mandag den 29. september 2014

Livet og lykken

Livet og lykken – egentlig ikke begrebet jeg får tænkt meget over for tiden. Læst, ja, men ikke tænkt. Men det gør nok heller ikke så meget. For jeg får levet – og et godt liv af slagsen. Jeg får spist lækker lækker brunch med fantastisk veninde. Som står i sit liv krise. Det er noget pis. For nu at sige det som det er. Men det er (i al dens selviske glæde) dejligt at kunne se den forskel et knus, en snak og en ALTID åben sofa gør for hende. Hun er så dyrebar, modig og sårbar. Bare jeg kunne løfte denne udfordring af hende. Fra hende og børnene. Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun lindre med mad, te, honning, knus og stilhed. Og sofa med rygdækning.

Mit eget liv suser af sted i rasende tempo. Arbejdet raser derudaf. Det er sjovt, spændende og kollegaerne er de bedste (kaffen dog ikke ligeså:-/). Jeg skal huske at trække vejret – så det øver jeg mig på. Ungerne og S derhjemme stormer også derudaf. I denne uge på ’når-far-kommer-hjem-er-mor-lige-gået-og-så-kommer-barnepigen-måske-i-stedet-for’ måden. Det bliver godt at hoppe på flyet om 11 dage og familie-feriere den i San Francisco. Som heldigvis er stedet hvor farmor og farfar forkæler os alle. Og hvor vi har været så mange gange, at vi ikke behøver andet end at være. Nyde bakkerne, husenes fine farver, kaffen på hvert gadehjørne og farmors skønne mad om aftenen. Nå, ja, og så de 20-25 grader, som der er derover J. Midlertidig farvel til det begyndende efterår med snue og træthed til følge.

Der er dog fordele ved efteråret. Er der noget hyggeligere end at lytte til blæstens rasen (gerne højlydte rasen) mens man sidder i stuen ved stearinlyset skær – og ser den netop udkomne 3. sæson af Homeland på netflix. Ja, for fa… vi opdagede sæson 3 i fredags – og weekenden har herefter budt på al for lidt søvn – men megen hygge efter at de to dejlige ungmøer er gået i seng. Og, om det er efteråret der gør det eller ej, er der også noget specielt ved at ungerne nu er så store, så de gider se ’fredags-underholdning’ med deres forældre. Jeg husker så tydeligt min barndom i selskab med Nina, Michael, Ole og Elevatoeren. Og slikket, varmen, dynen i sofaen og nærheden med min mor. Den nærhed er her pludselig igen – nu med mig som mor! Det er skønt, og jeg ved at jeg skal nyde det for inden jeg ser mig om gider de ikke længere se Jacob Riising quiz’e sig gennem fredagens aftner. Så jeg nyder. Og nyder. Og gemmer de aftner i kassen over gode minder.


Så gør det ikke så meget at lejligheden nok er lidt for lille til at rumme os alle. Når vi alligevel bare putter os sammen i sofaerne med slikskålen. Her er ingen trange kår.

tirsdag den 16. september 2014

Reklamer til børn og unge - med omtanke!

Man skulle måske til at tænke over, hvordan man bruger blogs, og andre sociale online medier :-).

Hermed en stak citater fra Regeringens ekspertudvalg om Børn, Unge og markedsføring's nye anbefalinger, fordi der er brug for en opstramning af reglerne i markedsføringsloven omkring børn og unge - nu de sociale medier fylder så meget:

Udvalgte citater fra fokusgrupper
”Det er ikke direkte reklame, for hun (bloggeren SilleWho) får ikke penge
for det” (Wilke s. 51, fokusgruppe, børn 14-16 år)

”Hun får jo ikke noget ud af det, men gør det for at inspirere andre”
(Wilke s. 51, fokusgruppe, børn 14-16 år)

”Måske er de nye, og han er glad for dem. Og det er sikkert sådan, at i
deres klub, dér er det Nike, der leverer støvler, og så har han valgt de
der”. (Wilke s. 52, fokusgruppe, børn 14-16 år, om Niklas Bendtners
billede af Nike-støvler på Instagram)

"Det er rimeligt tit, at de lægger noget ud, f.eks. hvis de har lavet nye
støvler og så lægger billeder ud af dem og skriver at de hedder sådan og
sådan… Så går jeg ind på Google og søger efter dem." (Wilke, s. 34,
fokusgruppe, børn 11-13 år, om fodboldspillere på Instagram)

