torsdag den 5. december 2013

Pip pip

Jeg er muligvis den sløveste - men for pokker livet har så travlt udenom mig, så jeg har svært ved at følge med.

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte - men jeg har det ret meget bedre. End sidst. Faktisk har jeg det egentlig meget godt for tiden - ligebortset fra, at jeg er helt ufatteligt træt. Så træt at jeg faldt i søvn klokken 21 i sofaen igår (hader... hader når der soves i sofaen) og sov skønt indtil midnat, hvor jeg med stort besvær fik rykket mig ind i min seng. Men altså - det går godt. Alt for travlt - men det er overvejende dejlige ting, der giver travlhed. Julehalløj i alle afskygninger med ungerne - med børnehaven, med skolen (begge steder hvor jeg står/stod for en stor del af arrangementet), julehalløj på Steffens arbejde (som var overraskende fint og en god oplevelses), luciaoptog, juleindkøb, tændte stearinglys, julefrokost med gode venner - flere julefrokoster faktisk. Og børnenes strålende øjne når de åbner pakkekalenderen om morgenen. Og julekalender i tv - selvom jeg nu nok synes, at sidste års 'Soul Jul' (hed den det?) var så meget bedre end det, der bliver sendt i år. Og afhentning af juletræ i min mors skov. Jaja - jeg ææææsler december og alt hvad der hører til. Lige indtil den 27. Jeg ved det er imod 'jule-reglementet' men efter den dag, så gider jeg ikke stjerne, nisser, gran og pynt überalles mere - og det hele ryger med hård hånd ud (eller - i kælderen). Men lige nu er det kun den 5. Og jeg juler glædeligt videre.

Selv på arbejdet går det bedre. For det første har jeg gang i nogle forskellige ting - der nok skal blive til noget en dag. For det andet - ja, så ved jeg ikke hvad der er sket, men lige nu er jeg åbenbart helt uundværlig og god til... alting? Ja - nå, men i første omgang vil jeg stor-nyde en fridag i morgen - med pigerne. Og så julefrokost med de bedste veninder OG S i weekenden - og så et (efter sigende) super fedt kursus i Belgien næste uge. Fedt med 3 dages mig-tid, men altså - sådan lidt upraktisk at det lige skal foregå i december, hvor jeg jo sådan set holder meget af hverdagen. 

Hav det godt derude i stormen.

mandag den 25. november 2013

Færdig

Nå, så kom det - afslaget. Fra drømmejobbet hvor jeg havde været igennem 2 runder med test, opgaver etc - og hvor vi var to tilbage. Jeg var ikke den heldige.

Jeg kan ikke mere. Jeg kan virkelig ikke mere.

Jeg skal idag ind til min chef - og fortælle hende om jeg 'vil være loyal' og 'gøre som hun siger' - eller om vores veje skal skilles her. Men til en nedgang på omkring 10.000 per måned må jeg bare blive - med ondt i maven. Rystende hænder.

Jeg vil græde, ligge i fosterstilling - forsvinde fra jorden. Hvordan får man et nyt job. Jeg har søgt og søgt og søgt - er jeg virkelig så dårlig AT INGEN vil ansætte mig? Hvad skal jeg gøre - jeg kan ikke være hjemme.

Jeg er færdig.

tirsdag den 12. november 2013

Jeg har vundet - et skub i bagen

Jeg har vundet!!!! Hos hende her. Som er fantastisk - I skulle læse med.

Nå, men jeg har vundet denne bog:



Og jeg er SÅ glad. Jreg glæder mig til at slå benene op, lave en kop te - og blive inspireret til et (andet?) liv...

Sæt igang.

mandag den 4. november 2013

Tanker på en mandag

Så gik der noget tid igen. Jeg ved ikke rigtig – livet løber afsted lige ved siden af mig. Og jeg gør mit bedste for at hænge på, hænge i – og lære at nyde turen.

Vi har det i hvert fald bedre. Vi har (igen…) fået talt (og talt og talt - og nået et godt stykke nærmere). Og der er så mange ydre omstændigheder, der fælder os. Der er så meget pres – som gør det virkelig svært for os begge to – svært at holde fokus og tage udfordringerne sammen. Men vi skal tage dem sammen. Jeg kan ikke forestille mig andet. Lige nu.
Vi har haft et par børnefrie dage – altså vi var jo på arbejde i de dage, der var hverdage. Men derudover fik vi set en bio-film (Kvinden i buret – jamen – tag straks ind og se den. Den er fantastisk, trods mine ikke alt for høje forventninger), vi fik brugt timer (mange timer) i sofaen med Dexter og junk food, og jeg fik taget til pigefest om lørdagen. På den anden side fik vi ikke handlet ind til Ms fødselsdag, købt hendes gaver, ryddet op, vasket tøj, lavet mad til fryseren – eller andet, der nu ville være fantastisk. Men… tror måske det andet var sundt. Eller – det var det vi var i stand til. Presset er således, at der ikke er overskud til andet. Jeg skal bare lære at slappe af – lade tingene ligge. Og stole på, at vi når det hele (gisp… det er nok det sværeste man kan sætte mig til – hjertet ræser afsted, og jeg havde virkelig svært ved at ligge i sofaen – helt ugidelig og (igen gisp) uvirksom)…Nå, men jeg hentede ungerne søndag – det var dejligt. De var savnede. Meget.
Men vores problemer er sat i perspektiv – af en dejlig veninde og hendes lige så dejlige mand, som vi ser meget til – som nu står midt i en måske-skilsmisse, konkurs og følelsesmæssigt og økonomisk morads af de værre. Jeg forsøger at være der, støtte, lægge øre, øjne, skuldre og hus (eller lejlighed) til. Men det er så smerteligt at se på! Hvordan to mennesker kan fjerne sig så meget fra hinanden – og leve to skjulte liv i samme hus, miste hinanden i fokus, mens alt på overfalden tilsyneladende er picture-perfect i Nordsjælland. Hvordan man kan miste tilliden i en grad der overrasker (selv) mig! Hvordan man kan miste blik for det vigtige i livet. Hvordan man kan miste fodfæstet og sit værdigrundlag  og sin økonomi med det – og reduceres til tomme hylstre, der skal samles op – helt nede på bunden. Hvordan forfængelighed og stolthed kan stå i vejen for udnyttelsen af hinandens fulde potentiale – og samtidig stå i vejen for kærlighed og tryghed. Puha – mine tanker går i ring.

