torsdag den 31. marts 2016

Kastanjefri, hullede knæ og den sidste påskechokolade

Så blev den første uge endnu kortere – og det gør egentlig ikke noget selvom årsagen på en gang var trist og skønt.
Tirsdag blev jeg ringet op af Margrethe i SFO’en, da Caroline var faldet og lavet et ret stort hul på knæet – faktisk på begge knæ. Og hun skulle hentes. Samtidig er det sådan at Krebs skole har fri, dagen efter kastanjen springer ud i gården. Og det gjorde den så i år i påsken – men eftersom man lige skal i skole for at opdage det, blev det så til fri onsdag. Og den slags fridage er tit ret svære for forældrene at håndtere idet de kommer lige pludselig (jeg mener, hvem kan se præcis hvornår kastanjen har tænkt at springe ud – frem i tiden). Men de er også dejlige – når det lykkedes at få dem mingeleret. De sidste par år har Margrethe både været med mig og mormor på arbejde og en enkelt gang lykkedes det at tage en fridag med dags varsel. Og de er altså, besværet til trods, hyggeligt at følge den slags traditioner – og specielt se ungernes glæde over det. I går havde jeg så en barns sygedag med Caroline, mens Margrethe havde en veninde på besøg (og til forældrenes store glæde – dagspasning hos os) hele dagen. Så på den måde kan man sige at den lille sårede kriger sørgede for, at jeg var hjemme. Kastanjefri  eller ej.


Og aftenen, efter ungerne gik i seng, viste sig også fra en helt uendelig heldig side. Vi fandt en rest virkelig god påskeslik fra Peter Beier. OG vi fandt Homeland sæson 5 på DR's hjemmeside. Og de første afsnit havde få timer tilbage før de slettede på app'en, så vi nåede lige at få det med. Yayyy - serie aften.
Sådanne dage skulle man have mange flere af.

tirsdag den 29. marts 2016

Vores påskeferie i 2016 bliver svær at slå :-)


Så har det været ferie. Og en helt skøn en af dem. Vi har i den grad fået set vores familie og vores venner. Vi har i den grad lavet lige hvad vi lystede og vi har i den grad nydt hinanden, friheden og lejlighedsvist vejret.

Efter mormors fødselsdagsweekend og biograf-dagen var det jo blevet tirsdag, hvor det stadig kun var pigerne og jeg, der havde ferie. Vi brugte dagen lidt forskelligt alt efter hvem i hustanden man var. Margrethe brugte dagen hos en veninde, hvor de havde en fest sammen. Og imens havde Caroline og jeg lidt (sjælden) alene-tid. Og det var skønt. Vi vandrede af sted uden specielle planer og endte med at nyde udsigten over smukke København fra Vor Frelser kirke – den med vindeltrappen helt oppe på tårnet. Jeg har, må jeg indrømme, aldrig været der. Og det var fantastisk. Derefter indtog vi et festmåltid på Wilders på Christianshavn inden vi brugte resten af dagen på alt muligt andet. Så var ferien ligesom slået an.


Pigerne på Joe and the Juice

Udsigten fra Vor Frelser - smukke København

Min udsigt på Cafe Wilders
Dagen efter havde pigerne og jeg aftale med en af mine gode veninder og hendes unger – en aftale om at mødes i Nyhavn. Og se noget af København. Det er jo vældig bredt og det endte også bredest muligt. Vi så faktisk lidt det hele fra den kanalrundfart vi tog. Solen skinnede og det var ikke for koldt – så er foråret ligesom rigtig i gang, når man kan se København fra vandet. Jeg elsker kanalrundfart. Herefter brugte vi resten af dagen på Absalons ruiner under Christiansborg. Det var fedt og skide spændende – både for børn og voksne.
Margrethe i modlys og skeptisk tilstand - kanalrundfart

Caroline på kanalrundtfart

Hygge efter besøg i ruinerne - vi venter på pandekager :-).

Torsdag oprandt dagen hvor hele familien havde fri sammen. Og vi tog på nationalmuseet og så udstillingen om ’De hvide busser’. Den var vandvittig god og spændende – og hvis det ikek var fordi den lukkede dagen efter påske, altså i dag, ville jeg anbefale alle at se den. Virkelig spændende. Og bagefter insisterede skolebørnene på at se en hel kæmpe udstilling omkring stenalder-jernalder og alle de fund fra den tid. Fedt at de gad J. Det var jo den første ’rigtige’ dag i påsken, så vi fejrede med at lave lammekølle og flødekartofler til aften.


