Hokus pokus mig i fokus

Det er ikke hver dag efterhånden jeg er herinde. Det kan jeg godt se. Men der sker så meget ude i det virkelig liv – og det kniber med lysten til at skrive det ned. Det er egentligt ærgerligt, da jeg elsker at se tilbage til gamle indlæg, når det mere eller mindre har dagbogsformat. Altså hvor jeg, som i en dagbog, kan se tilbage og huske alle de fine ting, store som små, der sker i livet. Men det dur jo kun, hvis man lige har lysten til at dokumentere det.

Nå, men hvad er der sket siden sidst? Altså det har jo for eksempel været vinterferie. Det betyder, vanen tro, at ungerne starter med at bruge nogle dage hos min mor, mens Steffen og jeg arbejder. Og nyder det med at være børnefri efter arbejde. Hver år er det jo også sådan, at Dining Week falder lige samtidig og i år blev det til hele to kæreste-aftner. Jeg elsker den slags aftner, hvor vi (trods kulde) går hele vejen ind til restauranten og bagefter går, lidt mere usikkert på fødderne efter vinmenuen, går hjem igen. Det føles næsten som ferie – selvom dagtimerne jo overvejende går med arbejde. Vi har også holdt ferie sammen med ungerne – sådan noget med at være hjemme, tage på museum og i biografen. Og så har vi bagt virkelig mange kager. En om dagen faktisk – hvilket vel godt kunne være forklaringen på, at mit tøj krymper for tiden. Og det er ikke rigtig som om, at min yoga praksis (synes stadig det lyder så højtideligt og mærkeligt at kalde det 'praksis'...) hjælper på formen. Måske fordi min fredags fridag (hurra!) ret typisk går med meget meget stille og meditativ yoga i et par timer her, hvor det 'ikke må være hårdt' og derefter kagespisning, boglæsning og daytime tv resten af dagen indtil det er tid til fredagsslik og x-faktor.

Nå, men så har det været fastelavn siden sidst jeg var her. Og vi har haft sne (i hele to dage - med lidt hiv og sving på anden dagen, men hvis man ikke var mudderforskrækket kunne kælkning lade sig gøre). Og vi har haft en forstuvet hånd, der krævede skadestuebesøg midt om natten – og ikke mindst en gulvvarme, med hul på (prøv ikke det hjemme - dårlig ide). Nu er det så pludselig blevet almindelig hverdag. Der kommer nogle og fikser varmen idag. Og i morgen er det marts. Og marts er jo forår, så på den måde er gulvvarmen forhåbentlig snart alligevel overflødig. Det bliver godt. Marts måned ser virkelig godt ud i år. I hvert fald i kalenderen. Hold nu op, der skal ske mange spændende, dejlige og fantastiske ting. Men mere om det senere (måske – nu skal jeg vist ikke rigtig love noget).

Hurrraaaa - hele to dages sne

Enigma - hvor den varme kakao er god - men det er da vildt skuffende, at det ikke er åbnet. Trods den massive markedsføring jeg allerede har været udsat for. 

Snelykke og taknemmelighed

Jeg stod op til et helt hvidt (og stille - sne gør det) København idag. Pigerne hoppede ud af sengen. Lavede (selv) morgenmad og løb ud i sneen resten af morgenen. Mens jeg nød min kaffe og min udsigt til to ekstatiske børn. Og virkelig blev opmærksom på hvilken fantastisk hverdag vi har skabt os!

Jeg husker dengang hvor bare truslen (vejrudsigten) om sne, var nok til at vælte det. Hvor hverdagen var så stram og planlagt og... ja stram at der ikke var plads til sne. Fordi sne tager tid. Alting tager længere tid. Og midt i stressen er det ikke muligt at løfte blikket og se skønheden. Pres gør det ved en.

Men idag. Idag hentede vi kælken frem efter en del forvirring over hvor vi dog havde lagt den. Vi gik/kælkede i skole i stille ro og mag. Og jeg afleverede to glade børn med stjerner i øjnene. Og min puls var stadig på hvile-stadiet. Og jeg havde tid til stille at GÅ videre mod mit arbejde på den anden side af Kongens Nytorv. Der var tid til at gå tværs gennem Kongens have og nyde alt det hvide og den helt utrolige stilhed.

