tirsdag den 4. juli 2017

Om hvad der rocker din verden

Jeg vil til enhver tid have lov til at tage til Lalandia den ene dag. Bade i bakteriehavet med alle de andre, spise klamme pomfritter og grine så det gør ondt i maven efter en tur ned af en vandrutsjebane. For den anden dag at tage i det kongelige og høre Wagner. Det ene er ikke mere kulturelt eller fint end det andet. Det er forskelligt. Og mennesker morer sig og underholdes af forskellige ting. Men skal vi ikke blive enige om, at vi skal gøre det, der gør os selv godt. Ikke det, der er det ’rigtige’ at gøre. Jeg griner i vandrutsjebanen, også selvom den ses på med forfærdelse af ’de selvbestaltede smagsdommere’. Mit hjerte slapper og udvides, når jeg hører fantastisk klassisk musik. Og jeg fascineres af de smukke gamle skulpturer på Glyptoteket. Jeg undres og bliver klogere af den lille smalle film i Gloria, mens jeg elsker når Bruce Willis altid vinder over det onde i Die Hard. Alle tingene giver mig noget. Noget forskelligt. Men noget, som jeg elsker – hver ting til sin tid. Die Hard er for eksempel specielt fantastisk mellem jul og nytår. Men så har jeg den her brist – jeg gider ikke se film, hvor folk klæder sig ud eller kan flyve. Så Harry Potter og Ringenes Herre er ude i mit univers. Selvom det nok er ’den forkerte’ holdning i mit liv.

Det er udvidende bekendtskaber – en blanding af alt, der gør mig glad og som underholder mig. Og alt sammen noget jeg ønsker at give videre til mine børn. Hvad der så må rocke deres verden. Det må de jo om – men de skal ikke tro eller føle, at noget er mere rigtigt end andet (de elsker fx udklædte børnehekse aka Harry og venner). Det, de skal vide er, at de skal udnytte de tilbud, se på den kunst, opleve de ting, som får deres hjerte til at svulme og deres mavemuskler til at smerte af latter. Om det er Wagner eller vandrutsjebaner i Jylland.

Det betyder også, at hvis de griner, når de går til bowling. Eller canasta. Så skal de gå til bowling eller canasta. Så behøver de ikke gå til tennis eller golf med strittende lillefinger (undskyld for den hårdt optrukne fordom – men den sætter billede på pointen). Men hvis de griner, mens de er til tennis og golf – så skal de fanme gå til tennis eller golf. For at sætte det lidt på spidsen. Det betyder heller ikke, at jeg ikke slæber dem rundt til museer, koncerter og propper (såkaldt høj-)kultur ind i dem. For det skal de også lære at kende - ellers kan de jo heller ikke, om de vil, sætte pris på det. Men det er deres valg i sidste ende - og er vi uenige, så er det også fint. Selvom jeg da håber, at mine interesser i et eller andet omfang smitter af. Og jeg håber at de sætter en høj bare - de skal bare ikke snobbe sig til den.

Først og fremmest skal de lade være med at blande sig i, hvad der er ’rigtig’ og ’forkert’ for andre – hvad der er ’rigtig’ kultur eller u-kulturelt. Men de skal gøre deres bedste – at være u-snobbet er ikke det samme som at lade stå til. Ikke at gribe chancerne og gøre det man selv synes er fedt. Det er at gribe de chancer, der gør en glad. Uanset.


I bedste fald er det kun snobben selv snobberiet går ud over. Hvis liv bliver fattigt og indskrænket. I værste fald går det ud over andre også.


mandag den 19. juni 2017

Bryllup igen - 10 år efter

Hvad har du så lavet i weekenden, kunne man spørge. Og jo altså - jeg har holdt bryllup. Ret beset var det fredag og ret beset var det ikke en vielse, men en velsignelse. Men ret beset føltes det bare fantastisk. Og lige nu svæver jeg rundt på en lyserød champagnesky - og det er ikke kun dampen fra de knap 40 flasker bobler, der blev drukket. Af vores 50 gæster, hvoraf godt 7 var børn.

For ti år siden blev Steffen og jeg viet på Sønderborg rådhus. Det var bestemt fordi vi gerne ville giftes, men tiden og økonomien var ikke til så meget andet end ikke så meget. Og vi havde både fået et barn og var på nippet til at købe et hus. Et ægteskab var absolut også praktisk.

Nu er der så gået ti år. Og vi er stadig gift. Og har stadig lige så meget lyst til at være gift. Så derfor på vores 10-års bryllupsdag inviterede vi venner og familie til Vor Frue, hvor Steffens gamle gymnasieven velsignede og - og derefter var der fest og lykke hos os.

Vores gode ven Lars er en af jorden bedste fotografer - og han var så skøn at forevige dagen. Herunder er mine mobile shots - et lille udsnit. Så må der komme nogle mere professionelle en anden dag.






tirsdag den 2. maj 2017

Det er meget længe siden - men nu er det maj!

Det er filen fløjtme længe siden jeg har været herinde – og sådan må det nok bare være. Det er jo ikke fordi der ikke sker noget. Vi har både haft fødselsdag i familien og fået hvalpe i familien (dog ikke hjemme hos os, men hos min mor). Vi har (endelig) nydt solen og fået en mindre forbrænding på næsen. Og vi har (i hvert fald de voksne) binge-watched Billions. Og det sidste vil jeg anbefale alle at gøre (også det første - minus næseforbrændingen, dog). Hvis man har adgang til HBO. Det er en ret fantastisk serie, der har nogle twists og turns som er fede og jævnt overraskende. Og når man kommer sig over at den muslimske soldat Brody (fra Homeland) er blevet en slibrig finansmand, så er det skide godt.

Og nu er det pludselig uden varsel blevet maj. Jeg synes, på ægte bedstemor-vis, at tiden simpelthen flyver så hurtigt afsted, at jeg bliver hel koldsvedt ved tanken om det. Der er noget rigtigt i, som Benny Andersen siger, at ens datter går ud for at hinke, og lidt efter kommer ind og spørger om man vil passe den lille. Det er vi dog (heldigvis) ikke nået til endnu, men jeg en fornemmelse af, at jeg pludselig en dag vågner op og så er livet gået (eller rettere) løbet uden at jeg fik tid til at mærke det.

Nå, men det kan godt være livet går med stormskridt – sommeren har derimod koket ladet vente på sig. Og det har føltes som om vinteren varede for evigt – hvilket paradoks. Nu har sommeren så endelig valgt at vise sig – om end en lidt kølig type. Men dog en solrig og smuk en, som tegner godt. Og det er jeg glad for. Specielt på Margrethes vegne. Hun skal på lejrskole denne uge, og det er bare sjovere at holde picnic i Jægerspris slotspark og riste skumfiduser over bål, hvis vejret ikke er alt for vådt. Kulde kan man klæde sig efter – regn er bare surt og vådt. Jeg selv havde en halv fridag i går, hvor det var 1. maj. Jeg valgte at bruge den på det eneste rigtige, når solen bryder frem. Til de fjerne toner af taler, musik og bu-råb fra fælledparken sad jeg i læ i en solplet i gården og drak iskaffe (årets første) og læste i min bog. Ungerne styrtede rundt omkring på løbehjul og rulleskøjter og, trods støjen fra fælledparken, kunne vi simpelthen høre sommeren kalde. Og sommerlandet.


Et 1. maj sæt. Bedre en lunken og doven fadøl. 



torsdag den 30. marts 2017

Tænker jeg på #7

  • Hvor fuldstændig fantastisk jeg synes det er, at min datter er ved at lære Agnes Obels Riverside til hendes klaverundervisning. Den er fantastisk – og at hun skal spille den får mig til at dø lidt af stolthed.
  • At jeg næsten ikke kan vente til næste fredag. Hvor vi tager i sommerferie for første gang i 5 (!!!) måneder. Har det som et barn, der skal vente på fredagsslik. Jeg kan ikke være i mig selv.
  • Har jeg googlet plantekasser, trampolin og den slags i et væk i flere uger nu. Kan ikke vente.
  • At jeg glæder mig dog også ret meget til i morgen. For det første er det fredag. For det andet skulle det blive sommer, sådan for realz. Og for det tredje skal jeg ud og spise med mine (nye) kolleger.
  • At jeg dæleme har meget at glæde mig til – det kan fylde ret mange punkter.
  • Hvor meget rengøring, der er nødvendigt før min bogklub kommer til snak, hygge og søde sager i aften. Og hvor pokker jeg lagde bogen, som vi skulle læse.
  • At jeg har læst bogen. Nu er den bare væk.
  • Hvor upraktisk det er at farvekoordinere sin bogreol, når man ikke kan huske bog-ryggens farve.
  • At jeg har lyst til chokoladekage. Måske jeg kan få det til frokost, når jeg skal ses med min tidligere kollega fra banken. Chokoladekage til frokost er vel sundere end ingen frokost. Eller?





onsdag den 22. marts 2017

Solen skinner - og dagen startede med dans

I dag er en skøn dag. Det kan i hvert fald kun blive en god en af slagsen (siger jeg med fare for at jinxe det). Dog var det lige rigeligt tidligt, at de vågne timer skulle starte 4.34 – og det var på ingen måde ungernes skyld. Den skal de ikke have. Det var bare mit hoved, der spekulerede som en gal. Og alle de faste strategier jeg har, når tankerne går speed-amok virkede ikke. Heller ikke den med at ligge på en blomstermark og mærke solen og lytte til græssets brusen.

Nå, men da så de to andre, der er hjemme i husstanden (Steffen hygger sig jo i Prag) stod op stod den på hjælpsomme børn, ingen morgensure miner (that’s a new) og dans i køkkenet med den lille radio skruet op til max (undskyld overbo - og undskyld skole, når Caroline kommer idag og synger 'Fuck you - fuck you very very much'...). Da vi gik hjemmefra var solen med os og den skinnede, som om den netop havde fået løn. Og jeg opdagede, at jeg i allerhøjeste grad mangler et par ordentlige solbriller. Eller bare nogle, der ikke er blevet skæve og ridsede.
Tyvstjålet på internettet - ring hvis jeg skal lægge den tilbage.

I eftermiddag kommer min mor et smut forbi og tager med os til svømning. Det er altid hyggeligt, omend alt for sjældent, at hun kigger forbi, uden at der egentlig er en grund (sådan som fx pasning eller den slags) til det. Og i aften er der Homeland – hvis jeg kan holde mig vågen.


Jeg har også fået lidt styr på det hele siden min klagesang i sidste uge. Der sker en masse gode ting. Jeg kan ikke sove for det – men det er alt sammen godt. Det er bare anderledes. Og så er jeg nu engang indrettet således, at jeg lige skal have det lagt i de rette kasser. Og de kasser skal jeg lige have lavet oppe i hovedet. Der er desuden en masse helt vildt skønne planer for de næste dage, uger – teateret med Steffen, hvor vi skal se Hübberiet (det er altid godt), forældre-vin hos søde mennesker, fra Margrethes klasse, Steffen kommer hjem, fødselsdagsfejring og så skal jeg overtage Red Barnets City instagram-profil de næste uger. Og alt det andet. Og solen skinner. Og jeg har fået fyldt potterne i gården med latyrus. 



onsdag den 15. marts 2017

Hovedet op og benene ned

Jeg synes faktisk normart, at vi har en rimelig rolig hverdag. En hvor der er tid til at følge pigerne i skole om morgenen, og kommer hjem igen om eftermiddagen inden det bliver så sent, at begrebet ulvetime er noget vi skal forholde os til. Der er både tid til at bruge tid på lektier og hygge. På at gå langsomt gennem Holmens kirkegård og nyde alle de forårsblomster, der piblede frem tidligere på måneden – og nu fylder alt i en kæmpe farveeksplosion.  Tid til at have tid til langsommelighed (de fleste morgener) og til at det i hvert fald ikke er stress og jag, der vælter læsset. Kun en dag af gange – sådan vil det nok altid være. Nogle dage kræver mere koordination end andre. Og ganske ofte er det fordi en af os skal noget, som faktisk samtidig er hyggeligt og skønt.

Men denne uge. Den må gerne slutte nu. Jeg synes jeg er bagud. Hele tiden. Og måske er det mest noget der foregår i mit hoved (det er ofte der travlhed sidder hos mig – sjældent i virkeligheden), men jeg kan simpelthen ikke se mig ud af det. Og vi har reduceret familien til et ’når far kommer hjem er mor lige gået’-sted. Og jeg bliver endnu engang mindet om, at sådan vil jeg helt generelt ikke leve. Det er helt fint at denne uge er hård. At skuldrene sidder helt oppe under ørerne, og at vasketøjskurven er eksploderet (i farver – men knap så fint som forårsblomsterne). Men det skal være en undtagelse. Og det er det heldigvis også – selvom jeg synes resten af marts ligner denne uge, når jeg kigger gennem kalenderen.


Jeg har fri (forhåbentligt) i morgen. Jeg tror jeg skal til yoga. Jeg skal glo ud af vinduet. Læse en bog. Se ’Big Little Lies’ og hente tidligt. Mest af alt skal jeg have ro i hovedet. For jeg mistænker egentlig, at en del af det her (syrlige) opstød handler om, at der er uro i mit hoved. At jeg ikke kan se klart. Og så føles travlheden hjemme meget værre.


tirsdag den 14. marts 2017

Snik snak, en anbefaling og store køkkenrelaterede frustrationer

Så er jeg her igen. På sådan noget arbejde, der trækker ud muligvis det meste af natten. Men her er Quality Street, Irmas brownie, vin, vand og matadormix. Så det går.

Jeg har forøvrigt lige set "Løftet" på DR2 - hold nu op en fantastisk dokumentar. Den giver ikke de helt store håb for troen på (det amerikanske) retsvæsen. Se den - den ligger lige her (afsnit 1 er udløbet, men hvis man er hurtig kan man lige nu afsnit 2 og 3). Jeg hælder til at tro at den tyske (nu aldrende) ungersvends eneste forbrydelse var, at forblændes af kærlighed i den helt forkerte pige. I den forkerte delstat.

