mandag den 1. februar 2016

At være enebarn - og ikke kunne vælge andet

Jeg vil understrege, at dette er min historie. Og min mening. Og at jeg ikke synes andre skal have den samme. Dette er blot et forsøg på at forklare min side. Ud fra min erfaring og mit perspektiv.

Jeg læste et indlæg her i sidste uge, og ville egentlig selv have kommenteret på det her, men så kom en weekend i vejen med 3 fester, syge børn OG en flækket kindtand. Jeg er på ingen måde ud på at sige, at nutidsmor har taget et forkert valg. Det er helt sikkert det rette valg for dem - det her er bare min historie. Som jeg kom til at tænke over på baggrund af dette indlæg.

Men det det med at vælge at have kun et barn - det har jeg det altså svært med. Jeg er så med på at der kan være alle mulige meget relevante og forståelige argumenter for, at der ligesom kun kom et barn.  Og jeg kan også godt forstå, at når man har ét barn er det voldsomt irriterende at modtage spørgsmålet konstant; skal I ikke have en mere? og HVornår kommer nummer 2 (3, 4 etc)? Det er da generende og intimiderende. I get it - og jeg ville absolut have det på samme måde. Jeg gider heller ikke stå til regnskab overfor andre i forhold til mine valg for min(e) børn. Eller mangel på børn. Faktisk bider jeg jeg nærmest min egen tunge af for at undgå at det ufrivilligt ryger ud - spørgsmålet. 

Jeg kan helt bestemt også godt forstå, at det er fedt at have fokus på det ene barn, man har, når man får spørgsmålene om en 2'er. 


Men så har jeg også den anden side. Min egen historie og mine egne erfaringer. Som jo bare er mine - og som selvfølgelig ikke betyder at alle har det sådan. Jeg er enebarn og har virkelig altid været så trist over det. Helt aldeles fortrydeligt - og det er bare slet ikke noget, der har ligget i min magt. Det er hvad det er – men det var (og er stadig ikke, nu bare nok mere umuligt. Jeg er voksen og min mor har lige proklameret sin kommende pensionering, så der er nok ikke søskende i sigte :-)) mit højeste ønske. 

Det var (og er) et kæmpe savn ikke at have en søskende at dele min barndom og mine forældre med. Bevares det har bestemt sine fordele at være enebarn. Dog mest på ting-siden. For opmærksomheden fra forældre og bedsteforældre kan ikke rigtig erstatte. Jeg har altid misundt min veninder, der havde søskende at dele ‘deres helt specielle’ familie med. En som bare vidste hvad man talte om omkring sine forældre. Der findes ikke andre mennesker på hele jorden, der har haft mine forældre. På både godt og ondt. Der er ikke nogen, der har helt den forståelse for lige præcis min opvækst - som har bevidnet alle de små ting, der gør en opvækst. Og som har formet den person, som jeg er nu. 

Ja, jeg maler det muligvis en tand lyserødt. Men det føles ensomt. Ikke at have en, der var der.  Og nu er jeg voksen. Og mine forældre bliver forurolig hurtigt ældre (jævnfør min mors pension dette år for eksempel). Og igen står jeg alene. Ja, jeg har mand og børn. Men grundlæggende er der jo kun mig. Det er ensomt på et helt grundlæggende plan, som jeg er helt sikker på, at de fleste med søskende ikke er. Om man har et forhold til sine søskende eller ej, så deler man dog et ansvar. Som nu kun er mit. 

Grundlæggende er det jo kun mig.


8 kommentarer:

  1. Jeg er sådan en mærkelig mellemstørrelse på det område. Jeg har to ældre søskende fra min fars første ægteskab, som i min barndom har være en mere eller mindre fast del af min familiære forståelse, til trods for at der var relativ stor aldersforskel. Jeg manglede dog en lillesøster, følte jeg ofte. Derfor var det meget vigtigt for mig at få MANGE børn (tre...), men jeg synes virkelig at vi har taget hatten for fuld. Og jeg drømmer i ramme alvor nogle gange om, at vi var stoppet efter nummer ét. Selvom jeg selvf. elsker de to andre præcist lige så højt, og ikke ville undvære dem for nogen ting i verden. Der er bare noget nærvær, som ind imellem ryger.... Jeg har forståelse både for dem der vælger ingen børn, et barn eller flere børn. Hvert valg sin pris...

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha. Ja det kan jeg sådan set godt forstå. Jeg kan, som skrevet, også godt misunde dem, der kun har et barn ind imellem. Der er noget fokus der er lettere - som den voksne. Men jeg misunder ALDRIG barnet. Nærmest tværtimod. Er af den overbevisning at den største gave man kan give børn er søskende.

      Slet
  2. Åh altså, den er svær. For alle er jo berettiget til at få lige præcis så mange eller så få børn, som de har lyst (og overskud?) til. I sidste ende er det jo forældrene, der skal have overskud til at tage sig af børnene, men så man på det udelukkende fra børnenes synspunkt, ville jeg til hver en tid plædere for søskende - og mange af dem. Jeg er ikke sikker på, at vi skal have flere børn herhjemme, selv om jeg egentlig gerne ville give mine børn flere søskende. Der er bare en masse praktiske ting og hensyn, der kommer i spil også. Selv har jeg en bror, og jeg kan så godt følge dig i det du siger om at have et særligt bånd og dele oplevelser og familie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har det på samme måde - ville også gerne give dem mange søskende.
      Du har nemlig ret, det er de voksne, der bestemmer. Sådan skal det være - indlægget var bare ene-barnets view.

      Slet
  3. Kære Cille. Synes ikke du skal "undskylde" dette indlæg, eller godtgøre for at det jo "blot er din oplevelse". For som du selv skriver, så har alle ret til at have det som de har det. Og til selv at vælge at leve deres liv. Og det er sådan et fint indlæg. Og et godt emne.
    Jeg har en rigtig god ven som er enebarn. Ligesom du. Og han har altid altid altid ønsket sig søskende - og været lidt 'ensom' på den front. Er det fortsat - også nu som voksen. Han var klar i spyttet, da han mødte sin hustru. "Det hedder mindst 2 børn og ikke 1 barn". (Og han har i dag 2 dejlige børn, som har uendeligt stor glæde af hinanden - hver eneste dag). Og det gør ham rørt og glad. Og når jeg kender hans historie og følelser om det at være enebarn, så giver dit indlæg bare så meget mening. (Og nu tror jeg så lige at jeg ringer til min bror, og tjekker op på om alt er vel hos ham).
    Kh. Liv

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke en fin kommentar. Tak! Og det er nemlig præcis sådan jeg har det. Ensom i sin egen familie - det er ligesom alle har altid én anden, der er tættere på end mig. Ja det er godt udtrykt. Du er heldig med din bror.

      Slet
  4. Min svigerinde er enebarn og har det præcis som dig. Hun frygter at hele mindet om familien går bort når hendes mor forsvinder. Jeg er heldig at have et godt forhold til min bror men det er desværre ikke alle der har det. Tror det kan være en endnu større sorg. Men altså, forstår så udemærket dine tanker og det er vel også en af grundene til at du selv har valgt at få to børn? Det er i hvert fald en af mine overvejelser efter barn nr 1. At han ikke skulle være enebarn. Kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, bestemt. De skulle ikke være enebørn. Er lidt ked af vi ikke fik en mere da de var lidt yngre :-). Nu er det lidt som at starte forfra igen.

      Slet