Her er det dog, som sådan, hverdag igen. Mine nisser rumsterer stadig. Arbejdet er ikke – så sjovt. Jeg befinder mig i et underligt tomrum her. Men det er svært. Jeg gider ikke være sådan en, der ikke kan holde ud at sidde i netværk og høre om de andres spændende job. Jeg gider ikke være bitter og utilfreds (med livet) – og bitter over, at der tilsyneladende ikke tænkes på mig. Når nye initiativer, åbninger og ting i det hele taget sker i branchen. Hvordan skal man ikke tage det personligt? Selv fra mine tætteste kontakter, som endda i flere tilfælde overlapper private (jfr. for eksempel lørdagens fødselsdag, der var hos en, jeg bruger som reference i ansøgninger). Jeg vil ikke være bitter. Det er så grimt. Men det er samtidig så svært at undgå. Så svært.

torsdag den 24. oktober 2013

Spirrende optimisme


Havde en skøn dag med tøserne i svømmeren i går. Det normale svømmehold var aflyst (da der var en eller anden, der havde kastet op i vandet. Adrrrrr – og Grrrrr – det er anden gang!). Nå, men vi tog så i en anden svømmehal og hyggede i en times tid – vi var alligevel alene hjemme hele aftenen og begge havde glædet sig til svømning. Det var så fint. De er sgu ved at blive store – det slår mig ind imellem hvor meget nemmere det hele er med sådan to, der bare selv kan det hele. Og selv kan argumentere hvorfor blusen skal på til sidst – og den slags vigtige detaljer. OG som så selv kan tage den på, når nu rækkefølgen er vigtigt. Skønt. Vel hjemme så vi Cecilia i kageprogrammet på kanal 5. Det er så sjældent jeg ser kanal 5 – og indrømmet jeg har heller ikke set de her udsendelse, udover lige denne uge, hvor Cecilia (vinder og vinder). Hun er dælme også dygtig!
Glæder mig enormt meget til weekenden. Der skal umiddelbart kun ske hyggelige og dejlige ting – altså ikke noget specielt. Fredag er der for eksempel lygtefest i Børnehaven Bøgely. Og nej, børnehavefester i præcis den børnehave er ikke et pligtjob. Det er super mega hyggeligt. Med kagekonkurrence, live jazz band, vin (ja, det bliver der serveret, snerper), og skønne dejlige forældre, man gerne bruger sin fredag aften med. Imponerende ikke. Men også skønt. Udover det står weekenden bare på hyggelige aftaler og rolig familie-samvær. Det tror jeg også vi har ret meget brug for. Men har man ikke nærmest altid det, i en gennemsnitlig dansk børnefamilie med to fuldtidsjob og ambitioner om at nå alt muligt andet også? Måske skal vi åbne en flaske bobler. Vi gik shop-amok i bobler til et fantastisk arrangement i den svenske kirke sidste weekend (ja, kirke – de kan åbenbart noget med boblende alkohol. Msåke det er fordi den er svensk). Jeg ææælser bobler. Og man burde jo faktisk fejre livet. Lang oftere. Det er det vi skal – lørdag J.

tirsdag den 22. oktober 2013

Forstummet dialog

Har ondt i maven - ikke kun over os herhjemme. Jeg har taget min vielsesring på. Jeg giver ikke op. Vi giver ikke op. Det skal lykkedes. Tanken om det modsatte er så intenst ubehagelig, at det bare ikke kan blive sådan. Der skal kæmpes. Ironisk nok er jeg netop igang med konflikttrappen (i anden sammenhæng) - og der os på de røde trin. Vi lytter ikke. Samtalen er forstummet og det handler kun om at bruge energi på at 'vinde' og få ret. Og på den måde taber jo alle!

Nå, men ondt i maven - denne gang på den gode måde. Nu må vi se hvad der lykkedes. Om det lykkedes at genoptage dialogen og samtalen. På egen banehalvdel. 

søndag den 20. oktober 2013

Fortrydelse

Jeg fortryder mine valg her i livet. Jeg fortryder at jeg overhovedet er til.

Jeg gik hjem fra legepladsen idag. Kunne simpelthen ikke sidde der, når vi ikke engang kan tale sammen længere. Vi kan kun skændes og beskylde hinanden for livets skuffelse. For at vi ikke kan det samme som alle udenom os. For at livet er noget lort. Jeg bliver kold indeni når han siger ' kan du ikke bare blive til noget der hvor du er'. 'hvor slemt kan det være'. 'hvis vi skal have de økonomiske muligheder du gerne vil så må du bare blive der, og arbejde alt hvad du kan'. 'det er nok dig'... Jeg bliver kold. Det løber med koldsved ned af ryggen - jeg er så nede. Jeg er trampet på. Og imponeret over at mit hjerte stadig slår. Efter 3 dage i exil med ungerne hos mormor. Jeg er i undtagelsestilstand. Ingen ved noget. Alle tror det hele er fint. Jeg selv går rundt inde i osteklokke. Det er som om livet foregår uden på den anden side. Følelser er kolde. De er det slet ikke. Jo, frygt. Kold skræmmende frygt. Hvad skal der blive af mine børn? Hvordan skal de klare de ar de må få med? Jeg kan ikke blive på den arbejdsplads - men har måtte sande. At jeg er HELT alene. Han synes jeg er latterlig. Overfølsom. Doven. Skal bare tage mig sammen. Han siger jeg er forkælet. Og at han ikke gider betale for mit liv. Mine krav.
Undskyld. Men jeg har ikke engang en dyne. Nej. C har fået min. Hun manglede en dyne. Mere end mig. Jeg har ikke nogen.
Jeg har lyst til at skrige og forsvinde. Mine børn - hvad skal der ske med dem. Nogle gange tænker jeg at det var bedst hvis de aldrig havde været her - for så kunne jeg gå. I hundene. Fra ham. Fra ondskab. Så var der ikke nogen at tage hensyn til - være ansvarlig overfor og stå op hver dag. Mit hjerte slår og min ryg er kold af sved. Følelsen er panik sidder i halsen, i ryggen, i hjertet og i hver eneste fiber af min krop. Jeg er træt - af at se glad ud. Jeg er træt af ikke at være glad. Jeg er udmattet. Mine stakkels stakkels børn. De har ikke fortjent den skæbne.

Har brugt dagene hos mormor til kompensation. Har set glade børnesmil. Stolte smil over kastajnedyr, pressede æbler, hjemmelavede fødselsdags invitationer (oh ve - hvad gør vi med den), kager og leg med leg på. Men jeg var der ikke. Min krop var der. Med kvalme og panik. Med krymmel. Frygt er altdominerende. Jeg håber de nød det. Har tanket gode oplevelser, der kan mindske arene. Arene over at mor og far er frygtelige mennesker. Der ikke skulle have børn. Der ikke er ansvaret voksne. Frygt. Panik. Er de eneste følelser tilbage i min krop. Og uendelig sorg.

torsdag den 10. oktober 2013

Ingen ord

Har ingen ord. Synes det hele er både fantastisk dejligt for tiden - og tænderbidende svært. Specielt parforhold (eller mangel på samme) - har nu ikke gået med vielsesring i en uge. Det er svært. Ville gerne tage den på. Det er bare så svært. Og går så meget ud over børnene - og os.

fredag den 20. september 2013

Julia Lahme er en klog kvinde

’Jeg er jo en del af en generation, der fik af vide af vores 70’er forældre at vi kunne alt. Det har vi så oversat til, at vi skal kunne alt. Så kvinder i min generation skal have en flot karriere, lækre børn og et flot hjem, have råd til skiferie og tropeferie om vinteren, og så skal vi i øvrigt veje 57 kilo, samtidig med at vi helst skal arbejde deltid, så vi kan være noget for dem derhjemme. Det idealbillede er jeg rigtig bange for. Jeg er bange for, at vi bliver så overfladiske i vores liv, at vi ikke når at lære noget af hinanden, fordi vi har så travlt med at leve op til noget vi tror, er det ideelle liv.’
Citat Julia Lahme her og her

Hun er sgu godt nok klog. Jeg er så enig – og deler frygten.

mandag den 16. september 2013

En af de der picture-perfect weekender

Vi har haft en af de weekender, man kan læse om i reklamerne. En dejlig dejlig en af slagsen. Lørdag var vi på skovtur med C’s børnehave (og på hendes gruppe, er der de sødeste forældre), så det var en (kage-)fest for både børn og voksne. Vejret i Dyrehaven var skønt med over 20 grader, legende børn og forældre fordybet i madpakke, kage og kaffe. En af de gode dage, der skal lagres. Da vi kom hjem fra Dyrehaven havde vi lige et par timers sen siesta, hvorefter farmor kom på besøg til middag – med vores nye sengetæppe, som hun har lavet af patchwork (noget hun er overdrevet god til)….


Og så kom søndag. En picture-perfect søndag fyldt med hygge, latter, børn og gode venner. Vi tog til de mest fantastiske venner i Rungsted (der hvor vi også holder nytår og indimellem tager på ’weekendophold’ – faktisk er det sådan at tøserne er begyndt at spørge om vi ikke skal sove der hver gang). Nå, men søndag var M til fødselsdag hos en klasseveninde, hvor de lavede hjemmegjorte flødeboller, chokoladepizza og alskens andre lækkerier. Og vi andre kørte så simultant til Rungsted. Vi skulle bare drikke eftermiddagskaffe – og så hjem. Men (som altid) endte vi med at lave lækker aftensmad sammen og have den mest fantastiske søndag. M blev hentet hjem – og bragt derop. Vi var, med al vores sammenlagt viljestyrke, hjemme halv ni med to sovende børn bagi bilen. Sådan nogle dage skal man have flere af – specielt når ens hverdag indtil uge 42, hvor ferien rammer, er al for travl og præget af at jeg er (for) meget hjemmefra.

fredag den 13. september 2013

Arven

M ligner sin mor - ikke nødvendigvis af udseende (jo også lidt der, men hun er vist bare en smuk blanding af mor og far). Nej hun ligner mig af sind. Desværre var jeg lige ved at sige. For det er hårdt - at have mit sind. Det kan sikkert også være en gave - og jeg håber sådan at hun forstår at forvalte det bedre end jeg. Hun vil blive tvunget til at kende sig selv bedre end de fleste. Hun vil blive tvunget til at tænke meget mere over livet og have mange melankolske perioder - simpelthen fordi sådan er det. Det er ikke undgåeligt. Jeg kan se det allerede nu. Det er som at se mig selv i spejlet. I en barne-udgave. Det er næsten skræmmende.

