Behøver vi at stå på andres valg for at hylde vores egne prioriteringer?

Jeg læste et blogpost her i morges – og jeg er faktisk stor fan af damen. Men lige her blev jeg bare lidt træt. Fordi det igen var en diskussion eller et indlæg, om man vil, hvor der igen blev slået et slag for, at man sagtens kan elske sin karriere og være væk fra sine børn, og samtidig være en god mor. Jeg er helt enig! Jeg er bare så træt af den diskussion, da jeg faktisk mener den ’ene side’ har vundet (ad helvede til, kunne man tilføje). De har i den grad udraderet modstanden og vundet slaget – og jeg syntes faktisk som udgangspunkt slet ikke der skulle være eller er en konkurrence. Det er i den grad så fint at have en karriere og bruge en masse tid på den. Hvis det er det, som man ønsker. Der bliver råbt højt og længe fra mange sider om, at det har kvinder ret til. Ja, det har de da! Men de har også ret til at lade være. Det er også okay at have et arbejde, fordi de er nødt til at finansiere deres liv udenfor arbejdet. At have et arbejde, som de forhåbentligt er glade for, men som altså ikke fylder deres lykke, glæde og liv op. Begge sider er i min bog helt og aldeles okay. Den enkelte kvinder, og jeg, skal så have modet til at gøre op med os selv, hvad man vil. Og det kan jo ændre sig gennem livet. Som det er nu, er der nærmest noget provokerende i at ytre, at man arbejder for at finansiere sit liv. Den gængse moral, som jeg desværre ser det, er, at man da lever for at arbejde. Og meget lidt omvendt. Og hvis man egentlig mere hælder til den anden side (at arbejde for at leve) ja, så er man en form for provokation. I bedste fald. I værste fald er man uambitiøs, og mindre ’værd’ i samfundet og debatten. Det er muligvis bare min indre selvværd-djævel, der taler. Men jeg synes altså det er lidt trist, at vi ikke bare kan vinde alle sammen. Hvis det absolut skal handle om at vinde.

Jeg læste for nyligt en fantastisk blogpost i Berlingske Business ’Skal arbejde give mening?’ – og i den skriver forfatteren følgende; ’… Men virkeligheden vil for langt de fleste være, at man er nødt til at arbejde for at opretholde en vis levestandard. Og hvis man alligevel er nødt til det, så kan man ligeså godt få det bedste ud af det. Det gør man efter min overbevisning ved at gøre sit bedste og nyde det så meget som muligt… På den anden side mener jeg, vi skal stoppe med at forvente, at man elsker sit job. Når man ser på jobansøgninger og LinkedIn-profiler kan man nærmest få indtryk af, at folk rummer erotiske følelser for deres kommende eller nuværende job. Samtidig tror jeg, at der er et vist element af Stockholms-syndromet i spil, når folk taler om, hvor meget de elsker deres arbejde: Ellers kan det være svært at forsvare, at bruge størstedelen af sin vågne tid på det….

Jeg er enig. Det er både fint, dejligt og fantastisk, hvis folk elsker deres job så meget, men lad os i det mindste have lov til at være forskellige på området – og tillade, at det også er helt fint, dejligt og fantastisk at have det på en anden måde; at elske sit job lidt mindre, men måske bare kunne lide  det, mens man elsker andre aspekter af livet.

Han forsætter senere i artiklen: ’…Den underliggende forventning om, at man skal elske sit job bidrager til at nære drømmen om at blive skilt fra sit nuværende job. For hvis man ikke er lykkelig der, hvor man er, skal man vel gøre noget andet? Det er værd at tænke sig om to gange, inden man går ind og siger jobbet op. For det er ikke alle, nok nærmest de færreste, der kan leve af deres hobby eller passion’

Her må jeg give manden ret. De fleste, der råber højt i denne debat, og holder debatten i live igen, lever faktisk af en passion, og af deres interesse. Og det er bestemt misundelsesværdigt. Og helt fabelagtig for dem. Men det er nu engang ikke sådan for alle. Og alle dem, der arbejder (glædeligt, men ikke dybt passioneret, kunne man tilføje) for at leve, men har passionen et andet sted, har meget svært ved at spejle sig i dette. Og det, her taler jeg i den grad for mig selv, er svært at holde fanen højt hele tiden – og syntes, at det er godt nok, det man gør. For det er da sejt at leve af sin passion. Jeg kan i den grad godt lide mine kolleger. Og jeg ville da ønske, at jeg kunne leve af min ’fritids-interesser’. Men det kan jeg ikke – og det er også godt nok. Som forfatteren til artiklen skriver ’… Og lige meget, hvor godt jeg kommer til at klare mig arbejdsmæssigt, så er jeg ret sikker på, at der ikke kommer til at være nogen, der kommer til at betale mig for det, jeg allerbedst kan lide at gøre: At være sammen med min familie, læse bøger og aviser og høre musik. Der vil derfor altid være en trade-off mellem lyst og interesse på den ene side og økonomi på den anden side. Og det er helt fint. Så længe, man erkender det’.

Amen, var jeg tilbøjelig til at tilføje, da jeg læste det. Man kan sagtens have et job, og være dygtig, loyal, og effektiv uden at skulle leve for det. Og man kan også sagtens have en dejlig familie og et rigt liv selvom man prioritere en karriere og en passion meget højt.

Min pointe er, at begge dele, faktisk alle slags set-up er helt ok. Det vi skal huske er ikke at stå på nogle, for at hævde retten til vores valg. Og det synes jeg lidt at denne debat har en tendens til. At der ét rigtigt svar og én rigtig måde at leve sit liv. Og at denne måde hele tiden skal forsvares. Det skal den ikke – og i forsvarets gentagelse, kommer man til at stå på og træde på andres valg. Det er synd og skam. Kan vi ikke bare leve sammen og beundre hinandens til- og fravalg i det omfang vi kan. Der er jo altid en masse af andre kvinders valg vi ville ønske vi kunne/var modige/dygtige og heldige nok til at træffe. Og andre, hvor vi hellere ville være i vores egne sko. Det for mig, er at støtte op om vores forskellige kvinde-liv og prioriteringer.