tirsdag den 16. september 2014

Reklamer til børn og unge - med omtanke!

Man skulle måske til at tænke over, hvordan man bruger blogs, og andre sociale online medier :-).

Hermed en stak citater fra Regeringens ekspertudvalg om Børn, Unge og markedsføring's nye anbefalinger, fordi der er brug for en opstramning af reglerne i markedsføringsloven omkring børn og unge - nu de sociale medier fylder så meget:

Udvalgte citater fra fokusgrupper
”Det er ikke direkte reklame, for hun (bloggeren SilleWho) får ikke penge
for det” (Wilke s. 51, fokusgruppe, børn 14-16 år)

”Hun får jo ikke noget ud af det, men gør det for at inspirere andre”
(Wilke s. 51, fokusgruppe, børn 14-16 år)

”Måske er de nye, og han er glad for dem. Og det er sikkert sådan, at i
deres klub, dér er det Nike, der leverer støvler, og så har han valgt de
der”. (Wilke s. 52, fokusgruppe, børn 14-16 år, om Niklas Bendtners
billede af Nike-støvler på Instagram)

"Det er rimeligt tit, at de lægger noget ud, f.eks. hvis de har lavet nye
støvler og så lægger billeder ud af dem og skriver at de hedder sådan og
sådan… Så går jeg ind på Google og søger efter dem." (Wilke, s. 34,
fokusgruppe, børn 11-13 år, om fodboldspillere på Instagram)

"Jeg synes ikke det er reklame. Follow – det er ligesom at følge, hvad de
gør, og hvad de ser, ligesom at følge dem som personer. Det er ikke reklame
at følge den her person, det er jo hvad du selv har lyst til at følge."
(Wilke s. 34, fokusgruppe, børn 11-13 år, om at følge folk på fx Instagram
og YouTube)

”Nej, det er ikke reklame. Han viser jo bare, hvad, han selv synes, er
sjovt” (Operate, ”Analyse af børn og unges afkodning af kommerciel
kommunikation på nye platforme” s. 27, fokusgruppe, børn 10-13 år, om
Wimp-grundlæggers Instagramprofil)

”Nej, hun skriver jo bare om tasken. Se selv, Mascha skriver: ’Tror den
kommer på ønskelisten til jul’ ”. (Operate, ”Analyse af børn og unges
afkodning af kommerciel kommunikation på nye platforme”, s. 34, fokusgruppe,
børn 14-18 år, diskussion om, hvorvidt Mascha Vangs omtale
af en kamerataske er reklame)

”Man får nok sådan et lille kort med tilbud på abonnementer” (Wilke s.
40, fokusgruppe, børn 11-13-årige – om tilbud på 8 numre af Vi unge + et
One Direction sengesæt – på spørgsmålet om, hvad der sker efter seks
måneder. Hovedparten tror, at fx Vi Unge vil kontakte dem, når de seks
måneder er omme for at høre, om de vil fortsætte abonnementet. Og nogle
tror sågar, at de efter seks måneder vil blive præsenteret for nye tilbud med
nye produkter, som følger med)

OG hvorfor er det så vigtigt:
Rapporten viser, at børn og unge i høj grad agerer som forbrugere helt
ned til seks års alderen:
· 95 procent af alle teenagere har i 2013 handlet på nettet
· 60 procent af de 8-12-årige har handlet på nettet
· knap 30 procent af de 5-7-årige har handlet på nettet

Børn og unge er generelt godt beskyttede, men der er stadig udfordringer:
· cirka halvdelen af de mindre børn på 5-8 år har foretaget et utilsigtet
køb online
· børn og unge har svært ved at gennemskue priser og bindingsperioder
på abonnementer
· børn og unge har ikke erfaring med at identificere kommerciel
kommunikation på nye platforme

Forældrene bruger generelt ikke meget tid sammen med deres børn på de
digitale medier:
· 17 procent af børnene er aldrig under voksenopsyn, når de er på
de digitale medier
· knap halvdelen af børnene er uden voksenopsyn i 75 procent af tiden
eller mere
· 30 procent af forældrene har aldrig talt med deres børn om markedsføring
på nettet

Børn og unge har svært ved at forstå finansielle begreber som fx ÅOP:
· I 2014 var 5.154 unge mellem 18-20 år registret i RKI
· de skyldte i gennemsnit 12.090 kroner

3 kommentarer:

  1. Prøv du lige at lege voksenopsyn på en 13-årig dreng, mens han er på Facebook ;-) De er temmelig urealistisk, når ungerne har en smart-phone.
    Det er en smule urealistisk at tro, at man kan skærme ungerne ved voksenopsyn. Jeg tror selv på, at kommunikation er vejen frem. Så de lærer hvad er rigtigt og hvad der er forkert.
    (ikke at jeg er uenig med dine bekymringer) :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tænker du at det er moraliserende? Dette er jo kun referat af undersøgelses-resultater, der jo netop påviser, at børn i den alder slet ikke kan afkode kommercielle budskaber når de kommer gennem fx. blogs - og derfor bør markedsføringsloven strammes (ligesom den allerede er i forhold til børn og unge ved 'almindelige' kommercielle medier). NETOP således at man som forældre ikke skal overvåge ens børn brug. Som du har ret i er helt umuligt.

      Slet
    2. Jeg tænker, at man som forældre også har et ansvar for at snakke med sine børn om disse emner. Det tror jeg ikke man kan lovgive sig ud af :-) Der er jo masser af skjulte reklamer i film, youtube, FB osv. Så tænker egentlig at man skal lære sine børn gode net-vaner for at undgå at de f.eks. uforvaret kommer til at købe ting uden forældrenes viden.

      Slet