Mit liv set gennem folkeregisteret - DEL 2

(DEL 1 findes her)
Nå, men efter gymnasiet flyttede jeg til Odense (igen) til en kæreste på sdr. boulevard. Der boede jeg 2 måneder – og lad os bare sige – jeg lærte en del de 2 måneder!!!! Om forhold, om kærlighed, om selvstændighed, om trusler, om menneskelige fortrængninger og forskelligheder…

Så flyttede jeg til en hyggelig kælder hos en ung familie på Sadolinsgade i et kæmpe hus. De havde sikkert som helt ung børnefamilie ikke råd uden en lejer, og det var mig. De var søde og jeg havde det godt, der i kælderen, hvor jeg boede ½ år mens jeg arbejdede hos Bilka… Som kasse assistent. Røv sygt – men det var en tid med unge mennesker, fester og ubekymrethed. Efter et indbrud i huset på sadolinsgade (hvor jeg kom hjem midt i – og det var fanme godt nok udbehageligt) turde jeg ikke bo der så jeg flyttede til Pjentedamsgade (lige ved banegården i Odense – kendt som ludergaden, men de passede sig selv og forstyrrede ikke nogle) sammen med to fyre Steen og Heine. Igen en fed tid – og en fantastisk lejlighed. Jeg boede her et års tid lige til juli 2000 – hvor jeg flyttede sammen med en kæreste, Søren, lige ved Odense teater (i Vindegade). Vi boede ret tæt i hans lille 1-værelses, men så var det godt at hans mor arbejdede i et boligselskab og kunne skaffe en stor 3-værelses på Nyborgvej (kilometerhusene!!!!) efter ganske kort tid i den lille hyggelige lejlighed midt i byen.

Men jeg trivedes ikke rigtig længere, trods det at jeg læste negot på Odense Uni (efter ½ år på lægeuddannelsen). Jeg blev færdig med min bachelor i sommeren 2003 – og jeg var ved at blive kvalt i kilometerhusene som er et dybt uinspirerende byggeri. Men det var nok mere det dybt uinspirerede liv jeg havde fået sat mig i. Jeg søgte helt sikkert tryghed, men var samtidig ved at blive kvalt langsomt, mens jeg så min ungdom glide forbi udenfor vinduerne.

Jeg higede sådan efter at noget skulle ske, men jeg vidste ikke hvad indtil jeg så et opslag på uni – ansøg om Brittingham Viking scholarship – og bo 1 år i USA fuldt betalt. Jeg ansøgte…. OG FIK det.

Ret vildt – jeg fik beskeden på et tog fra København efter sidste samtale – ret surrealistisk togtur derefter. Prøv at blive ringet op i et IC3-tog mellem Ringsted og Slagelse, hvor en stemme i den anden ende sigre, at du lige har ’vundet’ $30.000 til at skabe en ny start for.

Jeg skulle læse 2 semestre i Madison, Wisconsin og bo i ’the Viking House’ (stillet til rådighed på campus af org) og ellers bare rejse rundt og besøge dem der sponserede scholarshippet og som jo derfor var nogle meget meget rige amerikanere, der levede liv, jeg slet ikke havde oplevet tidligere – og nyde livet! JA – det var det. Jeg skulle tage minimum antal credits for at opretholde student visa – så det gjorde jeg. Jeg havde blandt andet racketball (en slags squash) og den slags i mine 2 gange 8 credit (havde dog også nogle få MBA fag – få….).

Det var min 12 adresse - 711 East Gorham Street fra sommer 2003-sommer 2004. Jeg boede sammen med 2 amerikanere, og to finner på samme scholarship. Vi købte bil og var ellers bare på raodtrip det meste af året. Organisationen sender amerikanske unge til hhv. Oslo, København og Helsinki på sommerophold – og skandinaverne den anden vej på både helårs og sommerophold. Og det har den gjort siden 1952 – og de fleste er stadig medlemmer af organisationen. Der er stof nok til diverse indlæg fra det år alene – som indebar alt fra college football med 80.000 tilskuere, diverse kæmpe fester hos så svine-rige mennesker, at man slet ikke fatter det, ture til New Orleans, New york, Washington DC, Denver, Jackson hole, LA, Seattle, 1 måned i SF etc. etc.

En lille anekdote. En af de større pengemænd bag legatet Forster Fries inviterede os til hans hytte der lå på bjergsiden med udendørs jacuzzi, hvor man sad og så solen gå ned bag Rocky mountains. I den forbindelse fandt han ud af at vi ikke havde købt vinterdæk. Det skal man have i Jackson hole, hvor der er flere meter sne – så han sendte 500 dollar på check til det. Vi endte dog med at få stort underskud på en fest inden vi skulle af sted (siger lidt om livet der), så vi fik ikke købt de dæk, men tog glade af sted til Denver (hvor vi skulle møde noget amerikansk familie til en room mate) inden vi skulle køre til JH – Foster opdager så vores manglende dæk – og sender sit lille privat fly – som vi så fik fuld råderet over i 4 dage… tror det er sidste gang jeg får det. Udstyret med et mobilnummer kunne vi altid ringe til piloterne – og give dem en times varsel!!! Men den tur var fed – og JA, vi (forsøgte) at betale de 500 dollar tilbage.

Nå, men alt eventyr har en ende – Jeg skulle jo hjem og læse videre i DK – og kunne pludselig ikke udholde tanken om at skulle hjem til Odense...