Fredag tog mindstemusen med en veninde på Bakken og så et eller andet kæmpe MGP-show. Som vist havde været en stor succes. Den resterende del af familien mødtes med nogle af vores bedste venner på SMK til udstilling og hygge. Og toppede med legeplads og kage senere. Aftenen gik hos de selvsamme venner til lækker middag, drinks, slik og x-faktor. Lige indtil alle ungerne sov på gulvet foran tv’et. Det er de bedste mennesker og Pernille fik sin søn dagen efter jeg fik Margrethe på riget – og inden da havde vi gået til APA fødselsforberedelse sammen. Så man kan sige at vi er vokset op med forældreopgaven sammen.

Og så var det weekend – og vi tog på Fyn-rundfart. Min far er flyttet til en dejlig lejlighed på gå-gaden i Kerteminde. Og der brugte vi hele lørdagen. Jeg husker en stor del af min ungdoms somre på nord-stranden i Kerteminde. Og nu var jeg der så – i skøn sol. Men badevejr, det var det sgutte. Men det var en rigtig dejlig dag med min far og hans kone. Vi havde indlogeret os på Tornø hotel, som ligger 200 meter fra min fars lejlighed og med udsigt udover havet. Og vores værelse havde den lækreste udsigt hvos vi alle fra hver vores dyne kunne se udover vandet. Søndag kørte vi så mod midtfyn, hvor min veninde fra gymnasietiden bor med mand og to børn. Børnene er helt jævnaldrende med mine og Anja har jeg jo dælme kendt i 22 år nu (what…. Jeg er jo ikke mere end 20)… Anja er min ældste veninde (ikke ældst, men længst tilbage) og vi har fulgt hinanden liv altid. Liv som er fuldstændig fundamentalt forskellige trods nogle ydre ligheder (såsom de ovennævnte børn). Men det er bare som at komme hjem, når vi er på besøg hos dem. Og så er hun, uden sammenligning – efter min mormor ikke er mere, den ultimativt bedste kok jeg kender. Så vi spiste. Og spiste. Og spiste. Og det gjorde vi så indtil sen aften. Ind imellem nåede vi en æggejagt i haven, en gåtur i skoven og en masse snak). Fedt!
Roadtrip til Fyn

Kerteminde i sol

Mandag, som var i går, var så sidste dag på ferien. Og den fejrede vi med at nyde solen. Og ellers ikke lave en disse – jo altså. Vi fik gået tur om søerne og plantet en masse blomster i vores krukker udenfor køkkenet. Og så fik vi spist lækker lækker middag på Kjøbenhavn. Min svigermor inviterede, da hun altid spiser der flere gange, når hun er hjemme fra USA. Nok fordi deres lejlighed deler indtil flere mure og en port med restauranten. Og så laver de dælme god mad!
Venter på maden

Nu er det hverdag. Jeg skal nok synes om den. Bare ikke i dag.  I dag vil jeg nyde ferieminderne lidt endnu. Og glæde mig helt vildt meget til næste gang, der kommer flere end en fridag på programmet.

 

mandag den 21. marts 2016

Påskeferiestart og fejring

Fredag startede påskeferien for tre fjerdele af vores lille familie - og det var simpelthen så skønt. Og jeg tror også ret tiltrængt specielt for børnene. Udover at det er sjovt og fedt at gå i skole er det også dejligt og tiltrængt med pauser :-).


Så er vi kommet hjem fra to dage på en (øde) ø - eller det føles i hvert fald sådan. Min mor holdt sin 60-års fødselsdag på Agersø, hvor der bor omkring 150 mennesker normalt. Og så er der en kro og en købmand. That's it. Der er knap nok internet, så det har været en weekend helt nede i gear. Vi startede bilen lørdag formiddag og kørte til Skælskær hvor færgen sejler fra. En stor oplevelse for ungerne, der jo ikke er den generation, der husker storebæltfærgerne. Her var et lille kvarters sejllads på færgen - hvor der lige kunne være 20 biler og lidt folk. Men vi var 3 biler og meget få folk. Så var linjen ligesom lagt.

