Noget om tid

Tiden er en underlig elastisk størrelse.
Tag for eksempel Margrethe. Der er ti år til hun bliver tyve. Og bare ved tanken får jeg fuldstændig åndenød af skræk og rædsel og stress. Så flytter hun hjemmefra og ti år er jo ingenting. Ti år set i det perspektiv er ganske kort tid. Det føles som et knips med fingrene.
På den anden side er det 10 år siden jeg fik Margrethe. Og det er ti år siden jeg lige havde afleveret mit speciale. Det er altså ti år siden, at jeg ikke havde nogle børn overhovedet. Og det er ti år siden, at jeg kun lige var færdiguddannet. Og siden da har livet skiftet retning uendelig mange gange og bugtet sig helt vildt - så jeg kan, når jeg ser tilbage, slet ikke genkende mit liv fra dengang. Det virker som en hel livstid siden. Det virker som virkelig længe siden. Og i det perspektiv er ti år jo uendeligt lang tid. Så Margrethe flytter hjemmefra lige om lidt. Men i et helt andet liv om så lang tid, at vi kan nå at leve et helt liv inden hun flytter.

Vi kan nå at blinke. Blink.

Og vi kan nå at få to børn, otte jobs, tre nye ejendomme, tre biler og to katte. Og vi kan nå at flytte 400 km to gange. Bum.

Vi kan nå helt nye liv.

På ti år.

Tiden er i sandhed elastisk.

Fra lille....

Til større - næsten 10 år

Om det man er allermest flov over!

Om torsdagen møder ungerne tidligt, hvilet betyder, at vi skal afsted når det stadig er mørkt, og de fleste mennesker ikke var taget af sted endnu. Det giver god mulighed for at lure ind af vinduer. En af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg sådan cykler eller går rundt i de Københavnske gader, er at lure ind af de oplyste vinduer. Det er sikkert samme nysgerrighed, som giver programmer som Hammerslag og Kender du typen vind i sejlende og stor popularitet. Det er spændende at se hvordan andre har indrettet sig.

I dag blev jeg ekstra ramt af den hygge og lykke, der driver ud af det gule lys, der kommer ud af de oplyste vinduerne. Jeg blev ramt, fordi jeg ikke (længere) var misundelig. Men fordi jeg oplevede et glimt af lykke, da det gik op for mig, at det kunne være mig derinde. Jeg har en af den slags hyggelige lejligheder, som jeg, hvis ikke jeg selv boede der, ville kigge ind i og tænke ’her er godt nok hyggeligt, varmt og dejligt. De må have et godt liv’. Sådan har det ikke altid været – heller ikke selvom det er mange år siden, jeg ikke havde et dejligt sted at bo og leve. Som udefra set helt garanteret er misundelsesværdig, hvis man går aftentur og kigger ind i vores stuer. Men det hele er farvet af angsten for at miste. Angsten for, at vågne op af drømmen og opdage, at det slet ikke var der alligevel. Angsten for, at det kun er midlertidig – at jeg (selvfølgelig) ikke er så heldig i livet.

Jeg tror en del af min indre angst for at ’klare mig’, skal findes i min opvækst. Jeg havde en dejlig opvækst på rigtig mange måder, og en dejlig familie, der dog kun bestod af min mor og mig. Der var kun os to, og der var dermed kun min mor til at klare det hele. Og det gjorde hun rigtig godt. Min mor har altid arbejdet rigtig meget, og jeg tror, jeg har haft en meget skånsom enlig-mor-barndom. Men alligevel var bevidstheden der. Vi havde hvad vi skulle bruge, vi kom på ferie, og selvom min mor helt sikkert skærmede mig meget mod de lidt barske realiteterne, var jeg smerteligt bevist om at økonomien til tider var stram. Endog meget stram nogle gange. Og jeg var bevidst om, at der altid foregik en benhård prioritering omkring alle udgifter. Og at mange af de ting vi gjorde ikke handlede om at det var smart eller egentlig et valg, der var truffet, men at det var det, der var råd til. Jeg tror fx ikke at vi havde en grøddag, fordi det var en ideologisk prioritering, men det var benhård nødvendighed, hvis det hele skulle mødes i slutningen af måneden. Og en grøddag er så fin. Vi har det selv nu – nu mest fordi Caroline elsker risengrød og jeg hader at lave mad. Specielt i min spirende ungdom vidste jeg det. Jeg var opmærksom på min mors økonomiske kamp helt inden i mit hjerte og min mave, og angsten for ikke ’at klare det’ (hvad ’det’ så er) blev grundlagt der, tror jeg, som sådan en permanent tilfrosset tilstand, der har fulgt mig lige siden.

