Jeg synes, hvis jeg skal være helt ærlig, at den var en anelse tung at komme igennem. Den handler om Mette (et godt klassisk dansk navn), der bor sammen med hendes lille datter (og i weekenden også kæresten og barnefadderen) i København. Hun har en drøm om at skrive en bog om ulandene, men hun mangler modet og udsynet til at ville afsted. Faktisk vil hun helst have at det hele er lidt nemt og ufarligt. Og det er jo hverken det ene eller det andet i ulandene. Men så får hun kontakt til Stig fra en hjælpeorganisation, som inviterer hende med i et meget mystisk projekt, hvor verdens brændpunkter genskabes i værelse 516 på det lokale luksushotel. Og herfra starter en ny verden for Mette, og det går ikke ubemærket hen. Heller ikke i familien.
Jeg brugte ret lang tid på at være sur på Mette. Og være virkelig træt af hendes totale sløvsind og manglende udsyn. Og så brugte jeg også energi på alt det, der ikke kunne lade sig gøre i historien. Jeg havde simpelthen svært ved at leve mig ind i historien og lade den leve på dens egne præmisser. Når det er sagt blev jeg ved (med at skimme-)læse videre, da jeg alligevel var vanvittig nysgerrig efter hvordan den historie kunne udvikle sig. Og ikke mindst ende.
Det er ikke min bedste læseoplevelse, men der var bestemt momenter i bogen, der var rigtig fine og satte gang i nogle eftertanker. Om vores forhold til ulande. Specielt fin var passagen, hvor Mette medbringer en afrikansk familie hjem til sig selv som en form for hus-bytte (så skulle Mette og datteren i samme periode prøve at bo i den afrikanske families lerhytte). Det var faktisk ret sjovt og spiddede den komplette mangel på forståelse, vi nok ganske ofte har i en misforstået hjælpe-mindset. Man kan helt sikkert blive klogere.
Nu er jeg så gået i gang med den (for) meget omtalte PET-forbudsbelagte bog. Den tegner, efter 4 kapitler, til gengæld meget læsværdig. Trods forbud og deraf følgende hype.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar