mandag den 31. oktober 2016

Mit liv set gennem folkeregisteret - DEL 2

(DEL 1 findes her)
Nå, men efter gymnasiet flyttede jeg til Odense (igen) til en kæreste på sdr. boulevard. Der boede jeg 2 måneder – og lad os bare sige – jeg lærte en del de 2 måneder!!!! Om forhold, om kærlighed, om selvstændighed, om trusler, om menneskelige fortrængninger og forskelligheder…

Så flyttede jeg til en hyggelig kælder hos en ung familie på Sadolinsgade i et kæmpe hus. De havde sikkert som helt ung børnefamilie ikke råd uden en lejer, og det var mig. De var søde og jeg havde det godt, der i kælderen, hvor jeg boede ½ år mens jeg arbejdede hos Bilka… Som kasse assistent. Røv sygt – men det var en tid med unge mennesker, fester og ubekymrethed. Efter et indbrud i huset på sadolinsgade (hvor jeg kom hjem midt i – og det var fanme godt nok udbehageligt) turde jeg ikke bo der så jeg flyttede til Pjentedamsgade (lige ved banegården i Odense – kendt som ludergaden, men de passede sig selv og forstyrrede ikke nogle) sammen med to fyre Steen og Heine. Igen en fed tid – og en fantastisk lejlighed. Jeg boede her et års tid lige til juli 2000 – hvor jeg flyttede sammen med en kæreste, Søren, lige ved Odense teater (i Vindegade). Vi boede ret tæt i hans lille 1-værelses, men så var det godt at hans mor arbejdede i et boligselskab og kunne skaffe en stor 3-værelses på Nyborgvej (kilometerhusene!!!!) efter ganske kort tid i den lille hyggelige lejlighed midt i byen.
Men jeg trivedes ikke rigtig længere, trods det at jeg læste negot på Odense Uni (efter ½ år på lægeuddannelsen). Jeg blev færdig med min bachelor i sommeren 2003 – og jeg var ved at blive kvalt i kilometerhusene som er et dybt uinspirerende byggeri. Men det var nok mere det dybt uinspirerede liv jeg havde fået sat mig i. Jeg søgte helt sikkert tryghed, men var samtidig ved at blive kvalt langsomt, mens jeg så min ungdom glide forbi udenfor vinduerne.

Jeg higede sådan efter at noget skulle ske, men jeg vidste ikke hvad indtil jeg så et opslag på uni – ansøg om Brittingham Viking scholarship – og bo 1 år i USA fuldt betalt. Jeg ansøgte…. OG FIK det.

Ret vildt – jeg fik beskeden på et tog fra København efter sidste samtale – ret surrealistisk togtur derefter. Prøv at blive ringet op i et IC3-tog mellem Ringsted og Slagelse, hvor en stemme i den anden ende sigre, at du lige har ’vundet’ $30.000 til at skabe en ny start for.

Jeg skulle læse 2 semestre i Madison, Wisconsin og bo i ’the Viking House’ (stillet til rådighed på campus af org) og ellers bare rejse rundt og besøge dem der sponserede scholarshippet og som jo derfor var nogle meget meget rige amerikanere, der levede liv, jeg slet ikke havde oplevet tidligere – og nyde livet! JA – det var det. Jeg skulle tage minimum antal credits for at opretholde student visa – så det gjorde jeg. Jeg havde blandt andet racketball (en slags squash) og den slags i mine 2 gange 8 credit (havde dog også nogle få MBA fag – få….).
Det var min 12 adresse - 711 East Gorham Street fra sommer 2003-sommer 2004. Jeg boede sammen med 2 amerikanere, og to finner på samme scholarship. Vi købte bil og var ellers bare på raodtrip det meste af året. Organisationen sender amerikanske unge til hhv. Oslo, København og Helsinki på sommerophold – og skandinaverne den anden vej på både helårs og sommerophold. Og det har den gjort siden 1952 – og de fleste er stadig medlemmer af organisationen. Der er stof nok til diverse indlæg fra det år alene – som indebar alt fra college football med 80.000 tilskuere, diverse kæmpe fester hos så svine-rige mennesker, at man slet ikke fatter det, ture til New Orleans, New york, Washington DC, Denver, Jackson hole, LA, Seattle, 1 måned i SF etc. etc.

En lille anekdote. En af de større pengemænd bag legatet Forster Fries inviterede os til hans hytte der lå på bjergsiden med udendørs jacuzzi, hvor man sad og så solen gå ned bag Rocky mountains. I den forbindelse fandt han ud af at vi ikke havde købt vinterdæk. Det skal man have i Jackson hole, hvor der er flere meter sne – så han sendte 500 dollar på check til det. Vi endte dog med at få stort underskud på en fest inden vi skulle af sted (siger lidt om livet der), så vi fik ikke købt de dæk, men tog glade af sted til Denver (hvor vi skulle møde noget amerikansk familie til en room mate) inden vi skulle køre til JH – Foster opdager så vores manglende dæk – og sender sit lille privat fly – som vi så fik fuld råderet over i 4 dage… tror det er sidste gang jeg får det. Udstyret med et mobilnummer kunne vi altid ringe til piloterne – og give dem en times varsel!!! Men den tur var fed – og JA, vi (forsøgte) at betale de 500 dollar tilbage.


Nå, men alt eventyr har en ende – Jeg skulle jo hjem og læse videre i DK – og kunne pludselig ikke udholde tanken om at skulle hjem til Odense...

søndag den 30. oktober 2016

Den perfekte weekend

Den her weekend, ik. Den har bare været helt fantastisk og på samme måde meget afslappende. Og så har den jo i tilgift varet en time længere end vanligt. Win.

Den startede fredag med at jeg sendte Margrethe til stor halloween-fest i klubben. Og så skulle jeg med Cana og to andre veninder i 'Vild med dans'-studiet. Det var den skønneste aften, selvom den var virkelig lang. Faktisk en time længere end normalt, da det jo var knæk-cancer-versionen. Det indebar at der, udover den almindelige dansedyst, og var en konkurrence blandt nogle overlevere og deres professionelle dansepartnere. Selvfølgelig for at samle endnu flere penge ind. Det var en ret rørende aften, trods al ramasjang og glitter. De mange mange meget personlige historier kan noget. Og så var det selvfølgelig også fedt, at Thomas gik videre og fik en uge mere i cirkus-dans. Skide skide hyggelig og skøn aften.




Lørdag endte med at blive arbejdsdag og jeg er stadig stolt over hvad vi nåede. Vi flyttede rundt i hele underetagen, så alle fik nye værelser. Det indebar at to store garderobeskabe, et par reoler og to senge skulle skilles ad og samles igen. Og alt skylle flyttes, ordnes og indrettes. Og vi nåede det. Inden sengetid, så alle kunne gå i seng i et helt nyt værelse. Det er blevet så vildt godt. Og der er, undervejs, blevet dobbelt så meget plads både på pigernes værelser samt i soveværelset. 

Søndag.... vi har bagt kager, lavet lasagne, leget med LEGO og spillet spil. Nemlig har været så elskværdige at komme med 6 liter mælk og alt muligt andet. Og nu er det eftermiddag. Jeg ser britisk kageprogram (my guilty pleasure), Steffen arbejder, pigerne hører musik og katten sover. Sådan som det skal være på en perfekt søndag. 


fredag den 28. oktober 2016

Mit liv set gennem folkeregisteret - DEL 1

Jeg har haft virkelig mange adresser siden jeg blev født. Faktisk har jeg haft knap 20 adresser i mine 38 leveår. Set på den måde er det jo faktisk sådan, at jeg er flyttet hvert andet år hele livet… Det er jeg ikke – for eksempel har jeg boet samme sted i 10 år (én gang).

Stik den J.

Nå,  men tænkte det kunne være sjovt at lige lave et tilbageblik på min flytten rundt – over et par gange ellers bliver det simpelthen uendeligt…

Jeg startede som sagt livet 14. juni 1978 på Fredericia sygehus (den er ikke talt med som adresse), hvor jeg også kun var et par dage. Jeg boede så på Kongensgade i Fredericia i knap et år, hvorefter min far, min mor og jeg flyttede til Fyn – nærmere bestemt et lille stråtækt hus i en skov lidt udenfor Odense. Jeg kan ikke huske noget fra den tid, eftersom vi kun boede der præcis et år til november 1980 – hvor jeg lige er fyldt 2 år, hvilket giver mig 2 adresser indenfor mit første par leveår. Jeg ved stedet var fyldt med edderkopper og vi ikke kunne bruge stikkontakten til ganglyset – da der boede en stor en af slagsen ovenpå den – og min mor og far er ikke rigtig gode til den slags dyr, derfor… måtte man gå i mørke gennem huset når man kom hjem. Måske er det der jeg har fået min skræk for edderkopper…

Efter skoven flyttede vi til MIDT i Odense – faktisk gågaden (det hedder det derovre – det er kun her man har et strøg). Dronningensgade – der er noget med de der kongelige adresser. Mens jeg sad og skrev det her kom jeg i tanke om, at det kan være grunden til at min ældste datter blev døbt Margrethe…???

