Jeg har en veninde, som bare den vildeste korkprop. Og den smuk, dejlig og
vanvittig begavet en. Men ikke desto mindre en korkprop. Hun vader gennem livet
i stiletter og højt hår. Og det er skønt og livsbekræftende at se på.
Jeg ville ønske at jeg gik gennem livet på samme måde.
Men det gør jeg ikke. Ikke altid i hvert fald. Der er absolut også perioder
i mit liv hvor stiletterne og håret bare spiller og jeg danser mig igennem
tilværelsen. Og så er der de perioder hvor det virker meget meget svært at
slukke for tankerne. Og ikke mindst bekymringerne. Og der er (sikkert for alle)
ting at bekymre sig om. Jeg har nogle specifikke ting, der er svært for os, og
som har fyldt noget i mange år nu – og som kan potentielt have ret store
konsekvenser for vores dagligdag. Det har det ikke lige nu – og indtil nu har
jeg, i perioder, kunne skyde det fra mig. Det har simpelthen ikke fyldt noget,
da vi ikke har skulle tage stilling til noget i den sammenhæng. Så er der
perioder, som nu, hvor der er ting, der skal tages stilling til. Beslutninger der
skal tages. Og ikke mindst set backs der skal håndteres – og så kommer alle de
latente bekymringer buldrende med fuld kraft. Og fylder tankerne, nattesøvnen, og
desværre også humøret. Og det er så svært. At komme ud af. Og samtidig er det
jo dumt – det løser jo ingenting at gå med de bekymringer. I hvert fald når jeg
rent faktisk ikke kan gøre noget ved det.
Det er vanvittigt svært at få det fjernet. Det kan have enorme konsekvenser,
hvis de værst tænkelige scenarier udspiller sig. Men det kan bekymringerne
også. De går i den grad ud over livskvaliteten, og der er bare ikke særlig fedt
at det fylder så meget. For ting der fylder på den dårlige måde smitter af, som
pollen, på resten af livet uden om. Hvor det pludselig også bliver sværere at
være i, og hvor små ting pludselig bliver store fordi det af mentale årsager ikke
er helt så let bare at gå henover.
Jeg savner latteren og lyset og ubekymretheden.
Av, det lyder ikke nemt. Der er nogle gange forhold i livet, som vi må acceptere som vilkår uden mulighed for at handle i det, og det lyder som om, det er sådan noget I står med?
SvarSletDet, vi så trods alt har kontrol over, er vores respons på de vilkår. Bekymring er en respons - og en naturlig én af slagsen, men prøv måske at minde dig selv om, at det er én af flere muligheder. Nogle mennesker er mere bekymrede af natur, hvor andre tilsyneladende aldrig rigtig bekymres, som hende din korkprop-veninde. Men selve bekymringerne behøver ikke være et livsvilkår.
For mig hænger taknemmelighed og bekymringer sammen på den måde, at jeg kan mindske mit fokus på bekymringer ved at træne min taknemmeligheds-muskel. Det lyder måske lidt fjollet, men i tunge, svære perioder i mit liv forsøger jeg at skrive taknemmelighedsdagbog - altså en lille bog hvor jeg (så godt som) hver dag skriver 5 ting ned, som jeg har været taknemmelig for dén dag. Det skal være 5 ting, i hvert fald for mig, selvom det er svært, for så får jeg også øje på de små ting i hverdagen, som jeg sætter pris på. Og det hjælper til at holde bekymringerne på afstand, så jeg husker, at det ikke er hele sandheden.
Måske kan du også bruge det?
Stort virtuelt kram til dig
Åh tusind tak for dit svar - det var virkelig sødt af dig.
SletDu har helt ret - taknemmelighed virker også her. Men jeg kan mærke i meget pressede perioder er det virkelig svært at fastholde taknemmelighed overfor bekymrethed - og andre mindre elskværdige følelser også. Det er så svært at holde fast - lige netop når det jo faktisk er ekstra vigtigt!