torsdag den 28. juli 2016

Ferie på tredje uge i snegletempo

Vi holder stadig ferie, nu igang med tredje uge. Og en mere foran os, det er livet. Igår havde vi besøg af nogle af de skønneste venner vi har. Vi startede med at mødes på havnen i Gilleleje hvor alle ungerne fangede en hel spand fyldt med (store) krabber. Caroline mente at det var klngekrabber. Det var det dog (heldigvis) ikke, men store var de. Så gik turen i sommerhus hvor vi grillede, drak kold rosé og stegte skumfiduser. Aftenen sluttede med en timelang omgang stikbold i haven, der først sluttede klokken 22. Som Margrethe sagde idag, da vi stod op; sådan en dag er bare den bedste dag i sommerhus.



Ungerne er også begyndt at sove længe, alting foregår i eget tempo og hertil morgen gik jeg er lang tur langs stranden med fødderne i sand og havsmag i munden. Det var helt fantastisk. Jeg måtte knibe mig selv i armen over det held. Tænk at være født i lige her i smørhullet, have en skøn familie, de bedste venner som befolker sommerhuset dag efter dag. Skønne, raske og dejlige børn og en lækker mand. Og halvanden uges ferie mere 😀. 

Det er ren nydelse - prøv selv at se min udsigt lige nu:


mandag den 25. juli 2016

Noget om alder

Idag slog det mig at jeg helt umærkeligt er blevet min alder. Jeg er ikke ung længere. Ikke at jeg er gammel, men ung er jeg altså ikke. Og jeg har slet ikke opdaget processen eller haft det skidt med det. Men lige der da jeg lurede på Facebook (jo I gør det også) for at se en flok 'venner' igennem på en slog det mig. De så alle sammen unge ud. Som i unge. Ikke yngre. Men unge og jeg følte mig ikke som en af dem. Det opdagede jeg da jeg i min scrollen stødte på en, som lignede mig. Som lignede min alder. Og pludselig var der en jeg 'kendte'. Og jeg blev min alder. Og det sted jeg er i livet. Som er skide fantastisk. Jeg ved stadig ikke en skid. Men jeg ved så meget mere end for 10 år siden (hvor jeg stadig lige netop var i tyverne). Og jeg elsker min alder. Jeg elsker at være kvinde sidst i trediverne (alternativet er nu også så trist). Jeg er rundere (kan jeg se på vores feriebilleder over de sidste mange år), har flere rynker (omend egentlig ikke så mange), lidt mere grå hud, meget mere gråt hår og brysterne skal bruge mere hjælp for ikke at søge mod jorden. Men det er ligegyldig. For jeg er samtidig mere afklaret, har større børn, mere pondus og min egen plads i mit eget liv. Det er fedt lige at blive mindet om, mens man snager på fjæsen.


onsdag den 13. juli 2016

Paradis er et sted på Sicilien

Vi er efter en lidt lang rejse ankommet. Til det mest luksuriøse sted jeg længe har været. 

Det startede ellers med at vi åbenbart ramt stor-rejsedag i Kastrup hvor køen til security slangede sig to gang rundt på hele den balkon der strækker sig langs terminal 2. Jeg er dårlig til køer. Jeg indrømmer det blankt og jeg er glad for en overbærende familie. Men så fløj vi - til Rom. Og så Sicilien hvor vi brugte en aften i Catania, og en dejlig dag i Siracusa. Der er en virkelig smuk kirke, hvis man er til den slags.

Og nu er vi her. Og det er fuldstændigt skønt. Gode mennesker, lækkert mad, udsigt, smukke smukke omgivelser og en pool, som vi kun er 7 familier om at dele. Jeg er blown away. Jeg vil, foreløbig, anbefale alle at rejse med Gulliver (og jeg kan ikke linke, så den kommer her: http://www.gulliverrejser.dk)





mandag den 11. juli 2016

Sønderborg tur-retur og ringridning

Det har lige været ringridningsweekend i Sønderborg. Og vanen tro savner jeg det. Jeg elsker, som i knus-elsker, provinsens byfester. Sådan er det nok når man selv er fra provinsen. Og Sønderborg har en af de bedre byfester. Faktisk tror jeg de vinder alle by-festers pokal.

Vi har jo beboet området i drømmevillaen i knap 5 år. Og ind imellem savner jeg det stadig. Selvom det er helt skørt, da det var lige omvendt, da vi boede der. Sønderborg er et fuldstændigt fantastisk område - men også et pudsigt et. Mange (virkelig mange) er tilbageflyttere. Altså sådan nogle, der er er født og opvokset der. Bruger nogle festlige og uddannende år i storbyen. Og så tilbage. Den provins jeg kommer fra rejser man ikke tilbage til. Som i - ingen gør det. Der er selvfølgelig dem, der bliver. Men der er ikke nogle, der som sådan rejser tilbage. Men det gør man til Sønderborg. Hvilket giver byen en sammenhold og en stolthed få andre byer forundt. Men det gør den også svær at være 'tilflytter' i. I al den tid vi boede der var vi 'de der Køwenhavnere...'. Og det var da meget sjovt. Og finurligt. Og en identitet vi også omfavnede. Det var bare også et effektivt værn mod integrationen.

