I går aftes sad jeg og stenede facebook (ja...). Og kom til at se, at der også er sådan en messenger-mailboks, hvor beskeder fra folk, man ikke er venner med ender. Der skal man så acceptere at indlede 'samtalen' før den ryger over i den rigtige messenger-indboks (but why?). Anyways, der var virkelig mange beskeder fra folk i hele verden (dog primært fra Nigeria), der a) gerne vil låne penge, eller b) ville tilbyde mig (hvor heldig kan man være), at være med til at starte en blomstrende virksomhed op. Alle de virkelig gode og spændende tilbud involverede dog, at jeg skulle smide alt mellem 50.000 til en lille million i startkapital, men så ville investeringen også tage fart. Jeg tænker, at det første jeg ville gøre når pengene var blevet overført var, at indlægge mine (nu) medejere af virksomheden til et stavekursus. Hvis vi skal hente mere investering andetsteds, skal vi nok ikke stave helt så meget som en brækket arm, som de søde mennesker i Nigeria har en tendens til - i hvert fald i min messenger.
Men udover de utroligt gode og mange tilbud til at starte en ny karriere, fik jeg også en besked fra en, der søgte min mor. Og jeg kan så godt huske hende. Hun var min mors bedste veninde gennem store dele af min barndom (det tror jeg i hvert fald nok - det er jo set gennem et barns øjne), og jeg husker med (barnlig) glæde tilbage på de gange vi besøgte hende, og hendes familie, i den store gamle villa i Emdrup. Og jeg husker, at det var der, jeg første gang nogensinde spiste krabbekløer. Hvilken himmelsk mundfuld. Og jeg husker, at hun var vildt pæn og sej - og meget sød. Jeg var fan.
Nu er jeg så voksen, jeg ved ikke hvad der er sket eller ikke sket - måske var der bare et venskab, der gled ud i hverdagens praktik. Men nu søger hun så kontakt til min mor (som hun ikke kunne finde på facebook, hvorimod jeg åbenbart er lettere at tracke). Og jeg kom sådan til at tænke på alle de venner og veninder man efterlader på livets vej. Nogle har man selvfølgelig med sig hele vejen, nogle kommer til undervejs, men nogle går bare ikke med hele stykket og falder fra når livet drejer om hjørnet. Nogle gemmer man i hjertet og savner, tit, og andre tænker man sjældent på, med mindre der lige sker et eller andet, der sætter gang i bestemte minder. Sådanne tidligere venskaber tror jeg, vi alle har. Jeg har i hvert fald mange - og der er faktisk en del af dem, som jeg tænker på nu og da. Ikke sjældent. Nu med facebook er en del af dem ligesom kommet ind på sidelinjen - det er ikke længere venskaber/venindeskaber, men man følger med sådan på sidelinjen.
Jeg tænker, måske man skulle gøre som min mors gamle veninde og genoptage kontakten. I hvert fald med de, der stadig bor i hjertet med stort nok rum til jævnligt at dukke op i tankerne.
Men udover de utroligt gode og mange tilbud til at starte en ny karriere, fik jeg også en besked fra en, der søgte min mor. Og jeg kan så godt huske hende. Hun var min mors bedste veninde gennem store dele af min barndom (det tror jeg i hvert fald nok - det er jo set gennem et barns øjne), og jeg husker med (barnlig) glæde tilbage på de gange vi besøgte hende, og hendes familie, i den store gamle villa i Emdrup. Og jeg husker, at det var der, jeg første gang nogensinde spiste krabbekløer. Hvilken himmelsk mundfuld. Og jeg husker, at hun var vildt pæn og sej - og meget sød. Jeg var fan.
Nu er jeg så voksen, jeg ved ikke hvad der er sket eller ikke sket - måske var der bare et venskab, der gled ud i hverdagens praktik. Men nu søger hun så kontakt til min mor (som hun ikke kunne finde på facebook, hvorimod jeg åbenbart er lettere at tracke). Og jeg kom sådan til at tænke på alle de venner og veninder man efterlader på livets vej. Nogle har man selvfølgelig med sig hele vejen, nogle kommer til undervejs, men nogle går bare ikke med hele stykket og falder fra når livet drejer om hjørnet. Nogle gemmer man i hjertet og savner, tit, og andre tænker man sjældent på, med mindre der lige sker et eller andet, der sætter gang i bestemte minder. Sådanne tidligere venskaber tror jeg, vi alle har. Jeg har i hvert fald mange - og der er faktisk en del af dem, som jeg tænker på nu og da. Ikke sjældent. Nu med facebook er en del af dem ligesom kommet ind på sidelinjen - det er ikke længere venskaber/venindeskaber, men man følger med sådan på sidelinjen.
Jeg tænker, måske man skulle gøre som min mors gamle veninde og genoptage kontakten. I hvert fald med de, der stadig bor i hjertet med stort nok rum til jævnligt at dukke op i tankerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar