onsdag den 27. april 2016

Noget om børnefødselsdag og køkkener


Vi holdt fødselsdag i mandags – for 10 tossede tøser fra 0. krebs. De er simpelthen de mest skønne unger, men for pokker hvor er de vilde. Meget mere end Margrethes klasse tilsvarende var, da hun gik i børnehaveklasse. Men det var så hyggeligt. Og endnu engang var vi heldige med vejret. Vi gik hjem med dem da de havde fri fra skole – og indtil da havde himlen været nærmest sort og jævnligt tømt små hagl-lignende kugler ud. Men da vi gik vandt solen kampen om himmellegemet – faktisk så meget at vi kunne tage på legepladsen hen mod slutningen af dagen. Men først stod den på hotdogs og saftevand. Og derefter Ramasjang-mysteriet. Som var en total gentagelse af den fødselsdag Caroline holdt sidste år i børnehaven. Men det er et sikkert hit. Og de er så dygtige og engagerede. Og derefter nåede de at pynte en masse muffins med guld, glimmer og farve-skrigende glasur. Og de fik spist næsten samme antal som blev pyntet.

 




Vi er desuden gået sådan rigtigt i gang med at tænke over det der køkken-renovering. Så meget faktisk, at vi har indbudt to forskellige køkkenfirmaer til besigtigelse og snak om låger, plader, vaske og den slags halløj. Det føles rimeligt uvirkeligt. Men nu er vi ligesom i gang. Så hvis der er nogle, der kender en GOD og BILLIG snedker, der er god til at sætte køkken op, så send m/k gerne denne vej. Det kunne jo vise sig at være en bedre ide end at have et køkkenfirma som total-entreprise. Og nej. Vi skal ikke lave det selv.

mandag den 25. april 2016

Noget om en fødselsdag, en tur i Tivoli og at være heldige med vejret

Det har lige været mini-ferie i forbindelse med st. bededag. Og jeg ville sådan ønske, at alle havde ligeså fuldstændig fantastisk ferie, som vi endte med at have. Vi startede fredagen med at tage i Tivoli med nogle af vores bedste venner. Egentlig var det meningen at vi ville have været i sommerhuset på den eneste dag, hvor der skulle være godt vejr. Og godt vejr var det da i den grad. Vi fik ikke prøvet helt så meget som vi plejer, da det væltede ind med mennesker (godt for Tivoli - og godt vi har wildcard, så vi bare kan komme igen en formiddag, hvor ikke alle andre har samme ide). Men det var så fedt og bagefter tog vi ud til vores venner, der bor lige midt på Islands Brygge og spiste, hyggede, spillede en slags domino (chicken-et-eller-andet hed det. Skide sjovt spil, selvom jeg tabte) og så klipfiskerne. Fed st. bededag!




Dagen efter fyldte min yngste dejlige og helt vildt fantastiske datter 7 år. Tænk engang, at vi har kendt hende i 7 år. Jeg kan slet ikke forestille mig livet før eller uden hende. Hun er klog, smuk, dejlig, humoristisk og altid smilende, sød og venlig overfor alle. Jeg er så stolt af det lille væsen.

Caroline 7 år :-)

Vi fejrede sammen om morgenen herhjemme med de traditioner fødselsdage nu engang foreskriver i dette hjem og så var vejret så fint, at vi besluttede at tage i sommerhus og lave lagkage og den slags deroppe (se I, fødselsdagen med alle gæsterne er først næste weekend). Og lige da vi havde pakker os i bilen begyndte det at regne og sne. Men så skete det vidunderlige at på turen derop mod Gilleleje var at vejret helt og aldeles skiftede. Så vi fik en helt uventet skønt skøn weekend i det nord-lige. Faktisk var det så lækkert vejr, at vi besluttede at overnatte og bare blive der hele søndagen med. Vi fik spist uanede mængder af lagkage sammen med steffens moster, mand og deres børnebørn (ungernes grand-kusiner - som de leger så godt med), spist picnic i haven, klippet to kæmpe store bunker ned, planlagt sommerens aktiviteter i haven, hovedrengjort huset og slappet af med kaffe, anders and blade og små-kager i græsset. En helt igennem vidunderlig fødselsdagsweekend. Og alt dette mens facebook svømmede over med folks beklagelser over sne i april (RIP Prince), men så siger jeg jer - det er bare bedre vejr i Gilleleje :-).