Problemer med selvværdet. Problemer med at passe ind socialt. Venskaber og grupper har altid været et issue for mig og er det (på voksen-måden) stadigvæk. Det kan godt være, at det udefra ser ud som om jeg har venner, veninder, bekendte, stort netværk, at jeg er stabil og at der ingen problemer er - men indeni raser usikkerheden. Vil de mig? Sagde jeg noget forkert? Er jeg udenfor (igen)? Jeg mærker de mindste tegn på afstand og udenforhed - ind imellem sikkert også når der ingen tegn er. ØV. Og når jeg mærker det - går jeg. Bogstavelig talt. Mister både mig og dem i processen. Jeg elsker mine venner, jeg bliver altid karakteriseret som udadvent og social. Og det er også rigtigt - udenpå. Men indeni har jeg en konstant kamp - en blodig kampscene, der tager så mange kræfter, at jeg nogen gange bare er nødt til at være alene. Helt alene - uden nogen social kontakt. Ikke for at tænke - men for netop ikke at tænke. For at der bliver STILLE indeni. Så tankemylderet forsvinder - eller bare fortager sig. For at finde styrke til igen at møde verden. En verden som vil mig - som ikke vil mig? Jeg har brug for at slukke for tankerne, der konstant vurderer, afsøger, mærker, føler og har antennerne ude og har alle følelser i alarmberedskab. Jeg har mistet mange venskaber på den konto. Fordi jeg trækker mig. Jeg stopper kontakten. Jeg tænker, at så er jeg bedre alene. Jeg lukker af - hvis jeg tror de alligevel ikke vil mig. Hvis der bliver stillet spørgsmålstegn ved min måde. Jeg føler mig truet af andres glæde. Hvorfor - det er sgu da ikke særlig pænt - nærmest lidt smålig og usandsynlig flovt. Som en indre rådenskab. Jeg er smålig inden i nogle gange. Adr. Jeg har specifikt 3 venskaber jeg ikke længere har. Fordi jeg har ødelagt det. Fordi de ikke kunne mig og mit diktatur. Andre bliver. Gud bedre det. Hvordan bliver jeg mere rummelig - og slipper angsten for ikke at slå til, ikke at få et godt liv og bliver truet af at se andre have et godt liv. ...???...

Og min stakkels, fantastiske , smukke, kloge M - har arvet det ualmindelig følsomme sind, de store udsving, temperamentet, følelsen af utilstrækkelighed, ved-siden-af-heden, grinet, latteren, og melankolien - og trangen til at være alene. Og frygten for at være alene. I verden - i sidste ende.

Jeg vil hjælpe hende - men det er svært. Jeg har ikke engang helt mestret at hjælpe mig selv. Men jeg ønsker mig mere end noget andet, at hun kan mane spøgelserne lidt mere til jorden end jeg kunne. End jeg kan. Jeg øver mig stadig.

tirsdag den 10. september 2013

Pip

Her er travlt - jeg ved ikke hvordan jeg skal nå både arbejde og familie i september. Jeg er væk 2-5 dage hver uge... Og så er der svømning, dans, legedates, lektier (i bunkevis!!), og vasketøj. Jeg gider ikke hele tiden skynde mig. Og have åndenød, Jeg vil nyde og dyrke mine interesser.

Nå men uge 42 trækkes stikket ud. Men der er alt for længe til -samtidig med at der er alt for lidt tid til...

fredag den 6. september 2013

Søvnløs i perspektiv

Jeg har ligget hele natten og krammet Caroline. Krammet krammet og krammet - mens hun hviskede i mørket. Normalt, når Caroline hvisker om natten (og fortæller om sin dag...sådan noget skal gerne foregå om natten - åbenbart) bliver jeg ikke nødvendigvis i krammehumør. Nærmest noget med tiltagende hvislende 'gå ind til dig selv', 'shhhhhhhhhhhh', 'ti stille', 'lig nu stille'.... Og sådan.

Men i nat har vi krammet.

Jeg tilbragte torsdag aften i selskab med den stærkeste kvinde jeg til dato har mødt. Hun er dejlig, smuk, dygtig - og bærer helt usyndligt for det blotte øje på den ultimative sorg. Hun har (haft) 4 børn. Der er et tilbage.

De 3 andre er i himlen - heldigvis ikke sammen med den far, der skød dem i februar 2011 - lige her. Han er stadig i live - og ellers ville han også være endt i helvede. Der skal han nok hen engang.

Hvordan finder hun styrken til at stå op om morgenen. Spise morgenmad, tage tøj på. Stå oprejst? Hun så helvedes godt ud - med make up (???) - jeg er fuldstændigt væltet omkring af den styrke jeg oplevede. Nu er jeg dog træt. Efter at kramme hele natten med et hviskende barn. Godt det er fredag.

