mandag den 30. januar 2017

Den sidste gang ❤

Her i weekenden gik det (igen) op for mig præcis hvor hurtigt tiden går. Jeg synes lige det var nytår – og nu er årets første måned gået. Jeg kan virkelig ikke følge med – hvor klichefyldt det end er. Når jeg kigger på mine unger, som hver dag siger og gør ting, der får mig til at spærre øjnene op og spekulere på hvor mine små babyer eller bare små børn blev af. Det er underligt det med tiden. Den drøner derudaf, mens vi alle gør vores bedste for at følge med. Og samtidig kan man have sådan en weekend, som den vi lige har haft, hvor tiden ind imellem stod stille. Sådan føltes det i hvert fald – det var rart og tiltrængt. Og så alligevel nåede vi søndag aften inden jeg næsten nåede at blinke med øjnene! Ind imellem bliver jeg ramt at en dyb skræk over, hvor al den tid bliver af – og om det hele bare er slut med et blink.



Det fik mig også til at tænke på, hvornår man gør noget for sidste gang. Ikke at vi alle skal gå rundt od nyde hvert sekund, som det var det sidste. For det første er det jo ikke praktisk muligt. For det andet er det jo også noget fis. Men der er noget om det. Vi aner aldrig hvornår noget er sidste gang – og samtidig er alle øjeblikke jo sidste gang.

From the moment you hold your baby in your arms,
you will never be the same.
You mi
ght long for the person you were before,
when you have freedom and time,
and nothing in particular to worry about.
You will know tiredness like you never knew it before,
and days will run into days that are exactly the same,
full of feedings and burping,
nappy changes and crying,
whining and fighting,
naps or a lack of naps,
it might seem like a never-ending cycle.
But don’t forget … There is a last time for everything.
There will come a time when you will feed
your baby for the very last time.
They will fall asleep on you after a long day
And it will be the last time you ever hold your sleeping child.
One day you will carry them on your hip then set them down,
And never pick them up that way again.
You will scrub their hair in the bath one night
And from that day on they will want to bathe alone.
They will hold your hand to cross the road,
Then never reach for it again.
They will creep into your room at midnight for cuddles,
And it will be the last night you ever wake to this.
One afternoon you will sing “the wheels on the bus” and do all the actions,
Then never sing them that song again.
They will kiss you goodbye at the school gate,
The next day they will ask to walk to the gate alone.
You will read a final bedtime story and wipe your last dirty face.
They will run to you with arms raised for the very last time.
The thing is, you won’t even know it’s the last time
Until there are no more times.
And even then, it will take you a while to realize.
So while you are living in these times,
remember there are only so many of them
and when they are gone,
you will yearn for just one more day of them.
For one last time


søndag den 29. januar 2017

5 om mig

  1. Jeg har set matador flere gang end jeg kan tælle. Jeg kan ikke replikkerne udenad, men jeg ved altid lige sekundet inden en replik, hvordan den lyder. Så på cue kan jeg den udenad. Og jeg elsker den stadig. Det er som om pulsen falder og alt bare er lysere, når Matador kører i baggrunden. Og jeg kan se den, hvor den kun kører i baggrunden, da jeg alene ved lydsporet kan 'se' den.
  2. Jeg er faktisk ikke rigtig fan af risalamande. Men jeg laver den bedste af slagsen. Uden sammenligning 'the best' – og jeg kan faktisk rigtig godt lide den, som jeg selv laver. Men det betyder stadig, at jeg ikke kan lide det egentlig. Kun min egen. Og kun 25-28. december, hvor jeg så til gengæld indtager ret store mængder.
  3. Jeg kan bruge uendelig tid på at lave lister. Over alting. Indkøb, ferier, ting jeg skal, og alt muligt andet. Jeg elsker at lave lister. Og jeg har altid en række lister på post-it liggende i min pung. Lister, der på en eller anden måde gav mening, lige da jeg lavede dem. Men ikke nødvendigvis giver mening længere, hvorfor jeg jævnligt må rydde op i min pung.
  4. Jeg kan ikke drikke det sidste i et glas. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg hader den sidste lille bundslat i et glas – lige gyldigt hvad det er fra mælk til champagne. Jeg kan kun ’drikke op’, hvis jeg tager hele glasset i en slurk. 
  5. Jeg har de sjoveste børn. Caroline har den vildeste krøllede hjerne og den tørreste humor. Og så kommer der altid små guldkorn ud. Også selvom hun er ved at blive (for) stor til talefejl og den slags kuriositeter. Senest fandt jeg denne seddel hængt op ved siden af hovedpuden på Carolines værelse:

