Når kæmperne falder og efterlade stor kunst

Der er sagt og skrevet meget om David Bowies sørgelige farvel til denne verden – også meget smukkere og bedre formulerede ord end jeg kan. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig sært ramt af hans død – også selvom jeg ikke kan påberåde mig en speciel fan-status eller anden berettigelse. Jeg synes de dør nu. De store personer, der har formet det musikalske og filmiske bag-tæppe på min barndom og ungdom. Jeg kan nævne i flæng Michael Jackson, Philip Seymour Hoffman, Robin Wiliams, Whitney Houston, Kurt Cobain og senest altså David Bowie. Det er jo ikke sådan, at jeg som sådan sætter mig ned og græder. Men det giver et underligt tomrum og en akut fornemmelse af at tiden går og vi skal huske at værdsætte den kunst, vi omgiver os med. Og som vi ganske ofte tager lidt for givet.

 

Tiden går og vi skal huske at gribe nuet og nyde det NU. Alt er forgængeligt selv det tilsyneladende uforgængelige.

Jeg har siden i går hørt David Bowie på repeat. Som jeg hørte Michael Jackson over flere uger da han også forlod denne verden alt for tidligt tilbage i 2009. Og som jeg har (gen-)set Mrs. Doubtfire, Good Will Hunting, Døde Poters klub, the Big Lebowski, Capote, The Talented Mr. Ripley og mange andre flere siden Robins tragiske exit i 2014 og Philip Seymors ditto også i 2014 (det var et skidt år). Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad vi, verden, går glip af. Jeg er fuldstændig sikker på, at vi går glip af stor musik og store filmiske oplevelser ved disse geniales menneskers død.

 

Jeg så Golden Globe i går – hele showet som genudsendelse (hvilket gjorde det usandsynligt svært at komme op i morges), og jeg blev helt rørt. Vi skal huske at hylde talenter og nyde dem mens de er her. Og så glæde os over at deres kunst heldigvis lever evigt, selv når de selv ikke gør.