Og så er jeg fuld af undring - over køkkenfirmaer. Nu har vi efterhånden været hele runden rundt og udtrykt god vilje til at lægge mange mange (rigtig mange, synes jeg faktisk) penge i deres biks - og alligevel mødes vi kun af træghed, modvilje og generel dårlig service. Vi har brug for inspiration til at få tegnet køkkenet, da vi har nogle særlige vinkler og en skorsten placeret lige midt i det hele. Ja, vi kan godt tegne noget selv. Og har også tegnet det. Og tegnet det igen. Og igen - men ingen løsning virker helt optimal. Men nu er det jo heller ikke vores spidskompetence, som man må forvente det er for et køkkenfirma. De tegner tusindvis af køkkener, men alligevel møder vi 'kan I komme med en tegning'... øh bø... og når vi kommer med en, hvor der ligesom skal tænkes kreativt er der bare stille. Helt seriøst, tænk hvis der rent faktisk var et firma, der sagde 'hør her - skal vi ikke prøve at tegne noget' og 'nu skal I bare se hvilken smart løsning, der lige kan findes på udfordring 1, 2 og 3, fordi vores firma har lige det her skab/dims/plade, som I aldrig selv havde fundet på'. JO - så ville de fan'me næsten have solgt et køkken bare sådan. Nå, men vi må åbenbart selv tegne videre - indtil vi, i et anfald af kreativt gennembrud, finder præcis den rigtige løsning. Og så må vi hente det i IKEA.

Tegner køkken - igen :-) eller noget.



mandag den 13. marts 2017

Noget om syge børn, sol og fluer

Var det solskin i går? Jeg var ikke ude for en dør overhovedet. Jo – jeg gik ud med skrald og jeg hængte sengetøj op udenfor. Og se, der er forklaringen på, hvorfor jeg ikke rigtig var ude. Sengetøjet og vask af selvsamme. Vi havde nemlig en syg datter, der kastede op hele natten og hele dagen – faktisk stadigvæk da vi igen skulle i seng. Nu er det sådan med hende at hun er verdens bedste til at være syg. Hun kaster aldrig op på noget. Så sengetøjsvasken var mest for at hun kunne have noget rart og rent at ligge i hele tiden – det er nemlig noget af det værste. At være syg i nusset sengetøj.

I morges, efter endnu en nat med for lidt søvn, stod hun dog op og var mærkbart friskere. Så nu har hun lige en rekonvalescent dag – inden hun insisterede på at komme i skole igen i morgen.

Jeg drikker kaffe på arbejde. Og løber rundt i cirkler over alt det jeg ikke har nået. Det går nu nok – og jeg har en massagetid lige om lidt. Det er dejligt og tiltrængt.

Jeg kan se at solen skinner (igen) udenfor – og det gjorde den også i lørdags i Sønderborg, så man skulle tro den blev betalt for det. Og lige der fandt jeg ud af, at jeg i den grad mangler solbriller. Jeg synes det er vildt svært at finde solbriller. Det er sådan en regel (desværre) hjemme hos mig, at har de været dyre – så sætter jeg mig på dem. Har de været billige går de bare i stykker af sig selv. I begge tilfælde mister jeg jo altså solbrillerne. Og så har jeg samtidig et meget lille hoved – og det gør det lidt svært at følge dagens mode med store 60’er-agtige briller. Jeg ligner mest af alt en bi, hvis jeg ifører mig sådanne.




lørdag den 11. marts 2017

Den kærlighed - når hjerte ikke rimer på smerte

Jeg har idag siddet 8 timer i en bil. Fordelt over to ture, bevares. Men 8 timer, mand! Av min r.ø.v. I sådan en bil kan man både nå at synge med på alt muligt. Snakke med sin mand længere end vi har gjort længe. Og så kan man nå at tænke. Og jeg har tænkt på kærlighed. Og alle de faser kærligheden - den romantiske af slagsen - kan antage over sådan et liv. 

Det starter jo gerne med de utallige dødsensalvorlige teenageforelskelser. Dem der betyder liv og død. Dem hvor hele verden udenom ikke forstår. Og hvor det eneste (ENESTE) der betyder noget er den kærlighed. Som livet ikke kan leves uden. Indtil det kan. Leves uden.
Og så er der de første kærester, hvor det skulle være for evigt på sød/tøs-måden. Knap så meget liv eller død-måden, som i de første teenager-tider, men mere ''vi-leger-voksen-metoden'. Roser er røde, violer er blå og alt det. 

Så kommer den rigtige ene - og så den næste ene. Og ganske ofte også den næste eneste ene. Vi leger, og bliver mere voksne og knap så dramatiske. Men ikke mindre forelskede.

Hvis man er heldig kommer den rigtige rigtige så forbi. Ham har jeg mødt. Og har idag sludret med næsten 8 timer i en bil. Og holdt i hånden henover Fyn. Den kærlighed er den der store forelskelse. Altså i første fase som minder om den eneste ene version et, to og tre, men som alligevel holder til næste fase.

Her flytter man typisk sammen på kollegieværelset eller den lille snuskede lejlighed med bad i kælderen. Den første lejlighed, der senere i livet antager et fuldstændigt lyserødt og magisk skær. Også selvom der i virkeligheden var ret koldt og fugt i hjørnerne. Og en træls udlejer, der var ligeglad med om køleskabet virkede. 

Årene går og kærligheden afløser den akutte forelskelse. Man opgraderer lejlighed, hus, måske endda en bil og ferierne bliver mere luksuriøse end de tidlige backpackerture, hvor kærlighed og kildevand udgjorde hovedbestanddelene. Eller turene hvor 'hotellets standard jo ikke betyder noget, for vi er der jo aldrig' (aka vi har kun råd til en enkeltseng og bad på gangen). 

Man bliver en form for enhed som udvides med børn, hund, kat, hamster eller bare husedderkopper. Ens liv er fuldstændig viklet sammen.

Her er vi. Steffen og jeg. Og jeg har elsket hele turen. Også de mange ture væk fra planen. Detours, omveje og smutveje. . Og nu glæder jeg mig til kærlighedens næste faser.

De faser, hvor børnene bliver store. Der igen bliver plads til de glimtvise teenage-forelskelser, nu bare med den forskel, at vi kender hvert hjørne af hinanden og forelskelsen blandes med kærlighed og historie - og knap så meget med 'hjerte-rimer-på-smerte'.


Vi bliver ældre sammen og nye muligheder opstår. Voksne børn, børnebørn og os to gamle - sammen. Vi er slet ikke i nærheden af slutningen på kærlighedens vej. Og jeg glæder mig fortsat til at se hvad turen byder.