Steffen og jeg har talt og talt om det. Han er nemlig vokset op med en grundlæggende tro på, at det nok skulle gå. Også det økonomiske. Der var stor (eller i hvert fald væsentlig større) økonomisk frihed i hans barndomshjem. Det er bestemt ikke nødvendigvis det, der giver lykken. Det ved jeg godt. Men børn, der ikke har den angst for, om hvorvidt det går, om hvorvidt de ikke kan klare livet, tror jeg møder livet senere hen med meget større grund-optimisme. Et gå-på-mod, der ikke er tæmmet af angsten for at ’det gode’ liv ikke varer ved. Angsten for at det var en fejl, at lige netop du har det godt, og har været heldig eller i det hele taget har klaret det. Og jeg kan se at denne angst og usikkerhed har jeg bragt med ind i mit voksne liv og i min families liv. Og specielt ind i mit forhold til Steffen.

Noget af det jeg stadig kan få det fysisk dårligt af er, hvis jeg ikke synes det hænger sammen økonomisk i en periode. Og hånden på hjertet, det har jeg aldrig oplevet i de 8 år, vi har været gift. Der har været tider, hvor det kunne være bekymrende hvis ikke dit og dat faldt på plads. Men det er altid faldet på plads. Og Steffen tager det med ophøjet ro. Han stoler jo på, at tingene falder på plads. Men har en lidt stærkere grund-bekymring. Jeg ved det godt , og jeg er bevidst om, at jeg lader det styre alt for meget, stadigvæk. Jeg har en sygelig trang til at have en bugnende opsparring,  og til vide hvad vi har hver måned, hver uge og hver dag næsten. Jeg får det fysisk dårligt, når vi skal betale noget større med opsparringen, således at den ikke er helt så voldsom. Og jeg er faktisk helt vildt flov over det. Og træt af det. Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af – og bare nyde. Nyde at det sgu går ok – som det skal. At jeg har været heldig. At mine børn vokser op i helt andre vilkår end jeg selv. Vi har, hvad vi skal bruge, og jeg behøver ikke ligge søvnløs. Jeg behøver ikke arbejde for meget (og vi skal ikke gå fra hus og hjem selvom jeg ikke finder et job i morgen), men kan rent faktisk prioritere at hente mine børn. Uden at gå på kompromis med vores økonomi og hverdagsmuligheder.

Men selv mens jeg skriver dette – om hvor heldige vi er – sidder der en stemme i mit baghoved og skræpper ’pas nu på’, ’det kan ændre sig’, ’hybris’ og så videre. Den stemme er bare aldrig helt stille.

Jeg har en bekymring. For at det gode er midlertidig, at det gode  går væk i det øjeblik, jeg tillader mig selv at nyde det. Og den spærrer for nydelsen og værdsættelsen. Jeg er blevet en del bedre til det, men der skal ikke så meget slinger i netbank til for at prikke til den latente iboende angst. Jeg skal bare nærme mig bunden på en konto, og selvom der står nok alle andre steder, og jeg, med min fornuft ved, at der faktisk ikke kan komme uventede regninger af en størrelsesorden, som vi ikke kunne klare, så hjælper det ikke på koldsveden, åndenøden og bekymringen. Som så stikker sit grimme grønne fjæs frem hjemme og gør livet endog ret surt for ham, jeg har valgt at leve sammen med. Men bekymringen taler ikke pænt. Og den er ubegribelig svær at tæmme.

Jeg tror samtidig på, at uden nydelse er der ingen taknemmelighed. Der er simpelthen ikke plads i brystet til den slags følelser, når bekymring og angst for at miste dominerer for meget. Og jeg tror på, at uden taknemmelighed er der ingen lykke. Taknemmelighed er en central komponent af følelse af lykke.

I de seneste år har jeg øvet mig i at gå i rette med angstens spøgelse. Jeg har bevidst øvet mig i at nyde, mens tingene var. Og der har været jo været nok at nyde. Det var det, der slog mig i dag på cyklen gennem mørket, da jeg kiggede ind i de fine lejligheder på Østerbro. Det er jo mit liv, jeg kigger ind på, og fundamentet er ikke så skrøbeligt, som de indre dæmoner påstår. Faktisk slet ikke. Og den følelse af lykke, der kommer af taknemmelighed og nydelse, skal jeg blive endnu bedre til at holde fast i. Den var der i dag. Og jeg oplever den, heldigvis, dagligt i glimt.

Som man siger, gode tider kommer jo aldrig dårligt tilbage.

En tur på loftet - og 'a trip down memory lane'

Vi har lige tilbragt en døgns tid ved min mor og hendes mand - og når man sådan kommer hjem til sine forældre er det jo ofte sådan, at de ryder op på loftet. Og det var også tilfældet her, så jeg skulle lige en tur op og se hvad de kunne smide ud og hvad der bare måtte gemmes af alt mit gamle skrald. Lad mig bare sige, at det meste røg ud. Men imellem var der simpelthen de fineste skatte.

