mandag den 28. september 2015

Indian summer og to fester


1. Har haft den mest fantastiske weekend, der allerede startede fredag. Dog var fredag præget af lidt træthed – og jeg var også sådan lidt træt af lidt småting på arbejde. Som det jo nu engang kan ske ind imellem. Men hjemme forsvandt alle bekymringer – og jeg fik hentet Margrethe tidlgt, da hun skulle til fødselsdagsfest om aftenen (that’s a first – stooooop tiden). Så kunne vi lige nå at hygge sammen og lave lektier. Caroline skulle med veninde hjem, så da Margrethe var taget til fest havde jeg hele 2 timer, hvor jeg var helt alene hjemme. Det var så fantastisk – jeg elsker mit eget selskab. Og denne fredag var ingen undtagelse.
2. Lørdag var en dejlig dag også. Jeg startede dagen med en biograftur med min dejlige biograf-veninde (se mere her). Vi så ’Taxi teheran’ – og den var forbløffende fin. Trods det, at hele filmen (hele filmen!!!) foregik inde i en taxi. Bagefter skyldte jeg mig hjem, da begge piger skulle afleveres hos veninder, hvor de skulle overnatte. Aftenen stod nemlig i festlighedens tegn. 28 forældre fra Carolines klasse dukkede op i vores lejlighed til lette pindemadder og masser af drikke. Det var brand-hyggeligt – og jeg fik talt med en masse af de forældre, jeg ellers stadig ikke aner noget om. En helt igennem dejlig aften, der sluttede alt for sent taget i betragtning, at søndagen skulle starte klokken 9.

3. Det vil sige klokken 9.00 skulle vi forlade lejligheden iført festtøj egnet til havefest – og hente pigerne på vej til Nord-sjælland. Vi skulle til 50-års fødselsdag ved Steffens onkel – og mine forventninger var faktisk usædvanligt lave. Men sikke en skøn dag. Vejret var fantastisk, gæsterne ligeså – og pigerne legede 6 timer med deres grand-kusiner. Det var så dejligt og sødt som de gik rundt der i haven og lavede huler, sludrede og grinede, som kun børn kan! Det var så dejligt.

Nu er det mandag – og jeg skal til Jylland de næste 3 dage. Med arbejdet. Jeg ville egentlig helst blive hjemme, men når det nu skal være  - så må jeg jo få arbejdet en masse, således at jeg bedre kan få en kort fredag og en snarlig dejlig efterårsferie helt uden noget som helst arbejde af noget afart. So long.

onsdag den 23. september 2015

Glimmeronsdag og papirøen


I dag er glimmer-onsdag – et hedengangen koncept fra Lahme, som jeg egentlig tænker stadig er relevant. I hvert fald her jeg i dag iført mig mine vildeste glimmerstilletter. Tænkte at denne onsdag specielt godt kunne bruge det – med en forventet arbejdsdag på 10-11 timer.
 

Ellers bød i går på den hyggeligste time på cafe med mindstemusen,  mens vi ventede på Margrethe som var til springgymnastik. Hun æææælsker det gymnastik – og jeg synes det er helt fantastisk at have en god undskyldning for at gå alene eller sammen med hende den lille på cafe én gang om ugen – hvor der bare ikke er andet at tage sig til J. I går var der tilmed skumfiduser i den varme kakao til stor fryd for Caroline.
 

Og aftenen efter gymnastik fik vi også lige flyttet rundt på pigernes værelser. De er bare blevet så fine – sådan er det nok når man flytter ind. Man (vi) skal lige gå og se lidt på tingene inden vi finder den rette indretning. Nu mangler vi bare lidt med gardiner, et nyt tæppe til gulvet, puder og wall stickers etc. Nå, men hyggeligt er det blevet – også selvom det betød at ungerne kom alt for sent i seng.

I dag skal jeg så på papirøen. Det er min første gang (hvilket er helt pinligt at indrømme), og jeg glæder mig ret meget. Og har kæmpe høje forventninger. Nu må vi se om stedet kan leve op til det. Jeg skal derover med en masse kolleger fra alle lande i koncernen, da vi hele dagen har holdt seminar. En laaaaaang dag – og egentlig glæder jeg mig marginalt mere til bare at komme hjem i seng. Men først en stor fadøl!