Jeg har som barn holdt en meget stor andel af mine sommerferier på Lyø, da jeg er barn af et hippiepar, der holdt fast i ø-lejr-konceptet i mange år. Og når man har set en af de små danske øer, ja så ved man hvordan de ser ud. En lille ø, men stort set kan se på tværs af - et gadekær i midten, hvor de få huse danner en romantisk lille ø udfra. Og en købmand, der ligner en købmand på frilandsmuseet. Men det var simpelthen så hyggeligt. Vi fik gået lange ture, spist god (kro-)mad og fejret min mor. Min onkel og tante, som er noget af min eneste familie (vores familie er meget lille) var der også. Og dem ser vi alt for lidt. Det var hyggeligt. Men fik mig også til at sætte pris på den familie jeg selv har lavet. Min mor er gift igen med en mand med 3 børn (nu halv-voksne børn). Og vi er aldrig vokset op sammen eftersom de har fundet sammen efter jeg for længst var flyttet hjemmefra. De bor i de børns barndomshjem. Og de er meget tætte. Og meget lidt åbne for at lukke andre mennesker ind. Og det kan være svært. Faktisk har jeg det, desværre, sådan at jeg egentlig helst så, at det havde været os og min mors side af den familie, der havde været der. Det er ærgerligt men en ting, der bare skal leves med. Men også noget der sætter fokus på min egen selskabte familie. Hvoraf mine veninder jo faktisk spiller en stor rolle. Måske er det sådan at være enebarn. Man må selv ud og skabe sin familie.






Nu vil vi pakke os sammen efter en lang og doven morgen og tage på Joe and the Juice (ungernes vag - jeg føler mig alt for gammel det sted, da jeg simpelthen synes lydniveauet er alt for højt... mormor) og i biografen og se Kong Fu Panda 3. Jeg er nemlig så smart, at jeg har fået bestilt vores rengøring idag. Så vi skal være ude af hjemmet hele eftermiddagen. Og så skal vi vist have åbnet sommerhuset senere på ugen :-).

tirsdag den 15. marts 2016

På lykke-fangst


Hvad er det vigtige i livet. I mit liv, altså – det er et spørgsmål jeg til stadighed går og tumler med. Og selvom jeg da godt ved, helt dybest nede, hvad der har allermest vægt i forhold til min lykke, ja så er der da perioder, hvor der er ændringer eller tvivl om prioriteterne. I hvert fald dags-prioriteterne. Og der er perioder, hvor prioriteterne skifter som en teenager skifter kærester – og derfor når ingen af dem egentlig rigtig at bundfælde sig eller finde en tilfreds. Og der er jo forskel på de dybe livsprioriteter, som det altså ikke er sådan hver dag man går og overvejer. Og så de mere jordnære prioriteter – som jeg synes har det med at skifte lidt op og ned med humør og omstændigheder. Det der er svært, synes jeg, er når døgnet ikke levner tid til det man egentlig helst vil. Eller sagt på en anden måde, når modet svigter, praktikken vinder og man har for meget ’skal’ i livet og lidt for lidt ’vil’.

Jeg selv har det sådan at tingene ret meget skifter. Fra måned til måned, Fra uge til uge og nogle gange fra dag til dag. Det kan være trangen til alene-tid, som bestemt er mere udtalt i nogle perioder end andre. Det kan være trangen til at kramme mine børn, være tæt på min familie, elske med min mand, se mine veninder – alle ting, som betyder alverden for mig, men som får mere eller mindre tid tildelt afhængig af perioden, prioritet og mavefornemmelse. Det, der er det vigtige, er måske at opøve evnen til at lytte til maven. Når den ind imellem siger noget. Min mave siger for øvrigt oftest 'til' ved at blive dårlig. Hvis jeg ikke, en given periode, lever i overensstemmelse med min lyst og indre prioritet, ja så kan jeg med det samme mærke det – sådan rent fysisk. Og det er bestemt helt ok. En god kompas-pil, der sikrer opmærksomhed inden det bliver alvorligt - dog helst i små mængder. Alt kan jo ikke være kaffe-dates, boglæsning, hygge og frihed. Men i det store hele skal maven altså være i orden. Og jeg har opdaget en ting mere om den; at hvis jeg fokuserer på de positive relationer og taknemmelighed i mit liv – så er maven meget mere modstandsdygtig. Det er værd at huske.
Hende Oprah - totalt tacky. Men ganske ofte har damen jo ret. Som fx. her...

