tirsdag den 22. december 2015

Jeg er en meget heldig kartoffel

Der går ikke mange dage, hvor jeg ikke rammes af en usigelig pludselig lykke og tilfredshed når jeg nulrer rundt i lejligheden. Jeg er simpelthen så heldig. Og jeg er ind imellem alt for dårlig til at sætte pris på det. Og det giver sig udslag i brok over de mest ligegyldige ting. Men det er jo for skørt. Når jeg hver dag mindes om mit held. Lige gyldig hvor jeg kigger hjem er her maks hygge. Det ligner ikke et Bo Bedre katalog. Men det ligner et hjem. Mit hjem. Vores hjem. Og jeg er så glad og taknemmelig for at have mulighed for at give mine børn lige netop dette barndomshjem.

Mit eget barndomshjem, som desværre ikke er mere - hverken mit eget eller mit andet hjem hos mine bedsteforældre eksistere mere i den form det var. Men når jeg har brug for ro kan jeg stadig fremkalde denne bare ved at tænke på min barndoms hjem. Og nu er det mig, der giver mine børn et HJEM. Her er virkelig hjemlighed.

Lige nu som jeg skriver det ligger der et barn og sover med katten i den ene sofa, på gulvet ligger et andet (sovende) barn og ind imellem ligger Steffen og jeg og nyder. Nyder roen efter en eftermiddag fyldt med gode dejlige julegæster i form af ungernes bedste venner og deres forældre - der drak egg nog og hyggede i alle afkroge af lejligheden.

Jeg skal ganske enkelt i den grad til at stoppe med små-brok og løfte hovedet og se mig omkring. Der er nok at være taknemmelig for.

Børnefri weekend med både and, film og fest

Fredag kan man sige at julen rigtige blev skudt igang, hvis den da ikke allerede havde indtaget scenen. Unger drog på weekend hos mormor, mens Steffen og jeg brugte aftenen først i magasin (der jo er det ultimative jule-mareridt), og herefter brugte små 3 timer i Holmens kirke med Händels Messias. Smukt. Og en anelse langstrukket da de valgte at holde 35 minutters pause i midten. Noget der i den grad forstyrrede oplevelsen. Men smukt og vanvittigt imponerende var det. Også selvom de fleste publikummer var passeret et halv-hundrede år. Og på den vis fik jeg bekræftet, at der jo ganske som forventet bor en gammel excentrisk dame inden i mig. Med hang til portvin, blommer i Madeira og klassisk musik.

Smukke Holmens kirke lagde den mest julede ramme om aftenens smukke koncert.

Lørdag var børnefri. Altså hele dagen. Jeg skulle ikke nå noget som helst andet end at lægge ny neglelak til aftenens fest. Og købe en and. To ting jeg lige kunne klare. Resten af dagen gik med - ingen-fucking-ting. Hurra 😀. Jeg fik set uendeligt meget ligegyldigt tv og læst en halv bog. Det var fantastisk. Ungerne facetimede et par gange (fagre nye verden), og ellers så jeg kun kassedamen i Meny (som jeg SÅ meget hellere ville skrive med u...).

På vej til årets 40-års fest

En samling af de bedste piger... to af dem mine aller bedste veninder :-)

Så er der fest

Senere på natten - glimmer og glamour har forladt os til fordel for PARTYYYY

Aftenen gik med en af årets største fester. En 40-års på Skovridderen. Og her er det jo en fordel med indre gamle og excentriske damer, da klientellet der jo langt overvejende består af anden-gangs-skilsmisseramte-desperationer. Men festen var et brag. Der var et uendeligt antal indlæg. Faktisk var alle på podiet 😳. Og der var salsa danserinde, fjer, bobler og dans til de lyse timer - eller, nu er det jo aldrig lyst for tiden. Så ud på de små timer. Det var skønt og jeg er simpelthen en heldig kartoffel i skysovs at have sådan en flok veninder. Der sådan fylder 40 og så lige brager en fest af, der let kunne kandidere til årets partyyy. 

tirsdag den 15. december 2015

Juletræ, Lucia og hyggelige julearrangementer


Så gik der tid med det… lalala…

Så gik der lidt tid – og for tiden er min tid dejlig, lys og blinkende, som en hyggelig julekæde. Jeg tilbragte weekenden, der just er passeret, med at være aldeles helliget familien og ungerne. Fredag var Caroline og jeg alene hjemme, da både Steffen og Margrethe var ude at føjte. Det var brand-hyggeligt. Og jeg, der troede vi skulle spise den obligatoriske risengrød (noget Caroline normalt insisterer på, når Margrethe ikke er hjemme), blev irettesat, da der i stedet blev bestilt pommes frites fra pizza-manden. Og her var jeg bestemt nem at overtale, så vi spiste pommes, kebab og kage til dessert. Da Caroline var gået ud på sofaen (desværre inden Absalons hemmelighed) dukkede min skønne veninde op. Og så stod den på mere kage, slik, te og snak. Og ja, så en af de gamle James Bond film. Det er efterhånden blevet en tradition.
Lucia optog i Krebs skoles SFO

Luciapige, der efter eget udsagn kigger ned for ikke at se genert ud...
 