lørdag den 28. januar 2017

Jeg tænker på #5

  • at det værste ved at have børn er, at msn så er tvunget til at se "Danmark har Talent". Men altså det er hyggeligt at ligge i sofaen med bløde børnetæer på skødet og bobler inden for rækkevidde
  • Hvorfor man ikke kan få blinis på Østerbro? Laver alle dem selv eller har butikkerne ikke opdaget at sæsonen er startet?
  • At det netop er sæson for stenbiderrogn og det er jo i sig selv er bevis på at alle årstider, selv de grå, har deres absolutte lyspunkter.
  • At jeg bor det fedeste sted på jorden. Når msn lige ser bort fra det med blinis, vi åbenbart ikke fører her. Men altså jeg elsker hvor vi bor.
  • At alle skal tage ind og se Kongens Valg. Om hvad der skete mellem 8. april 1940 og indtil 11. april, hvor Norge officielt gik i krig med nazi-Tyskland (modsat Danmark, som skrev under på aftalen om ikke at gøre modstand). Fed fed film! Og virkelig fine skuespil-præstationer hele vejen rundt. Af alle roller.
  • At det er søndag i morgen. UDEN planer... wooow

torsdag den 26. januar 2017

Weekend i bar røv og ingenting

Det er lige gået op for mig, at i morgen eftermiddag starter weekenden. Og modsat sidste weekend skal jeg faktisk ikke ret meget. Fredag for eksempel er det vildeste, der skal ske, at jeg skal hente Margrethe i det nye experimentarium, hvor hun har været til fødselsdag. Og at vi skal blande slik til x-faktor. Og finde en god film til bagefter. Vild ungdom.

Lørdag starter med en tur i biografen med min dejlige veninde. Vi skal vores månedlige tur i Grand – og denne gang skal vi se ’Kongens Valg’. En film jeg ikke helt ved hvad jeg skal forvente mig af. Jeg elsker film om den kolde krig. Og jeg elsker (de fleste) film om anden verdenskrig. Men jeg hader film, hvor skuespillerne er klædt ud. Sådan med rustning, soldatertøj eller lignende. Og jeg kan ikke helt finde ud af, hvor denne film ender. Men jeg glæder mig. Om ikke andet så til veninde-hygge, god morgenkaffe og så selvfølgelig Jesper Christensen, som altid er så skide dygtig. Og det var det. Så er der ikke flere planer. Og jeg glæder mig helt vildt meget. Tænker vi måske kan bruge søndagen på – film, gå-ture og måske noget yoga. Men kun måske. Hele pointen er jo først at finde ud af det søndag morgen. Eller i løbet af dagen.

Men nu skal torsdag lige gå – det bliver også en god dag.

Min weekend - tænker det faktisk ikke er nødvendigt at komme ud af nattøjet (kan det ikke gå i biografen?)...



onsdag den 25. januar 2017

Noget om søskende

I mandags ringede min telefon lige midt på dagen – altså mens det stadig var skoledag og jeg sad og overvejede hvad kantinen mon bød på. Jeg kunne se på displayet, at det var Margrethe. Og når hun sådan ringer midt på dagen sker der to ting. Det ene er, at jeg rammes af en uro, da det virkelig ikke er almindelig, at hun ringer til mig sådan midt på skoledagen. Og den anden ting, der sker er, at jeg tager telefonen hurtigere end jeg kan nå at trække vejret.

Det var Margrethe – hun lød glad (puha – ingen katastrofer så) og det var frikvarter (puha – hun pjækkede ikke). Hun ville bare sige, at hun havde talt med Caroline (aka lillesøster) i skolegården og hun havde sagt, at hun gerne ville tidligere hjem end sent. Om denne mandag kunne jeg altså først hente klokken liiiige 16 – og ikke før. Normalt ikke et problem, men Caroline, fortalte Margrethe, var ked af noget ingen af dem helt vidste hvad var. Men det hun egentlig ville var at spørge, om ikke hun måtte hente Caroline, når hun selv havde været til klaver efter skole – og altså fremrykke afhentningen til klokken 14.45. For det var, som hun sagde, synd for Caroline, når nu Margrethe alligevel bare skulle hjem bagefter.

Og der smeltede mit hjerte. Hvor meget de end kan råbe af hinanden og skændes over de mindste (og her er vi virkelig ud i nano-små detaljer) ting, lige så omsorgsfulde og søde kan de være overfor hinanden. Og da Caroline gerne ville hentes tidligere, var der slet ikke tvivl om, at selvfølgelig kom hendes søster da så og hentede hende. Det var et fint opkald.

Da jeg så kom hjem efter 16 var der lavet lektier (!!), de havde smurt madder (og her er alt det efterladte køkkenrod aldeles tilgivet) og de sad nu og hyggede med Mindcraft sammen.


Det var sådan en fin fin mandag.





onsdag den 18. januar 2017

Savn og sommer - og tv-premiere

To dage i træk. Det er næsten for meget. Og der er jo faktisk ikke rigtig sket noget nyt. Jeg har cyklet i polarkulden til arbejde. Og jeg har (igen) optimistisk fejlvurderet behovet for uldtøj, strømper og tykke bluser. Så jeg har også drukket te til at tage den (snart ikke længere potentielle, men nærmere aktuelle) forkølelse i opløbet. Jeg savner (helt ind i de gennemkolde knogler) sommer og bare tæer i græsset. Og sådan er der flere der har det. Da jeg fulgtes med Margrethe til skole i morges gik hun hele vejen og dagdrømte om sommerens ferie med Gulliver (som hun jo kender fra sidste år – og derfor kunne skabe nogle endog meget levende billeder, der på gåturen) og sommeren uger og weekender i sommerhus. Med græs under tæerne, vand og salt i håret og hygge indenfor de dage, hvor solen hviler ud. Men hvor brændeovnen så kan sørge for god varme. Ja – samtalen i morges handlede ret meget om varme.

Jeg læste i dag hos Julia, som også er begyndt at savne udelivet, at en i kommentarfeltet mente foråret var på vej. Og han hun i morges havde duftet foråret. Jeg er ked af at være sådan en nej-siger her, men jeg kunne ikke lugte andet end frost og bidende kulde. Selvom jeg også har hørt i vejrudsigten, at (mere humane) varmere temperaturer er på vej. Lige nu kan jeg næsten ikke forestille mig det.




Nå, men det fede ved mørke aftner, halvsygdom og sløjhed er, at det er helt okay (nærmest velanset J) at stene tv i mængder. Det kan man jo ikke rigtig tillade sig overfor solen, når den og blomsterne spirer frem – så det er vinterens glæde. Og i aften starter sæson 6 af Homeland. Og som mange andre glæder jeg mig. Og jeg kunne hertil morgen høre i radioen, at det ligefrem er en begivenhed i nyhederne. Det bliver godt – og Rupert Friend er stadig med. Selvom jeg troede han var død (eller husker jeg forkert) – i hvert fald er han på sæsonens rolleliste.