Jeg glæder mig til påske hvor kontoen for børn og familie kan fyldes lidt – og faktisk også den for venskaber, da vi skal på weekend hos min ældste veninde (ikke at hun, og jeg, er gammel, men venskabet er det længstvarende jeg har). Jeg glæder mig. Selvom jeg ved at maven også kommer til at savne Steffen, som desværre stort set ikke kan holde fri. Så den konto må fyldes grundigere op i april. Og i mellemtiden vil jeg fokusere på den kæmpe taknemmelighed jeg har for mine elskede relationer – og faktisk tror jeg jeg straks vil gå i Magasin og købe en masse chokolade og sende med god gammeldags-post ud til mine bedste veninder i dag. Det er det jeg gør. Det er både godt for mig, min mave og for modtageren.

mandag den 14. marts 2016

Solen siger forår - temperaturen... not so much!


Det kan godt være, at jeg elsker min hverdag. Men det er intet imod hvor meget jeg elsker mine weekender. Også når vi sidder lårene af hinanden – selvom det godt kan udløse familiære skænderier og den slags småting. Men sådan er det jo. Det jeg tager med videre er jo den nærhed, der samtidig er.

Jeg synes dog vejrguderne på tv havde taget munden en anelse for fuld i vejrudsigten sidste uge. Jeg mindes at de lovede en sommerlig (okay – så forårsagtig weekend. Med temperaturer på den rigtige side af 8-10 grader. Og ja, solen var fremme. Den skinnede og det var skønt (og udløste en akut trang til at pudse vinduer i vores køkken – som har solen badene ind fra 9-17 hver dag – tak til Steffen for at tage den tjans). Men for hulen det var jo koldt. Pigerne og jeg havde en aftale om at ordne deres cykler og lave forårsklargøring denne weekend og det gjorde vi også. Søndag formiddag. Men vores fingre var da ved at falde af af kulde. Men det var skønt. Og vi kunne lugte forår og sommer lige foran os. Cyklerne skinner nu og skal til at tages i brug som transportmiddel om morgenen, når vi tager af sted om morgenen. Caroline kunne slet ikke få nok og cyklede rundt til hun var helt blå på hænder og læber – og måtte trækkes ind. Ingen tvivl om, at det vist ikke kun er de voksne, der savner lidt bedre vejr. Efterfølgende blev vi så alle varmet godt igennem i en varm idrætshal, hvor Margrethe var til DGI's gymnastikopvisning. Der var de vildeste dygtige hold inde - men sådan noget... ja, jeg skal lige vænne mig til at blive min hverdag.

Og så havde Steffen og jeg to aldeles uventede timer sammen lørdag. Caroline skulle til fødselsdag, mens Margrethe skulle med os ind til byen og kigge på diverse butikker. Men pludselig ringede en af hendes veninder og spurgte om hun ville med i biografen – og vupti – havde vi lige knap 3 timer (faktisk) bare voksentid. Hvor vi fik shoppet (ja – jeg fik en kimono – med blomster – nu er jeg meget med på moden ;-)), drukket juice og travet rundt i indre by med solen på næsen.  Det var vist også tiltrængt, da denne uge tegner til at blive en af de uger hvor ’når far kommer hjem er mor lige gået’ – og omvendt. Jeg skal både i biografen med en veninde og drikke morgenkaffe med en anden, samt spise frokost med hende her på torsdag. Steffen er derimod stort set ikke hjemme da de har en eller anden stor deadline på arbejde, så hente-og-bringe tjanserne er all mine this week. Og der skal ikke lyde et øjebliks klagen over det. Sådan kan jeg aller bedst lide det.

Sæt i gang.

fredag den 11. marts 2016

Jeg elsker min hverdag


Sidst der lå noget herinde fra mig var sidste gang weekenden stod for døren. Og det gør den sørme pludselig igen. Og jeg har slet ikke skelet til bloggen i mellemtiden. Lige nu er det som om livet bare skyder af sted i et vildt tempo, men på en rigtig god måde – og uden at jeg føler det store behov for at reflektere (skriftligt) eller fortælle om det. Så sådan må det jo være lige nu.

Men hvad har ugen så budt på – ja, lige nu kan jeg jo knap nok huske det. Det er vist bare det almindelige liv. En aldeles ustresset uge med arbejde, børn, skole, legeaftaler og den slags almindeligheder. Jeg har været ude til et enkelt aftenarrangement – og det har været godt, at det kun var et. Og at resten af tiden mest er foregået med dagligdag, hygge i sofaen om aftenen, børn og hverdagen når den er allerbedst. Og så har vi været til den første skole-hjem-samtale for Caroline, ever. Og jeg tror slet ikke jeg kan skrive om det, så stolt er jeg af hende. Hun er jo ligeså vellidt, dygtig og fantastisk, som jeg synes – også hende i skolen. Det giver ro og sommerfugle i mit moderhjerte.