Nå, men Dronningensgade kan jeg huske – lidt fra. Det var nemlig herfra min mor og far blev skilt (teknisk set var de aldrig gift, men hvad hedder det ellers?). Med til den historie hører sig, at jeg blev født at et sæt 68’forældre. Altså – vidde gevandter, hjemmebagt, hjemmesyltet, hjemmesyet tøj (det med tøjet blev dog ved længere end resten – selv undertøjet var hjemmesyet, men det var nok også et økonomisk spørgsmål dengang).
Min mor blev dog… skal man sige ældre (hun var 22 da hun fik mig) – og pludselig var den der totale hippie-evighedsstudent tilværelse ikke helt det hun drømte om. Så efter et års skænderi (se det kan jeg nemlig trist nok huske) flyttede min mor og jeg til Oluf Bagersgade i Hunderup kvarteret i Odense i januar 1983 hvor jeg var 4. Vi boede i en lille lejlighed med vores egen baghave. Det var himlen. Jeg har kun gode minder derfra. Jeg havde vinbjergsnegle i baghaven – som dog formåede at stikke af hver nat (det er vist noget med at de kan grave????). Dejlig gade med legekammerater rundt omkring, og en rigtig god skole, da det kom dertil.

Det sjove ved den lille lejlighed er, at jeg altid har troet den var stor – fordi jeg kan huske hvor langt der var fra stuen til badeværelset… MEN for et par år siden genså jeg den – den er 45 km2!!!! Barnets perspektiv er i sandhed et andet!!!

Mange ferier blev holdt hos mine bedsteforældre der havde aktivt landbrug med grise og køer (dengang da jeg var barn kunne man nemlig leve af den slags små blandede landbrug).
Det var fedt!
Min far så jeg kun til jul og nytår, men det var jo mit liv – og det var fint for mig. At han senere er blevet en stor del af mine børns liv tilskrives blandt andet at han er blevet bedre til børn, ikke mindre evighedsstudent dig – men også at han har fundet Randi (bedstemor Randi hedder hun hjemme ved os), som er mine tøsers reservebedstemor og en fantastisk en af slagsen.

Vi nåede at flytte i forhuset på Oluf Bagersgade i en større (og det var den 80km2) lejlighed i 1987 (samme adresse bare ikke B) – inden min mor fik den (kloge/dumme) ide, at jeg ikke skulle vokse op i byen.

Så vi flyttede til Ringe (der hvor der var Midtfyns festival) i februar 1988 – og blev der til jeg flyttede hjemmefra.

Her havde jeg mine teenageår.
Min første brandert, min første kæreste, diskotek klub 54 (eller 5 – 4 som vi kaldte det…). Jeg havde hest, vi fik bil og i det hele taget tog levestandarden et stykke opad. Som barn har jeg dog slet ikke set det sådan – jeg havde jo hvad jeg skulle bruge (jfr. Lille lejlighed), men jeg har gennem min opvækst helt klart været præget af at være datter af enlig mor uden særlig store midler. Det har sat sig – og præger bestemt stadig mig i dag – bare på andre måder. Men at tage ansvar for alt muligt i hjemmet fik jeg vist lært dengang.
Som sagt blev der syet hjemmegjort tøj etc. – og vi havde grød-dag (for så til gengæld at kunne have fiskedag). Vi rejste på ferie hvert år, men intet luksuriøst og der var i den grad sparet op til det. Dog husket jeg tilbage til det som fantastiske ferier.

Jeg var også på Midtfynsfestival hvert år – indtil 1998 hvor jeg flyttede fra Ringe – og der var det begyndt at gå dårligere for festivalen. Men jeg var med (dog som 11 årig flaskesamler) i 1989 det eneste år, hvor Midtfyns Festival var større end Roskilde med 63.000 betalende gæster. Tracy Chapman var et af hovednavnene det år. Det var fedt at vokse op med sådan en festival, og den har i den grad givet mig særlige oplevelser. Lidt tosset var det dog at flytte til Ringe for at komme væk fra storbyens farer J - jeg er ikke sikker på Ringe var så fredelig en provinsby dengang.