Og det er rigdom. Ikke at få en klump i maven når vejrudsigten varsler sne. Men kunne tage det stille og roligt og have tid til at bruge længere tid. Fordi hverdagen er så fri at det er muligt. Jeg føler mig rig.

Nu vil jeg så tø mine tæer op med mere kaffe. Fordi de (tæerne) må lide under min forfængelighed og gå tværs gennem København i meget lidt isolerede støvler 😂.

Noget om hvorfor man er bange - og undskyldning

Jeg er simpelthen i gang med den sjoveste bog længe – og jeg undskylder for min instagram-spam med underlige mørke og uskarpe billeder taget af side(erne). Jeg kan bare ikke lade være. Steffen gider ikke længere høre på mig læse højt, hver gang jeg når til en ny genialitet. Så altså – katten er ikke rigtig det rette publikum. Og så er der ligesom ikke andre derhjemme når jeg ligger der om aftenen og læser – og forsøger at stoppe og få sovet.

Og så har jeg været i banken i dag og hæve ret meget. Fordi jeg skal bruge et større beløb til en ansigtsbehandling fredag og jeg har ikke tid til at gå i banken inden – og jeg kan jo ikke være sikker på mit nye kort kommer inden. Så altså – i dag blev det. Og da jeg cyklede derhen de 5 minutter fra kontoret gik det fint. Jeg cyklede bare. Tænkte ikke videre over noget andet end en forbandelse af sneen, der stak i panden. Men da jeg kom ud fra banken (nu med pungen fyldt) var København pludselig befolket med skumle udseende typer og potentielle tasketyve over det hele. Det er sjovt som perspektivet kan skifte – ret beset var det jo ikke verden, der ændrede karakter. Forandringen skete kun inde i mig. Og mit verdenssyn ændredes ret meget på vejen tilbage. Det er lige noget at tænke over. Også når det ikke gælder små episoder med tomme eller fyldte punge. 

Bøger med grin og gråd, vinduer, fastelavnsbollesucces og lidt om at spærre et dankort.

Jeg har fri om fredagen. Altså lige for tiden - og oftest fredag, med mindre der kommer noget i vejen. Så tager jeg en anden dag. Men altså jeg havde fri i fredags. Og idag er det søndag, og jeg har selvsagt stadig fri. Det har været virkelig effektive dage. Selvom der også er meget jeg har glemt at nå, eller bare ikke rigtig gad nå. Men vi har fået skiftet vinduer i den ene stue. Og pludselig er det ikke som at stikke hovedet ud af vinduet som en glad labrador på storebælt når man sidder i sofaen placeret tættest på vinduet. Det er fedt. Jeg har også nået at genoptage en venskab. Af de helt vildt gode. Så det var i salighed en helt fantastisk fredag - der jo endda endte med mængder af slik, x-faktor og film.

Lørdag skulle i hvert fald ikke lade fredag høre noget. Vi fik både svømmet. Og nå ja - faktisk ikke andet. Overhovedet. Præcis som en lørdag skal være. Men idag har det været søndag. Og jeg har bagt fastelavnsboller. Af den gammeldags slags med gærdej og creme i midten. Som jo altid ender med at ligge på pladen ved siden af (fastelavns-)bollen efter turen i ovnen. Men sidste gang herinde skrev jeg om alle de 'sidste gange'. Der findes også første gange - og den oplevede jeg idag med min fastelavnsboller. Cremen og marcipanen blev inden i. Jeg er lige så stolt, som hvis jeg havde løst en rubik terning på under 15 minutter. Og så smagte de godt. Jeg nåede også at drikke virkelig meget kaffe - både med legekammeraters mødre og bare med Berlingeren. Og jeg har fået færdiggjort en bog ('Før jeg forsvinder' af Paul Kalanithi - læs den. Bare gør det!) og startet på en anden. Den første var virkelig livskundskab på skrift. Og handlede jo dybest set om døden. Den anden - knap så meget. Jeg har grint siden side 2, så det er også en anbefaling værd; 'Ting min søn skal vide om verden' af Fredrik Backman.

