fredag den 8. april 2016

Barndommens gade og et ordenlig nostalgi-trip

Som sagt stod jeg op i morges - inden det rent faktisk med rette kunne siges at være blevet idag. Og gik den halve kilomet ned til bilen (af alle dage var det så lige igår Østerbros parkeringsmareridt udvirkede at bilen holdt alt for langt væk). Og kørte. Det var rent faktisk stadig mørkt da jeg kørte - det er snart længe siden jeg har forladt hjemmet i mørke.

Efter nogle timer var jeg i Ringe. I lille by midt på Fyn. En by der engang var den stolte indehaver af landets andenstørste festival, en legepladsfabrik og en rockerborg. De to sidste er der måske endnu, men festivalen, hvor jeg har tilbragt en meget stor del af min barndom og i allerhøjeste grad tidlige ungdom er nu en æra blot. Det er altså lidt vemodigt.

Da jeg skulle til Svendborg idag gik turen forbi Ringe (på en motorvej, der end ikke var tænkt på, da jeg flyttede fra byen). Og da jeg nåede afkørslen til Ringe C (!!) og havde 15 minutter tilovers drejede jeg ved en pludselig indskydelse af. Og det var som at komme hjem. Jeg har faktisk ikke været der i snart 20 år - min mor flyttede også fra byen kort efter jeg flyttede hjemmefra. Og på den måde var det ligesom ikke sådan at jeg kom 'hjem til Ringe', når jeg 'kom hjem'. Mit barndomshjem forsvandt mere eller mindre da jeg flyttede hjemmefra.

Men at se Ringe igen var en sær følelse. En god en af slagsen og pludselig forstod jeg endnu mere de, der vælger at flytte tilbage til barndomsbyen. Jeg har også den følelse, til en vis grad, når jeg er i Odense, hvori anden halvdel af min barndom og senere ungdom udspillede sig. Ringe lignede på en gang sig selv fuldstændigt - og var helt forandret. Brugsen, hvor man fik dividende og klisterede dividendemærker i hæfter, lå stadig på torvet. Men nu var der også en grillbar. Kirken, hvor jeg blev konfirmeret, troner stadig midt i byen - men pladsen ude foran er lavet om. 'Min' bager hvor jeg tjente alle mine penge hver morgen før skole mellem 6-8 (sådan fik jeg råd til min hest) var lukket, men Netto'en overfor var der stadig. Butikker var lukkede - andre var kommet til. Og et helt nyt kvarter omkring motervejsafkørslen var opstået. Jeg kørte forbi den tankstation, hvorfra jeg tankede dengang i midt-halvfemserne, hvor benzinen forsvandt fra Danmark. Og hvor kun Haahr-tanken stadig fik nye forsyninger. Med den følge at Haahr i Ringe havde timevis af kø. Nu er det en Inco-tank. Men dyrlægen, hvor jeg slog græs da jeg var 13 år ligger stadig lige ved siden af. Jeg genså krydset hvor jeg engang oplevede et trafikudheld. Fest-lokalerne ved stationen hvor jeg har holdt vilde fester. Biografen, gå-gaden (som det altså hedder i provinsen) og markerne, hvor festivalen bredte sig ud over uendelig mange hektar - jeg arbejdede altid i sort camping :-).



Jeg havde det som om, at jeg skulle deles i to. Faktisk har jeg på en gang vanvittig lyst til at mine unger skal vokse op i Ringe. I min barndom - i den by jeg kender (kendte, vel rettere) så godt. Og på den anden side ville jeg jo ikke bytte vores hverdag nu. Det er en mærkelig følelse - og jeg har virkelig næsten lige stor lyst til begge. Begge liv har fordele og ulemper - glæder og sorger.

Jeg spiste et stykke brunsviger fra en bage jeg ikke kendte - alle de 3 jeg kørte rundt efter var væk. Brunsviger er altså en af de ting, de kun kan finde ud af at bage på Fyn. Så startede jeg bilen og kørte til Svendborg. Men det var et godt gensyn. Jeg tror jeg tager pigerne med dertil snart. De skal også se hvor jeg voksede op. Lige nu lever de deres fars barndom - går i hans skole og går hver morgen samme vej som han gjorde for 30 år siden. En dejlig barndom. Men ikke min - og det blev jeg lige pludselig bevidst om idag.

6 kommentarer:

  1. Svar
    1. Uhmmmmm brunsviger nemlig :-)

      Slet
  2. Sikke en nostalgi trip du tog os med på! Det må være underligt at komme tilbage efter så mange år, så mange minder der popper op alle steder. Jeg kan godt forstå dit behov at dele det med dine børn!! Jeg kommer tilbage til min barndomsby i Sverige et par gange om året og selv om det hele på mange måder ligner sig selv, er det som om det er en anden stemning. Om det er stedet eller mig der har forandret sig - eller os begge to - ved jeg ikke. Nok mest det sidste...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er nok mest det sidste - også for mig. Det var faktisk lidt sært at se stedet med voksne briller. Ikke som barn eller ung.

      Slet
  3. Jeg kender godt den følelse du beskriver. Den får jeg også, når f.eks. jeg indser, at mine børn ikke vil blive spejdere, som jeg var hele min barndom. Men de får trods alt lidt den samme geografi, da vi bor i min barndomsby. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - mine børn bliver (vist nok) heller ikke ridepiger! Øv tænker jeg ofte. Og så alligevel, det ville være sindsygt svært at få tilpasset vores liv til ridepiger. Men alligevel stikker det lidt i hjertet.

      Slet