Her lidt stemningsbilleder fra weekenden:
Skønheder ved stranden, som hver vinter ser sådan ud. Og om sommeren er den skønneste sandstrand. 


Picnic

Mine to - tænk hvor er jeg heldig







onsdag den 20. april 2016

Opsparing med livrem og seler

Jeg har lige betalt sidste rate af vores sommerferie og opdagede pludselig at der var gået børnepenge ind. Det er så sjovt at det konsekvent er moderens konto de ender på. Og en dejlig overraskelse, også fordi der var overraskende få penge på mit dankort inden de gik ind. Og med to fædselsdagsweekender foran os, hvor Caroline bestemmer alting inklusiv menuen og aktiviteterne... Ja så var det glædeligt med lidt ekstra tilskud.

Nå men så kom jeg pludselig til at se, at vi i løbet af det sidste år, altså 2015, har sparet hvad der svarer til 3/4 af min udbetalte løn op hver måned. Det er ret vildt. Selvfølgelig er lidt af det brugt på maling og flyttemænd. Og lidt på ferien men det meste er der sgu endnu. Yayyyy. Og virkelig tilfredsstillende selvom det sådan set ikke var meningen at det sådan skulle være så meget alligevel. Jeg er sådan en der altid har livrem og seler på økonomisk - og når jeg træffer beslutninger, der har privat-økonomisk karakter. Lige her var der måske lidt rigeligt livrem. Men hellere det end at tabe bukserne.


Her er lidt billeder fra en dejlig dag igår - helt uden sammenhæng ellers:


Skønne unger på vej hjem fra gymnastik

En halv times selvforkælelse i gården med sol, bog og kaffe




tirsdag den 19. april 2016

Idrætsdag og en stor teateranbefaling til teater GROB

Idag har jeg sendt to unge damer til idrætsdag på Østerbro Station. Jeg håber vejret bliver lidt bedre end det er lige nu - men de er glade og helt klar. Og heldigvis kan faren hente dem tidligt bagefter, og så må den jo stå på varm cacao og dyner i sofaen, hvis det har været alt for koldt.
Glade idrætstyper :-)


Og så var jeg i teateret igår med min mands moster. Hun er en helt fantastisk dame, som vi og jeg specielt ser rigtig meget. Vi startede med helt fantastisk mad på Feed på Fælledvej, og derefter gik vi de 100 meter hen af Nørrebrogade til Teater Grob. Vi så DEFEKT - en forestilling om samfundets behov for at uskille de, der er anderledes. Stykket handler om Ellen, som var en af de (løsagtige) piger, der blev anbragt på Sprogø dengang vi som samfund gjorde det. Og så handler den om hendes datters skæbne som uønsket og de grene det har helt ned til hendes barnebarns skæbne. Som de skriver då aldeldes rigtigt:


Ellen, hendes efterkommere og deres pårørende forsøger alle at rumme den smerte, der har forplantet sig gennem generationer. De kæmper for ikke at falde ud over kanten og længes samtidig efter at give slip.


Et meget levende og sigende portræt af et samfund og dets individer. Det var fuldstændig fantastiske skuespilpræstationer og scenografi. Stor anbefaling herfra.

mandag den 18. april 2016

Weekend med sko, cykler, kun lidt sol og en konfirmation


Vi har brugt weekenden på at hygge os. Og det er jo sådan set den helt rigtige måde at bruge en weekend. I hvert fald i min bog.