 

 

tirsdag den 22. september 2015

Aldersbetingede livskriser og adultier adults


Vi holdt jo Steffens fødselsdag i weekenden – og efter mange hovedregningsforsøg kom jeg frem til, at han blev 36. Hvilket bragte mig i den tilstand af let panik.
Jeg har altid synes, det var vildt skørt, når kvinder omkring mig fik stress og hjertebanken og ind imellem regulær livskrise over at blive 40. Jeg har brugt mange år på at glæde mig helt enormt til at blive 40. Jeg har nok tænkt (og tænker), at så var jeg kommet over den usikkerhed, der i mange situationer bæres med i livet. Og jeg var nok blevet sådan en voksen, der bare totalt hvilede i mig selv og var …. ja… voksen! På den voksne, ansvarlige og sikre måde.

Men så blev Steffen 36. Og jeg kunne (midt om natten) pludselig slet ikke regne ud hvor gammel jeg så var. Jeg er jo nogle gange to år ældre og nogle gange kun et år ældre. Og i nattens mulm og mørke, og måske derfor med manglende regne-evner var jeg pludselig overbevist om, at jeg så måtte være, ikke blive, men være 38. Og jeg blev ramt af den totale panik. Den skyllede ind over mig, og den var hverken afdæmpet eller smuk. Bare panisk. Jeg er jo ikke voksen – og pludselig synes jeg, at 38 virkelig var ’meget’. Det vil ikke være for meget at sige, at jeg lige der mellem 3 og 4 om natten fik en full-blown livskrise.
Den er aftaget lidt. Jeg fik regnet på det henover morgenkaffen. Og jeg er altså ’kun’ 37. Det vil sige, at jeg fylder 38. Hvem ved – måske går jeg i panik til juni, hvor det bliver en realitet og ikke bare en fjern fremtid. Men jeg kan i den grad fået en ny respekt og forståelse for de mange 40-års kriser, jeg ser omkring mig. Min kom så bare ikke væltende ved 40. Men et par år tidligere.
 

mandag den 21. september 2015

Inderst inde og fødselsdag


Weekenden har budt med familie med stort F.  Fredagen gik jo med urimelige mængder af bland selv. Og det var mig, der blandede de voksnes. Hvilket resulterede i, at jeg synes en del bedre om det blandede indhold end herren i huset. Lad mig bare sige, at jeg fik slik nok. For en dag eller to…

Lørdag var en rigtig hyggedag. Vi startede med hhv. at være til ballet med Caroline og have besøg af en veninde (Margrethe). Da vi nåede hjem fra ballet havde de bestille en masse biografbilletter, så vi nåede lige i Park bio på sidste dag Inderst Inde spillede. Jeg kan kun sige, at den film jo er genial. På så mange planer. Der er både eftertænksomhed for børn og voksne, store grin og komik blandet med store følelse og tårer i øjnene. Jeg fik også en meget insisterende klump i halsen flere gange – og specielt da Rileys fantasidyr på efterlades på mindernes kirkegård. Åhhh altså. Det var så sørgeligt så en lille dreng et sted i biografen græd meget højlydt og snøftende længe. Jeg forstår ham godt.

Efter følelsesrutsjebanen i biografen fik vi nået en hel masse – og vi nåede til familiebesøg om aftenen hos Steffens fætter og hans søde unger. Der var vin, øl, byg-selv-burgere, leg og en masse snak. Og til sidst børn, der faldt i søvn i sofaen inden vi tog hjem. Brand-hyggelig aften altså.

Søndag havde Steffen så fødselsdag – og pigerne og jeg var vældig tidligt oppe for at dække morgenbord, gå i Lagkagehuset og tømme den, lave kaffe og tænde lys. Det var den hyggeligste morgen – og jeg tror både gaver og morgenmad faldt i god jord. Derefter nåede vi at bage en masse boller og pigerne lavede (sammen med Steffen) to flotte lagkager. Klokken 14 begynde de første gæster så at komme – og resten af eftermiddagen gik med familie og venne-hygge. Aftenen sluttede med mega lækre bøffer og bearnaise. En fantastisk dag, hvor de voksne faldt i søvn klokken 21.30 på sofaen.

fredag den 18. september 2015

Børnelokkeren fra Østre Anlæg

Det er fredag. Og det er så tiltrængt. Jeg ved næste ikke noget bedre end fredag. Weekenden ligger helt åbent foran en og det giver en særlig stemning. Derudover er man bare træt på en helt særlig måde fredag - som giver fredag aften de hyggeligste efterårsaftner. Også når det ikke er efterår. Men det skal jeg så love for, at det er idag.