Er det ikke snart sommer?

torsdag den 9. marts 2017

Skiftedag på Parkgade

Så er det snart weekend. Og denne weekend bliver lidt speciel. Vi skal nemlig til Sønderborg. Og det er der jo som sådan ikke noget spændende eller specielt ved. Men det er både spændende og melankolsk for os. Vi skal nemlig sige farvel til en epoke (okay, det var vist lidt vidtløftigt) i vores liv. Der er nemlig nogle søde mennesker, der har købt vores hus. Efter at vi har haft det stående til leje (og som en mental klods om benet - og økonomien) siden vi flyttede fra området i 2011. Det er længe. Det er virkelig ret mange år, når man tænker på, hvor meget der er sket i livet siden. Det har dog været en konstant. En konstant baggrund af bekymring og usikkerhed og kilde til manglende nattesøvn. Ikke hele tiden, bevares. Men ind imellem mere eller mindre over alle årene.

Caroline husker intet fra huset. Hun var trods alt kun 1,5 da vi flyttede derfra, men Margrethe har enkelte ting hun kan huske. Hendes værelse. Haven. Køkkenet og terrassen, der ligesom smeltede sammen om sommeren. Det er også det jeg husker bedst. Selvom jeg nu husker det hele. Også de ligegyldige detaljer, som at man tændte den udendørs belysning foran huset i børneværelset på første sal på bagsiden af huset. Sådanne fuldstændig ligegyldige detaljer.
Margrethe i haven - på Parkgade 10

Det bliver ikke nødvendigvis en fest at sige farvel. Det bliver vist mest bare mærkelig og giver mindelser om et andet liv. Et liv vi kunne have haft. Nu har vi det her liv. Som jeg ikke vil bytte for ret meget. Men alligevel var det jo også et helt fantastisk liv, der kunne have været. Hashtag splittelse.

Jeg har vist tidligere skrevet en del om det her.
Godt at holde havefester i - både Steffen og jeg fyldte 30 med stor festivitas i den have...



onsdag den 8. marts 2017

Tirsdags-TV

I går var det tirsdag. Og lige for tiden er tirsdag min all-time high, når det gælder (flow-)tv. Og en ekstra bonus var, at jeg var alene med ungerne det meste af aftenen (og de sov jo bare), så jeg ikke behøvede at retfærdiggøre mit ugentlige luksusfælde-fix (som Steffen anser for aldeles fordummende og ligegyldigt – ham om det 😊). Men tirsdag på TV3 og DR er altså fantastisk. Aftenen starter klokken 19 med familiehygge foran alteret, der viser ’Masterchef’. Jeg lapper det i mig, trods det jeg ikke kan finde på ret mange ting, jeg synes er kedeligere end selv at lave mad. Men jeg elsker at se på, at andre laver mad. Specielt når det er god mad – og der er lidt drama smidt i gryden. Eneste bivirkning er, at jeg bliver så pokkers sulten – også selvom programmet er placeret lige efter aftensmaden. Fokus på mad går direkte over i fokus på finansielle tømmermænd. I hvert fald for dem i kassen. ’Luksusfælden’ er på 11. år fantastisk. Og i går var ingen undtagelse. Og det var en af de få afsnit, hvor jeg ikke hidser mig op på deltagerne (åh – the joy at sidde trygt bag skærmen og forarges 😊). De gik til stålet og solgte ud, fulgte aftaler og var aldeles pro-aktive. Hvilken var en sjælden luksus i et ellers ret nedslående billede af de gældsramte familier. Herefter kommer DR på banen – hvilket dog må streames, da de, uden at rådslå sig med mig (tsk tsk!) har fået lagt ’Gift ved første blik’, så det overlapper med ’Luksusfælden’. Slet ikke ok – men så kan man låne – og altså her streame. Aftenens afsnit i går var sådan lidt små-kedeligt. Men det betyder jo ikke, at jeg kan gå glip af det. Nu afventer jeg med spænding Miriams recap – der ganske ofte er væsentlig sjovere end selve programmet.

I dag er der anderledes opbyggelige aftenplaner. Nemlig først kunst-udstilling på ungernes skole, hvorefter jeg skal til yoga. En kontrast til i går – men det er nu nok også sundt nok. 

torsdag den 2. marts 2017

Jeg tænker på #6

  • Hvor længe kan holde mig vågen i dag. Jeg skal være på arbejde indtil… 4 måske… I hvert fald indtil nattens forhandlinger afsluttes.
  • At jeg er ved at sprænges over hvor fedt mig liv lige nu er. Jeg har netop drukket morgenkaffe (en af de bedste her) med en fantastisk veninde. Vi gør det en gang om måneden inden arbejde – og tænk engang at have den mulighed.
  • At jeg skal sove i morgen. Men også spise slik og kigge på en genbrugspels på Nørrebro. Er pels mon mig?
  • Hvor dejlig min mand er. Han kører på arbejde i morges fra en let skumlende kone-type, der er urimelig sur over at det regner (for det er jo selvfølgelig hans skyld, at jeg skal aflevere børn på cykel – i regn. Not). Og så ringer han halvvejs fremme og spørger om han ikke skal komme hjem igen og aflevere ungerne! Og så holdt regnen op inden jeg skulle køre.
  • Hvor lækkert det er, når gulvvarmen virker. Jeg får sådan lyst til at lægge mig til at sove midt på gulvet.
  • Hvorfor der ikke kommer nogle og siger ’det her er et fedt køkken’. Det kommer vi og laver – og du behøver ikke tage stilling til valg af låger, fliser, køleskab og bordplader.
  • Hvor skide sjove mine børn er: 





tirsdag den 28. februar 2017

Hokus pokus mig i fokus

Det er ikke hver dag efterhånden jeg er herinde. Det kan jeg godt se. Men der sker så meget ude i det virkelig liv – og det kniber med lysten til at skrive det ned. Det er egentligt ærgerligt, da jeg elsker at se tilbage til gamle indlæg, når det mere eller mindre har dagbogsformat. Altså hvor jeg, som i en dagbog, kan se tilbage og huske alle de fine ting, store som små, der sker i livet. Men det dur jo kun, hvis man lige har lysten til at dokumentere det.

Nå, men hvad er der sket siden sidst? Altså det har jo for eksempel været vinterferie. Det betyder, vanen tro, at ungerne starter med at bruge nogle dage hos min mor, mens Steffen og jeg arbejder. Og nyder det med at være børnefri efter arbejde. Hver år er det jo også sådan, at Dining Week falder lige samtidig og i år blev det til hele to kæreste-aftner. Jeg elsker den slags aftner, hvor vi (trods kulde) går hele vejen ind til restauranten og bagefter går, lidt mere usikkert på fødderne efter vinmenuen, går hjem igen. Det føles næsten som ferie – selvom dagtimerne jo overvejende går med arbejde. Vi har også holdt ferie sammen med ungerne – sådan noget med at være hjemme, tage på museum og i biografen. Og så har vi bagt virkelig mange kager. En om dagen faktisk – hvilket vel godt kunne være forklaringen på, at mit tøj krymper for tiden. Og det er ikke rigtig som om, at min yoga praksis (synes stadig det lyder så højtideligt og mærkeligt at kalde det 'praksis'...) hjælper på formen. Måske fordi min fredags fridag (hurra!) ret typisk går med meget meget stille og meditativ yoga i et par timer her, hvor det 'ikke må være hårdt' og derefter kagespisning, boglæsning og daytime tv resten af dagen indtil det er tid til fredagsslik og x-faktor.