Fredag havde jeg en hjemmearbejdsdag – og for en gangs skyld var Steffen også hjemme. Så det var så fint og skønt. Og udover at aflevere to glade børn fik vi også spist lækker morgenmad som kærester på Royal inden turen gik hjem til lidt arbejde. Og det var så skønt at sidde der i morgensolen og kigge ud på kgs. Nytorv – og jeg kan se at det bliver endnu mere fantastisk, når de engang er færdig med det metrobyggeri, som trods kunst på afspærringerne ikke er kønt. Men det var lækre æg, god kaffe og skøn ost. Vi hentede kun Caroline om eftermiddagen, da Margrethe skulle sove ved bedste-veninden. Og på den snedige måde var det lidt win for alle. Der er noget helt specielt hyggeligt ved at have alene-tid med kun en af pigerne – og at have god tid til kæreste-hygge om aftenen, når hun dratter om – hvilken hun gerne gør midt i Disneyshowet.
Det nye hår blev luftet godt i weekenden.

Lørdag var simpelthen så effektiv på hyggebarometeret. Vi fik både lavet budding (hashtag #mormor, og nu ved jeg faktisk hvorfor jeg ikke kunne lide det som barn – egentlig er det jo ikke ret lækkert. Til gengæld er det nemt) og vafler i vaffeljernet til stor glæde for alle de unger, der legede i gården. De knap 100 vafler var væk allerede inden de næsten kom ud af jernet. Vi fik også købt sko til ungernes idrætsdag i næste uge, ordnet de nye børnecykler med lås og lygter og nydt kaffen i det ene solstrejf, det vist blev til. OG så kom posten forbi (eller altså – jeg gik på posthuset, sådan noget med at levere, er vist ikke rigtig på mode mere) for at hente mine nye støvler, der skal afløse de, der netop er draget på ferie i det uendelige efter god tro tjeneste de sidste mange år (jeg elsker dem allerede – de nye altså)…


Weekenden sluttede med en konfirmation i Nord-sjælland hos vores aller-bedste venner. Og det var så skønt, festligt og rørende. Min veninde overraskede med at holde den smukkeste tale for hendes smukke datter – og de mange historier, der kun kan bruges i en konfirmationstale og som vi alle husker og griner af kom frem. Blandt andet dengang hun (konfirmanden) var 4 år og med den største stolthed og koncentration ridsede med stor møjsommelighed et hjerte i deres 2 dage nye bils fordør. Det var et hjerte, der kom fra hjertet. Og det blev på bilen i hele dens levetid hos familien, som et minde om Louises kærlighedserklæring til og for den nye bil. Hele begivenheden fik mig til at glæde mig – til den dag jeg har døtre på den alder. De er jo de skønneste væsner de unge spæde kvinder, der udfolder sig. Sikke en fejring af de smukke unge menneskers vej ind i et spædt voksenliv.
Konfirmandindens mor

Mandag. Er det i dag. Og det er heldigvis en kort uge – og jeg har virkelig mange spændene og hyggelige ting på programmet, både i privaten (som man siger) og på arbejde.

 

onsdag den 13. april 2016

Lidt tanker om de tidlige skole-erindringer


Da jeg afleverede Margrethe her til morgen (onsdag er jo den tidlige dag for hende, så Caroline var ikke med og jeg havde derfor tid til at gå med op i 3. klasse) slog det mig pludselig, at jeg stort set ingen erindringer har fra mine første skoleklasser. Jeg har nogle billeder i hovedet fra børnehaveklassen på Munkebjergskolen i Odense – for eksempel hvordan klasseværelset så ud. Og hvor man skulle gå hen, når man var mælkeduks og skulle hente kassen med skolemælk. Man skulle nemlig igennem kælderen, som var (husker jeg – men det er set med et lille barns øjne) var enormt stor og højloftet.