Nå, men dagens anden optur er slik. Fredag er den dag hvor jeg må spise slik (at jeg spiser det hver dag, er ikke værd at nævne 😖 - fredag er det bare ligesom tilladt, og så smager det bedre). Idag gik jeg hjem fra skole med tøserne og direkte i Candy store på Ndr. Frihavnsgade. Og blandede for 75 kr. Åh det bliver en god aften.

Dog er der faktisk et minus idag - pigerne havde en seddel med hjem fra skole om, at der er observeret OG anmeldt til politiet en 'børnelokker' i Østre anlæg, som skolen bruger i alle idrætstimer og som SFO. Faktisk er indtil flere piger blevet kontaktet af en mand og tilbudt slik og gaver, hvis de går med. Også min egen Margrethe. Som heldigvis sagde nej, og løb. En enkelt har han endog grebet fat i - så nu er politiet på. Men seriøst!! Det er så utrygt specielt når de selv går hjem. Husker selv hvor bange jeg var for børnelokkere da jeg var barn. Selvom jeg aldrig havde mødt en ensige hørt meget om det. Men det var et tilbagevendende mareridt hele min barndom. Det håber jeg ikke gentager sig her hos mine piger. Heller ikke selvom vi faktisk idag var nødt til at tale med dem om, hvad de skulle gøre, hvis han forsøgte at 1) lokke dem med slik og gaver eller værre endnu 2) greb fat i dem (råb på hjælp, slå og løb alt det I kan...).

Nå, men nu ligger de begge trygt og godt under dynerne i sofaen med det meste af et kilo slik i skålen. Stearinlysene er tændt og en skøn weekend venter. Vi er så heldige.

torsdag den 17. september 2015

Onsdag opdelt i 3


1. Onsdag var altså en dejlig dag. Jeg startede dagen med at følge to små mennesker, de bedste, til skole. Onsdag er vores tidlige dag, så vi gik langs søerne allerede 7.30 - men det betød at vi kunne samle alle de kastanjer, der var faldet ned i løbet af natten. Og det var så hyggeligt. Jeg fik et indblik i hvad de synes er hyggeligt - og vi digtede lange planer om hvad vi skal, når det bliver rigtigt efterår. Det er noget med kastanje-dyr, varm cacao, regnvejr, lune tæpper og nybagte boller - og en film i sofaen. Jeg har simpelthen født to livsnydere og jeg elsker det.

2. Da jeg nåede ind på arbejde havde jeg fået en ny computer - og resten af dagen gik på en lille skole i Roskilde, hvor jeg mødte den mest vilde og innovative 7. klasse. Der er i den grad håb for de næste generationer, hvis der bare findes lidt flere af den slags børn. Hold nu op hvor var de dygtige og seje.

3. Da jeg kom hjem var Steffen og pigerne taget til svømning, så jeg fik lige et par timer til mig selv, mens jeg lavede kødsovs. Og det fedeste var, da Margrethe trådte ind af døren da de kom hjem og løb ud i køkkenet og proklamerede at 'far er så stolt af mig'. De to har haft lidt vanskeligheder ind imellem med at finde hinanden og to temperamenter har slået gnister. Men at se hendes glæde over far - det varmede så meget. Dagen sluttede med dynes i sofaen og kageprogram. Caroline var dog faldet i søvn inden det startede og Margrethe snorksov indtil bagningen af sidste kage. Men det var så hyggeligt. Trods alt :-).

tirsdag den 15. september 2015

I regn og torden er der stadig tre lyspunkter

Idag har jeg været på en skøn lille skole på Fyn og undervist nogle søde 8-9. klasser. Og i den forbindelse var første dagens positive, at jeg havde næsten to timer i toget helt alene. I hvert fald uden at jeg kendte nogle. Godt nok var klokken 7 (!) da toget kørte, men alligevel. Baresso leverede kaffe og crossiant. Min telefon leverede lydsporet og en god bog leverede underholdningen. Det er virkelig sjældent jeg kører i tog. Men hvor er det skønt at få de timer helt for sig selv. Som en skøn lille tidslomme.

