tirsdag den 15. september 2015

I regn og torden er der stadig tre lyspunkter

Idag har jeg været på en skøn lille skole på Fyn og undervist nogle søde 8-9. klasser. Og i den forbindelse var første dagens positive, at jeg havde næsten to timer i toget helt alene. I hvert fald uden at jeg kendte nogle. Godt nok var klokken 7 (!) da toget kørte, men alligevel. Baresso leverede kaffe og crossiant. Min telefon leverede lydsporet og en god bog leverede underholdningen. Det er virkelig sjældent jeg kører i tog. Men hvor er det skønt at få de timer helt for sig selv. Som en skøn lille tidslomme.

Anden virkelig dejlige begivenhed var min cafe date mens Margrethe lavede springgymnastik med en god veninde. Venindens mor er fantastisk sød, og det er en ugentlig meget meget hyggelig tradition. Idag var der buller og brag udenfor og lyn i lange baner. Jeg var gennemblødt efter cykelturen gennem byen frem til den skole, hvor de går til gymnastik. Men så meget mere nød jeg den varme kaffe - i dagens anledning lavet på fuldfed sødmælk.

Sidste fantastiskhed var lektielæsning. Det var bare en uventet hyggestund med veronaboller og børn, der idag gerne ville lave lektier og fortælle om skoledagen. Og det er altså ikke så tit jeg kan få så meget ud af dem på fortæller-fronten bare uden videre. Så en dejlig stund i vores helt vildt dejlige køkken.  

2 kommentarer:

  1. Elsker også alene-tid i toget. Bare heller ikke så tit det sker ;-)
    Hvad er Veronaboller?
    Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Verona-boller er boller fra bageriet 'Det Rene Brød'.

      Slet