lørdag den 11. marts 2017

Den kærlighed - når hjerte ikke rimer på smerte

Jeg har idag siddet 8 timer i en bil. Fordelt over to ture, bevares. Men 8 timer, mand! Av min r.ø.v. I sådan en bil kan man både nå at synge med på alt muligt. Snakke med sin mand længere end vi har gjort længe. Og så kan man nå at tænke. Og jeg har tænkt på kærlighed. Og alle de faser kærligheden - den romantiske af slagsen - kan antage over sådan et liv. 

Det starter jo gerne med de utallige dødsensalvorlige teenageforelskelser. Dem der betyder liv og død. Dem hvor hele verden udenom ikke forstår. Og hvor det eneste (ENESTE) der betyder noget er den kærlighed. Som livet ikke kan leves uden. Indtil det kan. Leves uden.
Og så er der de første kærester, hvor det skulle være for evigt på sød/tøs-måden. Knap så meget liv eller død-måden, som i de første teenager-tider, men mere ''vi-leger-voksen-metoden'. Roser er røde, violer er blå og alt det. 

Så kommer den rigtige ene - og så den næste ene. Og ganske ofte også den næste eneste ene. Vi leger, og bliver mere voksne og knap så dramatiske. Men ikke mindre forelskede.

Hvis man er heldig kommer den rigtige rigtige så forbi. Ham har jeg mødt. Og har idag sludret med næsten 8 timer i en bil. Og holdt i hånden henover Fyn. Den kærlighed er den der store forelskelse. Altså i første fase som minder om den eneste ene version et, to og tre, men som alligevel holder til næste fase.

Her flytter man typisk sammen på kollegieværelset eller den lille snuskede lejlighed med bad i kælderen. Den første lejlighed, der senere i livet antager et fuldstændigt lyserødt og magisk skær. Også selvom der i virkeligheden var ret koldt og fugt i hjørnerne. Og en træls udlejer, der var ligeglad med om køleskabet virkede. 

Årene går og kærligheden afløser den akutte forelskelse. Man opgraderer lejlighed, hus, måske endda en bil og ferierne bliver mere luksuriøse end de tidlige backpackerture, hvor kærlighed og kildevand udgjorde hovedbestanddelene. Eller turene hvor 'hotellets standard jo ikke betyder noget, for vi er der jo aldrig' (aka vi har kun råd til en enkeltseng og bad på gangen). 

Man bliver en form for enhed som udvides med børn, hund, kat, hamster eller bare husedderkopper. Ens liv er fuldstændig viklet sammen.

Her er vi. Steffen og jeg. Og jeg har elsket hele turen. Også de mange ture væk fra planen. Detours, omveje og smutveje. . Og nu glæder jeg mig til kærlighedens næste faser.

De faser, hvor børnene bliver store. Der igen bliver plads til de glimtvise teenage-forelskelser, nu bare med den forskel, at vi kender hvert hjørne af hinanden og forelskelsen blandes med kærlighed og historie - og knap så meget med 'hjerte-rimer-på-smerte'.


Vi bliver ældre sammen og nye muligheder opstår. Voksne børn, børnebørn og os to gamle - sammen. Vi er slet ikke i nærheden af slutningen på kærlighedens vej. Og jeg glæder mig fortsat til at se hvad turen byder.

Er det ikke snart sommer?

6 kommentarer:

  1. Sikke et dejligt indlæg :-) kh. Birgitte

    SvarSlet
  2. Kæft altså for et dejligt indlæg :D Hurra for kærligheden.

    - A

    SvarSlet
  3. Sikke et skønt indlæg - jeg smilede hele læsningen igennem. Genkendende. Jeg tror ikke det er mange der har haft så mange teenage-forelskelser som jeg har - jeg havde ofte to ad gangen. Sådan lidt på skift. Det absolut værste der kunne ske, var at jeg ikke havde nogen at være forelsket i, det var simpelthen så kedeligt. Alt dette var på et stadie hvor vi ikke var kærester, men hvor jeg blot drømte mig væk, flirtede lidt og skrev i min dagbog. Ham den rigtige fandt jeg heldigvis på et tidspunkt hvor jeg taget skridtet videre fra flirt og dagbogsskrivning. Vi har også boet i en lille lejlighed på 34 kvadratmeter og lige som du skriver, husker vi tilbage på den lejlighed med en masse positive følelser. Selv vasketøjet i kælderen var romantisk. Nu er vi der, hvor der igen er tid til at nyde hinanden - børnene er blevet store og vi har derfor tit stunder alene. Heldigvis har vi det stadig lige så godt sammen som den gang i vores lille lejlighed, og vi nyder også al den tid vi nu har til hinanden. Dejligt, at du lyder til at have det på samme måde. Skønt billede af dig af familien – og jo, mon ikke sommeren snart er på vej – I can feel it. Fortsat god aften til dig og resten af familien!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for en skøn kommentar. Det er præcis sådan det er - for mange, tror jeg :-). Jeg er heldigvis glad for hvordan det endte.

      Slet