onsdag den 27. januar 2016

Når livet viser sig fra sin mindst retfærdige side

Da Margrethe var 4 måneder gammel flyttede vi til Sønderborg. Helt alene. Altså vi havde hinanden, os tre familien bestod af. Men vi forlod al familie og netværk i vores nærhed. Og var 4 timers togrejse væk fra dem, der betød mest for os. Det er ret langt, når man er ung og fra København. Fandt vi i hvert fald ud af. Det var svært for os at forlade netværket og den dagligdags kontakt vi var vant til. Bevares - de kom gerne på besøg i weekender. Og det var jo skønt. Men barsel i en fremmed by mens en kæreste starter nyt job op kan være ensomt i ugens løb. Enddog meget ensomt.

Men så mødte jeg en kvinde, som jeg idag anser som en af mine nærmeste veninder. Hun er uden tvivl helt fantastisk. Da jeg var mest alene inviterede hun mig med i sin mødregruppe og ind i hendes liv. Bare sådan fordi. Og vores familier er efterhånden også hinandens. Jeg er hende så taknemmelig. Og hun har fortjent alt det bedste i verden. Hun er rummelig, sød og altid lige der, når man har brug for et grin, en skulder, et godt råd eller bare en sludder om ingenting. Ligegyldig hvad, så er hun der bare. Både i sjov og ulykke. Det er også hende, der pludselig køber koncertbilletter - så vi kommer afsted. Hun er gavmild og åbner altid sit hjem både for os. Og for andre.

De seneste år har livet sat hende på et utal af helt uforståelige prøvelser. Det er ikke fortjent. Men hun er stærk og fyldt med livsmod. I hvert fald var det lige så småt begyndt at lysne på alle fronter. Så småt.

Men nu er jeg sgu ved at få nok. Den seneste kastestjerne havde hun ikke fortjent. Det er for meget og meget mere end noget mennesker skulle behøve at forholde sig til.

Hendes far har ikke bare én, nej hele to hjernetumorer.

Så nu venter vi. Med tilbageholdt åndedrag til lægernes endelige undersøgelser - og dom - falder. Umiddelbart ser det ikke godt ud. Men jeg tror på mirakler. Og jeg tror på min venindes fortjente lykke.

Og så bruger vi tiden på at kramme endnu mere på dem derhjemme. Og endnu engang værdsætte det liv, der så let kan vælte.



2 kommentarer:

  1. Det er altid svært at stå på sidelinjen til ens nærmeste, når de er i sorg. Mirakler er en god ting at tro på, når livets udfordringer slår ufortjent hårdt ned. Jeg tror de findes, miraklerne, altså, og håber på det bedste for din veninde.
    Kærligst, mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK. Det må (og skal) være miraklernes tid!

      Slet