For eksempel havde jeg gemt min kalender fra 2001-2003, hvor jeg læste på Syddansk Universitet. Jeg flyttede fra Vindegade i Odense til Nyborgvej med min daværende kæreste. Rødvinsaftner var kæmpe stort, jeg havde mange lektier for og jeg tog sol - og der var virkelig mange arrangementer at holde styr på. Jeg var sgu en travl (ung) dame. Alt var noteret. Også en masse fødselsdage på folk, som jeg virkelig ikke ved hvem er. Eller i hvert fald kan jeg ikke huske dem. Det var simpelthen så sjovt at genlæse alle de kalender-noter, da det bragte nogle af de samme følelser frem - og pludselig kunne jeg huske tiden, som var det igår (og det er det som bekendt virkelig ikke). Hold fast, der er sket meget på de sidste knap 20 år (!!!).

Noget andet jeg også fandt var en kasse med breve fra venner og familie - jeg var nemlig nogle måneder i USA som au pair lige efter min studentereksamen i 1997. Jeg hadede det og havde alt for meget hjemve. Og kom også hjem før tid. Men brevene har jeg tilsyneladende gemt. Og de er fuldstændig fantastisk morsomme at genlæse. Jeg har (gen-)mødt 19-årige Anja, Pia, Birgitte, Møller, Dorethe og alle de andre igen. Det er som at være sammen med deres 19-årige personligheder igen.

Jeg er ikke kommet ret langt i bunken, men jeg har blandt andre fået læst et brev fra Anja og et fra Pia. De to piger er super forskellige, og igennem sådanne breve og tidens afstand ses det bare så tydeligt. Anja sendte mange mange tætskrevne (faktisk på computer og så printet) sider med overvejelser om livet, fornuftige gammelkloge bemærkninger, hvordan Prinsesse Dianas død føltes, hvordan livet efter gymnasiet føles og tanker om fremtiden. Pia skriver om det lige foregår. Lige nu. I hendes liv.

Begge har dog sendt et fyldigt referat fra samme fest - som de begge deltog i. Og det fik simpelthen tårerne til at trille ned af kinderne af grin. Samme fest. To fundamentalt forskellige perspektiver.

Pia skriver fx. ....var Anja og mig og min nye klasse i byen, det var meget sjovt. Hun (Anja) blev kanonfuld, jeg tror aldrig jeg har set hende så fuld før. Jeg troede aldrig, at jeg skulle få hende med ned i byen, men det gjorde jeg.

Anja skriver om samme fest at... var jeg inviteret til Handelsskole fest med hele Pias og Dorethes nye klasse. Jamen det var simpelthen så fedt, at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal forklare det, så du kan forstå det... Der var bare totalt gang i dem, og så var de tændt på at drikke igennem, så du kan nok forestille dig, at jeg i løbet af aftenen havnede i en salig brandert. Jeg var ikke kanon stiv (og her er hun så uenig med Pia), jeg havde fået præcis så jeg var i godt humør og kunne snakke med alle...

Om hun var 'kanonfuld' eller 'bare i godt humør' ved jeg jo ikke. Men hold kæft det er sjovt at genlæse.

Kassen med breve

Nu vil jeg sætte mig til at pløje mig videre gennem bunken af gamle gymnasievenner, der filosoferer over livet og fremtiden - noget jeg kan fornemme på størstedelen af brevene, at der blev brugt meget tid på.

Fodring af naboens heste

Og så fandt jeg også alle mine rosetter, fra min tid som seriøs ponyrytter :-).

Weekend stilhed

Så er det weekend. Ikke at det er den store forskel til hverdag ;-) - jo altså lige bortset fra, at så er familien hjemme. Og der er liv og leben udenom.

I aftes havde vi 3 børn hjemme hvoraf kun det ene var vores eget. Margrethe var til fødselsdag med overnatning og Caroline havde to veninder på besøg her til overnatning. Sådan kan man jo udnytte tiden. Heldigvis er det de sødeste veninder og vi så dem stort set ikke. Kun da de kom ud i køkkenet og spiste pandekager og da de kom og hentede slik til Disney, som de havde fået lov til at se i vores soveværelse - så lavede de en rigtig biograf dernede. De stod dog lige lidt for tidligt op i morges, men eftersom de godt vidste, at det var lige tidligt nok var de helt stille til klokken præcis 7.00, som var aftalen ;-).

Nu er det så langsom lørdag. Vi skal ikke rigtig noget. Jeg kan ikke helt finde ud af ikke at skulle noget for tiden. Det er som om tankerne myldrer for meget når her er stille og roligt. I morgen er der arbejdsdag i gården. Det skal nok blive rigtig hyggeligt. Det er, trods det at det er 'arbejdsdag' altid hyggeligt når vi alle samles i gården. Margrethe skal lave sin stil færdig til næste uge - og jeg forudser i den henseende en del skrig og råb. Noget jeg tror vi er nødt til at få hjælp til, da det ikke længere er noget jeg tror vi kan løse selv. Desværre.

Hurrrrraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa

I dag vågnede jeg første gang klokken 4 – ved en lille (Caroline-)mus, der nussede mig på kinden og spurgte hvornår vi skulle vække far. Og ja – der var så nogle timer til, men hvor er det bare hyggeligt. De små piger glæder sig jo nærmest mere end fødselaren selv, når en i husstanden har fødselsdag.