Men derfra ved jeg, at jeg ingen erindringer har før engang i slutningen af 3. klasse. Og jeg ved ikke hvorfor. Men jeg ved, at jeg flyttede skole i februar i 3. klasse, da vi flyttede til Ringe og jeg startede på det, der (dengang) hed Guldhøjskolen. Og herfra har jeg virkelig mange minder. Jeg kan huske hver en krog på den skole. Jeg kan huske gemmestederne udenfor og jeg kan huske idrætssalen. Og jeg kan huske gangene med klasseværelserne. Jeg kan huske boden hvor man kunne købe pølsehorn og små brikker med cacao. Og så kan jeg huske at Mikkel (fra min klasse) en dag lukkede et vindue i klasseværelset – og så pulveriserede vinduet ud over ham. Så dårligt vedligeholdt var skolen (også) dengang. Kort efter slog de to skoler sammen i Ringe, og min klasse flyttede til det nye Nordagerskolen i helt andre lokaler ikke langt derfra. Den gamle Guldhøjskole var en helt ufattelig smuk bygning  -  hvorimod Nordagerskolen var (er) en af de der helt ufattelig grimme halvfjerdserbarakker. Det er mig en gåde, hvordan man kan tro på, at det fremmer indlæringen at befinde sig i så uinspirerende og grimme omgivelser. Der er og var noget mere 'swung' over de gamle majestætiske bygninger. Noget der indgød respekt og åndelighed.
Guldhøjskolen - fan'me en flot bygning

Men det fik mig sådan til at tænke i dag, da jeg gik gennem Krebs skoles helt ufattelig charmerende og meget distinkte interiør. Hvad kommer mine børn til at huske fra de små klasser. Steffen husker nemlig alt muligt fra hans skoletid, også de helt små klasser. Men det kan måske skyldes at han var i samme skole under hele forløbet – og det dermed er lettere at beholde de hjernestrukturer, der gemmer de erindringer. Bare en tanke her på en tidlig onsdag morgen.
Smuk gammel skole, det er det.

Margrethes klasseværelse - som det stadig ser ud. Fyldt med kunst og traditioner.

tirsdag den 12. april 2016

Vi skal have nyt køkken - skat gir'


I dag udbetaler skat penge – og jeg har det fuldstændig som om, at jeg får alle de penge bare sådan foræret af nogle. JA – jeg ved godt det er vores egne, og det egentlig bare er fordi vi har fået (væsentligt ser det ud til) mindre udbetalt hver måned end vi egentlig skulle. Men det har jo ikke betydet noget. Ingen har lidt nødt og vi har haft det vi skulle bruge. Men i dag udbetaler de så. Og vi påtænker at få os et nyt køkken.

Det er jo slet ikke en ny ide. Det er noget vi har tænkt siden vi købte lejligheden. Men for det første er det slet ikke af akut karakter. Faktisk er det et rigtig hyggeligt køkken vi har. Fyldt med hyggelig charme og jeg elsker, elsker det rum. Det (altså selve køkkenet) er bare helt usædvanlig slidt og samtidig er der lavet nogle ret klampeagtige løsninger, der ikke kan rettes på med mindre man ligesom giver det den store tur. Og så er køleskabet gået i stykker – således at det stadig køler, men det er vist også det, der er at sige om det. Og opvaskeren vasker mindre rent end mine børn gør i sandkassen. Nå ja, og når man bager boller skal man huske (huske!) at vende pladen midt i det hele – ellers bages kun de boller, der står inderst. Kogepladen er for lille og med en kant, der gør at to store gryde – ja, så er den fyldt ud. Emhætten er sådan en man slår panden på (!!) og så dækker den over jorden mest charmerende mini-vindue.

Så nåede vi til ’for det andet’ så er det bare sådan noget ’ååååhhhh’. Egentlig interesserer hverken Steffen og jeg os for nye køkkener. Og faktisk ville jeg sådan ønske der kom nogle (med god smag, forståes) og lige lavede det. Altså – bestemte hvordan det skulle se ud. Det er jo vanvittig mange beslutninger man skal tage – jeg kan ikke engang finde ud af hvilken bordplade. Jeg skal også vælge gulv/nyt gulv/eksisterende gulv, kogeplade, vask/en-vask/dobbeltvask/hvad størrelse, bordplade, fliser/ikke fliser, fronter OSV.