Min anden store passion i min opvækst var som sagt min (halve) hest – og vi var faktisk et helt habilt hold, og jeg dyrkede springstævner på et ok højt plan. Indtil jeg blev for gammel til ponyer (det er man ved udgangen af kalenderåret det år man fylder 16). Jeg kom aldrig rigtig tilbage på sammen plan på hest – for jeg var blevet 16!!!! Og var begyndt at gå til Espe fest – i forsamlingshuset i Espe. Jeg husker med tydelig min ulykkelige forelskelse i Morten! Men jeg husker også at ligge i et telt på Midtfyns med ham – så der må ligge en del fortrængninger i den historie – for jeg kan simpelthen ikke komme fra Espes ulykkelige kærlighed til et telt på Midtfyns???

Og så kom gymnasiet!!! Det er uden tvivl nogle af de bedste år, og mest ubekymrede, i mit liv de 3 år jeg gik på Midtfyns gymnasium. Vi var en lidt underligt sammensat klasse, men hold op vi havde de fedeste år sammen – derude på landet. Jeg husker (og jeg er sikker på min mor husker – om muligt endnu bedre) en forfest vi holdt hjemme hos mig (kan I huske det – forfester… fedt koncept!). Jeg boede som nabo (der var en mark med en sti mellem mig og gymnasiet – jeps – det var i en lille provins by – 5000 indbyggere – og der var marker helt inde i byområdet – det er så bebygget i dag har jeg senere set). Nå, men forfest… ja – det var en god fest – men jeg fik en ret utilfreds mor dagen efter. Hun var nemlig kommet hjem (hun var ikke hjemme) kl. 23 til en åben hoveddør (som i på viid gab), en åben terrassedør (den slags hvor hele vægen skydes til side) og et åbent køleskab!!! Derudover 4 cigaretbrændemærker i vores (i parentes bemærket) nye gulvtæppe.. Men festen var god.

Mit argument i den efterfølgende diskussion var, at vi da aldrig havde låst dørene – og det var jo rigtigt – jeg havde aldrig låst. Sådan var det nemlig i Ringe i 90’erne… ingen nødvendighed at låse sin dør, så jeg havde ikke en nøgle i min opvækst. Det er da en form for tryghed der vil noget J

OG SÅ FLYTTEDE JEG HJEMMEFRA...

torsdag den 27. oktober 2016

Om det man er allermest flov over!

Om torsdagen møder ungerne tidligt, hvilet betyder, at vi skal afsted når det stadig er mørkt, og de fleste mennesker ikke var taget af sted endnu. Det giver god mulighed for at lure ind af vinduer. En af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg sådan cykler eller går rundt i de Københavnske gader, er at lure ind af de oplyste vinduer. Det er sikkert samme nysgerrighed, som giver programmer som Hammerslag og Kender du typen vind i sejlende og stor popularitet. Det er spændende at se hvordan andre har indrettet sig.

I dag blev jeg ekstra ramt af den hygge og lykke, der driver ud af det gule lys, der kommer ud af de oplyste vinduerne. Jeg blev ramt, fordi jeg ikke (længere) var misundelig. Men fordi jeg oplevede et glimt af lykke, da det gik op for mig, at det kunne være mig derinde. Jeg har en af den slags hyggelige lejligheder, som jeg, hvis ikke jeg selv boede der, ville kigge ind i og tænke ’her er godt nok hyggeligt, varmt og dejligt. De må have et godt liv’. Sådan har det ikke altid været – heller ikke selvom det er mange år siden, jeg ikke havde et dejligt sted at bo og leve. Som udefra set helt garanteret er misundelsesværdig, hvis man går aftentur og kigger ind i vores stuer. Men det hele er farvet af angsten for at miste. Angsten for, at vågne op af drømmen og opdage, at det slet ikke var der alligevel. Angsten for, at det kun er midlertidig – at jeg (selvfølgelig) ikke er så heldig i livet.