Lørdag gik med – ingenting, rigtigt. Vi var bare hjemme - og lavede klatkager, julepynt og fik gæster. Det var nemt, afslappende og lige hvad vi alle trængte til.

Søndag gik turen til det vestsjællandske, hvor min mor jo har slået sig ned på en stor (dog nedlagt) gård. Og da hun og hendes mand har været så venlige og forudseende at plante en skov, er det nu derfra vi hvert år hjembringer juletræet. Det er altid så brand-hyggeligt at traske ud og finde juletræet 'i egen skov', skændes om hvilket, der er bedst, fælde det, der vandt (eller tabte, hvis man ser det fra træets perspektiv), og senere spænde det fast til taget og køre hjem. En kørsel, der foregår i lidt langsommere tempo end vanligt. I år nåede vi hjem, således at vi kunne nå at pynte det inden pigerne gik i seng. Så nu står det skønneste julede juletræ og skinner og blinker i stuen. Og spreder total stemning. Så nu måtte ferien egentlig godt snart gå i gang J.
Juletræet på vej hjem

Juletræet - nu pyntet
 
Der er dog lige en række hyggeligt arbejdsdage med en masse hyggelige frokost-aftaler og julemiddag på Madklubben med afdelingen, der skal overstås inden. Juletid er bare det bedste!

tirsdag den 8. december 2015

Krokodilleskind er bedst som taske

Jeg elsker den her årstid - december. Ikke januar for efter lyskædernecer taget ned er det bare træls. Men lyskæder kan i den grad noget. Ens hud får et bedre skær og glød. Der kommer stjerner i børneøjne. Jeg elsker det.

Der er dog noget jeg ikke elsker - og eet er kuldens indvirken på min hud - specielt mine kinder og mine hænder bliver tørre som krokodiller. Og sådan noget krokodilleskind er bare ikke pænt nogen steder og slet ikke i ansigtet. Derfor ville jeg med glæde teste Ampullabs olie til ansigtet. Jeg valgte RESQ10, da jeg tidligere har haft rigtig gode erfaringer med Q10. En ampul varede i 3 dage - og der var rigeligt. Jeg synes dog det var for længe om at trænge ind i mit ansigt, så jeg tror ikke Estee Lauders advanced Night repair bliver skiftet ud. Jeg knus elsker den, trods den heftige pris.
Men hvad jeg derimod opdagede jeg virkelig kunne bruge ampullerne til var den der hud lige over brysterne. Som bare altid får for meget sol om sommeren. Her var olien fantastisk og jeg har set nok eksempler på 'damer' fra højfjelds-æraen, til at konstatere, at der skal man huske at forebygge rynker. Og ja, solcreme gør meget - men når nu det er kommet til mindre glat hud viste den her olie sig faktisk ret fin. Så hermed anbefaling givet videre til det.

Jeg har fået ampullerne tilsendt gratis men ord og holdninger er mine.

Herunder kan man læse mere om ampullen:

Oliebaseret ampul med Q10.
Denne ampul er højdoseret og en ren luksusampul til en perfekt hud og giver dig en målrettet anti-aging behandling. Når vi bliver ældre, mister huden fugt og elasticitet, derfor er det vigtigt at hjælpe hudens celler med en reel genopbygning.
Q10 tilfører huden den mængde energi, der er nødvendig for cellernes regenerering, beskyttelse og reparation. Q10 neutraliserer også de frie radikaler.
Når huden mister sin elasticitet, kan den komme til at se træt ud og derfor et Q10 et vigtigt produkt, der sætter cellerne igang med at producere den nødvendige mængde energi igen. Ampullen aktiverer stresset og træt hud og stimulerer cellefornyelsen. Derfor er denne anti-aging og fugtgivende olie ideel til moden, tør og stresset hud.
Den kan være et godt supplement til din aftenrutine. Efter afrens kan du bruge derma roller, som giver huden motion. Brug derma roller i ansigt og på hals (ikke omkring øjnene, hvor huden er ekstra tynd), i lod- og vandrette strøg. Hudens porer åbnes nu og cellernes aktivitet øges. Den super olierige anti-aging ampul kan bidrage til at forstørre cellevolumen synligt. Den polstrende virkning fremmer en synlig udglatning af fine rynker.