I dag (og i dag er nu engang defineret ved først at starte klokken 6 – tidligst) bliver min mand 37 år. Og jeg elsker ham 37 gange mere end sidste år. Hvert år tror man, at det ikke er muligt at elske højere, men så sker det alligevel. Det er som en eksponentiel kraft, der (åbenbart) er uendelig. Og tænk at han stadig holder ud – omgivet af en hønsegård af temperamenter og momentane vanvittige indfald. Jeg er både taknemmelig og stolt. Taknemmelig for hans stamina, og stolt fordi han er den mest fantastiske far, den mest fabelagtige mand og ikke mindst det dejligste menneske, som giver mig det skønneste liv. Og jeg glæder mig, helt ned i maven, til at blive gamle sammen. Jeg ved, at det bliver vi – og vi skal nyde hver eneste time (også de vanvittige og temperamentsfulde) indtil da.

Pigerne har brugt uger på at forberede gaver, tale om gaver, bekymre sig om gaver og pakke gaver ind. Morgenbordet med de traditionsrige fødselsdagsengle blev dækket i morgenens mulm-og-mørke, og så var dagen i gang med sang og sødt brød.

Vi skal fejre i aften på Kjøbenhavn. Det bliver simpelthen så hyggeligt – også fordi det er en lækker restaurant, som altid har skide lækker mad.

Nogen har løbet 21 km - det er ikke mig

Så gik der en hel weekend med stilhed herinde – og det er altså fordi livet udenfor styrtede afsted. Det var dejligt og vældig hektisk på samme tid. Eller egentlig lavede jeg ikke noget vanvittig banebrydende eller travlt. Timerne fløj bare afsted og pludselig var det søndag aften.

Nå, men altså jeg havde den bedste arbejdsdag fredag. Jeg arbejdede hjemme og fortrak hele arbejdsdagen til en park. Det var, efter sigende, den sidste rigtige sommerdag, så det blev udnyttet fuldt ud. Og man skulle virkelig arbejde udenfor ganske meget oftere. Jeg elsker det – tænker nogle gange om jeg skulle finde mig en profession, hvor arbejdet rent faktisk foregår udenfor. Kan bare ikke komme på hvad. Nå, men Krebs Skole havde også fødselsdag, så det kunne jeg også lige deltage i – og få set de traditionelle guldæble springe og ballonerne stige til vejr over Østerbro. Ganske skøn dag.

Lad guldæblerne springe og hurra-råbene lyde

Udearbejde

Lørdag stod jeg tidligt op, da jeg havde en date med en rigtig kær veninde. Vi skulle i biografen og se den nyeste Woody Allen film (Cafe Society – den er god. Se den!!). Filmen starter klokken 9.30 så vi besluttede at gå sammen fra Østerbro – det var en super hyggelig tur. Travlhed har gjort, at vi længe ikke har set hinanden og sådan en morgengåtur er helt fantastisk til at få talt sammen. Virkelig talt. Og så gik vi sammen hjem igen efter filmen. Det var så fint. Da jeg kom hjem var hele familien taget til svømning med Margrethe – så jeg havde lige et par timer alene inden resten af dagen gik med familie, film, roligt tempo og fladen ud. Det trængte børnene, specielt Margrethe, virkelig til.

Søndag løb min allerbedste veninde lige over 21 km. Det er simpelthen så vildt og hun er sej. Og tilsyneladende så hurtig at jeg ikke kunne fange hende på ruten, selvom jeg forsøgte flere gange. Men så kom hun i mål og vi gik på cafe – og drak varm kakao med flødeskum. Det er vel passende, når (nogle) har løbet så langt. I dag kan jeg så småt mærke en forkølelse bag panden – det var skide koldt søndag eftermiddag. Og jeg havde faktisk klædt mig som om, at det minimum ville blive halvsommer – sådan som vejrudsigten havde lovet mig.

Mens vi venter

Omgivet af de bedste - og den sejeste

I morgen har Steffen fødselsdag, så dagen i dag skal gå med de sidste hemmeligheder. Håber han kommer sent hjem J.

Sidste sommerlige weekend i denne omgang

Åh for pokker – så styrtede weekenden lige forbi mig. Og hvilken en. Jeg startede den sådan lidt på bagkanten i og med at jeg var på konference både torsdag og fredag i Odense – og fredag skulle jeg som vænt (LINK) køre virkelig hurtigt (kun lidt over hastighedsgrænsen og med sikkerhed meget ansvarligt) hjem for at overdrage lejligheden til AirBnB-lejere, og samtidig sikre at min familie ikke skulle stå på fortovet med alle vores pakkenelliker og vente. Vi fik huset overdraget og kørt i sommerhus, hvor vi landede lige i tide til Disneysjov. Og mad. Og slik. Og et kæmpe stort glas rødvin (til de voksne, forstås, et til hver). Så var weekenden i gang – og det var simpelthen så tiltrængt.