Jeg tror en del af min indre angst for at ’klare mig’, skal findes i min opvækst. Jeg havde en dejlig opvækst på rigtig mange måder, og en dejlig familie, der dog kun bestod af min mor og mig. Der var kun os to, og der var dermed kun min mor til at klare det hele. Og det gjorde hun rigtig godt. Min mor har altid arbejdet rigtig meget, og jeg tror, jeg har haft en meget skånsom enlig-mor-barndom. Men alligevel var bevidstheden der. Vi havde hvad vi skulle bruge, vi kom på ferie, og selvom min mor helt sikkert skærmede mig meget mod de lidt barske realiteterne, var jeg smerteligt bevist om at økonomien til tider var stram. Endog meget stram nogle gange. Og jeg var bevidst om, at der altid foregik en benhård prioritering omkring alle udgifter. Og at mange af de ting vi gjorde ikke handlede om at det var smart eller egentlig et valg, der var truffet, men at det var det, der var råd til. Jeg tror fx ikke at vi havde en grøddag, fordi det var en ideologisk prioritering, men det var benhård nødvendighed, hvis det hele skulle mødes i slutningen af måneden. Og en grøddag er så fin. Vi har det selv nu – nu mest fordi Caroline elsker risengrød og jeg hader at lave mad. Specielt i min spirende ungdom vidste jeg det. Jeg var opmærksom på min mors økonomiske kamp helt inden i mit hjerte og min mave, og angsten for ikke ’at klare det’ (hvad ’det’ så er) blev grundlagt der, tror jeg, som sådan en permanent tilfrosset tilstand, der har fulgt mig lige siden.

Steffen og jeg har talt og talt om det. Han er nemlig vokset op med en grundlæggende tro på, at det nok skulle gå. Også det økonomiske. Der var stor (eller i hvert fald væsentlig større) økonomisk frihed i hans barndomshjem. Det er bestemt ikke nødvendigvis det, der giver lykken. Det ved jeg godt. Men børn, der ikke har den angst for, om hvorvidt det går, om hvorvidt de ikke kan klare livet, tror jeg møder livet senere hen med meget større grund-optimisme. Et gå-på-mod, der ikke er tæmmet af angsten for at ’det gode’ liv ikke varer ved. Angsten for at det var en fejl, at lige netop du har det godt, og har været heldig eller i det hele taget har klaret det. Og jeg kan se at denne angst og usikkerhed har jeg bragt med ind i mit voksne liv og i min families liv. Og specielt ind i mit forhold til Steffen.

Noget af det jeg stadig kan få det fysisk dårligt af er, hvis jeg ikke synes det hænger sammen økonomisk i en periode. Og hånden på hjertet, det har jeg aldrig oplevet i de 8 år, vi har været gift. Der har været tider, hvor det kunne være bekymrende hvis ikke dit og dat faldt på plads. Men det er altid faldet på plads. Og Steffen tager det med ophøjet ro. Han stoler jo på, at tingene falder på plads. Men har en lidt stærkere grund-bekymring. Jeg ved det godt , og jeg er bevidst om, at jeg lader det styre alt for meget, stadigvæk. Jeg har en sygelig trang til at have en bugnende opsparring,  og til vide hvad vi har hver måned, hver uge og hver dag næsten. Jeg får det fysisk dårligt, når vi skal betale noget større med opsparringen, således at den ikke er helt så voldsom. Og jeg er faktisk helt vildt flov over det. Og træt af det. Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af – og bare nyde. Nyde at det sgu går ok – som det skal. At jeg har været heldig. At mine børn vokser op i helt andre vilkår end jeg selv. Vi har, hvad vi skal bruge, og jeg behøver ikke ligge søvnløs. Jeg behøver ikke arbejde for meget (og vi skal ikke gå fra hus og hjem selvom jeg ikke finder et job i morgen), men kan rent faktisk prioritere at hente mine børn. Uden at gå på kompromis med vores økonomi og hverdagsmuligheder.

Men selv mens jeg skriver dette – om hvor heldige vi er – sidder der en stemme i mit baghoved og skræpper ’pas nu på’, ’det kan ændre sig’, ’hybris’ og så videre. Den stemme er bare aldrig helt stille.