tirsdag den 17. januar 2017

En status på det nye år - so far

Nå. Så. Nu har jeg fået en del forespørgsler omkring nyt job. Og livet generelt. Og tjaaa – tavsheden herinde handler ikke om, at det ikke går godt. Faktisk tværtimod. Eller altså hyppig aktivitet her er jo heller ikke et tristhedstegn. Summa summarum. Alt er godt. Jeg er startet nyt job – og har de første måneder på nedsat tid, som altså udløser en ugentlig fridag. Det er faktisk den bedste opstart, man kunne ønske sig. Og det betyder at jeg både kan få læst lidt bøger og set dagTV ;-). Og arbejdet de 4 dage jeg så er der, er også rigtig fint. Jeg er blevet taget godt imod, om end jeg har fået en ret stejl start, da der i den grad var et hul på min stol, som alle har ventet på – så nu er jeg her. Og opgaverne, som jeg dybest set ikke ved nok om, tårner sig op, da alle kommer rendende med ting, som skal ende på mit bord. Det er faktisk fint nok. En god start – og ingen problemer der. Folk er virkelig søde og jeg er ved at finde mig tilrette i hvad jeg skal – i hvert fald i første omgang.

Og så har jeg ikke oplevet den der uendelige træthed, som man ellers godt kan have ved nye job. Og som jeg faktisk lidt havde frygtet at januar ville blive begravet i. Næh nej. Jeg har haft tid og energi til at hygge med ungerne, passe yogaen og set en masse film med Steffen (tak til Yousee for at have sort skærm under nytårstalen – og ’erstatte’ tabet med fri film).
Sidste weekend var vi på weekend hos nogle af vores bedste venner i det nord-sjællandske, som også lige nu bliver tilsmilet af heldet og livets lyse sider. Det var en skøn weekend med sushi og bobler, til ingen gad hverken fisk eller sprut mere. Og en tur på Louisiana blev det også til. Det er altid et smukt sted, dog burde de i den grad arbejde på indretningen af cafeen. Der er altid kaotiske tilstand – og det tjener altså ikke det smukke sted og den store kunst godt.

Faktisk kan man sige, at alt faktisk er skide godt for tiden. Ja, det er gråt (eller rettere bare mørkt) om morgenen – men jeg kan se solen om dagen fra mine vinduer. Og jeg elsker at komme hjem til min skønne familie, og vores aldeles fantastiske lejlighed. Der er en masse at glæde sig til. Virkelig meget. 2017 tegner til at blive et fedt år. Jeg synes faktisk tallet 17 er virkelig grimt. Men måske jeg skulle revurdere den vurdering. Det tegner godt.

Billedet har ikke rigtig noget med det at gøre. Men se lige hvor søde de var. For 4 år siden. Også søde dengang.

fredag den 6. januar 2017

Tv snobberi lider jeg ikke under

Jeg starter jo på arbejde igen på mandag. Hvilket har udløst at jeg nu stresser rundt for at slappe af. Oh the irony.

Jeg skal for eksempel nå at se en masse tv. Daytime tv. Alt det tv, som resten af husstanden er for snuppet til at se. Meget kan man kalde mig, men tv-snoppet er jeg ikke. Jeg elsker daytime-tv.

Jeg elsker amerikanske krimiserier - bones, CSI, special Victims Unit og jeg kunne blive ved. Og det fede er at ligegyldig hvornår man tænder er der et hidtil uset afsnit. Der må være virkelig mange.

Jeg elsker at følge Kardasians og deres kvaler. Husmødrene i England og USA. Og alle de andre tosser.

Jeg elsker dokumentarer fyldt med massive mængder følelsespornografi. Gråd, sved, tårer og grimme ansigter og følelsen af 'godt det ikke er mig'. Sådanne kan man streame i rå mængder på TV2.

Jeg elsker også DR2. Men det ser vi jo alligevel, så der er dagtimerne ikke nødvendige. Alt det andet, har jeg bare aldrig rigtig tid til at se det - eller rettere - Ingen andre gider se det og så vil jeg hellere noget andet. Men når man nu går hjemme er det fanme fedt at se det. Uden et lydspor af brok og kommentarer ved siden af 😜😜.