Men nu har skat været så venlige at forære os et nyt køkken (eller – vi har tilsyneladende sparret op til et) og så må vi jo (så småt) gå i gang. Alle gode forslag og billeder af flotte fine og smarte køkkenløsninger modtages gerne!

mandag den 11. april 2016

Livet er dejlig når solen skinner mandag morgen - og så lidt cirkus


Mandag morgen – det er jo faktisk en morgen hvor der er gode vilkår for tristesse og mandagsblues. Og specielt efter en weekend, der har været helt helt fantastisk med skønt på. Men denne mandag morgen var i stedet lige så fantastisk, som weekenden var for kort. Den startede med naturlig opvågnen. Det vil sige, at Steffen havde glemt at sætte vækkeuret til (og ja, det er hans afdeling), men alligevel (og heldigvis kan man sige) vågnede jeg af mig selv 6. 15. Lidt senere end vanligt men slet ikke sent nok til, at det indebærer øget morgenstress. Vi har nemlig helt bevist rigtig god tid om morgenen. Oprindelig fordi at Margrethe, vores ældste, er virkelig dårlig til morgener – og hvis vi ikke skal gå ud af døren efter trælse morgener med surhed og skænderier, ja så må der tid til. Hun er bare usandsynlig langsom om morgenen, men når hun får den rette tid, ja så kan morgenen i stedet blive helt hyggeligt. Og nu har jeg vænnet mig til det – og sætter kæmpe pris på vores lange og langsomme morgener. Som var 10 minutter kortere i dag. Men hyggeligt var det – og solen skinnede som kun forårssolen kan hele vejen til skole. Og jeg blev så forårsramt (trods kulden, som ikke er forsvundet) at jeg gik gennem Kongens Have på vej til arbejde – i mit eget tempo og snusede byen, solen, slottet og stemningen ind.

Sikke en dejlig mandag morgen.

Tilbage til weekenden. Det er altid ekstra dejligt at holde fredag aften med slik, når man har været tidligt oppe. Og der var en helt flok af Margrethes veninder til overnatning, så Disney endte med at kun jeg så det. Først var det dog Caroline, Steffen og jeg. Så sov Steffen, så gik Caroline. Og så var jeg tilbage. Men da alle så omsider var gået i seng – ja så var det bare mig helt alene til at nyde fredag aften – stilheden og fornøjelsen ved at se frem til weekend. Fredag aften er bare det bedste. Lørdag var der både børnefødselsdag (som for mig bestod i at agere taxa), english breakfast, veninde-kaffe og slutteligt stor fest på skovrideren (!). Jeg har egentlig ikke så meget fantastisk at sige til det sted andet end, at selskabet var godt og der var ikke langt hjem. Søndag var lidt lang i det, måske på grund af aftenen før. Men da jeg endelig kom ud af sengen var det en konge-søndag. Vi fik kigget på, prøvet og bestemt os for nye cykler til begge piger. Og vi nåede i Cirkus Arena. Som altid en skøn oplevelse, der sætter gang i cirkus-drømmen. Det er så flot og skønt at se ungernes store øjne. Imponerende. Dog var jeg faktisk mindre vildt med den der sidehistorie omkring James Sampson og Sara Maria – tilsyneladende begge fra Vild Med Dans. Anyway – det var absolut ikke det, der bare forestillingen. Det var de mange imponerende og vilde præstationer i manegen. Men de var godt nok også betagende.
Mit absolutte yndlingsselskab - og nej - det er ikke en mande-knold :-)

fredag den 8. april 2016

Barndommens gade og et ordenlig nostalgi-trip

Som sagt stod jeg op i morges - inden det rent faktisk med rette kunne siges at være blevet idag. Og gik den halve kilomet ned til bilen (af alle dage var det så lige igår Østerbros parkeringsmareridt udvirkede at bilen holdt alt for langt væk). Og kørte. Det var rent faktisk stadig mørkt da jeg kørte - det er snart længe siden jeg har forladt hjemmet i mørke.

Efter nogle timer var jeg i Ringe. I lille by midt på Fyn. En by der engang var den stolte indehaver af landets andenstørste festival, en legepladsfabrik og en rockerborg. De to sidste er der måske endnu, men festivalen, hvor jeg har tilbragt en meget stor del af min barndom og i allerhøjeste grad tidlige ungdom er nu en æra blot. Det er altså lidt vemodigt.

