I dag vågnede jeg første gang klokken 4 – ved en lille (Caroline-)mus, der
nussede mig på kinden og spurgte hvornår vi skulle vække far. Og ja – der var
så nogle timer til, men hvor er det bare hyggeligt. De små piger glæder sig jo
nærmest mere end fødselaren selv, når en i husstanden har fødselsdag.
I dag (og i dag er nu engang defineret ved først at starte klokken 6 –
tidligst) bliver min mand 37 år. Og jeg elsker ham 37 gange mere end sidste år.
Hvert år tror man, at det ikke er muligt at elske højere, men så sker det alligevel. Det er som en
eksponentiel kraft, der (åbenbart) er uendelig. Og tænk at han stadig holder ud
– omgivet af en hønsegård af temperamenter og momentane vanvittige indfald. Jeg
er både taknemmelig og stolt. Taknemmelig for hans stamina, og stolt fordi han
er den mest fantastiske far, den mest fabelagtige mand og ikke mindst det dejligste
menneske, som giver mig det skønneste liv. Og jeg glæder mig, helt ned i maven,
til at blive gamle sammen. Jeg ved, at det bliver vi – og vi skal nyde hver
eneste time (også de vanvittige og temperamentsfulde) indtil da.
Pigerne har brugt uger på at forberede gaver, tale om gaver, bekymre sig om
gaver og pakke gaver ind. Morgenbordet med de traditionsrige fødselsdagsengle blev
dækket i morgenens mulm-og-mørke, og så var dagen i gang med sang og sødt brød.
Vi skal fejre i aften på Kjøbenhavn. Det bliver simpelthen så hyggeligt –
også fordi det er en lækker restaurant, som altid har skide lækker mad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar