den har et super fint univers, hvor man udover fine opskrifter også får forslag til skønne årstidsbestemte aktiviteter.
8. En bog fra din barndom: Som tidligere nævnt så elsker og elskede jeg Silas-bøgerne. Men jeg var også en total sucker for alle mulige hestebøger/pigebøger ala Puk-bøgerne af Lisbeth Werner.
9. Min nyeste bog: Sidste gang jeg fik en bog var det Henriette Rostrups ’Det år vi gik til begravelser’. Men jeg glæder mig meget til om en uge, hvor jeg skal styrte ned i boghandlen og anskaffe mig Jonathan Safran Foer’s første nye roman i 11 år, nemlig ’Her er jeg’.
10. En bog som matcher dit tøj: Ej, den er svær. Jeg er i dag klædt i variationer af sort. På den anden side har jeg virkelig mange hyldemeter med sorte bøger derhjemme. Og heriblandt er der jo ’Stoner’ af John Williams, som udover at være en rigtig god bog også er en sort – og smuk – bog.  
11. Din favorit læseplads: Altså jeg læser jo alle steder. Men jeg elsker simpelthen at ligge på en solstol i sommerhuset med en god bog. Fuglene synger, solen skinner, jeg kan høre pigernes glade stemmer lidt borte og ellers er der stille – kun afbrudt af en dyb bas fra humlebier. Det er simpelthen skønt.
12. En rød bog: Altså Mao’s røde. Jeg har aldrig læst den.
13. Dit læsetilbehør: En god kop kaffe eller en hel kande te, hvis det er i sofaen. Men hvis jeg befinder mig i førnævnte solstol, så drikker jeg gerne store mængder godt sødet iskaffe.
14. Den bog som har gjort størst indtryk på mig: Det er et aldeles umuligt at svare på. Jeg synes jeg ganske ofte røres helt dybt inde af bøger. Det er jo selve essensen af at læse. Men når det er sagt kan jeg stadig huske hvor stor en klump jeg havde i halsen under hele ’Under en strålende sol’ af Khaled Hosseini. Specielt beskrivelsen af de grædende børn og moderens situation gjorde, at jeg fik nærmest svært ved at trække vejret gennem hele passager. Men senest har jeg faktisk også været meget rørt ved mødet med ’Ser du månen, Daniel’ af Puk Damsgård – om Daniels 13 måneder lange gidseltagning hos Islamisk Stat. Specielt beskrivelsen af hvad familien tænker og gennemgår er stærkt. Nå jo, så har jeg også fået ret meget refleksion ud af at læse ’Stå fast’ af Svend Brinkmann.
15. En blå bog: Og det er ikke den fra gymnasiet. Jeg har vist en enkelt hyldemeter blå bøger derhjemme, men det er faktisk ikke blå, der er den mest typiske bogfarve i mit liv. Gul er dog sjældnere J.