Sidste weekend fik jeg (og S) set stort set hele ’House of Cards’, og jeg er ved at gå til over, at der (igen) er alt for længe til næste sæson. For med den afslutning er det vist ikke efterladt tvivl om, at der kommer en sæson mere. Og vi fik holdt stor festivitas – og ungerne var med (indtil de ikke var, fordi de var faldet i søvn i vores seng foran ’Danmark har talent’). Det var en skøn aften, hvor Steffen klokken lige over 3 måtte vække den sidste tilbageblevne gæst i sofaen og følge ham den lille tur på 500 meter hjem.

Og nu er det sørme weekend igen – om et par timer i hvert fald. En weekend hvor der skal vaskes cykler (pigernes bestilling), deltages i diverse børnefødselsdage (igen pigerne), ses på gymnastikopvisning og ellers bare slappe af. Jeg fik en stor sæk med muld hjem i går – så jeg tænker, at hvis vejrguderne holder hvad de lovede midt på ugen – så skal der startes på potterne i gårdhaven. Jeg glæder mig. Til sorte negle, børn på cykler – og til at påskeferien står lige for døren.
FREDAAAAAAAAAG :-)






fredag den 4. marts 2016

Weekend, motion eller mangel på samme

I dag er det fredag, og en ret tiltrængt en af dem. Dog kommer der en ret travl fredag eftermiddag – og en fuldt booket lørdag. Men det er jo gode ting. Og noget jeg selv har ville presse ind i livet, så det skal jeg slet ikke klage over. Selvom jeg lige nu mest har lyst til at familien mødtes i sofaen med bland selv og x-faktor om nogle timer. 
Nå, men eller gik mit oplæg i går fint. Jeg var lige så nervøs , som jeg plejer, men jeg fik samme feedback som altid (når jeg spørger efter den) – at det kan man tilsyneladende ikke se. Og jeg ser sikker ud. Ha! De skulle bare vide. Men det gik godt – og chokoladen smagte skønt senere. Jeg vandt desuden en (et?) jawboneJeg skal gerne indrømme jeg ikke anede (og stadig ikke helt ved det) hvad det egentlig er. Men det er sådan et armbånd, man kan tage på og så måler det alt muligt. Noget med fitness. Og søvn. Jeg tænker, at den registrerer mig som død, hvis jeg lægger det på natbordet i stedet for. Men altså – det var jo faktisk helt fint, for i går læste jeg her om at gå 10.000 skridt om dagen (eller måske ikke at nå det). Og da jeg faktisk så småt er begyndt at synes, at der er lige rigeligt på sidebenene til at det er klædeligt tænkte jeg, at det var da et godt sted at starte. Nu man ikke er motionstypen sådan voldsomt og samtidig kan lide kage. Og chokolade. Og chips. Nå, men jeg blev i hvert fald inspireret til at komme i gang med sådan en skridttæller, men tænkte at jeg nu nok alligevel ikke gad investere i en – og slet ikke sådan en mormor-en. Som jeg husker min mormor havde. Men så faldt der en (meget avanceret slags) ned i min turban. Jeg glæder mig til at komme i gang med den. Når jeg lige har fået Steffen til at sætte sig ind i den – og overdraget mig den allermest nødvendige viden.
Og så var det i dag jeg fik min ’nye’ tand hos tandlægen. Udover regningen var det slet ikke slemt. Regningen kan dog lidt tage pippet fra enhver, men selve udførslen var lige efter bogen. Uden smerter. Nu er det også i det mindste overstået. Jeg har fået noget ud af mit medlemskab af Danmark – og det er jo faktisk heller ikke helt ringe. Med en weekend fyldt med fest og farver foran er der egentlig ikke noget at brokke sig over. Så det vil jeg undlade J.

onsdag den 2. marts 2016

Om en oplevelse for livet og om at give muligheden videre


Jeg blev bachelor fra Syddansk Universitet i 2003 – i Odense. Hvor jeg mere eller mindre altid havde boet (altså der, og så Ringe). Men så skulle der også ske noget nyt. Jeg boede sammen med en kæreste og det havde jeg ikke lyst til. Og jeg var ung. Og en dag stod jeg i kø i studiekontoret. Jeg tror jeg skulle tilmelde en eksamen (det var dengang, hvor dette ikke kunne gøres online, der var ikke noget ’online’ på universitetet). Anyhow, når man sådan står i kø har man tid til at læse de opslag, der altid hænger (hang) på opslagstavlen. Og midt i det hele var der det her opslag om et års universitetsophold i USA. Med alt betalt. Og jeg søgte. Sammen med hundredvis af andre. Og jeg fik det!!

