onsdag den 27. april 2016

Noget om børnefødselsdag og køkkener


Vi holdt fødselsdag i mandags – for 10 tossede tøser fra 0. krebs. De er simpelthen de mest skønne unger, men for pokker hvor er de vilde. Meget mere end Margrethes klasse tilsvarende var, da hun gik i børnehaveklasse. Men det var så hyggeligt. Og endnu engang var vi heldige med vejret. Vi gik hjem med dem da de havde fri fra skole – og indtil da havde himlen været nærmest sort og jævnligt tømt små hagl-lignende kugler ud. Men da vi gik vandt solen kampen om himmellegemet – faktisk så meget at vi kunne tage på legepladsen hen mod slutningen af dagen. Men først stod den på hotdogs og saftevand. Og derefter Ramasjang-mysteriet. Som var en total gentagelse af den fødselsdag Caroline holdt sidste år i børnehaven. Men det er et sikkert hit. Og de er så dygtige og engagerede. Og derefter nåede de at pynte en masse muffins med guld, glimmer og farve-skrigende glasur. Og de fik spist næsten samme antal som blev pyntet.

 




Vi er desuden gået sådan rigtigt i gang med at tænke over det der køkken-renovering. Så meget faktisk, at vi har indbudt to forskellige køkkenfirmaer til besigtigelse og snak om låger, plader, vaske og den slags halløj. Det føles rimeligt uvirkeligt. Men nu er vi ligesom i gang. Så hvis der er nogle, der kender en GOD og BILLIG snedker, der er god til at sætte køkken op, så send m/k gerne denne vej. Det kunne jo vise sig at være en bedre ide end at have et køkkenfirma som total-entreprise. Og nej. Vi skal ikke lave det selv.

1 kommentar:

  1. Sikke en fejring. Ser dejligt ud.
    God fornøjelse med køkken-halløj. Lyder ret voksent og alvorligt, så der kan jeg slet ikke være nogen hjælp ;-)

    SvarSlet