Nå ja - og her på søndags eftermiddags faldereb (hvor kommer det udtryk fra - falder man i reb, sådan når man er sent på dagen?), så nåede jeg at få spærret mit dankort. Hvilket faktisk er ret meget en streg i regningen for en ellers upåklagelig dejlig weekend. Og nej. Det skyldtes ikke overforbrug (I wish - så havde jeg i det mindste fået noget for besværet). Ved faktisk ikke hvad det skyldes - jo altså. Jeg tastede den forkerte kode 3 gange. Og så er det jo den naturlige konsekvens. 3 gange mens jeg stod med to unger, der havde glædet sig hele ugen til at tage i biografen søndag (når far ikke var hjemme overhovedet!!). Så stod vi der i Palads og gode råd var dyre. Og jeg kunne jo ikke købe nogle af dem. Heldigvis er jeg godt gift. Så Steffen redede (igen, skulle jeg måske tilføje) situationen via fjernstyring - og fik købt billetter vi bare skulle hente 2 minutter inden filmen startede. Den var god. Filmen. Som jeg måske lige skulle tilføje var Viana - det nyeste skud på Disney-stammen. Og faktisk et ret godt nyt skud. Væsentlig bedre en jeg længe har set. Hvis man har børn (nok under 12) så skal man ikke frygte at blive slæbt ind og se den. Men husk lige koden. Ellers får man hverken slik eller popcorn selvom man har en helte-mand, der sådan kan redde billetterne.

Koden - har jeg stadig ingen anelse om. Hvilket jeg ikke helt ved, hvad jeg skal tænke om. Men nu er et nyt kort bestilt. Det bliver en billig uge. Næste uge.

Sådan føltes forældreskabet for mig idag. I Palads bio. Hvor filmen dog ikke var aflyst. Men det var popcornene...

Den sidste gang ❤

Her i weekenden gik det (igen) op for mig præcis hvor hurtigt tiden går. Jeg synes lige det var nytår – og nu er årets første måned gået. Jeg kan virkelig ikke følge med – hvor klichefyldt det end er. Når jeg kigger på mine unger, som hver dag siger og gør ting, der får mig til at spærre øjnene op og spekulere på hvor mine små babyer eller bare små børn blev af. Det er underligt det med tiden. Den drøner derudaf, mens vi alle gør vores bedste for at følge med. Og samtidig kan man have sådan en weekend, som den vi lige har haft, hvor tiden ind imellem stod stille. Sådan føltes det i hvert fald – det var rart og tiltrængt. Og så alligevel nåede vi søndag aften inden jeg næsten nåede at blinke med øjnene! Ind imellem bliver jeg ramt at en dyb skræk over, hvor al den tid bliver af – og om det hele bare er slut med et blink.

Det fik mig også til at tænke på, hvornår man gør noget for sidste gang. Ikke at vi alle skal gå rundt od nyde hvert sekund, som det var det sidste. For det første er det jo ikke praktisk muligt. For det andet er det jo også noget fis. Men der er noget om det. Vi aner aldrig hvornår noget er sidste gang – og samtidig er alle øjeblikke jo sidste gang.

From the moment you hold your baby in your arms,
you will never be the same.
You might long for the person you were before,
when you have freedom and time,
and nothing in particular to worry about.
You will know tiredness like you never knew it before,
and days will run into days that are exactly the same,
full of feedings and burping,
nappy changes and crying,
whining and fighting,
naps or a lack of naps,
it might seem like a never-ending cycle.

But don’t forget … There is a last time for everything.

There will come a time when you will feed
your baby for the very last time.

They will fall asleep on you after a long day
And it will be the last time you ever hold your sleeping child.

One day you will carry them on your hip then set them down,
And never pick them up that way again.

You will scrub their hair in the bath one night
And from that day on they will want to bathe alone.

They will hold your hand to cross the road,
Then never reach for it again.

They will creep into your room at midnight for cuddles,
And it will be the last night you ever wake to this.

One afternoon you will sing “the wheels on the bus” and do all the actions,
Then never sing them that song again.

They will kiss you goodbye at the school gate,
The next day they will ask to walk to the gate alone.

You will read a final bedtime story and wipe your last dirty face.
They will run to you with arms raised for the very last time.

The thing is, you won’t even know it’s the last time
Until there are no more times.
And even then, it will take you a while to realize.

So while you are living in these times,
remember there are only so many of them
and when they are gone,
you will yearn for just one more day of them.