Så selvom vi købte en fantastisk villa på Parkgade. Som jeg elskede (og savner som Jørgen Leth savner touren en kold novemberdag), så endte vi alligevel med at tage 'tilbage' til København. Det er jeg bestemt rigtig glad for. Men det betyder ikke at en del af mig blev efterladt i det sønderjyske - en del af mig, som ville ønske, at vi havde fundet lykken der. Vi havde virkelig gode venner. Men det var bare som om, at vi ikke helt passede ind. Selvom vi kun mødte venlighed. For det gjorde vi i allerhøjeste grad. Så høj grad at vi alle kunne lære af den imødekommendehed.

Denne weekend har vi savnet at bo 100 meter fra Ringriderpladsen. Vi har savnet dåseøl på pladsen, karuseller, heste og fest i teltet. Og idag mandag savner Steffen herrefrokosten. Sønderborg - vi kommer igen næste år.



Om 'my people' .-) og dem, der giver ondt i maven



Jeg faldt over en klumme af Anette Heick i weekenden – jeg fandt den på facebook, men den er egentlig fra BT. Og hvem skulle have troet at man kunne finde ord, der gav genklang indeni i BT. Men det kunne jeg så nu.
Hun skrev blandt andet: Der findes falske mennesker og facademennesker. Jeg har altid blandet de to typer sammen og betragtet dem som et og samme. Og somme tider kan mennesker også være begge dele, men det afgørende er, at falske mennesker er farlige. Facademennesker er kun farlige for sig selv. Falske mennesker er dem, der siger et og gør noget andet. I Guder hvor har jeg slået mig på sådanne typer. Jeg har haft dem som mine nærmeste venner og undertrykt min egen undren, når de opførte sig på en uventet måde. Jeg har været længe om at opdage, at den selviscenesættelse, som de så elegant foldede ud foran øjnene på mig, var hul og tom. Jeg har haft venner, hvis farverige selskab, jeg har solet mig i, samtidig med at jeg fik det fysisk dårligt, fordi der var et eller andet, der ikke stemte.


Og det er jo faktisk ganske rigtigt – og det gælder om, at kunne skelne. Hvilket jeg dæleme også har været (og ind imellem stadig er) dårlig til at gøre. Jeg er så taknemmelig for min samling af mennesker (my people, som en ægte rapper ville have skrevet). Dem der har min ryg både når det går godt og når der er lidt mere at kæmpe med. Jeg elsker at de udfordrer mig igen og igen, men at jeg også ved at jeg altid er i deres hjerter, som de er i mit. Total corny og kliche – men det er sgu vigtigt.


Men så sker der det ind imellem at jeg bliver forblændet. Af mennesker der har det hele i det halve – og som virker sjove og dejlige. På facaden, men hvor det i virkeligheden ikke er den facade, vi jo alle er udstyret med. Og som man lukker de bedste ind bag. Men den facade, der dækker over at de gør noget andet, er på en anden måde end den måde, der gives (offentlig) udtryk for. Der hvor jeg kan høre en mislyd, og jeg får ondt i maven. Hel uforklarligt – men langsomt opdager jeg at det var det, der var ’i vejen’. At der var mislyd og uoverensstemmelse mellem de søde ord, smil og venligheden og bagved gemte sig en helt andet person, hvor selvisceneselvsættelse er målet. Og hvis man ikke kan give noget til denne er man ude. Det er, som Anette skriver, hult og tomt. Og man (jeg) slår mig så meget på den opførsel. Og forbavses. Og bliver ked af det - og får det,som hun også beskriver, fysisk dårligt. En person, der gør alt for egen vinding og kun for egen vinding - din vinding er der kun tænkt på hvis den er enten mindre end deres vinding - eller du i det mindste kan ’give’ dem noget. Hvis du kan tilføje deres coolness et ny dimension, deres selviscenesættelse et nyt ben – ellers er man bare ordinær og kedelig og ikke værd at bruge tid på. Sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke. Men det er hårdt alligevel, når man udsættes for dette.
Så tyer man som oftest til de bedste igen. Der hvor hjertet er hjemme, facaden er nede og vi er der fordi vi kan lide hinanden og ikke alene fordi vi skal bygge image op eller (kun) fordi det giver streetcred.


Sikke en smøre – den lød sørme tung og sørgerlig. Det er den ikke. Det er nærmere et hurra-råb over at have sluppet mavepinen (endnu engang). Nu vil jeg spise god frokost (om lidt) med god veninde inden jeg daffer på ferie her… Ses på den anden side.



søndag den 10. juli 2016

Hvordan man 'tager' livet?

