Om onsdagen møder Margrethe tidligt, og i dag var det så
mig, der cyklede af sted med hende, mens det stadig var mørkt, og de fleste
mennesker ikke var taget af sted endnu. Det giver god mulighed for at lure ind
af vinduer. En af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg sådan cykler rundt i de
Københavnske gader, er at lure ind af de oplyste vinduer. Det er sikkert samme
nysgerrighed, som giver programmer som Hammerslag og Kender du typen vind i
sejlende og stor popularitet. Det er spændende at se hvordan andre har
indrettet sig.
I dag blev jeg ekstra ramt af den hygge og lykke, der
driver ud af det gule lys, der kommer ud af de oplyste vinduerne. Jeg blev ramt,
fordi jeg ikke (længere) var misundelig. Men fordi jeg oplevede et glimt af
lykke, da det gik op for mig, at det kunne være mig derinde. Jeg har en af den
slags hyggelige lejligheder, som jeg, hvis ikke jeg selv boede der, ville kigge
ind i og tænke ’her er godt nok hyggeligt, varmt og dejligt. De må have et godt
liv’. Sådan har det ikke altid været – heller ikke selvom det er mange år
siden, jeg ikke havde et dejligt sted at bo og leve. Som udefra set helt
garanteret er misundelsesværdig, hvis man går aftentur og kigger ind i vores
stuer. Men det hele er farvet af angsten for at miste. Angsten for, at vågne op
af drømmen og opdage, at det slet ikke var der alligevel. Angsten for, at det
kun er midlertidig – at jeg (selvfølgelig) ikke er så heldig i livet.
Jeg tror en del af min indre angst for at ’klare mig’,
skal findes i min opvækst. Jeg havde en dejlig opvækst på rigtig mange måder,
og en dejlig familie, der dog kun bestod af min mor og mig. Der var kun os to, og
der var dermed kun min mor til at tjene forsørge os. Og det gjorde hun rigtig
godt. Specielt efter datidens (og nej,
så gammel er jeg ikke) standarder for enlige mødre. Min mor har altid arbejdet
rigtig meget, og jeg tror, jeg har haft en meget skånsom enlig-mor-barndom. Men
alligevel var bevidstheden der. Vi havde hvad vi skulle bruge, vi kom ind
imellem på ferie, og selvom min mor helt sikkert skærmede mig meget mod de lidt
barske realiteterne, var jeg smerteligt bevist om at økonomien var stram. Endog
meget stram nogle gange. Og jeg var bevidst om, at der altid foregik en benhård
prioritering omkring alle udgifter.
Og at mange af de ting vi gjorde ikke handlede om at det var smart eller
egentlig et valg, der var truffet, men at det var det, der var råd til. Vi
havde for eksempel ikke en grøddag, fordi det var en ideologisk prioritering, men
det var benhård nødvendighed, hvis det hele skulle mødes i slutningen af
måneden. Og en grøddag er så fin. Vi har det selv nu. Men baggrunden for at
have den giver en bevidsthed. Jeg vidste at det var fordi, at det var vi nødt
til. Og ikke fordi vi havde lyst. Specielt i min spirende ungdom vidste jeg
det. Jeg var opmærksom på min mors økonomiske kamp helt inden i mit hjerte og
min mave, og angsten for ikke ’at klare det’ (hvad ’det’ så er) blev grundlagt
der, tror jeg, som sådan en permanent tilfrosset tilstand, der har fulgt mig
lige siden.
Steffen og jeg har talt og talt om det. Han er nemlig
vokset op med en grundlæggende tro på, at det nok skulle gå. Også det
økonomiske. Der var stor (eller i hvert fald væsentlig større) økonomisk frihed
i hans barndomshjem. Det er bestemt ikke nødvendigvis det, der giver lykken.
Det ved jeg godt. Men børn, der ikke har den angst for, om hvorvidt det går, om
hvorvidt de ikke kan klare livet, tror jeg møder livet senere hen med meget
større grund-optimisme. Et gå-på-mod, der ikke er tæmmet af angsten for at ’det
gode’ liv ikke varer ved. Angsten for at det var en fejl, at lige netop du har
det godt, og har været heldig eller i det hele taget har klaret det. Og jeg kan
se at denne angst og usikkerhed har jeg bragt med ind i mit voksne liv og i min
families liv. Og specielt ind i mit forhold til Steffen.