Anden virkelig dejlige begivenhed var min cafe date mens Margrethe lavede springgymnastik med en god veninde. Venindens mor er fantastisk sød, og det er en ugentlig meget meget hyggelig tradition. Idag var der buller og brag udenfor og lyn i lange baner. Jeg var gennemblødt efter cykelturen gennem byen frem til den skole, hvor de går til gymnastik. Men så meget mere nød jeg den varme kaffe - i dagens anledning lavet på fuldfed sødmælk.

Sidste fantastiskhed var lektielæsning. Det var bare en uventet hyggestund med veronaboller og børn, der idag gerne ville lave lektier og fortælle om skoledagen. Og det er altså ikke så tit jeg kan få så meget ud af dem på fortæller-fronten bare uden videre. Så en dejlig stund i vores helt vildt dejlige køkken.  

mandag den 14. september 2015

Kort, men godt

Dagens ultra korte, men ikke mindre goder:

  1. Jeg er nået igennem min ufattelig lange to-do liste på arbejde (for i dag). Jeg var top stresset i morges, da jeg skulle ud af døren, men alting gled som smurt og jeg kan gå hjem med god samvittighed (om et par timer).
  2. Jeg skal på date i aften – ikke med min mand, dog. Men med hendes her – og jeg glæder mig.
  3. Vi havde den skønneste søndag hjemme. Ungerne, Steffen og jeg. Vi hyggede simpelthen så meget og jeg var ikke udenfor en dør (udover da jeg flyttede mine krukker i gården ud i regnen, således at jeg ikke skal vande i dag J).

søndag den 13. september 2015

Weekendens positive noter

Nu er det søndag - og det regner og regner... Og der er 21.000 stakler, der skal løbe godt 21 km gennem København- Jeg vælger at blive indendøre og drikke te - og spise rutebils lagkage. Pigerne får begge veninder på besøg og vi skal ingenting. Andet end alle de små projekter som at hænge knager op i entreen (er semi-træt af alle de jakker, der bare ligger i en bunke), hænge lamper op og alt muligt andet. Men hvad er ekstra godt nu? jooo....

1. at vi ikke skal noget idag. Vi har bare en rigtig slapper dag, hvor der er overskud til at spille Labyrint, lægge neglelak på 30 fingre, lave (og spise) lagkage, læse, høre radio og se en film.

2. at lørdagen gik med sommerens (?) skovtur i Carolines gamle børnehave, Bøgely. Det var så fint at se alle de gamle små veninder og venner - samt ikke mindst deres forældre igen. Det var brand-hyggeligt.

3. at vi stort set har fået købt alle gaverne til Steffens fødselsdag næste weekend. Det er en lettelse - og jeg ville ønske vi kunne købe hele listen, men det ville måske være lidt over-kill. Men det skønneste er at alle kan komme til thyra-boller og lagkage næste søndag. inklusiv de helt fantastiske venner vi har - som vi ser alt for lidt, men det er vi (langsomt) ved at råde bod på.

Og så lige den sidste 4'er... Jeg skal have talt med min chef om at gå ned i tid og eventuelt tage en ugentlig fridag. Økonomien herhjemme bliver strammere. Ja, det gør den. Sommerens ferier bliver nok knap så vild. Men... hverdagen skulle gerne blive en anden. Jeg håber og beder og krydser fingre, tæer og arme for at det kan lade sig gøre....
Gammelt, men dejligt, billede af mine 3

tirsdag den 8. september 2015

Samme dag - flere glæder

Dagen har behandlet mig så fortræffeligt, at jeg må supplere dagens liste.

For det første har jeg hygget helt gevaldigt med god kaffe og fantastisk samtale med Margrethes klassekammerats mor. Men vi venter på at de bliver færdige med springgymnastikken. Og det er jo så fantastisk at aftenen bød på lange sen-sommer solstråler og velduftende vind midt på Nørrebro.

For det andet kunne jeg, mod ellers forventet, hente tidligt. Og det var bare så fint. Der var ikke nogen sure miner, men en rigtig dejlig lektielæsningsstund. Hvor vi både fik læst en god bog, skrevet en stil og fundet ord med A. Lidt på hvert faglige niveau, men med entusiasme fra begge piger.

