tirsdag den 24. maj 2016

Noget om venskaber og skam


Jeg gik en lang tur i går aftes – eller altså hele vejen rundt om alle søerne i København. Det tager en time og 10 minutter, hvis man går i lidt rask tempo. Ungerne havde leget spa i gården, så både hænder og fødder var bløde og klar til lidt motion. Steffen arbejdede, så det var det perfekte vindue, da der alliegevel ikke var nogle at se TV med J. Og jeg elsker at gå. Jeg har altid gået rigtig meget – og er ked af, at jeg faktisk sjældent synes jeg har tiden til de der lange stræk. Men det havde jeg i går.

Når man sådan går tænker man en hel del. Specielt hvis man undlader at tage iphonen med ;-). Og det havde jeg undladt. Jeg kom til at tænke over venskaber. Og om hvorvidt man er en type med mange venner eller en med få. Eller en midt i mellem. Og jeg har altid set mig selv som sådan en i midter-kategorien. Men så gik jeg der. Og kom til at tænke. Og faktisk så tror jeg, at jeg hele min barndom – indtil gymnasiet, var sådan en med (meget) få venskaber. Jeg kan huske dem – Tina, Jeanett, Lotte. Men det var det. Og der var ligesom kun én af gangen. Jeg brugte i en del år virkelig meget tid på rideskolen med min hest. Men pludselig går det op for mig, at jeg ikke rigtig husker tætte venskaber fra den periode på rideskolen – kun Jeanett i en periode. Men generelt var det vist bare ’rideskole-bekendte’. Det gik op for mig, der langs med Peblinge Dosseringen, at jeg faktisk var meget alene som barn. Og at jeg synes det med veninder var vildt svært – og angstprovokerende og skamfyldt på samme tid. Det er jo enormt skamfyldt ikke at have mange venner. På en eller anden måde.

Og så kom jeg til at tænke på min ældste datter. Som har (meget) få gode venner – og jeg har faktisk, tror jeg desværre, haft en tendens til at presse på for, at hun skulle udvide kredsen – og blive mere ’social’ om man vil. Som hendes lillesøster i så høj grad er. Men i virkeligheden er hun jo præcis som jeg var i barndommen – og jeg tror faktisk hun trives bedst sådan. I hvert fald hvis jeg ikke får givet hende indtryk af, at det hun er er ’forkert! Modsat den mindste som har virkelig mange venskaber alle mulige steder – og er langt bedre til at holde på dem. Og det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at jeg ikke overfører min skam over det med at have det svært med venskaber og veninder til min datter. Det kan jeg se sker nu – og det må jeg simpelthen få stoppet. Hun (og jeg) er jo gode nok præcis som vi er. Vi kan ikke alle sammen være som søsteren – bobbly-vobbly udfarende og vellidt i alle (alle) sammenhænge.

For mig blev det et (positivt) vendepunkt for venskaber at komme i gymnasiet. Det må jeg tage en anden dag.

Sådan er det altid. (Lange) gåture giver tid til tanker og refleksion og er godt for så meget mere end den modvirken af ballernes vej mod jorden, som ellers typisk er det primære formål med turen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar