Jeg husker tilbage i slutningen af min folkeskoletid. Jeg havde en folkeskoletid, der var lige dele sjov og lige dele forfærdelig. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg decideret blev mobbet. Men jeg kan huske, at jeg var alene og følte mig meget ensom. Som i virkelig ensom. Og så gik jeg. På mine fødder bare derudaf. Lange lange ture på 2-3-4 timer rundt og ud af landevejen, hvor jeg boede. Jeg boede i Ringe på Fyn. Faktisk lige i udkanten af byen og gik man 500 meter ud til den ene side, nåede man landet. Altså den slags land, hvor der kunne være en hel kilometer mellem husene (som ret beset ikke var huse, men gårde). Og her gik jeg og gik. Og indsnusede luften (også når den lugtede 'landligt') og tænkte. Eller rettere jeg kom tit til et punkt, hvor jeg netop fik fred for det med at tænke og spekulere, som jeg ellers gjorde så rigeligt. Jeg fik fred for de tanker, jeg ikke kunne kontrollere - og som myldrede rundt som myre i en overbefolket tue. Når jeg nåede over en time ind i min gåtur, var der bare stille - i min hjerne. Jeg observerede bare omgivelserne, og når jeg kom hjem var jeg fornyet. Og, i hvert fald midlertidigt, afklaret og klar til at møde verden igen. Den verden som jeg synes kunne være ubarmhjertig hård at navigere i.
Jeg går stadigvæk. Noget mindre end jeg har gjort, men hele den her (forhåbentligt midlertidige) arbejdsløshed har givet mig tiden tilbage. Så nu går jeg igen. Lange ture de fleste dage. Og det hjælper mig igen til at få tankemylderet til at stoppe sludretøjet derinde bag øjnene. Midlertidigt. For i det øjeblik jeg rammer mit hjem er tankerne tilbage. Men mens mine ben går og går uden mål og retning, ja så er det stille. Og det har jeg så meget brug for.
Jeg ELSKER også at gå! Laaaange ture og som du også skriver, meget gerne helt alene. Alene med mine tanker. Der var en periode hvor jeg slet ikke kunne holde ud og gå da mit tankemylder var alt for voldsomt. Jeg kunne slet ikke være i det og i stedet for at virke afslappende, blev det direkte stressfyldt. Det var da, jeg fandt ud af at jeg kunne gå med lydbøger. I dag går jeg både med og uden lyd i ørene - alt efter humør.
SvarSletDet er sjovt. Jeg kan nemlig næsten kun holde ud at gå (modsat være hjemme) lige nu, hvor jeg lider af tankemylder. Det er som om der er stilhed og stilstand i min hjerne, når mine fødder går. Måske kan jeg bare ikke flere ting samtidig. Og hvis fødderne arbejder gør hjernen ikke. Eller. Men jeg har endnu ikke kunne finde ud af det med lydbøger, da jeg jo også læser. HVad gør man så - har gang i to bøger af gangen eller? :-)...
SletOk ja! Jeg kan have gang i mange bøger i gang samtidig, både lydbøger og rigtige bøger, skønlitteratur og faglitteratur! Elsker at starte op i nye bøger men det tager til gengæld lang tid for mig at blive færdig med dem af god grund. Lyder dejligt, hvis du formår at gå fra dine tanker. Kan ikke lade være med at spørge om det tankemylder begyndte den gang du stoppede med at arbejde eller om du haft det længere end så...?
SvarSletHahah - jeg har det sådan lidt omvendt. Kan bedst være igang med en bog af gangen - eller to, hvis den ene er sådan lidt fag-agtig eller biografi. Altså sådan en gå-til-og-fra bog. Tankemylder. Det har jeg altid haft tendens til. Det bliver bare helt galt, når der sker store omvæltninger, eller der sker noget hvor jeg kun har lille eller ingen kontrol over det.
Slet