Nå, men så har det været fastelavn siden sidst jeg var her. Og vi har haft sne (i hele to dage - med lidt hiv og sving på anden dagen, men hvis man ikke var mudderforskrækket kunne kælkning lade sig gøre). Og vi har haft en forstuvet hånd, der krævede skadestuebesøg midt om natten – og ikke mindst en gulvvarme, med hul på (prøv ikke det hjemme - dårlig ide). Nu er det så pludselig blevet almindelig hverdag. Der kommer nogle og fikser varmen idag. Og i morgen er det marts. Og marts er jo forår, så på den måde er gulvvarmen forhåbentlig snart alligevel overflødig. Det bliver godt. Marts måned ser virkelig godt ud i år. I hvert fald i kalenderen. Hold nu op, der skal ske mange spændende, dejlige og fantastiske ting. Men mere om det senere (måske – nu skal jeg vist ikke rigtig love noget).
Hurrraaaa - hele to dages sne

Enigma - hvor den varme kakao er god - men det er da vildt skuffende, at det ikke er åbnet. Trods den massive markedsføring jeg allerede har været udsat for. 

torsdag den 9. februar 2017

Snelykke og taknemmelighed

Jeg stod op til et helt hvidt (og stille - sne gør det) København idag. Pigerne hoppede ud af sengen. Lavede (selv) morgenmad og løb ud i sneen resten af morgenen. Mens jeg nød min kaffe og min udsigt til to ekstatiske børn. Og virkelig blev opmærksom på hvilken fantastisk hverdag vi har skabt os!

Jeg husker dengang hvor bare truslen (vejrudsigten) om sne, var nok til at vælte det. Hvor hverdagen var så stram og planlagt og... ja stram at der ikke var plads til sne. Fordi sne tager tid. Alting tager længere tid. Og midt i stressen er det ikke muligt at løfte blikket og se skønheden. Pres gør det ved en.

Men idag. Idag hentede vi kælken frem efter en del forvirring over hvor vi dog havde lagt den. Vi gik/kælkede i skole i stille ro og mag. Og jeg afleverede to glade børn med stjerner i øjnene. Og min puls var stadig på hvile-stadiet. Og jeg havde tid til stille at GÅ videre mod mit arbejde på den anden side af Kongens Nytorv. Der var tid til at gå tværs gennem Kongens have og nyde alt det hvide og den helt utrolige stilhed.

Og det er rigdom. Ikke at få en klump i maven når vejrudsigten varsler sne. Men kunne tage det stille og roligt og have tid til at bruge længere tid. Fordi hverdagen er så fri at det er muligt. Jeg føler mig rig.

Nu vil jeg så tø mine tæer op med mere kaffe. Fordi de (tæerne) må lide under min forfængelighed og gå tværs gennem København i meget lidt isolerede støvler 😂.

tirsdag den 7. februar 2017

Noget om hvorfor man er bange - og undskyldning

Jeg er simpelthen i gang med den sjoveste bog længe – og jeg undskylder for min instagram-spam med underlige mørke og uskarpe billeder taget af side(erne). Jeg kan bare ikke lade være. Steffen gider ikke længere høre på mig læse højt, hver gang jeg når til en ny genialitet. Så altså – katten er ikke rigtig det rette publikum. Og så er der ligesom ikke andre derhjemme når jeg ligger der om aftenen og læser – og forsøger at stoppe og få sovet.





Og så har jeg været i banken i dag og hæve ret meget. Fordi jeg skal bruge et større beløb til en ansigtsbehandling fredag og jeg har ikke tid til at gå i banken inden – og jeg kan jo ikke være sikker på mit nye kort kommer inden. Så altså – i dag blev det. Og da jeg cyklede derhen de 5 minutter fra kontoret gik det fint. Jeg cyklede bare. Tænkte ikke videre over noget andet end en forbandelse af sneen, der stak i panden. Men da jeg kom ud fra banken (nu med pungen fyldt) var København pludselig befolket med skumle udseende typer og potentielle tasketyve over det hele. Det er sjovt som perspektivet kan skifte – ret beset var det jo ikke verden, der ændrede karakter. Forandringen skete kun inde i mig. Og mit verdenssyn ændredes ret meget på vejen tilbage. Det er lige noget at tænke over. Også når det ikke gælder små episoder med tomme eller fyldte punge. 

søndag den 5. februar 2017

Bøger med grin og gråd, vinduer, fastelavnsbollesucces og lidt om at spærre et dankort.

Jeg har fri om fredagen. Altså lige for tiden - og oftest fredag, med mindre der kommer noget i vejen. Så tager jeg en anden dag. Men altså jeg havde fri i fredags. Og idag er det søndag, og jeg har selvsagt stadig fri. Det har været virkelig effektive dage. Selvom der også er meget jeg har glemt at nå, eller bare ikke rigtig gad nå. Men vi har fået skiftet vinduer i den ene stue. Og pludselig er det ikke som at stikke hovedet ud af vinduet som en glad labrador på storebælt når man sidder i sofaen placeret tættest på vinduet. Det er fedt. Jeg har også nået at genoptage en venskab. Af de helt vildt gode. Så det var i salighed en helt fantastisk fredag - der jo endda endte med mængder af slik, x-faktor og film.

Lørdag skulle i hvert fald ikke lade fredag høre noget. Vi fik både svømmet. Og nå ja - faktisk ikke andet. Overhovedet. Præcis som en lørdag skal være. Men idag har det været søndag. Og jeg har bagt fastelavnsboller. Af den gammeldags slags med gærdej og creme i midten. Som jo altid ender med at ligge på pladen ved siden af (fastelavns-)bollen efter turen i ovnen. Men sidste gang herinde skrev jeg om alle de 'sidste gange'. Der findes også første gange - og den oplevede jeg idag med min fastelavnsboller. Cremen og marcipanen blev inden i. Jeg er lige så stolt, som hvis jeg havde løst en rubik terning på under 15 minutter. Og så smagte de godt. Jeg nåede også at drikke virkelig meget kaffe - både med legekammeraters mødre og bare med Berlingeren. Og jeg har fået færdiggjort en bog ('Før jeg forsvinder' af Paul Kalanithi - læs den. Bare gør det!) og startet på en anden. Den første var virkelig livskundskab på skrift. Og handlede jo dybest set om døden. Den anden - knap så meget. Jeg har grint siden side 2, så det er også en anbefaling værd; 'Ting min søn skal vide om verden' af Fredrik Backman.