Jeg så Revolutionary Road igår - og havde helt glemt at det jo også var en af de film hvor Kate og Leonardo spillede sammen. Den er fed. Rolig og stille og intens på helt samme tid. Og den taler så meget til det moderne liv, selvom den skal forestille at foregå i midt 50'erne i en lille flække i USA.

Dens helt overskyggende grundtema omkring drømme, livsveje og valg er jo af betydning for alle generationer. Og hver gang jeg ser den taler den til noget nyt. Og det er jo ofte sådan med rigtig gode film, at de taler til en ud fra præcis den situation man er i.

En af de alle stærkeste scener er den hvor Kate, efter en vild nat med skænderi og afgørende gennembrud i deres sammenbrud, står op og laver en overdådig morgenmad til Leo. Og konversere (for det er præcis det hun gør) over morgenmaden - det er så underspillet, så stærkt og så skræmmende. Allerede første gang man ser den VED man bare hvad den scene fortsætter i. Men i selve scenen er hun helt ufattelig stærk, Kate, og generobrer aldeles magten over sit eget liv på en vældi, kan man sige, civiliseret måde.

Det hun gør er så stærkt (indtil det vælter) - hun synker og lever med de vilkår hun er blevet givet. At hun så ender med faktisk ikke at kunne leve med drømmenes død, forstærker bare scenen. Og i virkeligheden er det jo Leo, der lever med det liv, de er givet.

Hvad der er rigtigt og forkert ved jeg ikke. Jeg tror ikke der er et rigtig og forkert når det kommer til at leve sit liv. Men jeg tror på, at vi alle skal drømme. Det holder os i live. Samtidig dog, tror jeg at det er umådeligt vigtigt ind imellem at kunne give slip på drømme, når livet tager os en anden vej. At kunne genfinde nye drømme under de nye omstændigheder. Det handler jo dybest set ikke om hvad vi er heldige at få lov at opleve mens vi lever - det er hvordan vi tager det. At få det bedste ud af det - det er sådan en kliche, men jeg tror virkelig på at det er vejen til et lykkeligt liv. Altså til et liv, hvor man ånder ud med tilfredshed, når det kommer til enden.



lørdag den 9. juli 2016

Siden sidst har jeg...

- været til Coldplay koncert med to af mine bedste veninder. Det var et brag af en aften. Og en fantastisk middag inden.



- fundet og udslettet 4 myrebo i sommerhuset
- skældt regnen så meget ud at den forsvandt bag solen. Og nu har jeg så tilbragt dagen på en solstol med en bog.
- taget toget uendeligt mange gange - til sjælør station for at hente pigerne fra svømmecamp.
- overværet diplomoverrækkelse til afslutningen af selvsamme svømmecamp

- vasket alt vi skal have med til Sicilien om 3 dage. Og slugt alle de fortællinger, der kommer dernede fra fra blandt andet hende her og hende her.
- haft total optur over at kransekage åbenbart er en Siciliansk specialitet. Jeg bliver så tyk næste uge.
- indkøbt uendelige mængder af solcreme, børnepanodil (som vi alle jo ved man ikke rejser uden).
- fortrængt at jeg har èn arbejdsdag tilbage før afrejse, mens resten af familien bare skal fede den hjemme.







tirsdag den 5. juli 2016

Tivoli, solide regnmængder og sommerfugle i maven


Jeg har i denne uge en masse flaksende sommerfugle i maven - og nogle af dem skyldes at der lige NU er en uge – helt præcis faktisk – til jeg sidder i et fly til Rom. Hvor jeg og min skønne familie skal opholde os et par timer inden turen ender på Sicilien. Vi skal med Gulliver sammen med en masse dejlige mennesker. Nogle få kender vi og de fleste lærer vi snart at kende. De ser dejlige ud og vi glæder os helt vildt.

Ungerne er lige nu på svømmecamp hvilket nok er meget godt, vejret taget i betragtning. Vi endte i hvert fald alle sammen med at være fuldstændig gennemblødte helt ind til undertøjet i søndags da vi slog et smut i Tivoli. Vi fik dog, inden styrtregnen, rutsjet, sejlet, ballongynget, spist is, kage og hotdogs. Og vi fik svinget os i karruseller og set på H.C. Andersens eventyr. Og så videre. Det var den skønneste dag og parken var halvtom – hvilket altid er dejligt, da det efterlader meget mere tid i forlystelser og mindre tid i kedelige køer. Heldigvis kan man jo nemt retfærdiggøre solide mængder pandekager, dyner i sofaen og film, når man kommer hjem og kan vride sit tøj. Så således endte en helt fantastisk, regnfyldt, weekend.






I morgen skal jeg til koncert. Med Coldplay – og to af mine allerbedste veninder. Jeg kan næsten ikke vente. Vi har bestil det sidste bord der var at få på Øserbro til tapas. Og så er det koncert. Jeg forudser at torsdag på arbejde bliver svær at komme igennem. Men så er det heldig at der stort set ikke er nogle tilbage på arbejde – og vi derfor er der heller ikke helt samme tempo som vanligt.