Da jeg skulle til Svendborg idag gik turen forbi Ringe (på en motorvej, der end ikke var tænkt på, da jeg flyttede fra byen). Og da jeg nåede afkørslen til Ringe C (!!) og havde 15 minutter tilovers drejede jeg ved en pludselig indskydelse af. Og det var som at komme hjem. Jeg har faktisk ikke været der i snart 20 år - min mor flyttede også fra byen kort efter jeg flyttede hjemmefra. Og på den måde var det ligesom ikke sådan at jeg kom 'hjem til Ringe', når jeg 'kom hjem'. Mit barndomshjem forsvandt mere eller mindre da jeg flyttede hjemmefra.

Men at se Ringe igen var en sær følelse. En god en af slagsen og pludselig forstod jeg endnu mere de, der vælger at flytte tilbage til barndomsbyen. Jeg har også den følelse, til en vis grad, når jeg er i Odense, hvori anden halvdel af min barndom og senere ungdom udspillede sig. Ringe lignede på en gang sig selv fuldstændigt - og var helt forandret. Brugsen, hvor man fik dividende og klisterede dividendemærker i hæfter, lå stadig på torvet. Men nu var der også en grillbar. Kirken, hvor jeg blev konfirmeret, troner stadig midt i byen - men pladsen ude foran er lavet om. 'Min' bager hvor jeg tjente alle mine penge hver morgen før skole mellem 6-8 (sådan fik jeg råd til min hest) var lukket, men Netto'en overfor var der stadig. Butikker var lukkede - andre var kommet til. Og et helt nyt kvarter omkring motervejsafkørslen var opstået. Jeg kørte forbi den tankstation, hvorfra jeg tankede dengang i midt-halvfemserne, hvor benzinen forsvandt fra Danmark. Og hvor kun Haahr-tanken stadig fik nye forsyninger. Med den følge at Haahr i Ringe havde timevis af kø. Nu er det en Inco-tank. Men dyrlægen, hvor jeg slog græs da jeg var 13 år ligger stadig lige ved siden af. Jeg genså krydset hvor jeg engang oplevede et trafikudheld. Fest-lokalerne ved stationen hvor jeg har holdt vilde fester. Biografen, gå-gaden (som det altså hedder i provinsen) og markerne, hvor festivalen bredte sig ud over uendelig mange hektar - jeg arbejdede altid i sort camping :-).



Jeg havde det som om, at jeg skulle deles i to. Faktisk har jeg på en gang vanvittig lyst til at mine unger skal vokse op i Ringe. I min barndom - i den by jeg kender (kendte, vel rettere) så godt. Og på den anden side ville jeg jo ikke bytte vores hverdag nu. Det er en mærkelig følelse - og jeg har virkelig næsten lige stor lyst til begge. Begge liv har fordele og ulemper - glæder og sorger.

Jeg spiste et stykke brunsviger fra en bage jeg ikke kendte - alle de 3 jeg kørte rundt efter var væk. Brunsviger er altså en af de ting, de kun kan finde ud af at bage på Fyn. Så startede jeg bilen og kørte til Svendborg. Men det var et godt gensyn. Jeg tror jeg tager pigerne med dertil snart. De skal også se hvor jeg voksede op. Lige nu lever de deres fars barndom - går i hans skole og går hver morgen samme vej som han gjorde for 30 år siden. En dejlig barndom. Men ikke min - og det blev jeg lige pludselig bevidst om idag.

torsdag den 7. april 2016

En god gerning og grøn misundelse til Zulu Award

Idag stod jeg op som vanligt - før syv. Og tjekkede min arbejdsmail. Det er ikke ret tit jeg gør det så tidlig om morgenen, men det sker og idag må have været en heldig dag. For det lå en mail om, at hvis man var hurtig kunne man få et par billetter til Zulu Awards i aften. Yayyyy tænkte jeg - det er da det jeg skal. I et øjeblik havde jeg lige glemt præcis hvor tidlig min arbejdsdag starter i morgen fredag.
Nuvel jeg sendte en mail afsted og lagde billet ind på billetterne (tøhø). Og en time efter var de mine!