Nå ja - og her på søndags eftermiddags faldereb (hvor kommer det udtryk fra - falder man i reb, sådan når man er sent på dagen?), så nåede jeg at få spærret mit dankort. Hvilket faktisk er ret meget en streg i regningen for en ellers upåklagelig dejlig weekend. Og nej. Det skyldtes ikke overforbrug (I wish - så havde jeg i det mindste fået noget for besværet). Ved faktisk ikke hvad det skyldes - jo altså. Jeg tastede den forkerte kode 3 gange. Og så er det jo den naturlige konsekvens. 3 gange mens jeg stod med to unger, der havde glædet sig hele ugen til at tage i biografen søndag (når far ikke var hjemme overhovedet!!). Så stod vi der i Palads og gode råd var dyre. Og jeg kunne jo ikke købe nogle af dem. Heldigvis er jeg godt gift. Så Steffen redede (igen, skulle jeg måske tilføje) situationen via fjernstyring - og fik købt billetter vi bare skulle hente 2 minutter inden filmen startede. Den var god. Filmen. Som jeg måske lige skulle tilføje var Viana - det nyeste skud på Disney-stammen. Og faktisk et ret godt nyt skud. Væsentlig bedre en jeg længe har set. Hvis man har børn (nok under 12) så skal man ikke frygte at blive slæbt ind og se den. Men husk lige koden. Ellers får man hverken slik eller popcorn selvom man har en helte-mand, der sådan kan redde billetterne.

Koden - har jeg stadig ingen anelse om. Hvilket jeg ikke helt ved, hvad jeg skal tænke om. Men nu er et nyt kort bestilt. Det bliver en billig uge. Næste uge.

Sådan føltes forældreskabet for mig idag. I Palads bio. Hvor filmen dog ikke var aflyst. Men det var popcornene...

mandag den 30. januar 2017

Den sidste gang ❤

Her i weekenden gik det (igen) op for mig præcis hvor hurtigt tiden går. Jeg synes lige det var nytår – og nu er årets første måned gået. Jeg kan virkelig ikke følge med – hvor klichefyldt det end er. Når jeg kigger på mine unger, som hver dag siger og gør ting, der får mig til at spærre øjnene op og spekulere på hvor mine små babyer eller bare små børn blev af. Det er underligt det med tiden. Den drøner derudaf, mens vi alle gør vores bedste for at følge med. Og samtidig kan man have sådan en weekend, som den vi lige har haft, hvor tiden ind imellem stod stille. Sådan føltes det i hvert fald – det var rart og tiltrængt. Og så alligevel nåede vi søndag aften inden jeg næsten nåede at blinke med øjnene! Ind imellem bliver jeg ramt at en dyb skræk over, hvor al den tid bliver af – og om det hele bare er slut med et blink.



Det fik mig også til at tænke på, hvornår man gør noget for sidste gang. Ikke at vi alle skal gå rundt od nyde hvert sekund, som det var det sidste. For det første er det jo ikke praktisk muligt. For det andet er det jo også noget fis. Men der er noget om det. Vi aner aldrig hvornår noget er sidste gang – og samtidig er alle øjeblikke jo sidste gang.

From the moment you hold your baby in your arms,
you will never be the same.
You mi
ght long for the person you were before,
when you have freedom and time,
and nothing in particular to worry about.
You will know tiredness like you never knew it before,
and days will run into days that are exactly the same,
full of feedings and burping,
nappy changes and crying,
whining and fighting,
naps or a lack of naps,
it might seem like a never-ending cycle.
But don’t forget … There is a last time for everything.
There will come a time when you will feed
your baby for the very last time.
They will fall asleep on you after a long day
And it will be the last time you ever hold your sleeping child.
One day you will carry them on your hip then set them down,
And never pick them up that way again.
You will scrub their hair in the bath one night
And from that day on they will want to bathe alone.
They will hold your hand to cross the road,
Then never reach for it again.
They will creep into your room at midnight for cuddles,
And it will be the last night you ever wake to this.
One afternoon you will sing “the wheels on the bus” and do all the actions,
Then never sing them that song again.
They will kiss you goodbye at the school gate,
The next day they will ask to walk to the gate alone.
You will read a final bedtime story and wipe your last dirty face.
They will run to you with arms raised for the very last time.
The thing is, you won’t even know it’s the last time
Until there are no more times.
And even then, it will take you a while to realize.
So while you are living in these times,
remember there are only so many of them
and when they are gone,
you will yearn for just one more day of them.
For one last time


søndag den 29. januar 2017

5 om mig

  1. Jeg har set matador flere gang end jeg kan tælle. Jeg kan ikke replikkerne udenad, men jeg ved altid lige sekundet inden en replik, hvordan den lyder. Så på cue kan jeg den udenad. Og jeg elsker den stadig. Det er som om pulsen falder og alt bare er lysere, når Matador kører i baggrunden. Og jeg kan se den, hvor den kun kører i baggrunden, da jeg alene ved lydsporet kan 'se' den.
  2. Jeg er faktisk ikke rigtig fan af risalamande. Men jeg laver den bedste af slagsen. Uden sammenligning 'the best' – og jeg kan faktisk rigtig godt lide den, som jeg selv laver. Men det betyder stadig, at jeg ikke kan lide det egentlig. Kun min egen. Og kun 25-28. december, hvor jeg så til gengæld indtager ret store mængder.
  3. Jeg kan bruge uendelig tid på at lave lister. Over alting. Indkøb, ferier, ting jeg skal, og alt muligt andet. Jeg elsker at lave lister. Og jeg har altid en række lister på post-it liggende i min pung. Lister, der på en eller anden måde gav mening, lige da jeg lavede dem. Men ikke nødvendigvis giver mening længere, hvorfor jeg jævnligt må rydde op i min pung.
  4. Jeg kan ikke drikke det sidste i et glas. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg hader den sidste lille bundslat i et glas – lige gyldigt hvad det er fra mælk til champagne. Jeg kan kun ’drikke op’, hvis jeg tager hele glasset i en slurk. 
  5. Jeg har de sjoveste børn. Caroline har den vildeste krøllede hjerne og den tørreste humor. Og så kommer der altid små guldkorn ud. Også selvom hun er ved at blive (for) stor til talefejl og den slags kuriositeter. Senest fandt jeg denne seddel hængt op ved siden af hovedpuden på Carolines værelse:

lørdag den 28. januar 2017

Jeg tænker på #5

  • at det værste ved at have børn er, at msn så er tvunget til at se "Danmark har Talent". Men altså det er hyggeligt at ligge i sofaen med bløde børnetæer på skødet og bobler inden for rækkevidde
  • Hvorfor man ikke kan få blinis på Østerbro? Laver alle dem selv eller har butikkerne ikke opdaget at sæsonen er startet?
  • At det netop er sæson for stenbiderrogn og det er jo i sig selv er bevis på at alle årstider, selv de grå, har deres absolutte lyspunkter.
  • At jeg bor det fedeste sted på jorden. Når msn lige ser bort fra det med blinis, vi åbenbart ikke fører her. Men altså jeg elsker hvor vi bor.
  • At alle skal tage ind og se Kongens Valg. Om hvad der skete mellem 8. april 1940 og indtil 11. april, hvor Norge officielt gik i krig med nazi-Tyskland (modsat Danmark, som skrev under på aftalen om ikke at gøre modstand). Fed fed film! Og virkelig fine skuespil-præstationer hele vejen rundt. Af alle roller.
  • At det er søndag i morgen. UDEN planer... wooow

torsdag den 26. januar 2017

Weekend i bar røv og ingenting

Det er lige gået op for mig, at i morgen eftermiddag starter weekenden. Og modsat sidste weekend skal jeg faktisk ikke ret meget. Fredag for eksempel er det vildeste, der skal ske, at jeg skal hente Margrethe i det nye experimentarium, hvor hun har været til fødselsdag. Og at vi skal blande slik til x-faktor. Og finde en god film til bagefter. Vild ungdom.

