Noget om parforhold, at ’ordne’ og urimeligheder bag pandelappen

Jeg har vågen en ret stor del af natten og nu er jeg fuldstændig flad – og denne dag virker lidt som en mandag forklædt som tirsdag (hvilket det vel egentlig også er). Nå, men nattens spekulationer udsprang af en episode vi havde hjemme i går.

Jeg er sådan en der ’ordner’. Ordner vasketøj, køkken, badeværelse, aftensmad, aftaler, familiekalender, støvsugning, madpakker, lektier og. så. videre. Og gerne det hele på en gang i sådan en slags multitasking, der dog sjældent helt er helt skøn at overvære. Og det her skal slet ikke læses som en klagesang. Jeg kan faktisk godt lide det (måske hvis vi her lige ser bort fra madpakker, som fanden har skabt) – og jeg gør det ikke (kun) for familien eller fordi der ikke er andre i hjemmet, der gør det. Det er nemlig nok sådan, at hvis jeg lod være, ja, så var der nok andre der gjorde det. Men jeg gør det for mig – fordi jeg faktisk godt kan lide sådan at nusse rundt med tingene – og altså ’ordne’ derhjemme.

Men ind imellem giver det alligevel anledning til kurre på kærlighedstråden i det Brandenhoff’ske hjem. Og det er overvejende min helt egen skyld. Tag nu i går for eksempel. Jeg laver mad og madpakker samtidig. Steffen arbejder foran en computerskærm. Han kommer ud i køkkenet for at vi i det mindste kan hygge med hver vores ting – i samme rum. Og så siger han ’kan du ikke lige lave en drink, hvis jeg henter Gin’en’. Og så er det jeg bliver helt urimelig. Fordi jeg, i det sekund, bare synes at det er død-uretfærdigt, at jeg (altid) ordner og ordner, og at jeg  aldrig bliver værdsat for noget af det. Men når jeg så ikke kan overskue at lave en drink oveni (madpakkerne!), ja, så er jeg jo sådan en, der aldrig gør noget for ham/familien/os/find selv på flere selvretfærdige udråb. Og det skal siges, at alt dette foregår inden under pandelappen på mig - kun. Det er ikke Steffens ord. Men jeg synes kortvarigt, at han så skuffet ud, da jeg ikke lavede en drink, og så satte det en lavine af negative tanker i gang hos mig. Som jo slet ikke var hans. Faktisk kom han netop ud i køkkenet for at vi kunne være lidt sammen selvom han skulle arbejde og jeg udførte min ’ordne-trang’. Og så synes han bare at det ville være super hyggeligt med en drink sammen imens vi var sammen, hver for sig. Som han fik forklaret efter jeg havde brugt den gode side af en halv time på at være skide sur og mopset – og aldeles urimelig.

Så hvorfor reagerer jeg så sådan. Jeg ved det ikke. Jeg er fuldstændig sikker på, at det ikke handler om en skæv arbejdsfordeling derhjemme. Det er en fordeling som helt og aldeles er besluttet af mig. Og faktisk gør jeg det jo ikke for værdsættelsen. Jeg gør det for min skyld. Fordi jeg godt kan lide det – i hvert fald det meste af det. Og jeg gør jo ikke det, som jeg ikke gider (for eksempel rydde op i kælderrummet, tage skidt op af vasken – som jeg af uransaglige grunde ikke kan snuppe…).

Jeg tror bare, at jeg ind imellem også har brug for ekstra værdsættelse for at ’ordne’ – også selvom det jo egentlig er mig selv, der sætter mest pris på det. Alt er godt igen. Jeg tror bare at jeg skal lære (til stadighed) at det er ikke alting som hjernen siger (aka råber op om) som jeg skal høre efter. Det er nok altid godt lige at tage et kig på sig selv – og samtidig se andres gerninger (som for eksempels Steffens spørgsmål om en drink) som noget de gør ud fra en positiv hensigt (’vil du lave en drink’ - = så vi kan hygge os sammen selvom du som vanligt stormer rundt i køkkenet i stedet for at sidde sammen med mig. Og hvis du ikke lige kan overskue at lave den gør jeg det bare, men det er lettest hvis du siger det i almindelig tonefald, således at vi rent faktisk bevarer hyggen). Det er en af de ting jeg øver mig i.

What's not to LOVE