Jeg har en bekymring. For at det gode er midlertidig, at det gode  går væk i det øjeblik, jeg tillader mig selv at nyde det. Og den spærrer for nydelsen og værdsættelsen. Jeg er blevet en del bedre til det, men der skal ikke så meget slinger i netbank til for at prikke til den latente iboende angst. Jeg skal bare nærme mig bunden på en konto, og selvom der står nok alle andre steder, og jeg, med min fornuft ved, at der faktisk ikke kan komme uventede regninger af en størrelsesorden, som vi ikke kunne klare, så hjælper det ikke på koldsveden, åndenøden og bekymringen. Som så stikker sit grimme grønne fjæs frem hjemme og gør livet endog ret surt for ham, jeg har valgt at leve sammen med. Men bekymringen taler ikke pænt. Og den er ubegribelig svær at tæmme.

Jeg tror samtidig på, at uden nydelse er der ingen taknemmelighed. Der er simpelthen ikke plads i brystet til den slags følelser, når bekymring og angst for at miste dominerer for meget. Og jeg tror på, at uden taknemmelighed er der ingen lykke. Taknemmelighed er en central komponent af følelse af lykke.

I de seneste år har jeg øvet mig i at gå i rette med angstens spøgelse. Jeg har bevidst øvet mig i at nyde, mens tingene var. Og der har været jo været nok at nyde. Det var det, der slog mig i dag på cyklen gennem mørket, da jeg kiggede ind i de fine lejligheder på Østerbro. Det er jo mit liv, jeg kigger ind på, og fundamentet er ikke så skrøbeligt, som de indre dæmoner påstår. Faktisk slet ikke. Og den følelse af lykke, der kommer af taknemmelighed og nydelse, skal jeg blive endnu bedre til at holde fast i. Den var der i dag. Og jeg oplever den, heldigvis, dagligt i glimt.


Som man siger, gode tider kommer jo aldrig dårligt tilbage.

onsdag den 26. oktober 2016

Tidligt ude

Jeg havde en af den slags dage idag, hvor det føltes som om nogle i nattens mulm og mørke havde lagt vat ind under det tynde hud under øjnene. Lige gyldigt hvad jeg gjorde, hvilket creme jeg smurte på og hvor mange agurkeskiver, der gik til undervejs, blev de bare ved med at være hævede og puffede. Og det var virkelig træls. For planen var at jeg skulle mødes med to forskellige dejlige damer til job-kaffe idag. Så jeg smurte ekstra på øjnene, og begav mig afsted for at aflevere Margrethe i skole først.

Og så skete der det held i uheld at begge møder blev aflyst med kort varsel pga af sygdom. Det ene til fredag og det andet til næste uge.

Så kunne man jo gå hjem og gå igang med ansøgninger.

Det gad jeg virkelig ikke idag. Jeg har altså fået en fridag foræret, så indtil videre har jeg
- været ved cykelhandleren med min cykel
- været i Føtex for at købe tandpasta, som vi løb tør for igår, og dadler. Der har endelig fået de gode store fedtede nogle igen. My guilty pleasure. Og så har jeg købt julekalendere i virkelig god tid.
- fået købt de adventsgaver jeg skulle sørge for (til én weekend, så det var overskueligt)
- drukket kaffe
- skrevet mails
- skiftet samtale-kostumet ud med hjemme-tøjet (aka blødt bomuld i sparkedragtssiluet)
- tændt tv'et hvor jeg nu vil se serier 😀

Jeg vender tilbage til almindelig dagligdag i morgen.

Se lige Caroline - som var til cirkus-fødselsdag i weekenden. Et sted der i den grad kan anbefales. 