Vi fik både kørt hele vejen til København til M’s nye svømmeundervisning, som hun, heldigvis, var helt oppe og køre over. Og så var vi både i IKEA, Søstrene Grene, og på diverse cafeer inden vi ankom til vores bedste venner i huset i Humlebæk. Der blev vi så. Lige indtil søndag middag, hvor vi kørte tilbage til sommerhuset. Det er simpelthen de sødeste mennesker, dem i Humlebæk. Og jeg elsker at hænge ud med dem. Det er familie på den gode måde. Som både vi og ungerne kender så godt, at det bare er roligt, stille og fandens skønt. Og så fik jeg hoppet ret meget på trampolin. Og konstateret at jeg godt kan, men at knibeøvelser er en god ting.

Søndag brugte vi på at sætte legehuset i stand. Egentlig er det et helt gæstehus, men nu er det så pigernes lille hus. Det er blevet så fint og hyggeligt. Jeg håber, at de næste sommer kan bruge det meget mere – nu vi i år først har fået taget os sammen nu.

I morges stod vi op meget tidligt for at køre mod skole og arbejde. Og det var med vemod. Der er ikke rigtig planlagt sommerhus flere gange denne sommer, som jo sådan set teknisk set også blev til efterår i torsdags. Og dagens tidlige køretur markerede ligesom slutningen på sommeren. På den lethed og ubekymrethed, der altid er når vi er i sommerhuset. Vi kommer muligvis igen i efterårsferien, men det er bare noget andet end sommeren. Selvom det, i weekenden, ikke var høj sol, så er det stadig varmt nok til at dørene bare står åbne og ude og inde-rummet flyder umærkeligt sammen. Den lethed forsvinder med årstiden. Og kommer først igen på den anden side af en lang vinter.

Efteråret kommer - med alle sine smukke farver

Hvor Caroline skriver på det nyrenoverede hus :-)

Travlhed og lister

Jeg er ved at gå helt til at selv-påført travlhed i denne uge. En del af travlheden er reel (om end stadig selvpåført) og en del foregår nok mest i mit hoved. Og når jeg har travlt og føler mig presset laver jeg lister. Et utal af lister og denne uge er det ikke anderledes. Og så går jeg ture rundt om søerne – som jeg, og mit eksploderede hoved, var nødt til i går.

Til almen orientering er der præcis 9100 skridt rundt om søerne...

Så hvad er det jeg skal nå. Jo – jeg skal nå at holde bogklub i aften. Det glæder jeg mig til, og det bliver så fint. Jeg skal bare så lige køre til konference i Odense næste morgen, hvor jeg skal ud af døren senest 5.30. Og inden afgang skal jeg helst have nået sådan at gøre mig offentlig præsentabel først. Altså gå i bad og sådan. Torsdag aften kører jeg hjem. For jeg er alt for stresset ud i hovedet til at blive i Odense og overnatte, hvor jeg ellers havde en aftale med min kusine (undskyld – vi gør det snart i stedet). Fordi jeg skal hjem og sådan 'ordne' en anden af listerne, således at Steffen ikke står med det hele. Sagen er nemlig den, at jeg er i Odense hele fredagen også – og fredag eftermiddag er det timet således at jeg liiige når hjem for at aflevere nøglerne til lejligheden til nogle airbnb-lejere, der skal bo der til mandag. Og de (lejerne) har jo egentlig et helt rimelig krav om, at der ser nogenlunde pænt og præsentabelt ud. Og at sengetøjet er frisk og badeværelset er nogenlunde brugbart uden for mange sure sokkerJ. Så drager vi i sommerhus. Pyyyyhaaaa – men inden vi afleverer nøglerne skal jeg jo så lige huske (huske!) at pakke svømmetøj, fordi Margrethe netop denne weekend starter svømme-træning igen, og gymnastiktøj til skolen mandag, da vi ikke kommer hjem før mandag eftermiddag. Og alt det andet vi kunne få brug for.

Det er nok bare mig. Der stresser unødigt. Det er jo alt sammen mig selv, der har fået det lagt så usandsynligt meget oveni hinanden. Og det er jo alt sammen gode ting. Jeg glæder mig til fredag aften. Hvor jeg ligger foran Versus på tv sammen med ungerne og bland-slv slik og hvor jeg har husket både svømmetøj og alt det andet.

Beviset på at det ikke alt sammen er slemt - her fra Maven ved Nicolai-kirke, hvor min fru moder igår inviterede på frokost. Dog bliver jeg aldrig madblogger. Jeg når simpelthen at nedsvælge det hele inden tanken om billeder når frem til mine tanker.

