Hovedet op og benene ned

Jeg synes faktisk normart, at vi har en rimelig rolig hverdag. En hvor der er tid til at følge pigerne i skole om morgenen, og kommer hjem igen om eftermiddagen inden det bliver så sent, at begrebet ulvetime er noget vi skal forholde os til. Der er både tid til at bruge tid på lektier og hygge. På at gå langsomt gennem Holmens kirkegård og nyde alle de forårsblomster, der piblede frem tidligere på måneden – og nu fylder alt i en kæmpe farveeksplosion.  Tid til at have tid til langsommelighed (de fleste morgener) og til at det i hvert fald ikke er stress og jag, der vælter læsset. Kun en dag af gange – sådan vil det nok altid være. Nogle dage kræver mere koordination end andre. Og ganske ofte er det fordi en af os skal noget, som faktisk samtidig er hyggeligt og skønt.

Men denne uge. Den må gerne slutte nu. Jeg synes jeg er bagud. Hele tiden. Og måske er det mest noget der foregår i mit hoved (det er ofte der travlhed sidder hos mig – sjældent i virkeligheden), men jeg kan simpelthen ikke se mig ud af det. Og vi har reduceret familien til et ’når far kommer hjem er mor lige gået’-sted. Og jeg bliver endnu engang mindet om, at sådan vil jeg helt generelt ikke leve. Det er helt fint at denne uge er hård. At skuldrene sidder helt oppe under ørerne, og at vasketøjskurven er eksploderet (i farver – men knap så fint som forårsblomsterne). Men det skal være en undtagelse. Og det er det heldigvis også – selvom jeg synes resten af marts ligner denne uge, når jeg kigger gennem kalenderen.

Jeg har fri (forhåbentligt) i morgen. Jeg tror jeg skal til yoga. Jeg skal glo ud af vinduet. Læse en bog. Se ’Big Little Lies’ og hente tidligt. Mest af alt skal jeg have ro i hovedet. For jeg mistænker egentlig, at en del af det her (syrlige) opstød handler om, at der er uro i mit hoved. At jeg ikke kan se klart. Og så føles travlheden hjemme meget værre.