mandag den 24. oktober 2016

Dagens planer i punktform


  • Aflevere Caroline sent - og høre alle 1.-3.-klasserne synge morgensang. Det er så fint og smukt, Og er det nogle fordele ved min ufrivillige fritid (og der er faktisk alligevel mange), er det, at jeg så har tid til at høre de søde ungers fine røster. I næste uge er det 4.-6.-klassernes tur. Altså Margrethe.
  • Gå lang morgentur med gammel yndlingskollega. Ja, altså ikke gammel, som i har levet længe. Hun er ung og fin - men som i 'tidligere' kollega. Som uden så mange dikkedarer muligvis er den dejligste kollega, jeg nogensinde har haft. Hun er god kollega-karma-inkarnation - og vi kunne alle lære noget af hendes måde at være på. Det var en dejlig tur, og jeg blev endnu engang mindet om hvor mange søde mennesker, jeg kender. Og hvor smuk København er - selv i gråvejr.
  • Skrive en ansøgning. Til noget jeg virkelig godt gad lave. Men jeg mistænker at der nok er virkelig mange, der gerne vil det.
  • Spise et (ahhhrrr - to så) blødkogt(e) æg og drikke en masse kaffe. Hjælper det mon på den hovedpine, der er ved at tage det sidste liv ud af mit skrive-ansøgnings-engagement.
  • Sende Steffen nogle virkelig søde sms'er. Han har simpelthen gjort det umulige. Det gør han sgu tit. Men denne gang har han overgået selv egne forventninger.
  • Drikke kaffe med hende her. Hun er virkelig sød. Virkelig. Og skide sjov. Tjek det selv. Og endnu en af de gode påmindelser.
  • Hente ungerne og dele de sidste pandekager med dem. Måske vi skulle se lørdagens Voice Junior finale - det kunne være en perfekt mandag-tilbage-fra-ferie-aktivitet. Også selvom det skærer lidt i ørerne.
  • Flade ud foran Suits når ungerne sover - og Steffen er hjemme.

lørdag den 22. oktober 2016

Noget om biograf, afslapning og maniske tendenser

Og hvad har du så lavet idag? Nå såmænd. INGENTING. Jo, jeg stod op og spiste god morgenmad. Vi var en ekstra om morgenbordet idet at Steffens bror, der bor i New York, var hjemme. Og havde lånt en seng således at han kunne passe pigerne mens jeg medbragte min mand i biffen.
Vi så Høj af kærlighed. Og kender man os - og vores vertikale karakteristika, ja, så var det en godt valgt film.

Den var god. Filmen. Faktisk en rigtig fin perle. Og så er det altså morsomt, at wikipedia som første oplysning om Jean Dujardin lige for tiden understreger, at manden er 182 cm høj. Og altså ikke 136. Men tag endelig ind og se den. Også selvom man ikke lider af vertikale udfordringer.

Resten af dagen er gået med... at kede mig. Og have ondt i maven over, at jeg ikke udnyttede tiden til at sende mit CV til de mange jeg har lovet. Og at jeg ikke rettede i det. Fintunede og lavede det (mere) fint. Og at jeg ikke skrev ansøgninger, nu jeg har flere liggende, jeg kunne skrive. Man har i sandhed aldrig rigtig fri (for sig selv) som studerende. Og det samme gælder arbejdsløse. 

Så ungerne, som ellers bare hyggede med leg, blev sat til at spille Ramasjang-spillet med mig. Og så lavede jeg 50 pandekager. Og så blev det aften. Nu er pulsen faldet. Jeg laver stadigvæk ingenting, men nu er det aften. Og derfor "tilladt"... Synes fanme det er svært at give sig selv fri. 

Af mangel på fotodokumentation fra den helt begivenhedsfattige dag, er her lidt fra Tivoli-turen i torsdag.



fredag den 21. oktober 2016

En tur på loftet - og 'a trip down memory lane'

Vi har lige tilbragt en døgns tid ved min mor og hendes mand - og når man sådan kommer hjem til sine forældre er det jo ofte sådan, at de ryder op på loftet. Og det var også tilfældet her, så jeg skulle lige en tur op og se hvad de kunne smide ud og hvad der bare måtte gemmes af alt mit gamle skrald. Lad mig bare sige, at det meste røg ud. Men imellem var der simpelthen de fineste skatte.

For eksempel havde jeg gemt min kalender fra 2001-2003, hvor jeg læste på Syddansk Universitet. Jeg flyttede fra Vindegade i Odense til Nyborgvej med min daværende kæreste. Rødvinsaftner var kæmpe stort, jeg havde mange lektier for og jeg tog sol - og der var virkelig mange arrangementer at holde styr på. Jeg var sgu en travl (ung) dame. Alt var noteret. Også en masse fødselsdage på folk, som jeg virkelig ikke ved hvem er. Eller i hvert fald kan jeg ikke huske dem. Det var simpelthen så sjovt at genlæse alle de kalender-noter, da det bragte nogle af de samme følelser frem - og pludselig kunne jeg huske tiden, som var det igår (og det er det som bekendt virkelig ikke). Hold fast, der er sket meget på de sidste knap 20 år (!!!).



