Hvori jeg er taknemmelig over løb, sne og glade unger

Jeg gjorde det igen – stod op klokken kvart i kvalme, iførte mig lag på lag på lag af grimt tøj. Og løb ud af døren for at løbe min morgentur (hahaha, som om det var noget jeg ’gjorde’…) rundt om søen. Og så var der sne! Et tykt tæppe, der slugte alle lyde så morgenen var helt usædvanlig stille og magisk. Og løb omkring søen skulle man tro blev umuliggjort, men det var så langt fra sandheden man kan komme (til en smule ærgrelse for min indre jeg-gider-ikke-løbe-pessimist). Det var så skønt at løbe der med sneen i ansigtet, på huen og under fødderne. Det er jo sådan, at inden alt for mange vågner og betræder sneen er den bare helt hvid, fin og slet ikke glat.

 

Hjemme igen stod den på hyggelig morgen med to unger, der helt speedede ved udsigten til (igen) at kælke til skole havde en fest. Så de legede og legede og legede med lego hele morgenen, lige indtil vi skulle gå (kælke, høhø) af sted lidt tidligere end normalt. Og det var lige præcis så stor en magi som sidst. Jeg elsker vores morgen-gå-til-skole-ture. Også når det ikke sner (knap så meget når det regner), men det er bare ekstra hyggeligt med sne på. De skiftedes hele vejen til at sidde i kælken og trække den. Jeg er så taknemmelig for det liv vi har skabt for os selv. At vi kan gå rundt til det meste. Og ikke mindst at vi kan tage os tiden, når der for eksempel pludselig kommer sne, uden at hele hverdagslæsset vælter. At vi har tid til at nyde med børnene når situationen er der. Det er selvfølgelig ikke altid, det kan lade sig gøre. Men det er for det meste. Og det er jeg taknemmelig for.