En af de morgener, der ikke skal være mange af. Og heldigvis ikke er mange af.

Vi havde bare den værste morgen i mands minde her til morgen. En af dem, hvor der er en overvægt af sure miner, råb, tristhed og selvlede (sidstnævnte i hvert fald slemt bagefter). Heldigvis er mobiltelefonen opfundet, således at jeg har kunne kommunikere med M efter at jeg var kørt på arbejde – og de stadig var hjemme inden skolen startede noget senere. Jeg håber hun kan få en god dag alligevel og jeg glæder mig så meget til at komme hjem og kramme hende. Det er selvfølgelig ikke svaret – svaret er jo i at forhindre den slags morgener, som heldigvis er meget meget sjældne hjemme hos os. Men i dag var der altså dårlig energi. Og nu er udfordringen så, at denne ubehagelig følelse af sorg ikke skal fylde hele dagen.

Jeg har en ret fyldt og udfordrende dag på kontoret i dag. Men heldigvis kan den slutte inden 15, så jeg kan komme hjem i ordentlig tid og vi kan få en god start på en (tiltrængt og længe ventet) weekend. For den glæder jeg mig mere end almindeligt til.