Noget af det jeg stadig kan få det fysisk dårligt af er,
hvis jeg ikke synes det hænger sammen økonomisk i en periode. Og hånden på
hjertet, det har jeg aldrig oplevet i de 8 år, vi har været gift. Der har været
tider, hvor det kunne være bekymrende hvis ikke dit og dat faldt på plads. Men
det er altid faldet på plads. Og Steffen tager det med ophøjet ro. Han stoler
jo på, at tingene falder på plads. Men jeg er grund-angst. Jeg ved det godt ,
og jeg er bevidst om, at jeg lader det styre alt for meget, stadigvæk. Jeg har
en sygelig trang til at have en bugnende opsparring, og til vide hvad vi har hver måned, hver uge
og hver dag næsten. Jeg får det fysisk dårligt, når vi skal betale noget større
med opsparringen, således at den ikke er helt så voldsom. Faktisk er det kommet
dertil, hvor vi også har ’Cilles opsparing’ blandt de mange konti vores økonomi er skruet sammen af. Fordi
Steffen har erkendt, at jeg er angst. Og jeg har så meget brug for et tætmasket
og udspændt sikkerhedsnet, at denne ekstra opsparing har været (er?) nødvendigt
for roen i mit hoved. Og for at styre angsten i min rygrad. Og jeg er faktisk
helt vildt flov over det. Og træt af det. Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af –
og bare nyde. Nyde at det sgu går ret godt. At jeg har været heldig. At mine
børn vokser op i helt andre vilkår end jeg selv. Vi har, hvad vi skal bruge, og
jeg behøver ikke ligge søvnløs. Jeg behøver ikke arbejde for meget, men kan
rent faktisk prioritere at hente mine børn tidligt ganske ofte. Uden at gå på
kompromis med vores økonomi og hverdagsmuligheder.
Men selv mens jeg skriver dette – om hvor heldige vi er –
sidder der en stemme i mit baghoved og skræpper ’pas nu på’, ’det kan ændre sig’,
’hybris’ og så videre. Den stemme er bare aldrig helt stille.
Jeg har en angst. En angst for at det gode er midlertidig,
at det gode går væk i det øjeblik, jeg tillader
mig selv at nyde det. Og den angst spærrer for nydelsen og værdsættelsen. Jeg
er blevet en del bedre til det, men der skal ikke så meget slinger i netbank til
for at prikke til den latente iboende angst. Jeg skal bare nærme mig bunden på
en konto, og selvom der står mere end rigeligt alle andre steder, og jeg, med
min fornuft ved, at der faktisk ikke kan komme uventede regninger af en
størrelsesorden, som vi ikke kunne klare, så hjælper det ikke på koldsveden,
åndenøden og angsten. Som så stikker sit grimme grønne fjæs frem hjemme og gør
livet endog ret surt for ham, jeg har valgt at leve sammen med. Og dele mit liv
med. Det vi kan skændes mest om, på min foranledning alene vel og mærke, er
økonomi. Hvilket, set udefra, er for dumt, da vi faktisk ikke behøver skændes
om den. Men angsten taler ikke pænt. Og den er ubegribelig svær at tæmme.
Jeg tror samtidig på, at uden nydelse er der ingen
taknemmelighed. Der er simpelthen ikke plads i brystet til den slags følelser,
når angsten for at miste dominerer for meget. Og jeg tror på, at uden
taknemmelighed er der ingen lykke. Taknemmelighed er en central komponent af følelse
af lykke.
I de seneste år har jeg øvet mig i at gå i rette med
angstens spøgelse. Jeg har bevidst øvet mig i at nyde, mens tingene var. Og der
har været jo været nok at nyde. Det var det, der slog mig i dag på cyklen
gennem mørket, da jeg kiggede ind i de fine lejligheder på Østerbro. Det er jo
mit liv, jeg kigger ind på, og fundamentet er ikke så skrøbeligt, som de indre
dæmoner påstår. Faktisk slet ikke. Og den følelse af lykke, der kommer af
taknemmelighed og nydelse, skal jeg blive endnu bedre til at holde fast i. Den
var der i dag. Og jeg oplever den, heldigvis, dagligt i glimt.
Som man siger, gode tider kommer jo aldrig dårligt
tilbage.