Om sejrens sødme af en 25 år gammel sejr i Matador

Midt i sommerferien var C på besøg hos hendes veninde i venindens sommerhus. Og da vi så hentede hende midt på eftermiddagen efter en dejlig dag med kun ét barn i Tisvilde, var C og hele venindens familie midt i et drabeligt slag Matador. Og det inspirerede os til selv at hive klassikeren frem herhjemme. I går aftes skulle slaget så stå, og Steffen hentede mit gamle spil frem. Og ud af gemmerne falder en fin håndskreven seddel – en slags sejrsskrift kan det vist kaldes. Jeg har, i 1991, hvor jeg altså lige var startet i 7. klasse, med min fineste børnehåndskrift noteret alle de grunde og huse, som jeg ejede. Og i triumf havde jeg lagt sedlen i æsken. Hvorefter spillet så ikke har været fremme siden. Tænk engang – det er 25 år siden (!!) jeg sidst vandt i Matador. Jeg gik i 7. klasse, boede i Ringe, gik til halbal og havde det dengang så fashionable høje pandehår. Og så havde jeg en sejr over Lotte.

Man kan ikke ligefrem sige, at i går aftes var en tilsvarende succes. Jeg har tilsyneladende opfostret nogle ret dårlige tabere – og de tabte ikke engang endeligt. Det gik bare mindre godt for nogle end for andre. Vi fik ikke færdiggjort spillet, men det gik også mildest talt dårligt for både M og jeg. Hun landede i fængsel 4 runder i træk. Og jeg nåede kun at købe 4 grunde før alt var solgt.

Jeg må nøjes med at varme mig ved min 25 år gamle sejrs sødme.  

Beviset

En af de morgener, der ikke skal være mange af. Og heldigvis ikke er mange af.

Vi havde bare den værste morgen i mands minde her til morgen. En af dem, hvor der er en overvægt af sure miner, råb, tristhed og selvlede (sidstnævnte i hvert fald slemt bagefter). Heldigvis er mobiltelefonen opfundet, således at jeg har kunne kommunikere med M efter at jeg var kørt på arbejde – og de stadig var hjemme inden skolen startede noget senere. Jeg håber hun kan få en god dag alligevel og jeg glæder mig så meget til at komme hjem og kramme hende. Det er selvfølgelig ikke svaret – svaret er jo i at forhindre den slags morgener, som heldigvis er meget meget sjældne hjemme hos os. Men i dag var der altså dårlig energi. Og nu er udfordringen så, at denne ubehagelig følelse af sorg ikke skal fylde hele dagen.

Jeg har en ret fyldt og udfordrende dag på kontoret i dag. Men heldigvis kan den slutte inden 15, så jeg kan komme hjem i ordentlig tid og vi kan få en god start på en (tiltrængt og længe ventet) weekend. For den glæder jeg mig mere end almindeligt til.

Is, boller og overskud

Her går det godt. Måske fordi det snart er weekend. Måske fordi vejret er godt og vi har haft tid til at spise is og hygge i hverdagen med hjemmebagte boller på en helt almindelig onsdag. Jeg har haft nogle fede dage med netværk med relevans for mit arbejde, som har givet lidt kortere dage med tid og rum til is. Samtidig har det givet en del ro til at tænke over de store spørgsmål og det har været rart.

I morgen skal jeg holde en stor præsentation på mit arbejde. Den er faglig voldsom tung, målgruppen synes emnet er voldsomt irriterende, da det sætter yderligere krav til deres arbejde. Men det bliver en god øvelse. I at præsentere også for modvillige forsamlinger :-).

Og når det er slut tager vi i sommerhus og nyder at sommeren, omend det er en stakket frist, er på genvisit i det danske. 

Svampeøst, brombør og alle mulige andre slags høst

Jeg har brugt weekenden på det nære – og det er jo lige præcis det, som sådan nogle bekymringstanker har godt af. At mærke familien og nærheden omkring sig – og få lidt perspektiv på, at de mennesker jo er der for vores familie, også hvis det hele brænder sammen og bliver meget meget svært.

Lørdag tog vi til Sverige, hvor min far og hans kone har en meget primitiv ødegård (som jo nærmere er et øde-hus) lige ved Knäret. Trods min ret voldsomme forkølelse, og vist også lidt feber, fik vi gået de sædvanlige ture i skoven og endte med at plukke 8 kg. Karl Johan svampe. Det er simpelthen så hyggeligt – og en af de ting min far, som i den grad ikke er børnemenneske, kan være sammen med pigerne om. De ELSKER at lede efter svampe med morfar – og det er også hyggeligt. Bagefter stod den på god brændeovn, kaffe, kage og god mad inden turen gik med færgen tilbage til Danmark.

 

Høst

Søndag brugte jeg og Margrethe hos min mor. Den resterende lille familie havde andre planer, som de havde haft længe. Hendes mand holdt fødselsdag – og alle hans børn (altså nu voksne) var der også. Det var en skide hyggelig dag. Vi fik den lækreste frokost med tarteletter, bøffer med bløde løg, fiskefileter og alt muligt andet. Og vi fik plyndret køkkenhaven – der er jo en hel hektar køkkenhave dernede, så der er alskens lækkerier at tage med hjem. Jeg elsker det.