Pas fandens godt på hinanden. Og på jeres børn.

onsdag den 28. august 2013

En tiltrængt hjemmedag


Vi havde en hjemmedag i går. C vågnede om morgenen (efter en ret urolig nat… hold nu op, hvor bliver man træt med træt på, når man ikke er vant til natteroderi) med ’ondt i det ene øre’… Oh skræk og ve – hun er ret forkælet, men har ikke haft noget med ørerne i flere år. Trods forkølelser. Men jeg var usandsynligt hurtigt til at melde mig til barns-første-sygedag hjemme, da det ligesom stod klart, at hun slet ikke med nogen rimelighed kunne sendes afsted. Nå, men heldigvis gik det over i løbet af dagen, som var en af de hyggeligste. Vi fik set film, bagt cookies, læst bog (hendes og min), sovet lur og hygget. Vi fik brugt lang tid om morgenen på at aflevere M i skolen – hun slap for morgen-SFO og vi havde tid til at være med til hele morgenritualet inklusiv hilsen på rektor, opstilling i gården (og en masse dejlig sludder med andre forældre J). Da vi hentede skulle vi have Ms veninde med hjem, som skulle overnatte. Hjemmelavet pizza blev det også til – og verdens korteste løbetur. Men man kan altså ikke nå det hele.
Der kommer en ny dreng i Ms klasse idag - og det skulle vi jo lige arrangere lidt til. Jeg er den i klassen, der ligesom står for (ja, sådan er det endt... ) med at arrangere de sociale arrangementer. Og da der er mødremiddag her senere i september, ville det jo være alletiders chance for 'den nye mor' at blive integreret - og lære os andre at kende. Så nu får hun et lille brev med hjem idag med en indbydelse og kontaktoplysninger, så hun har en mulighed for at deltage - idag er sikkert en stor dag for dem. Første dag i en skole fyldt med traditioner og regler - og en hel klasse, der allerede har kendt hinanden et år.
Jeg er simpelthen så træt for tiden. SÅ træt. Når jeg vågner om morgenen har jeg mest lyst til at vende mig om og lade verden være verden, men uden min deltagelse. Måske er det job? Tanker om fremtiden og stress. Jeg ved det ikke – men det er ikke sjovt.

Er der nogle der kender nogle gode mennesker på hhv. KU (SUND eller andre fakulteter), CBS eller andre større uddannelsessteder i KBH. Så send kontakten denne vej. Jeg står jo op – hver morgen og slæber mig gennem dagen. Men ville gerne kunne gøre noget mere for at ændre situationen….

mandag den 26. august 2013

Stof og stil

Jeg har altid haft en ting jeg gjorde. Fuldstændig uden noget formål andet en for sjov, for mig selv og som skyldig glæde. Jeg går i stofbutikker. Jeg kan ikke sætte ord på det, men jeg knus-elsker stof butikker, og hvis det var ikke var fordi jeg ingen evner har ville mit største ønske være at lave noget med stof - hele tiden.
Jeg er vokset op med en mor, der syede. Hele tiden. Alting. Jeg havde altid hjemmesyet tøj (eller Nærgaard på Strøget for børn - som fanme ikke var hipt i slut 70'erne-start 80'erne)... Som barn hadede jeg det - og måske er det derfor jeg simpelthen ikke ejer evner i den retning. Da jeg tog den vildeste afstand fra ligepræcis syning og den slags sysler - hele min barndom og ungdom. Mit værste fag i skolen var 'håndarbejde'... Adddrrrkkkk. Men jeg elsker det jo - i det skjulte. Jeg kan godt lide at brodere (noget jeg heller aldrig gør, for hvad skal jeg egentlig bruge det til...) og så elsker jeg som sagt stofbutikker. Jeg kan bruge timer på at gå og mærke, lade stoffet glide gennem fingrene og drømme om hvad det kunne blive til (som ikke er meget, for jeg har som sagt ikke så meget kreativ fantasi i den retning).

Men... jeg tror jeg vil lave om på det. De manglende evner, den manglende fantasi. Det er for skørt at jeg ikke selv kan gøre noget - at jeg ligesom ikke kan komme videre fra bare at stryge hænderne over stoffet i butikken. Og ose.

Så hvis der er nogle, der er gode til at sy - og har en udpræget trang til at lære fra sig. Så giver jeg kagen, kaffen og sådan noget - og selvfølgelig de 'sy-ting' (ja, jeg sagde jo jeg ikke er ekspert), der skal bruges...