"Jeg synes ikke det er reklame. Follow – det er ligesom at følge, hvad de
gør, og hvad de ser, ligesom at følge dem som personer. Det er ikke reklame
at følge den her person, det er jo hvad du selv har lyst til at følge."
(Wilke s. 34, fokusgruppe, børn 11-13 år, om at følge folk på fx Instagram
og YouTube)

”Nej, det er ikke reklame. Han viser jo bare, hvad, han selv synes, er
sjovt” (Operate, ”Analyse af børn og unges afkodning af kommerciel
kommunikation på nye platforme” s. 27, fokusgruppe, børn 10-13 år, om
Wimp-grundlæggers Instagramprofil)

”Nej, hun skriver jo bare om tasken. Se selv, Mascha skriver: ’Tror den
kommer på ønskelisten til jul’ ”. (Operate, ”Analyse af børn og unges
afkodning af kommerciel kommunikation på nye platforme”, s. 34, fokusgruppe,
børn 14-18 år, diskussion om, hvorvidt Mascha Vangs omtale
af en kamerataske er reklame)

”Man får nok sådan et lille kort med tilbud på abonnementer” (Wilke s.
40, fokusgruppe, børn 11-13-årige – om tilbud på 8 numre af Vi unge + et
One Direction sengesæt – på spørgsmålet om, hvad der sker efter seks
måneder. Hovedparten tror, at fx Vi Unge vil kontakte dem, når de seks
måneder er omme for at høre, om de vil fortsætte abonnementet. Og nogle
tror sågar, at de efter seks måneder vil blive præsenteret for nye tilbud med
nye produkter, som følger med)

OG hvorfor er det så vigtigt:
Rapporten viser, at børn og unge i høj grad agerer som forbrugere helt
ned til seks års alderen:
· 95 procent af alle teenagere har i 2013 handlet på nettet
· 60 procent af de 8-12-årige har handlet på nettet
· knap 30 procent af de 5-7-årige har handlet på nettet

Børn og unge er generelt godt beskyttede, men der er stadig udfordringer:
· cirka halvdelen af de mindre børn på 5-8 år har foretaget et utilsigtet
køb online
· børn og unge har svært ved at gennemskue priser og bindingsperioder
på abonnementer
· børn og unge har ikke erfaring med at identificere kommerciel
kommunikation på nye platforme

Forældrene bruger generelt ikke meget tid sammen med deres børn på de
digitale medier:
· 17 procent af børnene er aldrig under voksenopsyn, når de er på
de digitale medier
· knap halvdelen af børnene er uden voksenopsyn i 75 procent af tiden
eller mere
· 30 procent af forældrene har aldrig talt med deres børn om markedsføring
på nettet

Børn og unge har svært ved at forstå finansielle begreber som fx ÅOP:
· I 2014 var 5.154 unge mellem 18-20 år registret i RKI
· de skyldte i gennemsnit 12.090 kroner

tirsdag den 9. september 2014

Gode tider og savn

Så er det en nye dag – og vi slap for regnen på morgencykelturen. Yaayyyyy. Nu har vi været alene hjemme uden S siden søndag – og det går så fint. I aften har vi et logistisk puslespil kørende inkluderende veninder, veninders mødre og S’s moster – således at M kan tage til gymnastik (OG blive hentet der), mens jeg kan tage til ridning – og der samtidig er en hjemme hos C til at både lave aftensmad og putte. Jeg er jo først hjemme klokken 21 – men det lykkes så fint.


Der sker i det hele taget så meget godt for tiden – ikke på den måde, at vi vinder i lotto, får nye jobs eller scorer en stor lejlighed til 5000 om måneden (- se, det ville være godt!), men vi får set en masse dejlige mennesker (og det er faktisk meningen med det hele) og vi får hygget igennem om eftermiddagen (ja, ikke lige i dag) trods lektier og praktiske gøremål. OG ungerne går i seng til tiden og jeg får et par timers fuldstændig ro om aftenen inden jeg selv kravler til køjs. Kaffen er endog god på mit arbejde for tiden! Det er sørme en god tid nu trods savn af S (7-9-13). Hurra for at vi har en at savne. Og hurra for facetime, der betyder at han faktisk lidt er med ved aftensmaden alligevel. 

PS - jeg har opdaget Bloglovin - og med møje og teknisk snilde (host host) sat det op her også. Hvis man vil bruge det...

fredag den 5. september 2014

Giv mig luft

Så er det (snart) weekend. Og en meget kærkommen en af slagsen. Jeg hænger stadig lidt efter ’den mystiske’ forkølelse – og har stadig ikke nogen lungekapacitet. Hvilket er træls – og ret underligt nu jeg får alt det astma-medicin. Håber virkelig snart det bliver bedre. Har det som om der konstant står en og holder mig for munden med en tyk og uigennemtrængelig hanske. Faktisk er det ikke det rareste - og efterhånden er en god vejrtrækning blevet lidt en tvangstanke. 

