torsdag den 28. januar 2016

Noget om at tvinge positiviteten frem på dårlige dage

Jeg løb i morges – og det er altid en sejr, men i morges var sejren endnu større. Jeg har nemlig haft sådan en af de nætter, der var kendetegnet ved mangel på søvn. Og ikke fordi jeg hang ud med dejlige mennesker, eller drak gode drinks. Nej – den slags hvor man roterer som en grillet kylling i sengen under nattens spekulationer. Jeg ved ikke helt hvad jeg spekulerede på, noget om arbejde, forventninger, utilstrækkelighed og angst. Det var givetvis ikke hele natten, men det var overmåde ubehageligt. Og jeg vågnede (flere gange) og var aldeles u-udhvilet. Faktisk var mit hoved tungt og gjorde ondt. Men jeg kom alligevel i (løbe-)tøjet og kom ud. Det gik ikke stærkt, men det var en god tur. Og jeg fandt alle mulige løgplanter i gården, da jeg kom hjem, som fejlagtigt tror, at det er blevet forår, så de har stukket toppen frem af jorden. Lad bare planterne tro det – det var i hvert fald skønt og minder mig om, at foråret og en masse små-ferier ligger foran os. Og forenden af regnbuen næsten 4 ugers sommerferie.


Jeg fik drukket min kaffe i ro og fred og derefter gik pigerne og jeg til skole. Det er ved at være længe siden, synes jeg, da vi noget tid har cyklen med dem i ladet. Det har været så rå-koldt, at jeg har synes det var for synd for både dem og jeg at gå. Men i dag var det (næsten) mildt og vi havde en fantastisk hyggelig tur. Og jeg fik afleveret to smilende og grund-glade piger. Det føles skønt helt ind i sjælen.

Så nattens spekulationer sidder stadig i mig. Men jeg kan mærke at morgenen og min familie har fået det på afstand. Jeg kan mærke at i dag bliver en af de dage, hvor jeg nok er lidt mere glas-agtig end vanligt. Og jeg håber min arbejdsdag kommer til at gå med rolige let rutineprægede opgaver. Bare lige i dag. Men det er ok at have sådanne dage. Ikke rart, men det skærper om ikke andet evnen til at tvinge hjernen til at tænke positive tanker, når den egentlig allerhelst bare vil sumpe rundt i frygt og spænding (og ikke af den kanal-5-krimiaften-slags).




6 kommentarer:

  1. Ak ja, det dersens grillkyllingshalløj, det blir man ganske enkelt sindssyg af! (Jeg skrev også lidt om det på et tidspunkt: http://skøreliv.dk/?p=255). Man skal bare huske, at de dårlige dage er til for at gøre de gode dage bedre!! Op på hesten igen, og masser af kaffe!!
    Knus*

    SvarSlet
    Svar
    1. Og romkugler - som er dagens kage i kantinen :-)

      Slet
  2. Årh hvor er det fedt at du kom ud og løbe i morges - oven på såden en nat. Imponeret. Lyder som om det gav en god ro, som jeg håber har holdt dagen igennem. Og romkugler ... mums ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - og jo, sådan da. Synes dagen har været fin. Men det gør ikke så meget at arbejdsdagen snart slutter ;-)

      Slet
  3. Det lyder som om du fik en fantastisk start på dagen efter en skrækkelig nat! Og hvor er det bare overskudsagtig, du kom ud og løb den tur! Håber at resten af dagen var sød ved dig...

    SvarSlet
    Svar
    1. Resten af dagen var virkelig sød ved mig. Som lamgt de fleste dage er, synes jeg. Nogle gange skal man bare tage sig mere sammen for at finde positiviteten frem.

      Slet