Lørdag starter med en tur i biografen med min dejlige veninde. Vi skal vores månedlige tur i Grand – og denne gang skal vi se ’Kongens Valg’. En film jeg ikke helt ved hvad jeg skal forvente mig af. Jeg elsker film om den kolde krig. Og jeg elsker (de fleste) film om anden verdenskrig. Men jeg hader film, hvor skuespillerne er klædt ud. Sådan med rustning, soldatertøj eller lignende. Og jeg kan ikke helt finde ud af, hvor denne film ender. Men jeg glæder mig. Om ikke andet så til veninde-hygge, god morgenkaffe og så selvfølgelig Jesper Christensen, som altid er så skide dygtig. Og det var det. Så er der ikke flere planer. Og jeg glæder mig helt vildt meget. Tænker vi måske kan bruge søndagen på – film, gå-ture og måske noget yoga. Men kun måske. Hele pointen er jo først at finde ud af det søndag morgen. Eller i løbet af dagen.

Men nu skal torsdag lige gå – det bliver også en god dag.

Min weekend - tænker det faktisk ikke er nødvendigt at komme ud af nattøjet (kan det ikke gå i biografen?)...



onsdag den 25. januar 2017

Noget om søskende

I mandags ringede min telefon lige midt på dagen – altså mens det stadig var skoledag og jeg sad og overvejede hvad kantinen mon bød på. Jeg kunne se på displayet, at det var Margrethe. Og når hun sådan ringer midt på dagen sker der to ting. Det ene er, at jeg rammes af en uro, da det virkelig ikke er almindelig, at hun ringer til mig sådan midt på skoledagen. Og den anden ting, der sker er, at jeg tager telefonen hurtigere end jeg kan nå at trække vejret.

Det var Margrethe – hun lød glad (puha – ingen katastrofer så) og det var frikvarter (puha – hun pjækkede ikke). Hun ville bare sige, at hun havde talt med Caroline (aka lillesøster) i skolegården og hun havde sagt, at hun gerne ville tidligere hjem end sent. Om denne mandag kunne jeg altså først hente klokken liiiige 16 – og ikke før. Normalt ikke et problem, men Caroline, fortalte Margrethe, var ked af noget ingen af dem helt vidste hvad var. Men det hun egentlig ville var at spørge, om ikke hun måtte hente Caroline, når hun selv havde været til klaver efter skole – og altså fremrykke afhentningen til klokken 14.45. For det var, som hun sagde, synd for Caroline, når nu Margrethe alligevel bare skulle hjem bagefter.

Og der smeltede mit hjerte. Hvor meget de end kan råbe af hinanden og skændes over de mindste (og her er vi virkelig ud i nano-små detaljer) ting, lige så omsorgsfulde og søde kan de være overfor hinanden. Og da Caroline gerne ville hentes tidligere, var der slet ikke tvivl om, at selvfølgelig kom hendes søster da så og hentede hende. Det var et fint opkald.

Da jeg så kom hjem efter 16 var der lavet lektier (!!), de havde smurt madder (og her er alt det efterladte køkkenrod aldeles tilgivet) og de sad nu og hyggede med Mindcraft sammen.


Det var sådan en fin fin mandag.





onsdag den 18. januar 2017

Savn og sommer - og tv-premiere

To dage i træk. Det er næsten for meget. Og der er jo faktisk ikke rigtig sket noget nyt. Jeg har cyklet i polarkulden til arbejde. Og jeg har (igen) optimistisk fejlvurderet behovet for uldtøj, strømper og tykke bluser. Så jeg har også drukket te til at tage den (snart ikke længere potentielle, men nærmere aktuelle) forkølelse i opløbet. Jeg savner (helt ind i de gennemkolde knogler) sommer og bare tæer i græsset. Og sådan er der flere der har det. Da jeg fulgtes med Margrethe til skole i morges gik hun hele vejen og dagdrømte om sommerens ferie med Gulliver (som hun jo kender fra sidste år – og derfor kunne skabe nogle endog meget levende billeder, der på gåturen) og sommeren uger og weekender i sommerhus. Med græs under tæerne, vand og salt i håret og hygge indenfor de dage, hvor solen hviler ud. Men hvor brændeovnen så kan sørge for god varme. Ja – samtalen i morges handlede ret meget om varme.

Jeg læste i dag hos Julia, som også er begyndt at savne udelivet, at en i kommentarfeltet mente foråret var på vej. Og han hun i morges havde duftet foråret. Jeg er ked af at være sådan en nej-siger her, men jeg kunne ikke lugte andet end frost og bidende kulde. Selvom jeg også har hørt i vejrudsigten, at (mere humane) varmere temperaturer er på vej. Lige nu kan jeg næsten ikke forestille mig det.




Nå, men det fede ved mørke aftner, halvsygdom og sløjhed er, at det er helt okay (nærmest velanset J) at stene tv i mængder. Det kan man jo ikke rigtig tillade sig overfor solen, når den og blomsterne spirer frem – så det er vinterens glæde. Og i aften starter sæson 6 af Homeland. Og som mange andre glæder jeg mig. Og jeg kunne hertil morgen høre i radioen, at det ligefrem er en begivenhed i nyhederne. Det bliver godt – og Rupert Friend er stadig med. Selvom jeg troede han var død (eller husker jeg forkert) – i hvert fald er han på sæsonens rolleliste.

tirsdag den 17. januar 2017

En status på det nye år - so far

Nå. Så. Nu har jeg fået en del forespørgsler omkring nyt job. Og livet generelt. Og tjaaa – tavsheden herinde handler ikke om, at det ikke går godt. Faktisk tværtimod. Eller altså hyppig aktivitet her er jo heller ikke et tristhedstegn. Summa summarum. Alt er godt. Jeg er startet nyt job – og har de første måneder på nedsat tid, som altså udløser en ugentlig fridag. Det er faktisk den bedste opstart, man kunne ønske sig. Og det betyder at jeg både kan få læst lidt bøger og set dagTV ;-). Og arbejdet de 4 dage jeg så er der, er også rigtig fint. Jeg er blevet taget godt imod, om end jeg har fået en ret stejl start, da der i den grad var et hul på min stol, som alle har ventet på – så nu er jeg her. Og opgaverne, som jeg dybest set ikke ved nok om, tårner sig op, da alle kommer rendende med ting, som skal ende på mit bord. Det er faktisk fint nok. En god start – og ingen problemer der. Folk er virkelig søde og jeg er ved at finde mig tilrette i hvad jeg skal – i hvert fald i første omgang.