Nå, men tilbage til weekenden. Vi skal have veninde af M overnattende i nat – og C skal starte nyt ballethold i morgen. Så alt i alt en helt almindelig familie-med-børn-agtig weekend. Men så skal ungerne ud til mormor, så mor og far kan tage til forældrefest med M’s klasse fra Krebs. Det er de sødeste mennesker, så det skal nok blive hyggeligt. Dog bliver det nok ikke en ’all-nighter’ da Steffen rejser 2 uger til Frankrig søndag sen eftermiddag. Derfor skal ungerne hentes lidt tidligt på dagen søndag og tilbringe lidt tid sammen med ham inden han kun kan kommunikere via facetime i nogle uger.

Ellers går det godt. Kantinen var så elskværdig at servere thai-suppe (også) i går. Og det er en af deres spidskompetencer og denne gang skuffede heller ikke. Og så havde vi på kontoret besøg af to (!!) barslende kolleger og deres skønne unger på hhv. 3 og 9 måneder. Måske man skulle få en 3’er!


Så faktisk tror mit eneste problem pt (udover det med at trække vejret) er at S ønsker sig to ting til sin fødselsdag – og begge er udsolgt i alle butikker OG fra producenten. Hvad gør man så… hmmm må gå i (kreativ) tænkeboks. Nu har jeg jo også to uger til at tænke over det, idet han kommer hjem dagen før sin fødselsdag. Så kunne det jo være fedt at have noget (et eller andet…) klart J.

tirsdag den 2. september 2014

Hyp hyp

Jeg er hestepige. Det vil sige, det er mange år siden jeg har været det. Men jeg er vokset op med benene placeret sundt og godt i en stald. Jeg elskede det hele - lugten, lydene og stemningen. Jeg elskede hestene, som man kunne stole på. De sagde aldrig en imod og de var altid bare der - med deres svage prusten og blanke øjne. Da jeg fik min egen hest elskede jeg ansvaret. Og jeg knus-elskede stævnerne. At stå op klokken 4 om morgenen og læsse hestene i vognen og køre rundt på Fyn til diverse rideklubber. Pusse og nusse og ordne i timevis inden. Flette, polere og træne. Memorere springbanen. Præmierne og stoltheden. Og trætheden når vi vendte hjem. Og sad inde i boksen hos hesten og talte dagen igennem. Jeg elskede at mærke vinden hårdt i ansigtet udover stubmarkerne og varmen og lyden af insekter, når man lå på marken og kiggede op i solen. Mens hestene gik gumlende omkring os. Heste er indbegrebet af tryghed og barndomsminde. Også den brækkede arm, det også resulterede i. Og de vilde rytterfester. Men med tiden begyndte andre ting at fylde. Jeg blev for gammel til at ride konkurrence på pony. Og måtte dermed sælge den - den elskede også stævnelivet. Og skulle have lov at fortsætte - med den sødeste pige. Hun blev nøje udvalgt. Drenge, fester, tøj og hal-baller (ja - jeg er fra provinsen) begyndte at fylde mere og mere og kunne svært kombineres med stævner, hvor afgangstiden om morgenen faldt sammen med hjemkomsten fra hal-ballet om natten (potato-potato). Så hestene måtte vige pladsen for den nyfundne ungdom - jeg var vel blevet 17 år. Jeg red mindre og mindre - og det sluttede helt da jeg var 19 eller sådan noget og flyttede hjemmefra.

Nu har jeg jo så fået nyt arbejde. Og det er jeg jo i sig selv bare glad for. Og hvad er så mere fantastisk at opdage end at min arbejdsplads har sit helt eget ridehold. Og der var, hvilket bare aldrig sker, lige præcis en tom plads lige den dag jeg opdagede det. Det må være skæbnen. Så nu her knap 20 år siden jeg sidst sad på en hest er jeg begyndt igen. En gang om ugen. Det er ligesom at cykle - man er ikke god. Men man kan - og ved hvad man skal (hvis så bare benene og musklerne generelt ligesom ville følge hjernens instrukser). Hold kæft hvor er det hårdt. Men hold nu endnu mere kæft, hvor er det også fedt! I aften på denne skønne skønne sensommer aften kunne vi ride udenfor med marker, skov og fugle som baggrundstæppe. Det er fantastisk!