Loppis - og afslag

Jeg fik afslag. På et drømmejob i fredags. Jeg har ikke skrevet det mindste om det herinde. Jeg turde ikke. Jeg havde søgt før sommerferien og blev kaldt til samtale. Og det var simpelthen som at komme hjem! Jeg var den sidste af to – og selvom jeg fik den dejligste feedback ved afslaget havde de valgt en med ’lidt mere hands-on erfaring’. Ok. Fair nok. Men hold op hvor var jeg ked af det fredah. Som i virkelig ked af det. Men det gode er, at jeg har fundet ud af, at der findes arbejdspladser efter mit hjerte. Det var så skønt at tale med dem – og vores værdier, holdninger, ideer og livssyn var fuldstændigt in-sync (som de unge ville sige). Det var så fedt. Og trods afslaget har jeg brugt weekenden på at holde fast i den følelse. Af at dr er noget derude for mig. Søndag mødtes jeg så med en af mødrene i Ms klasse, som er noget ved noget job-konsulenteri. Hun har hjulpet mig meget med at afklare hvad det er for en retning jeg skal i. Og vi fejrede (med iskaffe og sol på Vesterbro) at jeg åbenbart ikke er helt skæv. At jeg kunne passe ind. Det de sagde i feedbacken var, at de synes min personlighed og også min faglighed ville passe perfekt ind i afdelingen. De havde fået et rigtig fint indtryk til samtalen og de ville til enhver tid have valgt mig, hvis de ikke lige havde fundet en med stor erfaring. Så…. Jeg har aftalt med min jobkonsulent-veninde at jeg bider tænderne sammen. En tid. Mens jeg får den her nuværende arbejdsplads på CV’et – et sted hvor den gør sig enog rigtig godt. Og prøver at se om jeg kan holde det ud til sommer, men jeg ligeså stille søger imens. Ikke med spredehagl eller meget – for det kan jeg ikke holde til længere. Sidste halvår var et helvede med ansøgningsskriveri hver aften efter en hård arbejdsdag. Men ligeså stille. Tage fat i dem jeg kender, de steder jeg har tillid til. Afvente og se om der ikke skulle vise sig en åbning. Og så have næste sommerferie som deadline. Jeg prøver! Jeg er så ovenud lykkelig for, trods sorgen over et nej, at jeg fandt et sted at kunne være. Et sted hvor mine skuldre faldt ned – og jeg ikke længere følte en ubehagelig grundangst i maven. Men ro – og lyst til at tage kage med om fredagen. Med den udvej at jeg kan sygemelde mig eller sige op på stedet, hvis det bliver ved – eller bliver værre og uudholdeligt.

Nå, men fredagen var jo hård at komme igennem arbejdsdagen på – efter de ringede klokken 12. Men heldigvis gør ungerne jo det altid muligt at få det lidt på afstand. Og vi kørte planmæssigt efter fredagsslik i ’en butik hvor de kun har slik, mor’. Som de sagde. Meget slik fik vi. Meget. Og de så Disney og jeg faldt i søvn på sofaen. Til gengæld fik jeg så løbet lørdag morgen inden et dejligt morgenbord med blødkogte æg, kaffe, avis og hygge. Vi fik handlet til ugen og ungerne legede (!!) med barbie helt selv indtil jeg blev rastløs omkring klokken 13. Så gik vi en tur på kastellet. Jeg elsker kastellet og jeg elsker at vi kan gå derhen. Jeg gik en tur rundt på den øverste stjerne hver dag dengang jeg havde M i maven. Jeg elsker det sted. Og lige der er jo Toldboden. Det var meningen at ungerne og S skulle have en is – men det endte i mad, vin og langstrukket hygge og stirren på vandet med idylliske børn der bare legede og løb rundt imens. Det var tiltrængt for sjælen og en af den slags eftermiddage, som man bare ikke kan planlægge. Men solen skinnede, hvidvinen kølig og maden sjældent fantastisk. Åh…
Nååå ja, det blev også til is! Først faktisk - indtil maden og vinen fristede.


 
Søndag havde jeg løbet inden 7.30. Jeg må være ved at være gammel. Jeg vågnede af mig selv, som den eneste og fik en lyst til at løbe (ok – både gammel og syg). Og så drog familien på loppemarked i Nøddebo. Aldrig har jeg da set så mange mennesker (læs: pensionister) løbe så hurtigt efter ’gammelt skrammel’. Men det var nu super hyggeligt. Og for medenst 100 kr. fik jeg en kartoffelmos-moser, af den rigtige slags (den kostede 5 kr… jamen), en molo jakke til C, en masse småtøjs-ting til M, en bog, en barbie motorcykel med batteri (5 kr. igen…!) og en prinsessebog, som C valgte. Det var et af de billige loppemarkeder, der alligevel havde rigtig fede ting imellem (hvis man kunne se dem for mennesker!). Og desuden var der en skøn græsplane med kig udover søen (hvilken sø det så er – i Nøddebo), hvor man kunne slikke sol og tanke nye kræfter inden man gik ind i løvens hule igen.
 
Roskildeeeeeee!!!! Nå nej bare horder af pensionister der kæmper for at komme ind til
Vi var til sidst nødt til at køre hjem – M skulle til klassefødselsdag på Vesterbro. Og efter en skøn steg til aftensmad var den søndag ligesom gået. Og det var tid til et par timer ’Breaking Bad’ inden… ja inden hverdagen starter igen. Jeg bider tænderne sammen – og har en dør på klem. Det skal nok gå!

fredag den 23. august 2013

Så er det weekend

Og der er vel ikke så meget og sige ud over det. Arbejde - tja - jeg overlever. Har udviklet mig en (god) strategi for at være der. Midlertidig. Sådan kan det jo ikke blive ved. Som en god kollega sagde; du er nødt til at tage en maske på, når du er her. Og ja, det gør jeg så. En åhhh så falsk maske - og det kan jeg ikke blive ved med. Sådan noget dur jeg ikke til. Men for nu giver det ro. Og ro har jeg brug for - i hovedet.

Weekenden starter om 7 timer. Sharp. Med tur i candy world. Disney sjov og hygge på sofaen. Og lørdag er helt blank. På én gang voldsomt angstprovokerende (jeg har aldrig blanke dage, hverken hverdag eller weekend) og forløsende dejligt. Eller... jeg skal vel skrive ansøgninger. Har bare virkelig svært ved at finde energien. Søndag er der loppemarked i Nøddebo - og M skal til fødselsdag på Vesterbro ved en klassekammerat. Sådan er det. Glæder mig.

