lørdag den 13. juli 2013

Ferie-lukket

Rejser til Rhodos i morgen og bliver der 14 dage. Hav det godt så længe...

Ps - og jo, der bor nogle i lejligheden imens... Killingen kan jo ikke være alene så længe.

tirsdag den 9. juli 2013

Klik

Nogle gange møder man nogle som man bare klikker med. Det kan være det helt tilfældige møde i skole, arbejdspladsen - eller børnenes skole og børnehave. Sådan et klik oplevede jeg for godt 2 år siden - hvor C gik i børnehave (en skrækkelig børnehave, som vi heldigvis kom væk fra - alle sammen) med Sigga. Sigga har en mor - og med hende sagde det bare klik.

Travlhed, hverdag og livet gør at vi ikke ses så tit - i perioder mere end andre. Men lige nu har jeg lige en optur. Har lige delt 3 timer i solen på Bopa med iskaffe og opdatering fra vores liv - og vores tanker. Hun har fået nyt job. Hurra. Så kan det lykkedes. Og åh hvor var det fantastisk at få det hele vendt igen - med et menneske, der bare spejler ens situation og liv så godt. Jeg er heldig. At jeg har mødt hende og har så dejlige mennesker i mit liv. 

Det skal nok gå.

søndag den 7. juli 2013

En langsommere hverdag

Jeg går og gør mig en del tanker for tiden. Faktisk har jeg brugt en del tankekraft over de sidste år - og jeg er ikke færdig med at tænke. Det bliver jeg nok aldrig. Men jeg er så små kommet til en erkendelse om livet netop nu. Jeg savner lagsomheden - i hverdagen. Når jeg tænker på min (vores) hverdag er den første tanke og følelse 'hurtighed'. Det er ikke tid, fordybelse, nydelse eller noget som helst i den retning. Og jeg vil have disse ting ind i min hverdag.

Jeg vil have tid - til at mine børn er med til at lave mad. Som det er idag er de meget sjældent med - ikke fordi de ikke vil (tror jeg, de bliver jo ikke spurgt), men fordi det tager tid at have dem med. Tid, der er knap. Jeg vil have tid til at det tager en halv time for M at tage strømper på, fordi hun efter venstre falder i staver og udtænker lange indre historier. Jeg vil have tid til at C løber rundt om sig selv - og kan få den lille 4-årige krop og sjæl med. Jeg kan se, at der er brug for ro og rummelighed - i langt større grad. Og jeg kan specielt se det efter en uge, hvor det har været et benhårdt (men fantastisk rart) fokus - hvor meget nemmere og gladere livet forløber. Jeg vil have tid til at nyde min hverdag og det liv vi har herhjemme. 

Der er kun den tid, der er. Så må den jo indrettes anderledes. Og skæres til - og prioriteres. Det er svært. Men jeg tror på, at det lykkedes. Og det vil denne blog huske mig på. 

Første skridt er en bevidsthed om gamle vaner og mønstrer. HVad betyder det, at vi kommer 5 minutter senere afsted? Ingenting, kan jeg godt afsløre. 

Jeg har hørt, at hvis man sidder med en spindende kat i skødet falder hjerterytmen. Det tror jeg vi skal gøre mere herhjemme. Lade hjerterytmen finde en rolig balance med brumbassen (aka Frida - kært barn (kat) har mange navne) - vi skal have slukket for tv'et når det ikke er et aktivt valg - men bare en tom baggrund - og tændt for musikken. Musikken i ørerne og i hjertet.

Nu står der  følgende på hoveddøren - til venlig reminder, hver gang vi (løber) går ud;


Hvad er det, vi skal nå? Er livet ikke det, der sker mens vi styrter afsted og glemmer at se det, mærke det og høre det?

Livet er smukt

Sikke en dejlig dag, det har været. Vi har været med mormor i Tivoli og se Rasmus Klump. Det var en stor succes selvom C midt i det hele skulle tisse ('så meget at jeg næsten tisser i bukserne'). Men ikke om hun ville gå glip af noget - så hun holdt sig. Med al den viljestyrke hun kunne mønstre.



Nu er begge tøser taget med mormor hjem. Både store tapre M og lille knap så tapre C, som kæmper med savn. Og lige har kæmpet med savnet efter far en uge. Far er nemlig rejst til USA med arbejde - det gjorde han i søndags. Og det har været hjerteskærende at observere savnet fra C. M kan i den grad bedre klare det - og tale med far på facetime. De første dage var det så galt så hun var nødt til at sove i mors og fars seng - mens det langsom blev bedre. Men det har simpelthen været så fin en uge. VI KAN - være alene hjemme og få hverdagen til at glide. Endog rigtig fint. Det er faktisk lidt en sejr - eller bare en dejlig erkendelse. Tøserne er bare sådan nogle fantastiske små størrelser - der hjælper til og sørger for at tage tøj på og gøre sig klar hver morgen. Helt selv. Jamen altså.

Men jeg bør jo nærmest ikke blive overrasket. På min fødselsdag var far heller ikke hjemme - og hvem stog op klokken 6 (nu man har lært klokken!) og dækkede fødselsdagsmorgenbord efter alle familiens traditioner. Med flag, gaver, og lys. De to piger. På 4 og 6 år. Det var sgu den bedste gave af dem alle! (okay - de to lækre bikinier, der var i gaven fra S... var også ret meget bedst).

Nå, men idag - Tivoli. Det har været fedt - og hyggeligt at dele det med måårmor.



Endelig nået hjem til mååårmor - og 'Søren Ryge-haven', badebassinet og ægte børne-ferie...