Brombær - her er hvad 6 minutters plukning gav.

Om 'my people' .-) og dem, der giver ondt i maven

Jeg faldt over en klumme af Anette Heick i weekenden – jeg fandt den på facebook, men den er egentlig fra BT. Og hvem skulle have troet at man kunne finde ord, der gav genklang indeni i BT. Men det kunne jeg så nu.

Hun skrev blandt andet: Der findes falske mennesker og facademennesker. Jeg har altid blandet de to typer sammen og betragtet dem som et og samme. Og somme tider kan mennesker også være begge dele, men det afgørende er, at falske mennesker er farlige. Facademennesker er kun farlige for sig selv. Falske mennesker er dem, der siger et og gør noget andet. I Guder hvor har jeg slået mig på sådanne typer. Jeg har haft dem som mine nærmeste venner og undertrykt min egen undren, når de opførte sig på en uventet måde. Jeg har været længe om at opdage, at den selviscenesættelse, som de så elegant foldede ud foran øjnene på mig, var hul og tom. Jeg har haft venner, hvis farverige selskab, jeg har solet mig i, samtidig med at jeg fik det fysisk dårligt, fordi der var et eller andet, der ikke stemte.

Og det er jo faktisk ganske rigtigt – og det gælder om, at kunne skelne. Hvilket jeg dæleme også har været (og ind imellem stadig er) dårlig til at gøre. Jeg er så taknemmelig for min samling af mennesker (my people, som en ægte rapper ville have skrevet). Dem der har min ryg både når det går godt og når der er lidt mere at kæmpe med. Jeg elsker at de udfordrer mig igen og igen, men at jeg også ved at jeg altid er i deres hjerter, som de er i mit. Total corny og kliche – men det er sgu vigtigt.

Men så sker der det ind imellem at jeg bliver forblændet. Af mennesker der har det hele i det halve – og som virker sjove og dejlige. På facaden, men hvor det i virkeligheden ikke er den facade, vi jo alle er udstyret med. Og som man lukker de bedste ind bag. Men den facade, der dækker over at de gør noget andet, er på en anden måde end den måde, der gives (offentlig) udtryk for. Der hvor jeg kan høre en mislyd, og jeg får ondt i maven. Hel uforklarligt – men langsomt opdager jeg at det var det, der var ’i vejen’. At der var mislyd og uoverensstemmelse mellem de søde ord, smil og venligheden og bagved gemte sig en helt andet person, hvor selvisceneselvsættelse er målet. Og hvis man ikke kan give noget til denne er man ude. Det er, som Anette skriver, hult og tomt. Og man (jeg) slår mig så meget på den opførsel. Og forbavses. Og bliver ked af det - og får det,som hun også beskriver, fysisk dårligt. En person, der gør alt for egen vinding og kun for egen vinding - din vinding er der kun tænkt på hvis den er enten mindre end deres vinding - eller du i det mindste kan ’give’ dem noget. Hvis du kan tilføje deres coolness et ny dimension, deres selviscenesættelse et nyt ben – ellers er man bare ordinær og kedelig og ikke værd at bruge tid på. Sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke. Men det er hårdt alligevel, når man udsættes for dette.

Så tyer man som oftest til de bedste igen. Der hvor hjertet er hjemme, facaden er nede og vi er der fordi vi kan lide hinanden og ikke alene fordi vi skal bygge image op eller (kun) fordi det giver streetcred.


Sikke en smøre – den lød sørme tung og sørgerlig. Det er den ikke. Det er nærmere et hurra-råb over at have sluppet mavepinen (endnu engang). Nu vil jeg spise god frokost (om lidt) med god veninde inden jeg daffer på ferie her… Ses på den anden side.

Sommerferie for nogle, weekend for andre

Den her tid på året er altid helt speciel. Når jeg er færdige med at tude over studenter, så kan jeg fortsætte med følelsen, når jeg hører midsommersangen og kigger ind i et bål. 

I år gik det dig anderledes idet vi efter den hyggeligste aften på det nye Redmolen i Nordhavnen missede bålet. Det begyndte simpelthen at styrte ned en halv time inden bålet tændte. Og vi valgte at tage benene (og cyklen) på nakken og skynde os hjem. Helt gennemblødte og trætte. Og det fortsatte hele natten det vilde vejr. Jeg vågnede kl 4 ved at det stadig blinkede og buldrede løs udenfor soveværelset. Jeg elsker torden, men det var faktisk næsten uhyggeligt voldsomt.

Dagen efter stod vi heldigvis op til skønt vejr (sådan skal sommeren være - sol om dagen, regn om natten). Vi skulle nemlig til afslutningsfest på krebs skole - en dag der er altid er dybt rørende. Vi tog direkte derfra i sommerhuset med et par af pigernes veninder, hvis forældre skulle arbejde. Det var sådan en skøn dag.

