torsdag den 1. september 2016

#septemberbøger (1)

Jeg faldt over dette billede på instagram igår - og tænkte, at det var faktisk en ret sjov øvelse.


Jeg deler den dog over i to - men here I go:


  1. Den bog du læser lige nu: Jeg skal netop til at gå i gang med ’Jeg lader dig gå’ af Clare Mackintosh. Og så har jeg lige læst ’Hvor intet bryder vinden’ af Eleonora Christina Skov. Den var ret fin. Og Ambassadøren af Stephanie Surrugue – hun er virkelig lykkedes med det portræt.
  2. Din yndlingsbog: Det er jo aldeles umuligt at svare på. Jeg har så ufattelig uendelig mange yndlingsbøger, at det ikke længere giver mening at tale om begrebet ’yndlings’. Hver gang jeg færdiggør en god bog er den kortvarigt min yndling. Dog er der selvfølgelig nogle bøger, der sidder i en længere tid en andre.
  3. En bog som du har læst mere end én gang: Der er faktisk en del – da jeg var barn læste jeg Silas-bøgerne virkelig mange gange – skrevet af Cecil Bødker. Senest kan jeg huske, at jeg har vendt tilbage til Jonathan Franzens Korrektioner. Og så har jeg, hele min ungdom, læst Scherfigs ’Det forsømte forår’. Den er simpelthen indbegrebet af livsglæde og håb for mig. Måske jeg skulle tage fat i den igen til næste forår.
  4. En bog af din favoritforfatter: Jeg synes Astrid Lindgren er genial. Intet mindre. Men når vi er på det mere nutidige og voksne univers er jeg ret glad for Anne-Cathrine Riebnitzsky, som blandt andet har skrevet den fantastisk ’Forbandede yngel’.
  5. Din ældste bog: Den ældste bog jeg har stående er Det Gamle Testamente. Tror jeg i hvert fald nok.
  6. En bog du opgav at læse undervejs: Det er virkelig sjældent det sker, selvom jeg er bedre til at lade det ligge. Før i tiden havde jeg sådan en ide om, at jeg skulle igennem. Nu er det lettere for mig at lade det ligge. Jeg kan dog ikke huske hvornår jeg sidst har gjort det. Jeg tror mere jeg pauser.
  7. Din bedste kogebog: Jeg bruger faktisk ikke kogebøger. Og det handler ikke om at jeg er god til at lave mad, nærmere tværtimod. Jeg synes bare ikke det er specielt interessant. Men når jeg bruger kogebøger er det altid Frk. Jensen (hun ved bare altid hvordan man laver boller i karry og alt det andet, som ungerne elsker. Og så bruger jeg ’Krudtugler og kanelsnegle’ af Sif Orellana fordi jeg synes, den har et super fint univers, hvor man udover fine opskrifter også får forslag til skønne årstidsbestemte aktiviteter.
  8. En bog fra din barndom: Som tidligere nævnt så elsker og elskede jeg Silas-bøgerne. Men jeg var også en total sucker for alle mulige hestebøger/pigebøger ala Puk-bøgerne af Lisbeth Werner.
  9. Min nyeste bog: Sidste gang jeg fik en bog var det Henriette Rostrups ’Det år vi gik til begravelser’. Men jeg glæder mig meget til om en uge, hvor jeg skal styrte ned i boghandlen og anskaffe mig Jonathan Safran Foer’s første nye roman i 11 år, nemlig ’Her er jeg’.
  10. En bog som matcher dit tøj: Ej, den er svær. Jeg er i dag klædt i variationer af sort. På den anden side har jeg virkelig mange hyldemeter med sorte bøger derhjemme. Og heriblandt er der jo ’Stoner’ af John Williams, som udover at være en rigtig god bog også er en sort – og smuk – bog.  
  11. Din favorit læseplads: Altså jeg læser jo alle steder. Men jeg elsker simpelthen at ligge på en solstol i sommerhuset med en god bog. Fuglene synger, solen skinner, jeg kan høre pigernes glade stemmer lidt borte og ellers er der stille – kun afbrudt af en dyb bas fra humlebier. Det er simpelthen skønt.
  12. En rød bog: Altså Mao’s røde. Jeg har aldrig læst den.
  13. Dit læsetilbehør: En god kop kaffe eller en hel kande te, hvis det er i sofaen. Men hvis jeg befinder mig i førnævnte solstol, så drikker jeg gerne store mængder godt sødet iskaffe.
  14. Den bog som har gjort størst indtryk på mig: Det er et aldeles umuligt at svare på. Jeg synes jeg ganske ofte røres helt dybt inde af bøger. Det er jo selve essensen af at læse. Men når det er sagt kan jeg stadig huske hvor stor en klump jeg havde i halsen under hele ’Under en strålende sol’ af Khaled Hosseini. Specielt beskrivelsen af de grædende børn og moderens situation gjorde, at jeg fik nærmest svært ved at trække vejret gennem hele passager. Men senest har jeg faktisk også været meget rørt ved mødet med ’Ser du månen, Daniel’ af Puk Damsgård – om Daniels 13 måneder lange gidseltagning hos Islamisk Stat. Specielt beskrivelsen af hvad familien tænker og gennemgår er stærkt. Nå jo, så har jeg også fået ret meget refleksion ud af at læse ’Stå fast’ af Svend Brinkmann.
  15. En blå bog: Og det er ikke den fra gymnasiet. Jeg har vist en enkelt hyldemeter blå bøger derhjemme, men det er faktisk ikke blå, der er den mest typiske bogfarve i mit liv. Gul er dog sjældnere J.














 





2 kommentarer:

  1. Hvor er du belæst. Godt gået, og så sidder man her tilbage og tænker at man burde læse lidt mere. :-)

    Jeg tror jeg vil forsøge mig med een af dem du har skrevet om. Jeg kører altid i samme forfattere, det er nok meget sundt at prøve noget nyt.

    Tak for inspiration.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme. Jeg synes det er fantastisk at få ny inspiration - og har jo netop oprettet en bogklub med kloge damer af samme årsag. Glad for at du kan bruge lidt inspration. Der er kommer mere på idag.

      Slet