Nu var gode råd dyre - men jeg havde en mand, som var helt vild af glæde og meget gerne ville afsted. Så jeg gjorde dagens bedste gerning og forærede Steffen billetterne så han nu er afsted med en god ven.

Og jeg ligger herhjemme i sofaen. Og hygger med pigerne. Jovist da. Men jeg er alligevel grøn af misundelse og ved slet ikke om jeg kan udholde at se starten af det på TV - heller ikke selvom jeg da lige skal spotte min lækre husbond. Som så virkelig godt ud da han styrtede ud af matriklen 10 min efter han kom hjem fra arbejde.

Men altså - det kan jo ikke hjælpe noget. Han får så meget mere ud af aftenen end jeg ville have fået. Jeg skal undervise i 'undervisning' i morgen - på et lærerseminar i Svendborg klokken 8 (gæt selv hvornår jeg så skal køre fra Østerbro - det kan vist ikke betegnes som andet end 'nat'). Her skal jeg sørge for at et kuld fremtidige matematiklærere bliver klædt på til at undervise de små dejlige poder i penge og privatøkonomi. Og det er nu engang rarest at stå på sådan et podie med lidt mere søvn natten før.

Men jeg kan til gengæld se tilbage på en eftermiddag i selskab med min bedste veninde. En eftermiddag der inkluderede løb (og ret meget gang) i fælledparken, kaffe, sol i gården (og blæst) og en masse snak. Men hold nu op. Jeg kunne godt tage til Forum nu.


onsdag den 6. april 2016

Når ens værdier bliver presset og giver ondt i maven på børnenes vejne


Værdi fælleskaber er noget jeg kan bruge ret mange tanker på.

Nogle gange sidder jeg i situationer, hvor jeg overraskes af, at man kan have så forskellige holdninger fra dem jeg har og er opvokset med. Jeg ved det er mit absolutte snæversyn, der træder i kraft, men der er bare gange, hvor jeg undres.

Lad mig komme med et eksempel – den anden dag sidder jeg med en flok tøser over en lækker middag, hvilket egentlig er sagen uvedkommende. De er alle rimelig velstående (er i hvert fald godt gift/har været og er nu godt skilt), og talen falder på ens holdninger til børnenes skolegang. En af disse , ellers fornuftige kvinder, melder ud at hendes søns lærer havde sagt til dem, i forbindelse med et forældremøde, at det var problematisk, at sønnen hoverede og jublede for meget, når han fik 0 fejl i diktat. Et lille uskyldigt eksempel, der i mine ører lød helt rimeligt, at læreren tog op med forældrene i den situation som et forældremøde. Min holdning er nemlig, at selvfølgelig må børnene blive glade og stolte af de 0 fejl. Men hold det på egen banehalvdel og undlad at hovere. Og, eftersom det er 2. klasse vi taler om, prøv måske også at fokusere på noget andet end præstationer og konkurrence i denne henseende. Der er for eksempel en social intelligens dette barn helt har overset – og derfor skal hjælpes til at lære. Det var så ikke den reaktion min venindes lærer blev mødt af. I stedet blev hun mødt af et voldsomt forurettet forældrepar, som, i meget skarpe vendinger, fik forklaret denne lærer, at deres søn havde lov til at vise sin glæde over at være nummer 1 (tja – ja – det var så nok slet ikke det læreren havde ment, at han ikke måtte være glad og stolt) og at det skulle skolen slet ikke blande sig i. Han havde bare ambitioner (igen i 2. klasse). Han blev hjemme opdraget til, at det var godt at være den bedste og det skal skolen ikke nedgøre.  Og senere i samme samtale fortæller hun, at da sønnen senere kommer hjem og har haft en eller anden mindre matematiktest begynder barnets fader (som er eks-manden her) at presse ham – for at høre, om han var nummer et til testen. Eller om August, Mads og Tobias var bedre. For hvis de var måtte han altså oppe sig. Vi er stadig i 2. klasse. Og så spurgte jeg, hvad pokker hun, altså barnets moder, så gjorde. For jeg blev simpelthen så provokeret på mine værdier – et sted helt inde på rygraden. Men her måtte jeg sande, at det med værdier er forskelligt. Og at man godt kan se fundamentalt anderledes på tingene. Fordi hun (barnemoderen) synes selvfølgelig, at det måske var lidt meget, nu han kun går i 2. klasse (så ok – det er måske okay, hvis han bare var ældre?), men på den anden side, som hun forklarede, så var det jo rigtigt. Det handlede om at være bedst – så han kunne blive til noget.