Slutteligt er der luksusfælden. Det er tirsdag og min 'de-unge-mødre' last er altså luksusfælden. Elsker ham Jan når han moraliserer over de vanvittige overforbrug og ufornuftige beslutninger. Mens jeg sidder og føler mig ūber-klog og fornuftig i sofaen. Det er helt sikkert ikke sandheden, men det føles godt at se de ekstreme tilfælde. Til afstivning af rygraden ;-)...

Dagens glæder

  1. Jamen altså – jeg er så fanden heldig. Jeg har en skøn skøn weekend at kigge tilbage på. Hvor jeg, sammen med 19 andre skønne kvinder, spiste frokost og spillede på heste på Klampenborg galopbane. Vejret var koldt som en vinterdag, men det var ikke (det store) regnvejr og vi havde en fest. Der er en fantastisk stemning sådan et sted – selvom vi ikke vandt det store. Tror det handlede lidt om, at den hest vi satte flest penge på pludselig løb sin vej. Helt altså – ind i skoven ved siden af galopbanen. Ikke at jeg ikke forstår den. Det må være en sjovere løbetur en den i runden med en vild jockey på.
  2. Jeg tilbragte en del af min lørdag formiddag i Grand bio med min skønne bio-veninde. Vi mødes sådan cirka en gang om måneden og drikke kaffe, spiser crossianter og ser en film i Grand. Som næsten altid viser sig at være tankevækkende, skøn og følelsesladet. Denne gang så vi ’Krigen’ – et fascinerende portræt af hvad det vil sige at være i krig, og komme hjem, ikke mindst. Den skønne dame, der er ’mortilto’ har skrevet så fint her om filmen og de tanker, den sætter i gang. Og hvad bedre er – jeg skal drikke vin allerede næste uge med hende – så tænker jeg vi nok lige runder emnet J.
  3. Morgenens cykeltur efter aflevering. Jeg bliver til stadighed forundret og lykkelig over hvor smuk København er i morgensolens stråler. Det er et privilegium at bo og leve her.

fredag den 4. september 2015

Optursfredag og komplimenter

Fredagens 3;

1. Cykler afsted efter ungerne og ung fyr på 30 kører op på siden af mig og siger 'du ser meget skarp ud i den kjole'... Hurra tænker jeg (ja! Det sker ikke så tit jeg får fremmede komplimenter, og slet ikke fra sådan en som ham, som faktisk så ret godt ud)... Men så møder jeg ham igen ved skolen, hvor han pludselig dukker op og spørger 'skulle vi ikke drikke en øl'? Øh nej... Men TAK fordi du spurgte 😜

2. Venindebesøg fra Sønderborg. Det var så fantastisk at Mette lige kiggede forbi til vin og tapas og total opdatering i hvordan det går med alle vores venner fra det sydlige Danmark. Hvilken skøn aften.

3. Jeg nåede lige ind i morges inden skybruddet. Og bedre endnu mine børn nåede lige ind i skolen og blev dermed i våde. Jeg var så bekymret for både dem og Steffen, da jeg sad på arbejdet og kiggede ud af vinduet mens himmel og hav mødtes i kæmpe vandmasser og lynende lys. Men heldigvis blev også de skånet og da jeg hentede i eftermiddags var vejret tilbage til dejlig sol og varme. Så meget så forårskådheden kom over folk jfr. punkt 1.

tirsdag den 1. september 2015

Dagens 3 på årets første officielle efterårsdag

Sidste hjemmearbejdsdag i denne omgang nydes i fulde drag, selvom den startede med to møder og en velkomstmorgenmad inde på kontoret. Vi får en ny praktikant ansat - og hun virker rigtig sød.

Nå, men nu til dagens 3:

1. Min svigerfar fylder år idag og er hjemme fra USA (hvor han bor). Så eftermiddagen kommer til at gå med lagkage, varm kakao og hygge. Det er lige vejr til den slags idag - og det er en god ting at se frem til på sådan en lidt træg arbejdsdag.

2. Jeg er kommet igang med en helt fantastisk spændende bog på Mofibo - den både tager al min tid og en stor del af min nattesøvn. Men det er det hele værd. Elsker lige at finde en god bog efter en periode, hvor jeg ligesom har haft svært ved rigtig at fanges af dem jeg har læst.

3. Duften i morges tidligt, da jeg cyklede mod kontoret. Det kan godt være, at det officielt er efterår og at vejret er gråt og lidt vådt. Men det duftede helt skønt i morges, og det giver bare glæde og endofiner i hovedet.