onsdag den 20. januar 2016

Noget om økonomi, angst, taknemmelighed og lykke


Om onsdagen møder Margrethe tidligt, og i dag var det så mig, der cyklede af sted med hende, mens det stadig var mørkt, og de fleste mennesker ikke var taget af sted endnu. Det giver god mulighed for at lure ind af vinduer. En af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg sådan cykler rundt i de Københavnske gader, er at lure ind af de oplyste vinduer. Det er sikkert samme nysgerrighed, som giver programmer som Hammerslag og Kender du typen vind i sejlende og stor popularitet. Det er spændende at se hvordan andre har indrettet sig.

I dag blev jeg ekstra ramt af den hygge og lykke, der driver ud af det gule lys, der kommer ud af de oplyste vinduerne. Jeg blev ramt, fordi jeg ikke (længere) var misundelig. Men fordi jeg oplevede et glimt af lykke, da det gik op for mig, at det kunne være mig derinde. Jeg har en af den slags hyggelige lejligheder, som jeg, hvis ikke jeg selv boede der, ville kigge ind i og tænke ’her er godt nok hyggeligt, varmt og dejligt. De må have et godt liv’. Sådan har det ikke altid været – heller ikke selvom det er mange år siden, jeg ikke havde et dejligt sted at bo og leve. Som udefra set helt garanteret er misundelsesværdig, hvis man går aftentur og kigger ind i vores stuer. Men det hele er farvet af angsten for at miste. Angsten for, at vågne op af drømmen og opdage, at det slet ikke var der alligevel. Angsten for, at det kun er midlertidig – at jeg (selvfølgelig) ikke er så heldig i livet.

Jeg tror en del af min indre angst for at ’klare mig’, skal findes i min opvækst. Jeg havde en dejlig opvækst på rigtig mange måder, og en dejlig familie, der dog kun bestod af min mor og mig. Der var kun os to, og der var dermed kun min mor til at tjene forsørge os. Og det gjorde hun rigtig godt.  Specielt efter datidens (og nej, så gammel er jeg ikke) standarder for enlige mødre. Min mor har altid arbejdet rigtig meget, og jeg tror, jeg har haft en meget skånsom enlig-mor-barndom. Men alligevel var bevidstheden der. Vi havde hvad vi skulle bruge, vi kom ind imellem på ferie, og selvom min mor helt sikkert skærmede mig meget mod de lidt barske realiteterne, var jeg smerteligt bevist om at økonomien var stram. Endog meget stram nogle gange. Og jeg var bevidst om, at der altid foregik en benhård prioritering omkring alle udgifter. Og at mange af de ting vi gjorde ikke handlede om at det var smart eller egentlig et valg, der var truffet, men at det var det, der var råd til. Vi havde for eksempel ikke en grøddag, fordi det var en ideologisk prioritering, men det var benhård nødvendighed, hvis det hele skulle mødes i slutningen af måneden. Og en grøddag er så fin. Vi har det selv nu. Men baggrunden for at have den giver en bevidsthed. Jeg vidste at det var fordi, at det var vi nødt til. Og ikke fordi vi havde lyst. Specielt i min spirende ungdom vidste jeg det. Jeg var opmærksom på min mors økonomiske kamp helt inden i mit hjerte og min mave, og angsten for ikke ’at klare det’ (hvad ’det’ så er) blev grundlagt der, tror jeg, som sådan en permanent tilfrosset tilstand, der har fulgt mig lige siden.

