tirsdag den 19. januar 2016

En weekend fyldt med kærlighed, lanterner og ønsker

Igen er en fantastisk weekend sluppet taget. Fredag stod på total hjemmehygge med kun Margrethe, da Caroline skulle sove hos en veninde. Det havde hun glædet sig til hele ugen, så det var så dejligt. Det er skønt når man oplever børnenes venskaber – der er noget hyggeligt og livsbekræftende over de små mennesker, der i den grad danner bånd.

Hjemme så vi Disney med tonsvis af slik – og herefter faldt vi i søvn til X-faktor. Fredage med slik og dyner i sofaen er faktisk efterhånden noget af det jeg næsten ser mest frem til i løbet af en uge. Bevares, lørdag og søndag er dejlige. Men fredag er helt speciel. Den rødvin der drikkes foran flimmeren under dynen suppleret af chokofanter og skumsvampe med chokolade er den bedste rødvin – og den sætter en i en hel uendelig afslappende stemning. Som kun kan opnås fredag, hvor man har hele weekenden foran sig. Familien er samlet, vi skal ikke tidlig op i morgen, der er ingen madpakker, der skal laves eller ting, der skal gøres klar. Det er ren nydelse og tæthed. Også selvom øjnene ganske ofte er endog overordentlig svære at holde åbne. Men så kan man jo tage en lille lur – og vågne op efter nyhederne, lægge børnene i seng (som jo også nu sover på sofaen), hente egen dyne og se fredagsfilmen. Eller finde en tilsvarende på netflix. Fredag er fantastisk!
Lørdag stod jeg op og løb inden klokken blev 8 (halli hallo). Og derefter var der kaffe og avis – inden jeg skulle have det fine tøj på og til frokost-fødselsdag hos min kære veninde, der er flyttet til Odsherred, hvor hun bor med mand, barn og dyr på en stor gård. Det var simpelthen den skønneste dag. 12 kvinder samlet, som alle har set hinanden både til polterabend, bryllup og andet indenfor det sidste år, lækker mad, snak, sang, quiz og konkurrencer. Og slutteligt da det blev mørkt – og det bliver altså virkelig mørkt derude på landet - gik vi alle ude i sneen (som der var meget af) og sendte lanterner og ønsker til vejrs. Så smukt og bevægende. Jeg nåede hjem inden klokken 21 – men var så træt og forspist, at jeg gik direkte i seng.



Og søndagen var en af de søndage, hvor jeg slet ikke kom ud. Jeg observerede fra min stol i køkkenet og senere fra sofaen, at solen skinnede og det glimtede smukt i sneen i gården. Og jeg tog indtil flere tilløb til at gå udenfor. Men det blev ved tilløbet. Det ville jo betyde, at jeg skulle have andet end nattøj på, og det havde jeg slet ikke søndag. Til gengæld havde vi legekammerater på besøg. Vi bagte både brownies og pandekager. Og jeg fik læst min bog færdig. Det var en god weekend.

4 kommentarer:

  1. Det lyder som en helt igennem dejlig weekend. Det er altså ikke for at være 'party-killer', men ved du godt, at de der lanterner er forbudt? Man må ikke længere opsende dem uden tilladelse. https://www.trafikstyrelsen.dk/DA/Presse/Nyhedsarkiv/Civil-luftfart/2015/10/Forbud-mod-opsendelse-af-skylanterner-uden-tilladelse.aspx
    (ja, jeg er miljøskadet efter at have arbejdet med Beredskabet i 7 år).
    Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så fin en weekend. Og jeg ved godt, der var en del omkring de lanterner. Dog havde de tilladelse på egen grund. Som er ret stor. Men det var smukt. Og hyggeligt :-).

      Slet
  2. Det lyder fantastisk! Mit favorittidspunkt på hele ugen er også fredag aften. Gid det var fredag aften hele tiden!!
    Kærligst, mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja præcis. Fantastiske fredag....

      Slet