For one last time

5 om mig

1. Jeg har set matador flere gang end jeg kan tælle. Jeg kan ikke replikkerne udenad, men jeg ved altid lige sekundet inden en replik, hvordan den lyder. Så på cue kan jeg den udenad. Og jeg elsker den stadig. Det er som om pulsen falder og alt bare er lysere, når Matador kører i baggrunden. Og jeg kan se den, hvor den kun kører i baggrunden, da jeg alene ved lydsporet kan 'se' den.
2. Jeg er faktisk ikke rigtig fan af risalamande. Men jeg laver den bedste af slagsen. Uden sammenligning 'the best' – og jeg kan faktisk rigtig godt lide den, som jeg selv laver. Men det betyder stadig, at jeg ikke kan lide det egentlig. Kun min egen. Og kun 25-28. december, hvor jeg så til gengæld indtager ret store mængder.
3. Jeg kan bruge uendelig tid på at lave lister. Over alting. Indkøb, ferier, ting jeg skal, og alt muligt andet. Jeg elsker at lave lister. Og jeg har altid en række lister på post-it liggende i min pung. Lister, der på en eller anden måde gav mening, lige da jeg lavede dem. Men ikke nødvendigvis giver mening længere, hvorfor jeg jævnligt må rydde op i min pung.
4. Jeg kan ikke drikke det sidste i et glas. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg hader den sidste lille bundslat i et glas – lige gyldigt hvad det er fra mælk til champagne. Jeg kan kun ’drikke op’, hvis jeg tager hele glasset i en slurk. 
5. Jeg har de sjoveste børn. Caroline har den vildeste krøllede hjerne og den tørreste humor. Og så kommer der altid små guldkorn ud. Også selvom hun er ved at blive (for) stor til talefejl og den slags kuriositeter. Senest fandt jeg denne seddel hængt op ved siden af hovedpuden på Carolines værelse:

Jeg tænker på #5

• at det værste ved at have børn er, at msn så er tvunget til at se "Danmark har Talent". Men altså det er hyggeligt at ligge i sofaen med bløde børnetæer på skødet og bobler inden for rækkevidde
• Hvorfor man ikke kan få blinis på Østerbro? Laver alle dem selv eller har butikkerne ikke opdaget at sæsonen er startet?
• At det netop er sæson for stenbiderrogn og det er jo i sig selv er bevis på at alle årstider, selv de grå, har deres absolutte lyspunkter.
• At jeg bor det fedeste sted på jorden. Når msn lige ser bort fra det med blinis, vi åbenbart ikke fører her. Men altså jeg elsker hvor vi bor.
• At alle skal tage ind og se Kongens Valg. Om hvad der skete mellem 8. april 1940 og indtil 11. april, hvor Norge officielt gik i krig med nazi-Tyskland (modsat Danmark, som skrev under på aftalen om ikke at gøre modstand). Fed fed film! Og virkelig fine skuespil-præstationer hele vejen rundt. Af alle roller.
• At det er søndag i morgen. UDEN planer... wooow

Weekend i bar røv og ingenting

Det er lige gået op for mig, at i morgen eftermiddag starter weekenden. Og modsat sidste weekend skal jeg faktisk ikke ret meget. Fredag for eksempel er det vildeste, der skal ske, at jeg skal hente Margrethe i det nye experimentarium, hvor hun har været til fødselsdag. Og at vi skal blande slik til x-faktor. Og finde en god film til bagefter. Vild ungdom.

Lørdag starter med en tur i biografen med min dejlige veninde. Vi skal vores månedlige tur i Grand – og denne gang skal vi se ’Kongens Valg’. En film jeg ikke helt ved hvad jeg skal forvente mig af. Jeg elsker film om den kolde krig. Og jeg elsker (de fleste) film om anden verdenskrig. Men jeg hader film, hvor skuespillerne er klædt ud. Sådan med rustning, soldatertøj eller lignende. Og jeg kan ikke helt finde ud af, hvor denne film ender. Men jeg glæder mig. Om ikke andet så til veninde-hygge, god morgenkaffe og så selvfølgelig Jesper Christensen, som altid er så skide dygtig. Og det var det. Så er der ikke flere planer. Og jeg glæder mig helt vildt meget. Tænker vi måske kan bruge søndagen på – film, gå-ture og måske noget yoga. Men kun måske. Hele pointen er jo først at finde ud af det søndag morgen. Eller i løbet af dagen.