Nu - morgenmad. Som skal udnyttes - fredagens morgenmad er en af de få positive ting, der er at sige om mit job. At man så ikke spiser sammen, men henter maden i kantinen og så arbejder foran computeren imens der fyldes lune boller i hovedet. Ja - det siger ligesom bare resten!
Overlevelse
 

mandag den 19. august 2013

Chok


Jeg er begyndt at spekulere på om det der arbejdsmarked er noget for mig. Efter fredagens chok-samtale med ny chef har jeg her til morgen talt med min counsellor (som er ens … HR-kontakt, som også er faglig kontakt indimellem – lidt rodet. Sådan er det). Nå, men jeg blev om muligt bare endnu mere i tvivl. Der blev sagt ting som ’hvis du ikke vil forfremmes, kan det jo være du slet ikke skal være her’, ’enten vil man en karriere ellers vil man sin familie’… Og som svar på min forsigtige melding, at det måske var lidt sort-hvidt – og at jeg mente, der kunne være grå nuancer imellem, altså at man gerne ville arbejde OG have en familie, blev der svaret ’at det kan jo ikke lade sig gøre’, ’det er din holdning, det er galt med’, ’din chef XX kan med rette forvente at du tager dig sammen og viser dit engagement’, ’ du har ikke sendt nogle email om aftenen i de 14 dage hun har været her, så hun kan ikke se at du arbejder engageret’ [WHAT – 1. jo jeg har sendt email om aftenen, til de relevante medarbejdere. 2. At sende emails om aftenen er den måde man viser sit arbejde på? Hvad nu hvis jeg er her 8 timer dagligt – om dagen….? 3. Hvad???? ]’den email du sendte (se her) var bestemt også fjentlig’ (??? – that I still don’t get), ’nu har du en måned til at bevise, at du er på hendes [nye chefs] hold’… Skal jeg bevise det? Okay – men hvad med at komme ind som ny chef og se på folks kompetencer og arbejde. Jeg har endnu ikke arbejdet sammen med hende på nogle som helst opgaver – men jeg er stemplet. Heldigvis har jeg en anden ’chef’ – som jeg lige nu arbejder for. Der er tilfreds – og chokeret over udviklingen. Desværre er hun ikke i en position til at gøre noget. Andet end råde mig til at skynde mig væk.
Men indeni sidder der jo en lille stemme og siger ’du dur ikke’, ’hun har ret – du er jo nok elendig’, ’nej, du passer ikke ind på arbejdsmarkedet’, du er forkert’… fortsæt selv i samme retning. Jeg har tænkt det!

Jeg ville egentlig have skrevet om en weekend, hvor jeg nød familien. Vi så ironmænd (og damer) slide sig halvt ihjel op af strandvejen, jeg fik læst en halv roman, bagt pina colada –cupcakes, spist selvsamme, spist hyggelig middag hos dejlige venner på Vesterbro med både deres og vores unger, og glemt (så godt som muligt), at arbejdet hænger i laser og glæden har gemt sig så godt, at jeg ikke længere kan få fat i den. Men nu er det mandag – og virkeligheden tilbage.

fredag den 16. august 2013

Tiltrængt weekend

Jeg har simpelthen haft den værste dag. Efter en dag i går hvor vi både satte M i skole, fejrede det på La Glace med kage og varm chokolade, og jeg var til en mindeværdig aften i Mindelunden med LC, hvor vi hørte om frihedskæmpere og massegrave. Men også en dag hvor S og jeg skændtes for første gang længe - og jeg følte mig helt alene i verden da jeg gik i seng.


Klar parat skolestart

Der stilles op i rækker som de gør hver morgen - for at alle kan hilse på rektor på vejen ind.

Tale fra rektor... spændende!

Pigen fra 1. klasse på La Glace - vores nyopfundede første-skoledags-tradition. Ellers har det jo været en efter-tandlægebesøg-tradition

Nå, men jeg står så op idag. Til C som har en rigtig dårlig morgen med utilfredshed og brok (og sådan er hun jo aldrig... stakkels hende, hun må have været virkelig træt). Og til en dag hvor jeg (altså vi i afdelingen) bliver præsenteret for ny forretningsplan af nye chef på arbejde. Som har været der nu 2 uger. Hvoraf jeg har været tilbage fra ferie 1 uge. Og hvor hun kalder mig til samtale omkring min 'attitude' da jeg ikke ser (citat) begejstret ud ved præsentationen... (???) - øh men jeg så jo heller ikke ikke-begejstret ud, eller?. Efter lige at have fået ros fra anden chef for at holde ud i en svær tid (lang historie - men vi er gået fra 9 til 4 medarbejdere i afdelingen i samme periode), så mener hun, at når jeg har bedt om nedsat tid (32 timer... 5 timer mindre altså) giver det hende et signal om, at jeg slet ikke gider være en del af hendes team. At jeg ikke vil være med - og at der skal ske ændringer, hvis jeg skal være en del af teamet (trussel... anyone?). Og sp havde jeg sendt en fjentlig email... Jeg citerer hermed email: Hej. Som sagt har jeg desværre ikke email adressen på (XX), men jeg har den på (YY): YY@HH.dk. Mange hilsner. Der var to modtagere på emailen - og den anden modtager har efterfølgende (heldigvis) bekræftet at hun ikke opfattede den som fjentlig, men som en hurtig besked efter en længere korrespondance. Det var det også... Nå... Men hold nu op. Det bliver bedre og bedre (ja, det er ironi)... Nu er jeg så blevet bedt om at bruge min weekend på at tænke over om jeg vil være en del af teamet. Til stor overraskelse for mig - og mine nærmeste kolleger. Jeg håber ikke at familien tager skade af ekstra salt i maden - med alle de tårer der blev grædt under dække af løg-øjne. Lige midt i aftensmaden.