Steffen og jeg har talt og talt om det. Han er nemlig vokset op med en grundlæggende tro på, at det nok skulle gå. Også det økonomiske. Der var stor (eller i hvert fald væsentlig større) økonomisk frihed i hans barndomshjem. Det er bestemt ikke nødvendigvis det, der giver lykken. Det ved jeg godt. Men børn, der ikke har den angst for, om hvorvidt det går, om hvorvidt de ikke kan klare livet, tror jeg møder livet senere hen med meget større grund-optimisme. Et gå-på-mod, der ikke er tæmmet af angsten for at ’det gode’ liv ikke varer ved. Angsten for at det var en fejl, at lige netop du har det godt, og har været heldig eller i det hele taget har klaret det. Og jeg kan se at denne angst og usikkerhed har jeg bragt med ind i mit voksne liv og i min families liv. Og specielt ind i mit forhold til Steffen.

Noget af det jeg stadig kan få det fysisk dårligt af er, hvis jeg ikke synes det hænger sammen økonomisk i en periode. Og hånden på hjertet, det har jeg aldrig oplevet i de 8 år, vi har været gift. Der har været tider, hvor det kunne være bekymrende hvis ikke dit og dat faldt på plads. Men det er altid faldet på plads. Og Steffen tager det med ophøjet ro. Han stoler jo på, at tingene falder på plads. Men jeg er grund-angst. Jeg ved det godt , og jeg er bevidst om, at jeg lader det styre alt for meget, stadigvæk. Jeg har en sygelig trang til at have en bugnende opsparring,  og til vide hvad vi har hver måned, hver uge og hver dag næsten. Jeg får det fysisk dårligt, når vi skal betale noget større med opsparringen, således at den ikke er helt så voldsom. Faktisk er det kommet dertil, hvor vi også har ’Cilles opsparing’ blandt de mange konti  vores økonomi er skruet sammen af. Fordi Steffen har erkendt, at jeg er angst. Og jeg har så meget brug for et tætmasket og udspændt sikkerhedsnet, at denne ekstra opsparing har været (er?) nødvendigt for roen i mit hoved. Og for at styre angsten i min rygrad. Og jeg er faktisk helt vildt flov over det. Og træt af det. Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af – og bare nyde. Nyde at det sgu går ret godt. At jeg har været heldig. At mine børn vokser op i helt andre vilkår end jeg selv. Vi har, hvad vi skal bruge, og jeg behøver ikke ligge søvnløs. Jeg behøver ikke arbejde for meget, men kan rent faktisk prioritere at hente mine børn tidligt ganske ofte. Uden at gå på kompromis med vores økonomi og hverdagsmuligheder.

Men selv mens jeg skriver dette – om hvor heldige vi er – sidder der en stemme i mit baghoved og skræpper ’pas nu på’, ’det kan ændre sig’, ’hybris’ og så videre. Den stemme er bare aldrig helt stille.

Jeg har en angst. En angst for at det gode er midlertidig, at det gode  går væk i det øjeblik, jeg tillader mig selv at nyde det. Og den angst spærrer for nydelsen og værdsættelsen. Jeg er blevet en del bedre til det, men der skal ikke så meget slinger i netbank til for at prikke til den latente iboende angst. Jeg skal bare nærme mig bunden på en konto, og selvom der står mere end rigeligt alle andre steder, og jeg, med min fornuft ved, at der faktisk ikke kan komme uventede regninger af en størrelsesorden, som vi ikke kunne klare, så hjælper det ikke på koldsveden, åndenøden og angsten. Som så stikker sit grimme grønne fjæs frem hjemme og gør livet endog ret surt for ham, jeg har valgt at leve sammen med. Og dele mit liv med. Det vi kan skændes mest om, på min foranledning alene vel og mærke, er økonomi. Hvilket, set udefra, er for dumt, da vi faktisk ikke behøver skændes om den. Men angsten taler ikke pænt. Og den er ubegribelig svær at tæmme.

Jeg tror samtidig på, at uden nydelse er der ingen taknemmelighed. Der er simpelthen ikke plads i brystet til den slags følelser, når angsten for at miste dominerer for meget. Og jeg tror på, at uden taknemmelighed er der ingen lykke. Taknemmelighed er en central komponent af følelse af lykke.

