torsdag den 21. januar 2016

Noget om at pjække og håndtere temperamentet

Dagen i dag startede rigtig skidt med at M og jeg blev helt vildt meget uvenner derhjemme. Og jeg kunne simpelthen låse mig selv ind i en kælder for et år, når den slags sker. Hun har et kæmpe temperament – om hun har arvet fra sin mor, altså mig. Og det slår virkelig gnister ind imellem. Forskellen er bare, at jeg er voksen. Eller burde være voksen. Hun bliver simpelthen så ked af det og tager i den grad skylden for alting – og det er så vigtigt, at hun ikke gør det. Men det er mig, kun mig, der får hende til det. Steffen er blevet så god til at håndtere hendes temperament meget bedre og derved opbygge hende frem for nedbryde hende. Jeg selv – tja – normalt går det rigtig godt. Men der er for mange situationer, hvor det ikke går sådan. Hvor hun ikke bliver opbygget. Det går ikke nødvendigvis helt i hårdknude, men alligevel er det håndteret på den forkerte måde. Og i dag endte med, at jeg afleverede hendes søster og derefter pjækkede M og jeg fra første time. Og gik på cafe – for at falde ned, snakke, få den rolige mavefornemmelse tilbage, smilet tilbage og jage usikkerheden og den indre spænding ud inden hun skulle møde en hel dag i skolen. Sådan en dag er jo hård nok for børn. Alle de bekymringer hun gør sig omkring venner, veninder, skoleting og så videre – det er helt almindelig bekymringer. Men oveni at være helt nede i kulkælderen, så er det ikke noget hun skal gennemleve.

Så vi pjækkede. Og drak rødbede-ingefær smoothie og snakkede. Både om det, der var sket, men også om alt muligt andet. Og jeg afleverede en gladere, tryggere pige timen efter.
Det betyder ikke at det er godt. Men det var nødvendigt. Og så skal det (jeg) simpelthen holde op. Og holde igen. Og kramme hver gang kaktus-børsterne kommer frem hos M. Det er en proces. En lang en – men det går fremad. Jeg må fastholde og dyrke de fremskridt der er. De er der og er tydelige. Sådan en morgen som denne afsætter bare lange skygger og gør det svært igen at se frem.


4 kommentarer:

  1. Kære Cille!
    Det var sgu' da genialt! Altså at trække stikket og gå på café!... Det ku' være jeg skulle prøve det næste gang, jeg synes nemlig alt for tit jeg har den samme oplevelse med min mellemste, som du beskriver. Og det er jo typisk de børn, som ligner én selv mest, man har de fleste skærmydsler med. Grotesk og tankevækkende. Jeg tror muligvis noget af det vigtigste er, at man som forælder ikke kommer til at slå sig selv alt for meget oven i hovedet når det sker.....
    Kærligst, Mor-monsteret.

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK. Det var vist det eneste, der var at gøre. Og det er nu altså svært at undlade at slå sig selv lidt i hovedet. Det er jo ikke okay. Det er vigtigt at holde fast i.

      Slet
  2. Åh, det lyder bare så bekendt det du skriver om.. De temperament man ikke kan styre, skænderiet og fremfor alt den dårlige samvittighed! Og det med at skulle være den voksne og ansvaret der følger med den rolle. Jeg synes, det var en fantastisk måde du fik diskussionen afsluttet på og den nye dag påbegyndt!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren - det var virkelig sødt af dig. For man er sådan lidt tyndslidt efter sådan en morgen og har lidt svært ved at se sig selv som en tilstrækkelig god mor. Og ja, dagen fik en god (eller lad os sige bedre) start - for det sidder jo i hendes krop resten af dagen. Og det er bare ikke godt.

      Slet