Nu er det fredag. S og jeg er vist ok igen - skal selvfølgelig arbejde på det. Men det føles rigtigt i maven. Vi venter på Disney med dyner og slik i sofaen. Og katten sover - efter dagens sterilisering og ørechipning. Weekenden venter. Hvor jeg ikke skal tænke 'på min fremtid i virksomhed', men skal bage pina-colada-muffins (som jeg har fundet her) og ses med dejlige venner. Og måske søge et job eller to. Det tror jeg.

onsdag den 14. august 2013

Hverdagen


Nå. Umiddelbart måtte jeg ikke gå ned i tid – fordi – ja, jeg ved det ikke. Fordi min arbejdsplads fokuserer meget på, hvor meget potentiale jeg har. Og tak for det. Det er da selvfølgeligt dejligt at vide. Men det bringer bare ikke en forståelse for mine ønsker- og min vinkel. Fint at jeg har potentiale, men skal vi ikke blive enige om, at det er ’mit’ potentiale – og mine ønsker godt kunne tages ind i fokus. Nå, men ja… Jeg arbejder videre på sagen. På den anden side bliver jeg nu sendt på kursus i Utbreckt (tror det er Holland…) omkring due diligence og menneskerettigheder. Og det vil jeg da VILDT gerne. Halli hallo. Men 32 timer om ugen ville nu være fint. For familien og mine mål om en langsommere (læs: mere børnevenlig) hverdag.
I morgen skal M starte i 1. klasse. 1. klasse du! Så er det rigtig skole – i børnehaveklassen (undskyld, 0.klasse hedder det nu) er det jo bare noget vi leger, det der skole. Nu er det rigtigt! Hun skal i 1.Christian den 10. Jeg er ret vild med at klasserne ikke har bogstaver (som i 0.a), men i stedet benytter historiske vigtige figurer. I anden klasse er det fx 2.absalon. Nå, men hun glæder sig. Og jeg glæder mig. Og er spændt! Hvor er det vildt – det er jo ikke ret længe siden at vi kom hjem fra rigshospitalet med hende. Og stillede autostolen på spisebordet og tænkte ’hvornår fanden kommer der en voksen og tager over’…. Nu har vi et barn i 1. klasse – men jeg føler mig ikke rigtig mere voksen end for 7 år siden. Hun skal møde klokken 11 – og sikkert være der et par timer (sammen med forældre) – og så skal vi på hygge-shoppe tur. Bare mig og hende. Lille C skal nemlig ikke hentes i børnehaven (rettere ved bussen), men ud til hendes gode ven Ferdinand. Og jeg skal til ladies circle klokken 17.30 – det giver en god dag til cafe, shopping og ’stor-pige’-ting for den nu store skolepige. Yayyy – jeg glæder mig.

mandag den 12. august 2013

Drømmenes land



Ikke så stor - men nok til timevis af leg.

Lille C - indførte middagslur i skyggen. Åh det var livet.


De vigtigste i Rhodos gamle by.

To tosser, der havde så meget glæde af hinanden (når de altså ikke var ved at slå hinanden ihjel...). Træerne vokser ikke ind i himlen - heller ikke i ferien.

Sopper

Elsker græsk og slidt hygge.

10-4!



Tøserne på tur.

Smukke smukke Lindos.




På Lindos (i Lindos?) fandt vi den fedeste lille restaurant, der viste sig også at være et hotel på bjergsiden med 9 værelser - og skøn loungestemning - med hvidt i hvidt. Der kommer vi tilbage til når ungerne er så store, at de ikke længere vil med. Så skal jeg nyde ovenstående udsigt og en god bog - i ro og fred. Elsker at finde den slags små perler.



Hotel-restaurant ved vandet.

Puha - det var varmt at gå op på bjerget (aka bakken) og se på ruiner. Specielt når man lige har været køresyg. Men smukt og dejligt var der.

Børn i skyggen.


På hjemvejen fandt vi en dejlig strand. Som ligger der, hvor vandet er for voldsomt til at bade - og dermed er der ingen turister, men sand, sand, sand - og skønhed så langt øjet rækker. Og smukke sten.

Tsambika beach - var himmelsk

Jamen prøv lige at se et smukt barn, som vi har lavet.


Vandleg er bare sjovere når vandet er godt 26 grader.




Vi er på tur - og ser på sommerfugle. Der var så mange, så jeg faktisk begyndte at synes de var ulækre. Sådan har jeg det egentlig ellers ikke med sommerfugle - men jeg har åbenbart en grænse (ved et par millioner i antal!).

Der samles smukke sten og konkylier - igen. Vi har (mange) med hjem.


Endnu et smukt barn - som vi har lavet. Det er da helt utroligt.

M lærte at stå på hænder i vandet - fantisk havde hun vandet mere under vand end over.



Mine

ja - iphone er fantastisk redskab til at sikre ro og fred, så forældrene kan drikke deres vin og nyde stilheden (og cikaderne) imens.

Hold nu op - jeg savner vores sene aftner på terrassen mens ungerne sov - gode drinks og kærestehygge. Vi kom så langt ned i gear, som jeg sjældent kan huske vi har været.

Udsigten fra terreassen.



Vi vil ikke hjem... nogensinde!