Men nu skal torsdag lige gå – det bliver også en god dag.

Min weekend - tænker det faktisk ikke er nødvendigt at komme ud af nattøjet (kan det ikke gå i biografen?)...

Noget om søskende

I mandags ringede min telefon lige midt på dagen – altså mens det stadig var skoledag og jeg sad og overvejede hvad kantinen mon bød på. Jeg kunne se på displayet, at det var Margrethe. Og når hun sådan ringer midt på dagen sker der to ting. Det ene er, at jeg rammes af en uro, da det virkelig ikke er almindelig, at hun ringer til mig sådan midt på skoledagen. Og den anden ting, der sker er, at jeg tager telefonen hurtigere end jeg kan nå at trække vejret.

Det var Margrethe – hun lød glad (puha – ingen katastrofer så) og det var frikvarter (puha – hun pjækkede ikke). Hun ville bare sige, at hun havde talt med Caroline (aka lillesøster) i skolegården og hun havde sagt, at hun gerne ville tidligere hjem end sent. Om denne mandag kunne jeg altså først hente klokken liiiige 16 – og ikke før. Normalt ikke et problem, men Caroline, fortalte Margrethe, var ked af noget ingen af dem helt vidste hvad var. Men det hun egentlig ville var at spørge, om ikke hun måtte hente Caroline, når hun selv havde været til klaver efter skole – og altså fremrykke afhentningen til klokken 14.45. For det var, som hun sagde, synd for Caroline, når nu Margrethe alligevel bare skulle hjem bagefter.

Og der smeltede mit hjerte. Hvor meget de end kan råbe af hinanden og skændes over de mindste (og her er vi virkelig ud i nano-små detaljer) ting, lige så omsorgsfulde og søde kan de være overfor hinanden. Og da Caroline gerne ville hentes tidligere, var der slet ikke tvivl om, at selvfølgelig kom hendes søster da så og hentede hende. Det var et fint opkald.

Da jeg så kom hjem efter 16 var der lavet lektier (!!), de havde smurt madder (og her er alt det efterladte køkkenrod aldeles tilgivet) og de sad nu og hyggede med Mindcraft sammen.

Det var sådan en fin fin mandag.

Savn og sommer - og tv-premiere

To dage i træk. Det er næsten for meget. Og der er jo faktisk ikke rigtig sket noget nyt. Jeg har cyklet i polarkulden til arbejde. Og jeg har (igen) optimistisk fejlvurderet behovet for uldtøj, strømper og tykke bluser. Så jeg har også drukket te til at tage den (snart ikke længere potentielle, men nærmere aktuelle) forkølelse i opløbet. Jeg savner (helt ind i de gennemkolde knogler) sommer og bare tæer i græsset. Og sådan er der flere der har det. Da jeg fulgtes med Margrethe til skole i morges gik hun hele vejen og dagdrømte om sommerens ferie med Gulliver (som hun jo kender fra sidste år – og derfor kunne skabe nogle endog meget levende billeder, der på gåturen) og sommeren uger og weekender i sommerhus. Med græs under tæerne, vand og salt i håret og hygge indenfor de dage, hvor solen hviler ud. Men hvor brændeovnen så kan sørge for god varme. Ja – samtalen i morges handlede ret meget om varme.

Jeg læste i dag hos Julia, som også er begyndt at savne udelivet, at en i kommentarfeltet mente foråret var på vej. Og han hun i morges havde duftet foråret. Jeg er ked af at være sådan en nej-siger her, men jeg kunne ikke lugte andet end frost og bidende kulde. Selvom jeg også har hørt i vejrudsigten, at (mere humane) varmere temperaturer er på vej. Lige nu kan jeg næsten ikke forestille mig det.

Nå, men det fede ved mørke aftner, halvsygdom og sløjhed er, at det er helt okay (nærmest velanset J) at stene tv i mængder. Det kan man jo ikke rigtig tillade sig overfor solen, når den og blomsterne spirer frem – så det er vinterens glæde. Og i aften starter sæson 6 af Homeland. Og som mange andre glæder jeg mig. Og jeg kunne hertil morgen høre i radioen, at det ligefrem er en begivenhed i nyhederne. Det bliver godt – og Rupert Friend er stadig med. Selvom jeg troede han var død (eller husker jeg forkert) – i hvert fald er han på sæsonens rolleliste.