I de seneste år har jeg øvet mig i at gå i rette med angstens spøgelse. Jeg har bevidst øvet mig i at nyde, mens tingene var. Og der har været jo været nok at nyde. Det var det, der slog mig i dag på cyklen gennem mørket, da jeg kiggede ind i de fine lejligheder på Østerbro. Det er jo mit liv, jeg kigger ind på, og fundamentet er ikke så skrøbeligt, som de indre dæmoner påstår. Faktisk slet ikke. Og den følelse af lykke, der kommer af taknemmelighed og nydelse, skal jeg blive endnu bedre til at holde fast i. Den var der i dag. Og jeg oplever den, heldigvis, dagligt i glimt.

Som man siger, gode tider kommer jo aldrig dårligt tilbage.

6 kommentarer:

  1. Kære Cille!
    Sikke et godt og tankevækkende indlæg!! Jeg er også angst på den økonomiske front. Ikke fordi jeg er vokset op i skyggen af forældres angst, men fordi jeg har skabt det selv, tror jeg. Jeg kan huske mine første økonomiske øretævere, mens jeg på SU kom til at glemme at tænke mig lidt om... Det har sat sine spor. At se er afsnit af luksusfælden svarer for mig til en rigtig gyser. Som jeg kan tænke længe over. Jeg er nemlig bange for, at der ligger miner og flyder i vandet og pludselig - BUM - detonerer! F.eks. kan jeg pludselig tænke på, om der ligger ubetalte bøder fra postvæsenet, som har avlet renter, og gør, at jeg helt intetanende befinder mig i Riebers. Eller kunne der tænkes at være bøger fra min specialetid, som endnu ikke er afleveret? Og som nu koster i tusindvis af kroner i bøde? Nogle gange kan jeg gå så vidt som til at være stresset over at skulle på ferie, for hvis vi nu ikke når flyveren, hvor dyrt bliver det så ikke lige at skulle betale billetten gange fem én gang til? Jeg er top-hysterisk..... Men fedt indlæg!
    Var der noget med det kaffe? Jeg sender dig lige en SMS!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære du
      TAK for den kommentar. ja, det var et langt indlæg - og ikke noget jeg egentlig er stolt af. faktisk nærmest flov, så jeg er glad for at du møder mig. Jeg har det på samme måde med luksusfælden - en ren gyser, og lidt 'godt-det-ikke-er-mig-endnu'-gys. Én gang har jeg dog måtte slukke, da det handlede om et par, der tabte så meget på en hushandel, at eneste løsning var at flytte tilbage. Det blev sendt da vi stod i situationen og måtte æde et million-tab på et hus. Som vi jo stadig lever med.
      Og jeg måtte klukke lidt for mig selv omkring dine rejse-frygter. Jeg har præcis det samme. Ikke noget med at frygte forsinkelser, ventetid eller deslige - kun 'hvad mon det kommer til at koste ekstra'.
      YES yes til kaffe...

      Slet
  2. Hej
    Jeg havnede her på Birgittes anbefaling. Fint, reflekteret indlæg som man også godt kan spejle sig i selvom ens ængsteligheder (hvis det er et ord? :-)) ligger andre steder.
    God weekend fra Lisbet

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Lisbet, for de fine ord. Jeg er glad for, at det kunne bruges til noget - mit tankeskrald. Også god weekend til dig.

      Slet
  3. Jeg landede også er via Birgitte. Personligt kender jeg ikke til sådan en angst, men har familie der har været ramt så hårdt at der blev hyperventuleret og besvimet er også sket. Selvom man prøver at sætte sig ind i det, er det ikke helt til at forstå, at det kan fylde så meget. Godt det gpr i den rigtige retning med dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig ret svært helt at forstå, at det kan fylde så meget. Specielt når det kun er hypotetisk og sker mellem ørerne - ikke ude i virkeligheden. Men det må man (jeg) jo så arbejde med. Og velkommen til.

      Slet