Jeg synes det er virkelig svært, når noget er svært. Så er det sagt. Jeg bryder mig meget lidt om når noget er svært. Og jeg bliver angst. Jeg føler mig utilstrækkelig og svag. Og en af de mest nedladende ord jeg kan finde, på er netop 'svag'. Og jeg bliver helt vildt skamfuld af at skrive det ned. Både over ar se sådan på svaghed. Og over at være så svag. Total dilemma. Så derfor er det endnu mere vigtigt. Fordi jeg vil videre. Og jeg vil øve mig i at håndtere 'svært'. Første skridt er at se det i øjnene. Sige det højt. Komme henover skammen. Og prøve.
Det er så svært for mig at indrømme - og det er i den grad forbundet med skam. Så meget, at jeg har svært ved at se mig selv i øjnene. Nogle gange.
Hvor er det kommet fra. Det ved jeg ikke, men jeg kan huske det tilbage i hvert fald fra det meste af min skoletid. Jeg har altid undgået ting, der krævede noget af mig. Som ikke kom let til mig. Der er (heldigvis kan man næsten sige) mange ting, jeg har haft let ved. Men der er også rigtig meget jeg har måtte arbejde hårdt for. Og rigtig meget jeg har givet op på. For det er nemlig en bivirkning - det med at give op. Når jeg støder ind i den der kæmpe grundangst og følelse af utilstrækkelighed som svære opgaver efterlader mig med, så er en, desværre ofte brugt, måde at håndtere det at flygte. At give op. Vende sig om og lade være med st prøve. Jeg har en uendelighed af eksempler på nethinden. Og en del jeg skammer mig så meget over, at min hjerne automatisk har screenet dem ude. At give op er det lette valg. Eller lette er måske ikke det rette ord. Men det er det valg der dæmper angsten som en mors hånd på et mareridtsplaget lille barn. Det er det valg der omgående modvirker panik, søvnløse nætter og tynd mave. Men det er at snyde. Snyde sig selv for muligheder. Det er desværre også det valg, der er mit valg. Har været! Har været, må jeg tilføje.
Det er så skamfuldt. Jeg er 38 og jeg jeg får stadig panik på rygraden nogle gange ved tanken om noget jeg skal, som jeg ikke ved hvordan jeg skal løse.
Jeg skal øve mig på at håndtere det svære. I små bidder. Jeg tager ikke den sorte piste først. Jeg starter på børnebakken. Men jeg skal prøve.
Det er så svært for mig at indrømme - og det er i den grad forbundet med skam. Så meget, at jeg har svært ved at se mig selv i øjnene. Nogle gange.
Hvor er det kommet fra. Det ved jeg ikke, men jeg kan huske det tilbage i hvert fald fra det meste af min skoletid. Jeg har altid undgået ting, der krævede noget af mig. Som ikke kom let til mig. Der er (heldigvis kan man næsten sige) mange ting, jeg har haft let ved. Men der er også rigtig meget jeg har måtte arbejde hårdt for. Og rigtig meget jeg har givet op på. For det er nemlig en bivirkning - det med at give op. Når jeg støder ind i den der kæmpe grundangst og følelse af utilstrækkelighed som svære opgaver efterlader mig med, så er en, desværre ofte brugt, måde at håndtere det at flygte. At give op. Vende sig om og lade være med st prøve. Jeg har en uendelighed af eksempler på nethinden. Og en del jeg skammer mig så meget over, at min hjerne automatisk har screenet dem ude. At give op er det lette valg. Eller lette er måske ikke det rette ord. Men det er det valg der dæmper angsten som en mors hånd på et mareridtsplaget lille barn. Det er det valg der omgående modvirker panik, søvnløse nætter og tynd mave. Men det er at snyde. Snyde sig selv for muligheder. Det er desværre også det valg, der er mit valg. Har været! Har været, må jeg tilføje.
Det er så skamfuldt. Jeg er 38 og jeg jeg får stadig panik på rygraden nogle gange ved tanken om noget jeg skal, som jeg ikke ved hvordan jeg skal løse.
Jeg skal øve mig på at håndtere det svære. I små bidder. Jeg tager ikke den sorte piste først. Jeg starter på børnebakken. Men jeg skal prøve.
Nogen siger man skal starte et sted. Så jeg hepper på du er på vej:o)
SvarSlet