Og så har jeg ikke oplevet den der uendelige træthed, som man ellers godt kan have ved nye job. Og som jeg faktisk lidt havde frygtet at januar ville blive begravet i. Næh nej. Jeg har haft tid og energi til at hygge med ungerne, passe yogaen og set en masse film med Steffen (tak til Yousee for at have sort skærm under nytårstalen – og ’erstatte’ tabet med fri film).
Sidste weekend var vi på weekend hos nogle af vores bedste venner i det nord-sjællandske, som også lige nu bliver tilsmilet af heldet og livets lyse sider. Det var en skøn weekend med sushi og bobler, til ingen gad hverken fisk eller sprut mere. Og en tur på Louisiana blev det også til. Det er altid et smukt sted, dog burde de i den grad arbejde på indretningen af cafeen. Der er altid kaotiske tilstand – og det tjener altså ikke det smukke sted og den store kunst godt.

Faktisk kan man sige, at alt faktisk er skide godt for tiden. Ja, det er gråt (eller rettere bare mørkt) om morgenen – men jeg kan se solen om dagen fra mine vinduer. Og jeg elsker at komme hjem til min skønne familie, og vores aldeles fantastiske lejlighed. Der er en masse at glæde sig til. Virkelig meget. 2017 tegner til at blive et fedt år. Jeg synes faktisk tallet 17 er virkelig grimt. Men måske jeg skulle revurdere den vurdering. Det tegner godt.

Billedet har ikke rigtig noget med det at gøre. Men se lige hvor søde de var. For 4 år siden. Også søde dengang.

fredag den 6. januar 2017

Tv snobberi lider jeg ikke under

Jeg starter jo på arbejde igen på mandag. Hvilket har udløst at jeg nu stresser rundt for at slappe af. Oh the irony.

Jeg skal for eksempel nå at se en masse tv. Daytime tv. Alt det tv, som resten af husstanden er for snuppet til at se. Meget kan man kalde mig, men tv-snoppet er jeg ikke. Jeg elsker daytime-tv.

Jeg elsker amerikanske krimiserier - bones, CSI, special Victims Unit og jeg kunne blive ved. Og det fede er at ligegyldig hvornår man tænder er der et hidtil uset afsnit. Der må være virkelig mange.

Jeg elsker at følge Kardasians og deres kvaler. Husmødrene i England og USA. Og alle de andre tosser.

Jeg elsker dokumentarer fyldt med massive mængder følelsespornografi. Gråd, sved, tårer og grimme ansigter og følelsen af 'godt det ikke er mig'. Sådanne kan man streame i rå mængder på TV2.

Jeg elsker også DR2. Men det ser vi jo alligevel, så der er dagtimerne ikke nødvendige. Alt det andet, har jeg bare aldrig rigtig tid til at se det - eller rettere - Ingen andre gider se det og så vil jeg hellere noget andet. Men når man nu går hjemme er det fanme fedt at se det. Uden et lydspor af brok og kommentarer ved siden af 😜😜.

Nu er det slut. Så forbrydelserne må opklares uden mig. Kardasians gå i hundene uden mig som tilskuer. Og tårerne og snotten løbe uden jeg får set det.

Det er ok. Også for den fremtidige økonomi. Helt ok på alle planer. Men mens det varede var det fedt! 

tirsdag den 3. januar 2017

Nyt år - nye vaner (eller noget) - og så et juleferie potpourri

Nå... hvad har du så lavet siden sidst, kunne man jo passende spørge. Og siden sidst har det jo sådan set både været jul og nytår. Så hvad har jeg lavet. Udover selvfølgelig at holde jul med alt hvad dertil hører af mad, hygge, pyntede træer, egg nog og familieræs, så har vi også nået at sove længe. Spise mere mad. Jeg er startet til yoga - noget både min krop og mit sind er lige begejstrede for. Så har vi også set en masse dejlige mennesker - for eksempel på en smuttur til Malmø, hvor vi både spiste rensdyr, shoppede og brændte ting af (ja - altså kontrolleret. På et bål. Det er ikke os, der brænder biler af i Malmø).

Jeg har også fået en anden hårfarve. Faktisk den jeg bedst kan lide. Og vi har været i Tivoli - både en meget meget kort (og ultra kold) gang - og en gang, hvor det var lidt mere behageligt at være i den gamle have. Nu er de lukkede for i år - men wildcards er fornyede, så vi tager med glæde en sæson mere.

Og så har det jo været nytår med den absolut traditionelle (for os) fest hos vores venner i den store villa nordpå, som er så smart, at den kan indeholde hele selskabet inklusiv alle 15 børn - og man kan sove der. Og have kollektivt ondt i håret dagen derpå. Hvor jeg fik en overdosis McDonalds. Det kan jeg godt love der bliver længe til næste gang.

Julestemning

En af de (mange) biograf-besøg henover julen...


Nyt år - nyt hår

Afslutning på Krebs med korsang (og forældre-tårer)

Juletivoli - hvor vi fejrer at Caroline er blevet høj NOK

Inden turen går til strandvejen til nytår

Malmø - photocred Caroline


Og så har jeg læst virkelig mange bøger. For eksempel '100 dage' af Lotte Kaa Andersen - det er en helt fantastisk efterfølger til 'Hambros Allé 7-9-13'. Vi møder Line, Caroline, Kaare, Ask og Cille igen efter sidste skæbnesvangre begivenheder, der har fået større eller mindre konsekvenser for alle.

Jeg har læst 'Mine 100 ting' af Lucy Dillan (ja, jeg kan godt se tal-temaet. Det er tilfældigt). Den var skøn. Altså på den helt og aldeles uforpligtende måde. Men jeg blev da grundigt bevist om (specielt her efter jul og post januar-udsalg, hvor jeg er gået mere amok i år end nogensinde), at vi ejer mere end 100 ting. Altså så meget mere at det er omsonst at tælle. Kunne vi skulle os af med noget? Ja, men det har vi faktisk gjort da vi flyttede fra kæmpe-villaen i Sønderborg til den lille 80 m2-lejlighed. Og så igen da vi flyttede hertil. Jeg synes det har et nogenlunde niveau.

Nå, ja. Så har jeg læst 'Klog er noget man øver sig på'. Som er fantastisk lærerig både som forældre - og bare som menneske, der gerne vil lægge angst for at prøve (noget nyt) fra sig. Og eftersom jeg starter nyt arbejde mandag. Ja, så...


Nu er det ungernes sidste feriedag. Jeg kan se, at jeg ikke har åbnet computeren siden de gik på ferie (sidste år) - idag skal vi fejre, så vi bager boller. Og jeg tror, hvis vi er rigtig gode, at der kommer vafler senere - det er i hvert fald et stort ønske.