Hvorefter jeg løb så hurtigt fra mit gamle studieliv som mine fødder kunne bære mig. Og rejste, med $30.000 i lommen (det var fan’me mange penge i 2003) til USA – hvor jeg havde et helt fuldstændigt livsomvæltende, fantastisk, skønt og eventyrligt år. Jeg kørte på snescooter i Rocky Mountains, kiggede på stjerner fra jacuzzi på bjergside i selvsamme bjerge, kørte roadtrip på kryds og tværs 5 gange, besøgt New York, Washington, New Orleans, Denver, LA, San Francisco, Santa Barbara, Chicago, og uendeligt mange andre byer. Jeg havde et privatfly til rådighed en hel weekend, surfede på privat strand i Santa Barbara, jeg festede, levede det vilde college-liv, hyggede og læste uendeligt lidt – og afsluttede det hele med 2 måneders total afslapning og ferie i San Francisco med en flok gode venner.

I denne weekend skal jeg så fejre to nye modtagere af dette scholarship. Som uddeles årligt. Og som jeg har deltaget i uddelingen af lige siden. ’Vinderen’ af scholarship’et ved bare slet ikke hvad de går ind til. Men de går indtil en oplevelse for livet. Et år, der definere mange ting fremefter – og oplevelser, der, for mit vedkommende, nok aldrig kan toppes. Jeg glæder mig at give denne mulighed for et nyt ungt menneske. Og i år skal velkomst-festen være i mit hjem. Så det er godt, der kommer rengøring på fredag inden festen på lørdag J.


Throw-back fra en tid med printede billeder
Santa Barbara 2004

:
Jackson Hole, Rocky Mountains 2003 - upside down




Flyet - 2003





 

Noget om nærhed og sjælefællesskab


Ind imellem slår det mig, at noget af det jeg synes er allersværest er nærhed. Og samtidig er det, uden sammenligning, det jeg savner allermest i min hverdag og i mit liv. Langt det meste af tiden føler jeg mig omfavnet, nær og lykkelig i mit fællesskab her i familien – og blandt venner og veninder. Men så er der også de tider, hvor det bare er sværere. Hvor følelsen af total alene-hed præger billedet. Hvor jeg føler mig helt grundlæggende alene. Det er som sådan egentlig ikke en klagesang, det er mere et livsvilkår. Som jeg tror mange har. Det der med grundlæggende at være helt alene inden i sin hud. Hvor kroppen er en barriere, sådan helt fysisk, udenom en. Og denne barriere også afspejles i sjælen, som også er helt grundlæggende alene. Huden omkranser helt bogstavelig talt ens indre, og denne omkransning, som både er god og nødvendig, kan indimellem føles låst og afstandsskabende. Det bdetyder, at der i perioder er uendelig mange filtre mellem mit selv og mine nærmeste. Mine tanker er mine og kan på en eller anden måde ikke komme ud og mødes af mine nærmestes ditto.
Jeg tror, at alle kan have den slags ensomme perioder, hvor man, udefra, ser helt almindelig ud. Man er glad, tingene kører – men man bliver uendelig bevist om, at vi alle er alene. Og at livet går ud på at møde hinandens indre og lindre ensomheden. Den grundlæggende livs-ensomhed. Jeg har lige været igennem sådan en periode – og som altid føles det som om at ingen egentlig kender mig. Og sådan er det jo også. Vi ved ikke hvad der helt præcist foregår inde bag pandelappen på andre. Og det er helt ok. Bare sværere i nogle perioder end andre.
Jeg har det fanme godt. Min mand er en af de, der har antenner. Som forstår denne indre ensomhed. Som kan sætte ord og forståelse på den. Og allerede der, kan sjælene mødes. Gudskelov for det.
Jeg savner nærhed. I min hverdag. Også når den er der.