Idag skete der det, at jeg og Margrethe sov til klokken 9.30. Det er ikke sket siden hun var spæd - og dengang var det som oftest, fordi hun så havde været vågen hele natten og først faldt i søvn når morgenen gryede. Denne gang var det bare fordi. Og det var bestemt skønt (og for mig tiltrængt, eftersom vi så alt for mange afsnit af Suits igår aftes, eller nat, som det vist ret beset var blevet undervejs). Udover at sove (og se Suits) laver vi stadig ikke noget som helst. Jo altså vi har både spist kage, røræg (ikke samtidig, selvfølgelig), færdiggjort puslespillet fra igår. Og været i biografen og se Trolls. Og jeg har læst en halv bog ('kvinden i graven' - mere om den en anden dag, for den er noget så sjældent som fængslende fra side 2).
Hvad vi burde gøre? Ja, nu du spørger. Vi burde beskære træer, feje fliser, skrive jobansøgninger (kun mig), gøre rent, eller bare rydde op så gulvet åbenbarede sig. Men jeg nyder, at have et par dage, hvor ferien går langsomt. Og sekunderne virker, som om de er lidt længere, og pulsen finder et lavt leje. Der kommer meget mere fart på senere i ferien, men det er præcis det her dage i sommerhus kan. Sådanne dage kan kreere en tidslomme, hvor det kun er ens egen logik og lyster, der styrer. Hvor ure er unødvendige og dagsrytmen bestemmes af mavens knurren og vindens blæsen.
I morgen tager vi hjem. Men først herunder aften. Vi skal lige suge den sidste lille mundfuld tidslomme ind for i år. Huset lukkes for vinteren, terrassen tømmes for planter og havemøblerne pakkes endegyldigt væk. Vinteren kan bare komme an. Vi er klar. Eller. Vi bliver klar.
Uh, de langsomme dage i sommerhus er uvurderlige! Nyd det!!
SvarSletVar Trolls go'? Vi valgte at se Storkene:) Den er sjov:o) Nyd jeres sidste sommerhus dag:)
SvarSlet