torsdag den 24. oktober 2013

Spirrende optimisme


Havde en skøn dag med tøserne i svømmeren i går. Det normale svømmehold var aflyst (da der var en eller anden, der havde kastet op i vandet. Adrrrrr – og Grrrrr – det er anden gang!). Nå, men vi tog så i en anden svømmehal og hyggede i en times tid – vi var alligevel alene hjemme hele aftenen og begge havde glædet sig til svømning. Det var så fint. De er sgu ved at blive store – det slår mig ind imellem hvor meget nemmere det hele er med sådan to, der bare selv kan det hele. Og selv kan argumentere hvorfor blusen skal på til sidst – og den slags vigtige detaljer. OG som så selv kan tage den på, når nu rækkefølgen er vigtigt. Skønt. Vel hjemme så vi Cecilia i kageprogrammet på kanal 5. Det er så sjældent jeg ser kanal 5 – og indrømmet jeg har heller ikke set de her udsendelse, udover lige denne uge, hvor Cecilia (vinder og vinder). Hun er dælme også dygtig!
Glæder mig enormt meget til weekenden. Der skal umiddelbart kun ske hyggelige og dejlige ting – altså ikke noget specielt. Fredag er der for eksempel lygtefest i Børnehaven Bøgely. Og nej, børnehavefester i præcis den børnehave er ikke et pligtjob. Det er super mega hyggeligt. Med kagekonkurrence, live jazz band, vin (ja, det bliver der serveret, snerper), og skønne dejlige forældre, man gerne bruger sin fredag aften med. Imponerende ikke. Men også skønt. Udover det står weekenden bare på hyggelige aftaler og rolig familie-samvær. Det tror jeg også vi har ret meget brug for. Men har man ikke nærmest altid det, i en gennemsnitlig dansk børnefamilie med to fuldtidsjob og ambitioner om at nå alt muligt andet også? Måske skal vi åbne en flaske bobler. Vi gik shop-amok i bobler til et fantastisk arrangement i den svenske kirke sidste weekend (ja, kirke – de kan åbenbart noget med boblende alkohol. Msåke det er fordi den er svensk). Jeg ææælser bobler. Og man burde jo faktisk fejre livet. Lang oftere. Det er det vi skal – lørdag J.

tirsdag den 22. oktober 2013

Forstummet dialog

Har ondt i maven - ikke kun over os herhjemme. Jeg har taget min vielsesring på. Jeg giver ikke op. Vi giver ikke op. Det skal lykkedes. Tanken om det modsatte er så intenst ubehagelig, at det bare ikke kan blive sådan. Der skal kæmpes. Ironisk nok er jeg netop igang med konflikttrappen (i anden sammenhæng) - og der os på de røde trin. Vi lytter ikke. Samtalen er forstummet og det handler kun om at bruge energi på at 'vinde' og få ret. Og på den måde taber jo alle!

Nå, men ondt i maven - denne gang på den gode måde. Nu må vi se hvad der lykkedes. Om det lykkedes at genoptage dialogen og samtalen. På egen banehalvdel. 

søndag den 20. oktober 2013

Fortrydelse

Jeg fortryder mine valg her i livet. Jeg fortryder at jeg overhovedet er til.

Jeg gik hjem fra legepladsen idag. Kunne simpelthen ikke sidde der, når vi ikke engang kan tale sammen længere. Vi kan kun skændes og beskylde hinanden for livets skuffelse. For at vi ikke kan det samme som alle udenom os. For at livet er noget lort. Jeg bliver kold indeni når han siger ' kan du ikke bare blive til noget der hvor du er'. 'hvor slemt kan det være'. 'hvis vi skal have de økonomiske muligheder du gerne vil så må du bare blive der, og arbejde alt hvad du kan'. 'det er nok dig'... Jeg bliver kold. Det løber med koldsved ned af ryggen - jeg er så nede. Jeg er trampet på. Og imponeret over at mit hjerte stadig slår. Efter 3 dage i exil med ungerne hos mormor. Jeg er i undtagelsestilstand. Ingen ved noget. Alle tror det hele er fint. Jeg selv går rundt inde i osteklokke. Det er som om livet foregår uden på den anden side. Følelser er kolde. De er det slet ikke. Jo, frygt. Kold skræmmende frygt. Hvad skal der blive af mine børn? Hvordan skal de klare de ar de må få med? Jeg kan ikke blive på den arbejdsplads - men har måtte sande. At jeg er HELT alene. Han synes jeg er latterlig. Overfølsom. Doven. Skal bare tage mig sammen. Han siger jeg er forkælet. Og at han ikke gider betale for mit liv. Mine krav.
Undskyld. Men jeg har ikke engang en dyne. Nej. C har fået min. Hun manglede en dyne. Mere end mig. Jeg har ikke nogen.
Jeg har lyst til at skrige og forsvinde. Mine børn - hvad skal der ske med dem. Nogle gange tænker jeg at det var bedst hvis de aldrig havde været her - for så kunne jeg gå. I hundene. Fra ham. Fra ondskab. Så var der ikke nogen at tage hensyn til - være ansvarlig overfor og stå op hver dag. Mit hjerte slår og min ryg er kold af sved. Følelsen er panik sidder i halsen, i ryggen, i hjertet og i hver eneste fiber af min krop. Jeg er træt - af at se glad ud. Jeg er træt af ikke at være glad. Jeg er udmattet. Mine stakkels stakkels børn. De har ikke fortjent den skæbne.

Har brugt dagene hos mormor til kompensation. Har set glade børnesmil. Stolte smil over kastajnedyr, pressede æbler, hjemmelavede fødselsdags invitationer (oh ve - hvad gør vi med den), kager og leg med leg på. Men jeg var der ikke. Min krop var der. Med kvalme og panik. Med krymmel. Frygt er altdominerende. Jeg håber de nød det. Har tanket gode oplevelser, der kan mindske arene. Arene over at mor og far er frygtelige mennesker. Der ikke skulle have børn. Der ikke er ansvaret voksne. Frygt. Panik. Er de eneste følelser tilbage i min krop. Og uendelig sorg.

torsdag den 10. oktober 2013

Ingen ord

Har ingen ord. Synes det hele er både fantastisk dejligt for tiden - og tænderbidende svært. Specielt parforhold (eller mangel på samme) - har nu ikke gået med vielsesring i en uge. Det er svært. Ville gerne tage den på. Det er bare så svært. Og går så meget ud over børnene - og os.