tirsdag den 22. september 2015

Aldersbetingede livskriser og adultier adults


Vi holdt jo Steffens fødselsdag i weekenden – og efter mange hovedregningsforsøg kom jeg frem til, at han blev 36. Hvilket bragte mig i den tilstand af let panik.
Jeg har altid synes, det var vildt skørt, når kvinder omkring mig fik stress og hjertebanken og ind imellem regulær livskrise over at blive 40. Jeg har brugt mange år på at glæde mig helt enormt til at blive 40. Jeg har nok tænkt (og tænker), at så var jeg kommet over den usikkerhed, der i mange situationer bæres med i livet. Og jeg var nok blevet sådan en voksen, der bare totalt hvilede i mig selv og var …. ja… voksen! På den voksne, ansvarlige og sikre måde.

Men så blev Steffen 36. Og jeg kunne (midt om natten) pludselig slet ikke regne ud hvor gammel jeg så var. Jeg er jo nogle gange to år ældre og nogle gange kun et år ældre. Og i nattens mulm og mørke, og måske derfor med manglende regne-evner var jeg pludselig overbevist om, at jeg så måtte være, ikke blive, men være 38. Og jeg blev ramt af den totale panik. Den skyllede ind over mig, og den var hverken afdæmpet eller smuk. Bare panisk. Jeg er jo ikke voksen – og pludselig synes jeg, at 38 virkelig var ’meget’. Det vil ikke være for meget at sige, at jeg lige der mellem 3 og 4 om natten fik en full-blown livskrise.
Den er aftaget lidt. Jeg fik regnet på det henover morgenkaffen. Og jeg er altså ’kun’ 37. Det vil sige, at jeg fylder 38. Hvem ved – måske går jeg i panik til juni, hvor det bliver en realitet og ikke bare en fjern fremtid. Men jeg kan i den grad fået en ny respekt og forståelse for de mange 40-års kriser, jeg ser omkring mig. Min kom så bare ikke væltende ved 40. Men et par år tidligere.
 

6 kommentarer:

  1. Jeg havde intet problem med at blive 40 år :-) men jeg gruer godt nok for den dag, hvor jeg får en chef, der er yngre end mig! Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis - det er faktisk lidt en skræk, det med chefen. Men jeg glæder mig stadig til at blive 40. 38 var mit krisetal (eller bliver det vel?)...

      Slet
  2. Jeg har en yngre chef, og det er altså ikke noget, der er værd at frygte :) Hun er superdygtig og er både en erfaren og klog kvinde i en yngre krop.
    Jeg er 43, og det er præcis som det skal være :)
    KH det grønne guld

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for indspark specielt omkring det med chefen - min chef er stort set jævnaldrende med mig (altså 5 år ældre), og det går også meget meget fint. Helt ok at være på nogenlunde samme sted i livet faktisk.

      Jeg er jo ellers heller ikke aldersforskrækket - det var derfor det kom sådan bag på mig, at det pludselig bekymrede mig at være (eller ikke at være) 38.

      Slet
  3. Det lyder præcis som mig det du beskriver der, også har jeg endda fået et langt mere afslappet forhold til alder de sidste år. Sjovt nok jo tættere jeg kommer på 40 :-D har haft en chef der var 1 år yngre og en der var 1 år ældre, det er faktisk slet ikke så mærkeligt.
    KH Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder godt - jeg er heller ikke egentlig bange for alderen. Hidtil i hvert fald. Har lært, at det kan ændre sig :-)...

      Slet