Noget andet jeg også fandt var en kasse med breve fra venner og familie - jeg var nemlig nogle måneder i USA som au pair lige efter min studentereksamen i 1997. Jeg hadede det og havde alt for meget hjemve. Og kom også hjem før tid. Men brevene har jeg tilsyneladende gemt. Og de er fuldstændig fantastisk morsomme at genlæse. Jeg har (gen-)mødt 19-årige Anja, Pia, Birgitte, Møller, Dorethe og alle de andre igen. Det er som at være sammen med deres 19-årige personligheder igen.

Jeg er ikke kommet ret langt i bunken, men jeg har blandt andre fået læst et brev fra Anja og et fra Pia. De to piger er super forskellige, og igennem sådanne breve og tidens afstand ses det bare så tydeligt. Anja sendte mange mange tætskrevne (faktisk på computer og så printet) sider med overvejelser om livet, fornuftige gammelkloge bemærkninger, hvordan Prinsesse Dianas død føltes, hvordan livet efter gymnasiet føles og tanker om fremtiden. Pia skriver om det lige foregår. Lige nu. I hendes liv.

Begge har dog sendt et fyldigt referat fra samme fest - som de begge deltog i. Og det fik simpelthen tårerne til at trille ned af kinderne af grin. Samme fest. To fundamentalt forskellige perspektiver.

Pia skriver fx. ....var Anja og mig og min nye klasse i byen, det var meget sjovt. Hun (Anja) blev kanonfuld, jeg tror aldrig jeg har set hende så fuld før. Jeg troede aldrig, at jeg skulle få hende med ned i byen, men det gjorde jeg.

Anja skriver om samme fest at... var jeg inviteret til Handelsskole fest med hele Pias og Dorethes nye klasse. Jamen det var simpelthen så fedt, at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal forklare det, så du kan forstå det... Der var bare totalt gang i dem, og så var de tændt på at drikke igennem, så du kan nok forestille dig, at jeg i løbet af aftenen havnede i en salig brandert. Jeg var ikke kanon stiv (og her er hun så uenig med Pia), jeg havde fået præcis så jeg var i godt humør og kunne snakke med alle...

Om hun var 'kanonfuld' eller 'bare i godt humør' ved jeg jo ikke. Men hold kæft det er sjovt at genlæse.

Kassen med breve

Nu vil jeg sætte mig til at pløje mig videre gennem bunken af gamle gymnasievenner, der filosoferer over livet og fremtiden - noget jeg kan fornemme på størstedelen af brevene, at der blev brugt meget tid på.

Fodring af naboens heste

Og så fandt jeg også alle mine rosetter, fra min tid som seriøs ponyrytter :-).




mandag den 17. oktober 2016

En tidslomme lukkes for i år.

Idag skete der det, at jeg og Margrethe sov til klokken 9.30. Det er ikke sket siden hun var spæd - og dengang var det som oftest, fordi hun så havde været vågen hele natten og først faldt i søvn når morgenen gryede. Denne gang var det bare fordi. Og det var bestemt skønt (og for mig tiltrængt, eftersom vi så alt for mange afsnit af Suits igår aftes, eller nat, som det vist ret beset var blevet undervejs). Udover at sove (og se Suits) laver vi stadig ikke noget som helst. Jo altså vi har både spist kage, røræg (ikke samtidig, selvfølgelig), færdiggjort puslespillet fra igår. Og været i biografen og se Trolls. Og jeg har læst en halv bog ('kvinden i graven' - mere om den en anden dag, for den er noget så sjældent som fængslende fra side 2).

Hvad vi burde gøre? Ja, nu du spørger. Vi burde beskære træer, feje fliser, skrive jobansøgninger (kun mig), gøre rent, eller bare rydde op så gulvet åbenbarede sig. Men jeg nyder, at have et par dage, hvor ferien går langsomt. Og sekunderne virker, som om de er lidt længere, og pulsen finder et lavt leje. Der kommer meget mere fart på senere i ferien, men det er præcis det her dage i sommerhus kan. Sådanne dage kan kreere en tidslomme, hvor det kun er ens egen logik og lyster, der styrer. Hvor ure er unødvendige og dagsrytmen bestemmes af mavens knurren og vindens blæsen.

I morgen tager vi hjem. Men først herunder aften. Vi skal lige suge den sidste lille mundfuld tidslomme ind for i år. Huset lukkes for vinteren, terrassen tømmes for planter og havemøblerne pakkes endegyldigt væk. Vinteren kan bare komme an. Vi er klar. Eller. Vi bliver klar.