Nu er det slut. Så forbrydelserne må opklares uden mig. Kardasians gå i hundene uden mig som tilskuer. Og tårerne og snotten løbe uden jeg får set det.

Det er ok. Også for den fremtidige økonomi. Helt ok på alle planer. Men mens det varede var det fedt! 

tirsdag den 3. januar 2017

Nyt år - nye vaner (eller noget) - og så et juleferie potpourri

Nå... hvad har du så lavet siden sidst, kunne man jo passende spørge. Og siden sidst har det jo sådan set både været jul og nytår. Så hvad har jeg lavet. Udover selvfølgelig at holde jul med alt hvad dertil hører af mad, hygge, pyntede træer, egg nog og familieræs, så har vi også nået at sove længe. Spise mere mad. Jeg er startet til yoga - noget både min krop og mit sind er lige begejstrede for. Så har vi også set en masse dejlige mennesker - for eksempel på en smuttur til Malmø, hvor vi både spiste rensdyr, shoppede og brændte ting af (ja - altså kontrolleret. På et bål. Det er ikke os, der brænder biler af i Malmø).

Jeg har også fået en anden hårfarve. Faktisk den jeg bedst kan lide. Og vi har været i Tivoli - både en meget meget kort (og ultra kold) gang - og en gang, hvor det var lidt mere behageligt at være i den gamle have. Nu er de lukkede for i år - men wildcards er fornyede, så vi tager med glæde en sæson mere.

Og så har det jo været nytår med den absolut traditionelle (for os) fest hos vores venner i den store villa nordpå, som er så smart, at den kan indeholde hele selskabet inklusiv alle 15 børn - og man kan sove der. Og have kollektivt ondt i håret dagen derpå. Hvor jeg fik en overdosis McDonalds. Det kan jeg godt love der bliver længe til næste gang.

Julestemning

En af de (mange) biograf-besøg henover julen...


Nyt år - nyt hår

Afslutning på Krebs med korsang (og forældre-tårer)

Juletivoli - hvor vi fejrer at Caroline er blevet høj NOK

Inden turen går til strandvejen til nytår

Malmø - photocred Caroline


Og så har jeg læst virkelig mange bøger. For eksempel '100 dage' af Lotte Kaa Andersen - det er en helt fantastisk efterfølger til 'Hambros Allé 7-9-13'. Vi møder Line, Caroline, Kaare, Ask og Cille igen efter sidste skæbnesvangre begivenheder, der har fået større eller mindre konsekvenser for alle.

Jeg har læst 'Mine 100 ting' af Lucy Dillan (ja, jeg kan godt se tal-temaet. Det er tilfældigt). Den var skøn. Altså på den helt og aldeles uforpligtende måde. Men jeg blev da grundigt bevist om (specielt her efter jul og post januar-udsalg, hvor jeg er gået mere amok i år end nogensinde), at vi ejer mere end 100 ting. Altså så meget mere at det er omsonst at tælle. Kunne vi skulle os af med noget? Ja, men det har vi faktisk gjort da vi flyttede fra kæmpe-villaen i Sønderborg til den lille 80 m2-lejlighed. Og så igen da vi flyttede hertil. Jeg synes det har et nogenlunde niveau.

Nå, ja. Så har jeg læst 'Klog er noget man øver sig på'. Som er fantastisk lærerig både som forældre - og bare som menneske, der gerne vil lægge angst for at prøve (noget nyt) fra sig. Og eftersom jeg starter nyt arbejde mandag. Ja, så...


Nu er det ungernes sidste feriedag. Jeg kan se, at jeg ikke har åbnet computeren siden de gik på ferie (sidste år) - idag skal vi fejre, så vi bager boller. Og jeg tror, hvis vi er rigtig gode, at der kommer vafler senere - det er i hvert fald et stort ønske.