Noget om nærhed og sjælefællesskab

Ind imellem slår det mig, at noget af det jeg synes er allersværest er nærhed. Og samtidig er det, uden sammenligning, det jeg savner allermest i min hverdag og i mit liv. Langt det meste af tiden føler jeg mig omfavnet, nær og lykkelig i mit fællesskab her i familien – og blandt venner og veninder. Men så er der også de tider, hvor det bare er sværere. Hvor følelsen af total alene-hed præger billedet. Hvor jeg føler mig helt grundlæggende alene. Det er som sådan egentlig ikke en klagesang, det er mere et livsvilkår. Som jeg tror mange har. Det der med grundlæggende at være helt alene inden i sin hud. Hvor kroppen er en barriere, sådan helt fysisk, udenom en. Og denne barriere også afspejles i sjælen, som også er helt grundlæggende alene. Huden omkranser helt bogstavelig talt ens indre, og denne omkransning, som både er god og nødvendig, kan indimellem føles låst og afstandsskabende. Det bdetyder, at der i perioder er uendelig mange filtre mellem mit selv og mine nærmeste. Mine tanker er mine og kan på en eller anden måde ikke komme ud og mødes af mine nærmestes ditto.

Jeg tror, at alle kan have den slags ensomme perioder, hvor man, udefra, ser helt almindelig ud. Man er glad, tingene kører – men man bliver uendelig bevist om, at vi alle er alene. Og at livet går ud på at møde hinandens indre og lindre ensomheden. Den grundlæggende livs-ensomhed. Jeg har lige været igennem sådan en periode – og som altid føles det som om at ingen egentlig kender mig. Og sådan er det jo også. Vi ved ikke hvad der helt præcist foregår inde bag pandelappen på andre. Og det er helt ok. Bare sværere i nogle perioder end andre.

Jeg har det fanme godt. Min mand er en af de, der har antenner. Som forstår denne indre ensomhed. Som kan sætte ord og forståelse på den. Og allerede der, kan sjælene mødes. Gudskelov for det.

Jeg savner nærhed. I min hverdag. Også når den er der.