Weekenden har også indeholdt skøn fødselsdag på terrassen for vores allerbedste og skønneste mennesker i Humlebæk. Faktisk blev vi præsenteret som familie, og det kan man vist efterhånden også suge vi er. Der var brunch, champagne og lækker kage. Og der var badning, som vist i den grad har været weekendens tema. 

Nu er vi tilbage. I morgen skal pigerne afleveres til en lille uges ferie hos mormor. Vi skal stadig arbejde, så de skal på forkælelses-tur. 

Størst af alt er kærligheden

I går for 9 år siden tog Steffen og jeg fusen på vores familie. De troede at de skulle til fødselsdag for mig i Sønderborg, hvor vi lige var flyttet ned. Og det skulle de sådan set også. Men hvad de ikke vidste, at de også skulle, var at gå i samlet flok mod rådhuset, som lå 150 meter væk fra vores nye Sønderborg'ske hjem. Og her ventede en vielse - og det var en helt vildt skøn dag. Og det var det helt rigtige. At der så kom en finanskrise og et enormt tab på et hus i vejen for bryllupsfesten er helt ok. Vi har holdt en masse andre dejlige fester siden - og har jo på den måde stadig i hvert fald en til gode :-).

.... og så unge ser de ud...

I går aftes hidkaldte vi dermed reservebedsterne - og gav os tid til at fejre kærligheden. En vældig fantastisk aften - som muligvis er skyld i dagsformen, der bestemt ikke er den bedste. Så det er jo vældigt, at der både er fest i SFO'en og 4 ekstra børn, der kommer med hjem til spisning i aften (det er dårlig planlægning)...

Væsentlig flere grå hår - men ellers præcis den skønne mand jeg mødte for 12 år siden

Også mange grå år her (bare meget bedre dækket :-))...

Noget om nye øjenbryn og overskårne læbebånd

Jeg har en af de effektive dage. Allerede inden klokken 13 har jeg både nået en masse arbejde OG at få farvet mine øjenbryn. Det er altså smart sådan med et kontor lige i nærheden af frisøren. Nu kan jeg igen se mine bryn, som pludselig var forsvundet i ansigtsbrunheden og den almindelige falmet af sol-udsat hår. Det gælder i den grad også for bryn og den slags – og det er jo ikke meningen.

Ja, pæn ser man ikke ud. Undervejs.

Og nje - dette er en helt forkert vinkel. Men jeg synes det var så pinligt at stå midt på Kgs. Nytorv og tage billeder. Af mig selv!

Lige om lidt skal jeg så til tandlæge med Margrethe, som skal skæres inde i munden. Jeg ved ikke om hun eller jeg er mest nervøs – men jeg har i hvert fald frygteligt ondt af hende. Og har lovet hende is og koldskål resten af dagen (altså hvis hun kan spise det!). Hun har et stort mellemrum mellem fortænderne, og jeg synes jo hun ser dejlig ud ligegyldigt. Men hun kan få skæret læbebåndet (addrrrr) op og så vil hendes tænder samle sig, som sådanne nogle gør. Og hvis det bare var et lille hul mellem tænderne tror jeg også eg ville synes det var for meget at gøre ved det. Men det er et stort mellemrum. Og det kan ikke gå væk – selvom hun bliver voksen og for alle mulige andre tænder, der ellers, på andre, presser tænderne lidt mere sammen. Hende læbebånd forhindrer dette. Og ifølge tandlægen er det et mindre indgreb (!) – og hun har så selv valgt, at det vil hun gerne have lavet. Om end jeg godt kan se, at hun er ret nervøs. Jeg tror det går. Skal bare lige tage en dyb indånding, se fortrøstningsfuld og sikker ud – således at Margrethe kan få maksimal støtte og ikke et rystende espeløv af en mor, der besvimer ved tanken om at skære i tandkødet.

Jamen altså - det er jo livet

Det har været en picture-perfect weekend, som startede med at jeg havde en fredag alene hjemme. Pigerne var hos mormor, Steffen var ude og spise - og jeg var hjemme fra tidlig eftermiddag. ELSKER det - og jeg fik gået lange lange ture - og spist sushi helt alene, da jeg kom hjem. Og klokken 23 kom vores Airbnb-lejere, som var de sødeste mennesker, og jeg satte mig i bilen og kørte mod sommerhuset. Nu med lettere overrislet Steffen. Lørdag morgen efter skøn kæreste-morgenmad i Gilleleje blev ungerne hentet og resten af weekenden blev skåret over samme tema. Krabbefængeri, strand, sol, jordbær, grill og hygge. Gentag.

Første gang i sommerhuset, hvor vi overnattede uden børn - morgenmad hos 'BAGT' i Gilleleje

På vej på krabbefangst

Fanger krabber OG rejer

Vandhunden - det var altså ret koldt

Det kolde gys

Min :-)

Fangerne

Vandhund med mere skepsis :-)

Dag TO på stranden - i juni i Danmark. Remarkable!

Jordbær med fløde hører sig til.