Og nu har jeg så brugt nogle dage på at tænke på værdier. Og jeg har virkelig svært ved at finde rummeligheden frem. Som jeg jo ellers gerne ville have var en af mine værdier. Rummeligheden til at vi alle er forskellige. Og selvfølgelig har ret til at se forskelligt på livet.

Jeg bliver bare så trist over, at mine børn, som jo er den alder også, skal vokse op og deltage et i samfund, hvor sådanne værdier trives og hvor det menneskesyn,  der ligger bag, honoreres. Jeg kan mærke, at min mave snører sig sammen. Og lige der – er det jo mig, der mangler rummelighed.

Så jeg synes det med værdier er svært – både at holde fast og at møde dem, der lige går stik mod ens egne.



mandag den 4. april 2016

Foråret er over os. Og et par veninde-dates.


Sikke en weekend – det er jo faktisk blevet forår. Og det fejrede jeg fredag med årets første time ude i ’haven’. Og med haven mener jeg vores skønne gård. Der er sindssygt mange løgplanter i blomst lige nu, der er græs, små hyggekroge og en masse sol. Så da ungerne og jeg kom hjem bryggede jeg en kæmpe kop kaffe i termokoppen (så varmt var det alligevel ikke) og satte mig ud i solen – uden overtøj og med solbriller. Det var skønt. Og gården vrimlede med små børn på cykler og forældre der bare nød vejret og muligheden for at trække lidt varm luft i lungerne og få lidt farve på næsespidsen. Nu kan jeg faktisk næsten ikke vente til foråret, som forhåbentligt kommer til delvist at foregå med hænderne i mulden i sommerhuset. Der er sikkert nok at tage fat på efter sådan en vinter – og det er noget af det Steffen og jeg er allerbedst til – at arbejde i have sammen. Ren lykke.
Ahhhhhhhhh......

Fredag aften havde vi en masse børn sovende, idet Caroline havde flere veninder med hjem – og så var der jo x-faktor finale. Som endte højst overraskende. Eller i hvert fald for mig. Ingen tvivl om at Embrace er vanvittigt dygtige – jeg havde bare slet ikke set deres sejr komme. Men tillykke til dem.



Lørdag nød vi også bare vejret. Her og der og alle vegne. Og vi fik set en lille ny baby på 3 uger. Steffen bedste veninde har lige fået nummer 2 barn, så vi drog mod Margretheholmen og nød en tid derude – og snusede alt hvad vi kunne til den lille. Sådan nogle dufter bare helt specielt – og eftersom det nok ikke bliver flere for vores vedkommende, så er det jo endnu mere fantastisk at venner sådan kan levere.

Søndag tilbragte jeg sammen med min BFF (som de unge siger) på Cafe Jorden Rundt. Det var så smart koordineret, at Caroline skulle til fødselsdag lige ved siden af – hvorefter jeg satte min veninde stævne i selvsamme tidsrum. Det var skønt med sådan en lomme med veninde snak og god mad, god kaffe og uovertruffen brownie med karamel. Margrethe fik samtidig et par fede nye sko af sin far, så dagen var vist i hus for os alle J.

I dag er det mandag. Og hvilken en. Den startede ellers dejligt – men så nåede jeg arbejdet. Hvor alle er syge og alles deadlines landede på mit bord. Det er så til onsdag! Men altså – jeg skal ud i aften på Ledreborg slot, hvor jeg skal spise middag med min lille skønne flok, som jeg mødes med omtrent engang om måneden, som kalenderen nu tillader,  til god middag, vin og en masse snak. Det skal jeg simpelthen nå og jeg glæder mig. Så 3 timer endnu – så er jeg out of here!